Læsetid: 10 min.

Politik i Vesten er popcorn og vilde spændingskurver. Det bliver anderledes i Danmark

Det politiske opbrud herhjemme bliver formentlig ikke så dramatisk, som vi netop har set det i Sverige og andre steder. Dels har partierne tilpasset sig i udlændingepolitikken, dels smitter dansk pragmatisme af på yderfløjspartierne. Men under overfladen er alt alligevel forandret
Selve grundlaget for det tidligere »ideologiske bloksammenhold« er forsvundet, fordi forskellen på højre og venstre simpelthen ikke længere er den vigtigste modsætning i dansk politik.

Selve grundlaget for det tidligere »ideologiske bloksammenhold« er forsvundet, fordi forskellen på højre og venstre simpelthen ikke længere er den vigtigste modsætning i dansk politik.

Asger Ladefoged

26. januar 2019

Forestil dig, at det tog 131 dage at danne regering i Danmark. At statsministeren rejste rundt i landet og holdt lange møder med borgmestre og andet godtfolk for at forklare sin politik, mens protester gjaldede i gaderne. At Pernille Vermund fra Nye Borgerlige blev landets leder efter et jordskredsvalg, eller bare at Folketinget udskrev en folkeafstemning om Dexit, hvor ja’et efterfølgende låste det politiske system i månedsvis, fordi de ikke kunne blive enige om hvordan.

Nej, vel?

Danmark fremstår som et politisk stabilt land i Vesten, hvor den demokratiske styreform er blevet en noget dramatisk forestilling mange steder.

»I næsten alle vestlige lande er det jo blevet sådan, at når der er valg, så kan man bare finde popcornene frem og følge et meget dramatisk opbrud i de politiske mønstre. Af forskellige årsager vil det blive mindre i Danmark, eller også har det udspillet sig allerede,« siger Bjarne Corydon, chefredaktør og administrerende direktør på Børsen og tidligere socialdemokratisk finansminister.

Dels har Danmark en velfærdsmodel, der til trods for voksende ulighed og frustration i udsatte grupper stadig formår at sikre reallønsfremgang og omfordele på et niveau, som endnu ikke har ført til protester a la de gule veste i Frankrig. Og kommer vi derhen, har den danske fagbevægelse, som stadig er blandt de stærkeste i Europa, vist sig i stand til kanalisere og organisere utilfredshed blandt store lønmodtagergrupper efter de kendte spilleregler i det danske aftalesystem, som vi så det under de højspændte overenskomstforhandlinger i foråret 2018.

Dels har danske partiers tilpasningsevne ikke mindst i forhold til indvandring og globalisering, men også i spørgsmål om elitens lydhørhed over for den almindelige befolkning, betydet, at vi allerede har taget nogle af de opgør, som skaber voldsomme skred i de politiske systemer andre steder.

Derfor får vi ikke en Trump, der vender op og ned på alle spilleregler. Eller en Macron, som blev valgt til Frankrigs præsident på at udfordre den traditionelle højre- og venstrefløj.

»De politiske kræfter er som et vildt dyr, der bliver sluppet ud af buret i f.eks. Sverige og Tyskland. Men det har vi jo taget hul på over en lang årrække i Danmark. For eksempel kan man se Dansk Folkeparti som en kanal for utilfredshed med eliterne, der har koblet sig af resten af samfundet, med øget indvandring og med de regionale forskelle mellem land og by,« siger Malte Frøslee Ibsen, postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Forandret samarbejde

Så langt så godt. For man skal ikke længere tilbage end valget i 2015, hvor DF til manges overraskelse blev den store sejrherre og det største borgerlige parti med 21,1 pct. af stemmerne. Partiet endte ikke i regering. Men når cirka hver fjerde vælger ifølge en meningsmåling i Berlingske i november stadig ikke har besluttet, hvor de skal sætte deres kryds ved valget, kan vi så forvente lignende overraskelser?

Det mener professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, ikke.

»Der er ikke flere tvivlere nu end ved forrige folketingsvalg. Sidst pegede meningsmålinger på fremgang til DF, og de gik så endnu mere frem. Men jeg ved ikke, hvor overraskede vi som valgforskere var. Til gengæld er den forandring, vi ser i Danmark, foregået mere løbende, hvor de gamle magtpartier mister terræn, og fløjene står stærkere end nogensinde,« siger han.

Det er Bjarne Corydon enig i. Han ser de globale tendenser manifestere sig som forandringer af den »politiske spilleplade« i Danmark. Det sker bare under overfladen og på mindre dramatisk vis end i de fleste andre lande. Men det skal man ikke lade sig narre af, pointerer han.

Selve grundlaget for det tidligere »ideologiske bloksammenhold« er nemlig forsvundet, fordi forskellen på højre og venstre simpelthen ikke længere er den vigtigste modsætning i dansk politik.

»Hvis man ser på det forventelige valgresultat, er det ikke nødvendigvis de mange stemmer, der vil blive flyttet. Men neden under flytter samarbejdsmønstrene sig markant. Den vigtigste skillelinje er blevet den mellem midten og fløjene, og derfor bliver det mest spændende efter næste valg, om Folketinget bliver midterdomineret eller fløjdomineret,« siger han.

Traditionelt har støttepartier i de respektive blokke accepteret, at en statsminister ikke væltes, selv om vedkommende vælger at arbejde henover midten. Men den ’doktrin’ gælder tilsyneladende ikke længere, fordi yderfløjpartierne nu truer statsministerkandidaterne fra S og V med mere eller mindre ultimative krav. Dermed er forudsætningen for 40 års bredt samarbejde om reformpolitikken i Danmark forsvundet, pointerer den tidligere finansminister.

Chicken game

Og når man som Bjarne Corydon mener, at en reformvenlig midterpolitik er det bedste for dansk økonomi, vækst, jobskabelse, sundhedssystem og så videre – ja, så er den vej, Sverige netop har valgt, den rigtige.

Her kunne S-formand Stefan Löfven i starten af ugen og efter 131 dages forhandlinger på kryds og tværs præsentere en ny mindretalsregering med to borgerlige støttepartier. En regering, der har som sin eksplicitte målsætning at sætte det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna og Vänsterpartiet på den anden fløj uden for indflydelse. Og uanset hvor ustabil den nye svenske regering har udsigt til at blive, vil de gamle magtpartier i Danmark komme til at stå over for samme valg som Löfven, mener Corydon:

»Vi står ved en skillevej. Enten vil man svinge ud i retning af, at fløjpartierne får meget mere indflydelse. Eller også må man svinge meget mere ind mod midten og belave sig på at samarbejde på en måde, som man lige nu kan have svært til at bekvemme sig ved,« siger han med henvisning til et eventuelt S-V-samarbejde.

Lige præcis den konstellation med et samarbejde mellem det største parti i hver af de traditionelle blokke, Socialdemokraterna og de konservative Moderaterna, blev luftet i Sverige, men afvist. Begge partier ville have statsministerposten. Og det gælder også i Danmark, erkender Corydon:

»Men politik er jo også blevet et chicken game. Hvem blinker først,« siger han.

Et spil om, hvem der blinker først, var også præcis det, der til det sidste skabte intenst drama om den svenske regering og formentlig vil gøre det lang tid fremover. Vänsterpartiet, Sveriges pendant til Enhedslisten, blev sat under betydeligt pres, da de havde de stemmer, S-formand Stefan Löfven skulle bruge til at danne sin midterregering og føre en – for Vänsterpartiet – uspiselig borgerlig politik.

Partiet løste dilemmaet ved at benytte sig af Enhedslistens strategi med røde linjer til stor applaus fra bl.a. Pelle Dragsted, der efter Vänsterpartiets beslutning om at støtte Löfvens nye regering tweetede:

»Vänsterpartiet modsætter sig ikke dannelsen af en S-regering, men sætter to røde linjer op: Hvis regeringen fremlægger to af de lovforslag, som de har aftalt med højrefløjen, fremsætter de umiddelbart mistillidsvotum. Meget lig Enhedslistens nye parlamentariske strategi.«

Pragmatisme

Spørgsmålet er imidlertid, hvor hårde i filten fløjpartierne vil være, når det kommer til stykket. Ganske vist tegner Enhedslisten nu røde streger for ikke igen at havne i en situation som under Thorning, hvor partiet følte sig kørt over af SRSF-regeringens ’højresving’.

Men Malte Frøslee Ibsen hæfter sig ved, at partiet har udarbejdet en række politiske programmer, f.eks. Enhedslistens 100 dage og et udspil om regulering af finanssektoren, der skal give partiet en vis politisk fleksibilitet og samtidig udfordrer forestillingen om, at yderfløjene bare er nej-sigende kaoter, der næres ved ikke at komme med løsninger.

»I europæisk sammenhæng har man set populistiske partier på yderfløjene over for mere teknokratiske midterpartier. Men i Danmark er der en modsatrettet tendens. På den ene side er der Enhedslisten, der udvikler konkrete politiske programmer, så de har noget at forhandle ud fra i stedet for at sige nej hele tiden. På den anden side står DF til muligvis at komme i regering og har desuden medvirket i den velfærdsalliance mod reformer, som Løkke har villet gennemføre. Det er et tegn på, at DF har fingrene nede i bolledejen på en anden måde end under tiden som Anders Foghs støtteparti,« fremhæver Malte Frøslee Ibsen.

Til det siger Bjarne Corydon med et lille grin, at han »utroligt nok« – til trods for sine konfrontationer med Enhedslisten – »da opfatter det danske politiske system inklusiv yderfløjene som mere pragmatiske end i så mange andre lande«.

»Men jeg tror også, det er forkert at lade det skygge for sagens alvor. Selv om man tidligere har inddraget yderfløjene og skal blive ved med at gøre det, så er de afgørende beslutninger for Danmark – som har bragt os det velstandsniveau, vi har nu –  blevet truffet med udgangspunkt i den politiske midte og dens vilje til politisk lederskab. Det er langt vigtigere end den forskel, der synes at være den største mellem de to store partier Venstre og Socialdemokratiet i forhold til, om væksten i den offentlige sektor skal være på 0,3 eller 0,6 pct.«

Og så minder han i øvrigt om, at Venstre er lige så presset af yderpartierne i blå blok, hvor Liberal Alliance har skabt ballade og DF forhindret regeringen i at føre den politik, den gerne ville.

Uanset hvad kan man godt forberede sig på, at det hele bliver anderledes i Danmark. Der kan også komme flere dronningerunder efter et valg, og Corydon vil gerne sætte en flaske vin på, at regeringsdannelsen kommer til at tage længere tid end de 17 dage, det tog Thorning i Det Sorte Tårn. Den helt store vinder på den nye spilleplade vil imidlertid være Dansk Folkeparti i deres nye rolle som kongemager eller mulig borgerlig regeringspartner i en Venstreledet regering.

For mens både Alternativet og Enhedslisten stiller med egne statsministerkandidater, er DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, på mange måder den oplagte statsministerkandidat, som ingen taler om, og da slet ikke manden selv.

Igen et eksempel på den danske pragmatisme, der smitter af på yderfløjspartierne. For i Danmark samarbejder alle med alle. Mens svenskerne – som professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Kurrild-Klitgaard, udtrykker det – har en langt mere »forsigtig« tilgang til yderpartierne.

Og hvad summer det hele så op til? Bjarne Corydon tør godt give et bud:

»Det mest sandsynlige scenarie, som meningsmålingerne ser nu, er en S-mindretalsregering efter et relativt vanskeligt forløb, hvor man får brug for DF for overhovedet at kunne danne regering. Og mon ikke man finder ud af det med SF også. Og med de partier, der så i det mindste vil afstå fra at forhindre en sådan regering. Det vil være et brud med de sidste 30-40 års parlamentariske mønster og ikke bare business as usual.«

Partiernes mere eller mindre ultimative krav

Juni 2018

Grundlovsdag 2018 bekendtgør S-formand Mette Frederiksen, at S går efter en ren socialdemokratisk mindretalsregering. Samme dag meddeler DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, at DF arbejder for en ny DF-V-K-regering uden LA, hvis partiet får opbakning fra 17-19 pct. af vælgerne ved valget. Kan det ikke lade sig gøre, vil DF gå efter mest mulig indflydelse med Frederiksen som statsminister – så længe udlændingepolitikken er fast.

På Folkemødet i juni udsteder de Radikales leder, Morten Østergaard, en »garanti« om kun at støtte en regering, der gør sig uafhængig af »DF’s politik«. Han kræver en skriftlig politisk aftale med Mette Frederiksen under regeringsdannelsen, hvis han skal støtte hende som statsminister.

Senere i juni meddeler Alternativets leder, Uffe Elbæk, at partiet ikke er parlamentarisk grundlag for hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. I stedet vil Elbæk selv i Statsministeriet. Han er på det rene med, at det kan betyde, at Løkke får første forsøg i en evt. dronningerunde. På spørgsmålet om, hvorvidt Elbæk virkelig vil vælte Mette Frederiksen, svarer han: »Selvfølgelig vil vi bedømme Lars og Mette med lige retfærdighed og hårdhed.«

Juli 2018

I juli siger partiformand Pernille Vermund fra folketingsaspiranterne i Nye Borgerlige, at hun kun vil bringe en borgerlig regering til magten, hvis hun får opfyldt tre »ufravigelige krav«: At der indføres et »totalt asylstop«, at retten til offentlig forsørgelse knyttes til det danske statsborgerskab, og at kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom.

August 2018

I august siger Enhedslistens Pernille Skipper, at hvis hun selv kan blive statsminister, er partiet villig til at pege på en S-regering på en række »politiske betingelser«. Tidligere har partiet talt om »røde linjer«. »Vi afleverer ikke bare vores mandater hos en socialdemokratisk finansminister. Det gælder også på flygtninge- og udlændingeområdet. Men det jeg også vil sige i al stilfærdighed er, at vi ikke får en anden udlændingepolitik, hvis vi melder os ud af kampen og giver Løkke en runde mere,« siger hun.

September 2018

I september siger den konservative partiformand, justitsminister Søren Pape Poulsen, at han gerne ser sit parti fortsætte i regering efter valget – men stiller krav om et opgør med arveafgiften. Det er dog ikke »ultimativt, men meget centralt«, lader han forstå.

Oktober 2018

SF-formand Pia Olsen Dyhr stiller under Folketingets åbningsdebat i oktober et »ultimativt krav« om, at SF vil have kontanthjælpsloftet afskaffet, hvis S vinder regeringsmagten. SF stiller »et ændringsforslag ved den første finanslov,« siger hun. »Hvis det ikke bliver stemt igennem, stemmer vi ikke for finansloven, og så kender du godt konsekvensen.« Dyhr har dog også tilbudt sig til Mette Frederiksen som regeringspartner på en række betingelser, 15 såkaldte »forhandlingskrav«.

Efter folketingsvalget kommer det politiske opbrud til at udspille sig som en opvisning i forhandlingstaktik, selvom Morten Østergaard (RV) afviser ’bytte bytte købmand’. Når han udtaler, at han oplever opblødning hos Socialdemokratiet på udlændingepolitikken, er det nemlig lige så meget ham, der stiller sig i forhandlingsposition.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Mette-Line Thorup har radikale konsensuspolitiske sigtelinjer når hun trækker på en teknokrat som Bjarne Corydon´s undervurderinger af den opbrudsstemning der hersker ude i verden der så ikke gælder Danmark. Han glemmer bare at vi altid er 4 år bagefter før de slår igennem her. Det gælder EU og særlig økonomisk politik - der er resistent overfor de nye vinde der for tiden kommer fra IMF og OECD. Modstanden kommer fra neo-liberalisterne i finansministeriet og deres budgetlov - en lov der er bundet 100 % op på euro-zonens finanspagt. Noget vi ikke er forpligtet til som ikke-euroland.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Forestil dig, at det tog 131 dage at danne regering i Danmark. At statsministeren rejste rundt i landet og holdt lange møder med borgmestre og andet godtfolk for at forklare sin politik, mens protester gjaldede i gaderne. At Pernille Vermund fra Nye Borgerlige blev landets leder efter et jordskredsvalg, eller bare at Folketinget udskrev en folkeafstemning om Dexit, hvor ja’et efterfølgende låste det politiske system i månedsvis, fordi de ikke kunne blive enige om hvordan."

Forestil dig at den militære værnepligt bliver skiftet ud med en demokratisk værnepligt, som indebærer at der via lodtrækning på cpr-numre udpeges 10-12 regionale, civile råd i Danmark. Rådene består af 40-50 civile, som aflønnes med kr. 400.000,- årligt i 3 år, før de erstattes af nye.

Forestil dig at disse regionale, civile råd - lad os kalde dem folkedemokratiske råd - har en rådgivende funktion for lovgiverne i Danmark, og at enighed blandt 3-4 råd forpligter den danske regering til at udskrive bindende eller vejledende folkeafstemninger i givne samfundspolitiske spørgsmål. Forestil dig at et flertal af disse regionale råd kunne indbringe politikere og ministre for en forfatningsdomstol, således at parlamentarikerne ikke kunne beskytte hinanden mod retsforfølgelser.

Forestil dig blot dét; forestil dig hvilket potentiale der kunne ligge for at fornye/vitalisere de politiske debatgrundlag i Danmark. Forestil dig hvilke konsekvenser, det på givne områder kunne have. Forestil dig, hvad det kunne igangsætte på demokratiudviklingsområdet. Forestil dig, hvordan vore lovgivere og regeringer ville blive tvunget til at afveje deres politike handlinger - og hvordan folkelig repræsentation i magtens Danmark kunne vise vejen ud af den neoliberale totalitarisme, som ikke blot Danmark, men hele den vestlige verden, er underlagt. Udfordre den, udstille den.

Og forestil dig siden at Danmark bliver et neutralt land, som åbenlyst og heftigt kritiserer magtmisbrug, undertrykkelse, udbytning, diskrimination og krigsførsel verden over - sådan som al sund logik og etik tilsiger at demokratisk indstillede mennesker og samfund bør gøre.

Nej, vel?

Torben Vous, Christian Nymark, Bjarne Bisgaard Jensen, Martin E. Haastrup, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Panik før lukketid!

FN's klimapanel (IPCC) har gjort det helt klart, at CO2 skal reduceres med 45% allerede i år 2030 for at holde opvarmning på 1,5 grad, ellers vil verden ikke undgå ekstreme klimaforandringer, ekstremt voksende samfundsøkonomiske udgifter og enorme nye flygtninge strømme til Danmark og EU’s nye torturlejrene i Nordafrika.

Det er muligt vores folkevalgte politikere tror, at de kan opføre sig som i 1938, men det vil gå de folkevalgte som i 1945.

“I care about climate justice and the living planet.
Our civilization is being sacrificed for the opportunity of a very small number of people to continue making enormous amounts of money.

Our biosphere is being sacrificed so that rich people in countries like mine can live in luxury.
It is the sufferings of the many which pay for the luxuries of the few.”

Citat 15 årige Greta Thunberg COP24 i december 2018 Katowice Polen.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Valget i 2015 kan ses som mindre epokegørende end det gøres her. allerede efter 2001 blev der talt om "systemskifte", og efter det år (var det ikke november?) kan vel alliancen Venstre, DF, plus varierende partnere, ses som den mest magtfulde (?), måske undtagen i "Thorning pausen". Og før det var Fremskridtspartiet i årtier attraktivt for mange. Så noget indenfor "opbruddet" har vel været under overfladen i mindst 40-50 år og er dermed ikke så helt nyt og ukendt, eller hvad?

Eva Schwanenflügel

Bjarne Corydons blå krystalkugle fremstår noget tåget.
DF er gået ret dramatisk tilbage, og har allerede mistet over 100.000 vælgere. Til regions- og kommunalvalget fik de tørre tæsk, og borgmesterdrømmene fes ud i den blå luft.
Også derfor vil DF have afskaffet regionsrådene, for der har de ingen magt.
Men vil Thulesen Dahl bakke op om Løkkes sundhedsreform? Næh. Han lurepasser som vanligt.
Så giver det mening at tro på DF som del af en regering - endsige som statsministerparti? Nej.
Fedtspillet har altid vist sig mest fordelagtigt.

Nye Borgerlige, som af alle kommentatorerne anses for at være selvskrevne til at komme i Folketinget, har endnu ikke modtaget ilddåben i debatten med andre partier.
Det kan meget vel vise sig, at de har akkurat samme substans som en flødebolle, når deres løfter og ufravigelige krav bliver testet i fuld offentlighed, ihukommende hvordan det gik det inflaterede Ny Alliance.
Kommer de ikke ind, bliver stemmespildet fatalt for de borgerlige. Og kommer de ind, vil resten af flokken få så megen kam til håret, at en borgerlig regeringsdannelse får uendelige udsigter.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar