Politisk opbrud på dansk: Opvisning i godt købmandskab

Den radikale leder, Morten Østergaard, siger, at der ikke bliver noget ’bytte bytte købmand’ i regeringsforhandlinger efter et valg. Men selvfølgelig gør der det

Efter folketingsvalget kommer det politiske opbrud til at udspille sig som en opvisning i forhandlingstaktik, selvom Morten Østergaard (RV) afviser ’bytte bytte købmand’. Når han udtaler, at han oplever opblødning hos Socialdemokratiet på udlændingepolitikken, er det nemlig lige så meget ham, der stiller sig i forhandlingsposition.

Claus Fisker

10. januar 2019

Kommentarer (0)

Der tales meget om politisk opbrud for tiden. I Danmark ligger vælgerne imidlertid rimelig stabilt, når man spørger dem, hvor de vil sætte deres kryds ved det kommende folketingsvalg. Det viser de seneste vægtede meningsmålinger.

Selv efter finanslov og megen fokus på det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken har vælgerne ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen tilsyneladende dannet sig et indtryk af, hvor partierne står. Derfor er der status quo i målingerne med en lille føring til den røde blok.

De store valgchok rundt om i Europa, hvor gamle stolte socialdemokratier nærmest er elimineret, og nye populistiske partier har sat sig i regeringskontorerne, kommer altså efter alt at dømme ikke til at ske i Danmark – til trods for mængden af nye statsministerkandidater.

For mens vælgeropgøret i vores nabolande skyldes politikerlede, velfærdsforringelser, men også i høj grad udlændingepolitikken eller mangel på samme, er Venstre herhjemme slået ind på den samme strammerkurs med Socialdemokratiet i hælene.

Når der i den politiske journalistik alligevel hentes billeder i den geologiske videnskab for at forklare vælgerne om skilsmisse mellem S og R og nye bejlere med fraser som »markante forskydninger i de tektoniske plader i dansk politik«, er det selvfølgelig, fordi det store spørgsmål efter folketingsvalget stadig er, om det lykkedes Mette Frederiksen (S) at danne en mindretalsregering, der skal samarbejde hen over midten og med både Dansk Folkeparti og venstrefløjen.

Og derfor kommer det danske drama efter et valg til at ligge i selve forhandlingerne med de partier, der skal støtte enten Socialdemokratiets eller Venstres statsministerkandidat.

Her ligger uforudsigeligheden. Det politiske opbrud på dansk kommer til at udspille sig som en opvisning i forhandlingstaktik og ’bytte bytte købmand’. Og det kan godt komme til at trække ud.

Interne brudlinjer

Selvfølgelig tager partierne deres politiske værdier, mærkesager og hensynet til troværdigheden over for vælgerne med ind til de forhandlinger. Men når den radikale leder, Morten Østergaard, i et interview med Information onsdag signalerer, at der ikke bliver noget Hjallerup Marked, hvor man sælger sig selv til højestbydende, så er det jo alligevel det, der kommer til at ske.

Østergaard går jo netop ikke til forhandlingerne med ultimative krav, siger han. Som han kan klynges op på bagefter for ikke at have indfriet, kunne man tilføje.

Så når Østergaard i samme interview siger, at han oplever opblødning hos Socialdemokratiet på udlændingepolitikken, er det lige så meget ham, der stiller sig i forhandlingsposition.

Socialdemokratiet mærker samtidig, at det er svært at slå sig op på at være børnenes parti, når man ikke vil gøre noget for de afviste asylbørn på Sjælsmark, som har Ombudsmandens ord for, at udrejsecentrets forhold fører til mistrivsel. Eller når det ikke på forhånd vil love at sløjfe de såkaldte fattigdomsydelser, som ifølge AE-Rådet og andre fører til øget børnefattigdom, men i stedet foreslår en ydelseskommission.

Samme mønster findes i den borgerlige blok.

Her lægger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – senest i sin nytårstale – afstand til Dansk Folkepartis holdninger til internationalt samarbejde i EU og FN-regi, mens han samtidig forsøger at lande en sundhedsreform, der binder DF til den borgerlige blok. Måske med en nedlæggelse af regionerne, hvilket står højt på støttepartiets ønskeliste.

Til gengæld er der intet odiøst i, at der skal forhandles. Det er politik og demokrati – selv om Østergaard selvfølgelig ikke bryder sig om, at vælgerne skal få opfattelsen af, at han vil sælge De Radikale for billigt for at undgå fire år uden indflydelse.

Men derfor kan det godt komme til at gøre ondt efter et valg. For der er også brudlinjer internt i partierne, som bl.a. handler om, hvor langt man er villig til at gå i udlændingestramningerne.

Det kan nok tøjles op til et valg. Men hvad med efter, hvis Socialdemokratiet for eksempel ikke vinder regeringsmagten, selv om de har trukket vælgere hen over midten med deres ryk i udlændingepolitikken?

For den førte udlændingepolitik i Danmark betyder det ikke så meget. Den vil fortsat være stram, selv om det skulle lykkes Østergaard og De Radikale at finde punkter, hvor de kan mødes med Socialdemokratiet.

Imidlertid kan selv de mindste indrømmelser for dem, det handler om – børnene i kontanthjælpsfamilier, børn med forældre på integrationsydelse, nu kaldet hjemsendelsesydelse, eller børn på udrejsecentre – betyde en stor forskel.