Læsetid: 2 min.

Togulykke på Storebæltsbroen er den alvorligste i mere end 30 år

Årsagen til onsdagens ulykke, hvor seks døde og 16 blev såret, er fortsat ukendt
Seks personer omkom, og 16 blev såret ved togulykken på Storebæltsbroen tidlig onsdag morgen.

Seks personer omkom, og 16 blev såret ved togulykken på Storebæltsbroen tidlig onsdag morgen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

3. januar 2019

Tidligt onsdag morgen indtraf den værste togulykke i Danmark i mere end 30 år.

Seks blev dræbt og 16 såret, da et lyntog på Storebæltsforbindelsen på vej mod København cirka klokken 7.30 blev ramt af dele fra et modkørende godstog.

Det er det største antal dræbt i en dansk togulykke siden 1988, hvor otte mennesker blev dræbt og 72 kvæstet, da et tog kørte af sporet i Sorø.

»Pludselig begyndte toget at ryste for fuld skrue. Jeg så ud af vinduet, hvor gnister sprang op fra siderne af toget. Og så begyndte alle ruder at springe, mens glasskårene fløj ind på os, og loftpanelerne slog sig løs,« siger passageren Simon Voldsgaard Tøndering til Politiken.

Årsagen til onsdagens ulykke var ved redaktionens deadline endnu ukendt, men efterforskerne fra Havarikommissionens interesse samlede sig onsdag eftermiddag om en af godstogets trailere.

»Der er en trailer involveret, der har ramt InterCity-lyntoget,« siger havariundersøger Bo Haaning til TV 2.

»Noget tyder på, at godstraileren har været tom. Men det er vi ikke helt sikre på. Vi er stadig i gang med at indsamle data om ulykken.«

Det blæste kraftigt, da godstoget fra transportselskabet DB Cargo kørte ud på Storebæltsbroen lastet med returemballage til Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

I de hårdeste stød var vindstyrken oppe på 20,9 meter i sekundet, oplyser Banedanmark ifølge Politiken. Men middelvindstyrken målt over ti minutter var ikke oppe på de 21 meter i sekundet, som ville have medført, at toget skulle sætte farten ned over broen fra de tilladte 120 kilometer i timen til 80. Først ved en vindhastighed på 25 sekundmeter bliver godstrafik helt stoppet på broen.

Individuelle regler

Transportselskabet DB Cargo oplyste onsdag, at de er i færd med at opklare, hvordan ulykken kunne ske. Over for flere medier har kommunikationsdirektør Jan Wildau fremhævet, at godstransporten fik grønt lys af A/S Storebælt til at køre over broen.

Til Politiken siger A/S Storebælts tekniske direktør Niels Blom Salmonsen imidlertid, at broselskabet ikke tager stilling til, hvad der er på det enkelte godstog.

»Her gælder der jo tekniske regler for, hvordan godset kan transporteres forsvarligt, og dem forholder vi os ikke til,« siger han til Politiken.

Spørgsmålet er derfor, om DB Cargo har fulgt reglerne for fastgøring af gods.

Danmark har ikke nogen generelle nationale regler om fastgøring af gods på jernbanetransporter. I stedet fastlægges der individuelle regler for den enkelte transportvirksomhed, oplyser Trafikstyrelsen til Information. Information bad onsdag DB Cargo om at få reglerne for deres selskab at se, men ved avisens deadline var selskabet ikke vendt tilbage.

Ved et pressemøde klokken 15 oplyste Fyns politi, at man stadig ikke havde identificeret dødsofrene. De 16 sårede passagerer er uden for livsfare, oplyste Søren Jepsen fra Sundhedsberedskabet i Region Syddanmark.

Ved redaktionens slutning forventede DSB, at togdriften mellem Korsør og Nyborg ville kunne genoptages tidligt torsdag morgen. Det var dog kun en »forsigtig prognose«, understregede selskabet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Nu måler de på vindhastigheden og "måber"!
Var traileren surret? Svært at se på billederne!
Når skibe og færger sejler med trailere, SKAL de altid surres. Har vi at gøre med amatører her?

Svend Erik Sokkelund, Anne Eriksen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Amatørerne er vist dem der tror de kan "opklare" årsagen til ulykken ved at se på billeder.

Hans Aagaard, Kim Houmøller og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Hvordan kan det være, at der ved så tung en transport som tilfældet tillades, at trailerens ydersider kun er dækket af en svag ydre konstruktion som en presenning? Presenningen holder ikke på noget ved derangering af gods. Med en så let yderkonstruktion og ved så stor vindhastighed, kan der opstå sidelæns belastning af godset, samtidigt kan der opstå sug som kan deragerere godset, hvis det ikke er ordentlig fastgjort, for præsenning er ikke tæt. En presenning er som et sejl, den bevæger sig efter vinden.

Dette fører en til tanker, om den generelle lastbilstransport på vores veje lever op til tekniske krav. Penge betyder formentlig mere end sikkerhed og sikkerhed koster penge.

Her er der vist en manglende lovgivning at tage sig af og sikkerhedskrav at leve efter.

Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Hvis politikerne kan bruge borgernes penge på at diskutere, om indvandrere skal give hånd ved statsborgerskabsceremoni, burde de vel kunne sørge for love om sikkerhed af transport og ikke overlade sikkerhedsproceduren til dem, der skal tjene penge på transporten. De får faktisk en god hyre til arbejdet i Folketinget.

Dette er en værdig sag at lovgive om i Folketinget, både i Danmark og EU. Men det er vel nemmere at diskutere håndtryk og kræver ikke så stor indsats.

Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Har sikkert noget at gøre med "de rette leder kvalifikationer" er vigtigere for nogen, end faglige kvalifikationer.
Gætter selvfølgelig bare her.

Peter Beck-Lauritzen og Ib Christensen - Vent nu med at skyde fra hoften til der kommer resultater fra Havari-kommissionen. Naturligvis var traileren surret. Der er ikke belæg for at tale om mangel på faglige kvalifikationer her. DB Cargo er yderst professionelle, de har kørt med banegods i årtier overalt i Europa. Umiddelbart ser det ud til, at ulykken skyldes et samspil af en række faktorer, hvor den kraftige blæst kan have været medvirkende.

Jens Winther, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Aagaard, Henning Kjær, Peter Beck-Lauritzen, Finn Egelund, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg tror ikke, at ulykken kunne være undgået, om så direktøren havde en ph. d. i godstransport. Hvis der var noget galt, er det sandsynligvis de gældende regler for godstransport i stormvejr, der skal strammes. Den slags sker typisk efter ulykker, det er jo derfor vi har havarikommisioner - ikke for at pege fingre og lede efter syndebukke, men for at skærpe reglerne, så vi undgår lignende ulykker i fremtiden.

Det er sgu da blevet en folkelig besættelse, hele tiden at ville finde ansvarlige, efter at det er for sent!

Arne Lund, Jens Winther, Bjarne Bisgaard Jensen, Nis Jørgensen, Hans Aagaard, Ib Christensen, Henning Kjær, Gert Romme, Finn Egelund og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg kender selvfølgelig ikke årsagen til ulykken.

Men hver gang vi kører med biltog og ofte med færge om vinteren, bliver både bilens og campingvognens tilsammen alle 8 hjul fastspændt- og ganske stramt. Og ofte går der derefter en person rundt og kontrollerer fastspændingen.

Jeg håber da, det også er sådan i Danmark.

Peter Beck-Lauritzen

Henning Lystlund; spørgsmåletver retorisk! Og om traileren er surret, ville kunne fremgå af billeder. Billeder lyver som bekendt ikke. Men der er måske ikke krav til, at trailere surres på tog. Og så er sagen jo iorden, lige bortset fra uheldet og drabene. Manglene surring = amatører!

Ib Christensen

@Arne Lund
"Naturligvis var traileren surret. "
Hvad har det manuelle arbejde med leder at gøre?
Ham der surrer traileren bestemmer vel ikke om den skal køre over en bro. Eller hvornår.

Eva Schwanenflügel

Efter hvad der er blevet oplyst i nyhederne, bliver trailere på godstog ikke surret, men fastgøres med en eller anden form for 'pind' forrest. Det er det eneste, der fastholder dem til selve toget.

Udover det virker det ret hovedløst at man tillader 'vindfølsomme køretøjer' som tomme trailere med presenninger på Storebæltsbroen, når lastbiler ikke må krydse i samme moment.

Uden at vide med sikkerhed hvad den direkte årsag til den frygtelige begivenhed var, synes det at være en ulykke, der blot ventede på de rette omstændigheder for at indtræffe.. Den perfekte storm.
Mon ikke vi oplever, at reglerne for godstransport over broerne bliver strammet op fremover?

En virkelig sørgelig begyndelse på det nye år.
Det kunne have været snart sagt alle i Danmark, der sad i det tog..

Gert Romme, Ib Christensen, Runa Lystlund og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

@ Eva Schwanenflügel,

Ja, der er ikke tale om surring. Man spænder faktisk hjulene fast med et kraftigt spænde over køretøjets dæk og ned i 2 ringe i dækket - et på hver side af hjulet. Det foregår med en spændesystem med gearudveksling. så hjulene simpelt hen bliver låst fast, og absolut ikke vil kunne hverken frigøre sig eller bevæge sig.

Eva Schwanenflügel

@ Gert Romme

Nej, på godstog bliver trailere som nævnt kun fastgjort med en eller anden form for metalpind, der låser den forreste del af traileren fast til selve vognen. Hjulene surres/spændes ikke fast.
Det var ihvertfald hvad der kom frem i løbet af onsdag d.2 januar.
Det du fortæller om må være fragt med skibe?

PS. Iøvrigt skriver Politiken, at en af de to vindmålere på broen var ude af funktion.. Men det er en hel anden vinkel på sagen.