Læsetid: 11 min.

Da Ali, hans to ekskoner og 11 børn med deres 631.724 kroner om året forandrede Danmark

For 20 år siden indførte et politisk flertal en særligt lav ydelse til flygtninge og indvandrere uden job. Den blev døbt introduktionsydelsen og brød med et afgørende princip i den universelle velfærdsstat. Siden har den skiftet navn fire gange og er blevet skåret igen og igen – senest torsdag med det såkaldte paradigmeskifte. Vi genfortæller historien om den laveste ydelse
I 1992 fik Ali asyl i Danmark. Han boede på Lolland med sine to ekskoner og 11 børn. Arkivfoto.

I 1992 fik Ali asyl i Danmark. Han boede på Lolland med sine to ekskoner og 11 børn. Arkivfoto.

Jesper Stormly Hansen

23. februar 2019

I 1997 bragte Ekstra Bladet historien om somalieren Ali, hans to ekskoner og 11 børn, der angiveligt boede under samme tag på en ombygget busstation på Lolland.

Journalisten havde regnet på det og kunne den 23. maj skrive i avisen, at de samlet modtog 631.724 kroner om året i ydelser fra staten.

Ali havde fået asyl i 1992, og hverken ham eller de to ekskoner havde haft et arbejde i Danmark. Ekstra Bladet spurgte Maribos socialchef, om lovene ikke var »ufatteligt naive«, når de havde ret til over 600.000 kroner om året fra staten. 

»Jo, og det er det, mange borgere bliver harme og frustrerede over. Borgerne i vores lille samfund kan jo se, hvilke økonomiske forhold somalierne lever under. Vi har haft mange horrible sager. Dem kender socialforvaltninger over hele landet. Men så længe politikerne vil have de love, må vi leve med det,« svarede socialchefen.

Det skulle vise sig, at politikerne ikke så længe endnu havde tænkt sig at leve med disse love. Ekstra Bladets afdækning af sagen om den somaliske familie skabte forargelse i store dele af det politiske landskab og satte gang i en debat om de offentlige ydelser i Danmark.

Ali-sagen er senere blevet udråbt til en af årsagerne til indførelsen af den særligt lave ydelse, som målrettes flygtninge og indvandrere.

I dag er der sket meget fra dengang, flygtninge og indvandrere modtog det samme som øvrige danske borgere i samme situation. I torsdags har et politisk flertal vedtaget at ændre navnet på integrationsydelsen til hjemsendelsesydelse og vil samtidig beskære den med op til 2.000 kroner for forældre efter tre år.

Ydelsen er allerede markant lavere end kontanthjælpen og rammer omkring 50.000 borgere i Danmark – primært flygtninge. En enlig forsørger modtager cirka 9.000 kroner efter skat, mens en gift forsørger får omkring 6.500 kroner efter skat.

Information har i den seneste tid skrevet om, hvordan integrationsydelsen på sit nuværende niveau ifølge forskere har skabt en helt ny fattigdom i Danmark. For eksempel fortæller forældreparret Areen og Nazhab fra Syrien, at de må låne penge af en arabisk købmand for at have råd til mad sidst på måneden. De er også afhængige af frivillige donationer og enkeltydelser for at få råd til fritidsaktiviteter og tøj til deres to børn.

Hvordan er Danmark kommet hertil?

Dette er historien om, hvordan ydelsen blev indført, og hvorledes den har ændret den danske velfærdsstat.

Stop for det urimelige

Der gik ikke lang tid, efter Ekstra Bladet havde skrevet om Alis forsørgelsesgrundlag, før daværende socialminister Karen Jespersen (S) reagerede.

»Det har forbløffet mig, at der eksisterer sådan en familie. Ekstra Bladets artikel har fremskyndet mine tanker om, at der skal laves en samlet vurdering over de sociale ydelser. En offentlig hjælp af den størrelse er dybt anstødelig.«

Også statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) meldte sig på banen.

»Vi må sige stop for det ekstremt urimelige,« lød det.

Knap et halvt år senere samme år fremlagde den socialdemokratiske regering et udspil til en udlændingepakke. Hjørnestenen var, at udlændinge skulle deltage aktivt i integrationsprocessen for at få permanent opholdstilladelse. Herudover indeholdt den forslag til en ny, lav ydelse, som skulle gives til flygtninge uden arbejde de første tre år i landet.

Den daværende indenrigsminister, Thorkild Simonsen (S), satte sig i spidsen for at indføre den såkaldte introduktionsydelse. Den blev vedtaget i 1998 af Socialdemokraterne, Centrum-Demokraterne og De Radikale, og hermed bortfaldt nytilkomnes ret til kontanthjælp. Fra nu af modtog de en ydelse, som var cirka 2.000 kroner lavere end det, danskerne kunne få.

Morten Ejrnæs, lektor emeritus ved Aalborg Universitet, der har forsket i indførelsen af introduktionsydelsen, er ikke i tvivl om, at Ali-sagen havde indflydelse på beslutningen.

Han forklarer, at Ekstra Bladet gennem kampagnejournalistik fik det til at lyde, som om beløbet var penge, som én familie modtog. Han understreger, at der var tale om de samlede ydelser til reelt tre familier med i alt 14 personer – og så er det ikke noget ekstraordinært beløb til hver familie.

»Det var kontanthjælp i samme størrelse, som danskere i den samme situation ville få.«

En usædvanlig kovending

Det var første gang i den moderne velfærdsstats historie, at der kom en ydelse for en særlig gruppe, der var relativt meget lavere end kontanthjælpen.

Og det gik ikke ubemærket hen.

Organisationer kritiserede introduktionsydelsen for at være for lav og for at diskriminere. Det Danske Center for Menneskerettigheder konkluderede i et høringssvar, at den var direkte i strid med Flygtningekonventionens artikel 23. Denne forpligter de tilsluttede stater til at give anerkendte flygtninge samme behandling som landets egne statsborgere med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse.

Der blev igangsat en evaluering af loven. I mellemtiden fastholdt den socialdemokratiske og radikale regering sit standpunkt.

Introduktionsydelsen nåede knap at fylde halvandet år, før Thorkild Simonsen indkaldte til pressemøde i Indenrigsministeriet. Her lagde han sig fladt ned og annoncerede, at regeringen ville trække ydelsen tilbage.

»Jeg har sagt, at jeg ikke ville lave noget om, før evalueringen var færdig. Og evalueringen viser tydeligt, at der er et problem. De har for få penge til daglig,« sagde han.

Desuden påpegede han, at den ikke havde hjulpet tilstrækkeligt i forhold til at få flere i arbejde. På pressemødet spurgte Informations udsendte journalist, om beslutningen også var udtryk for, at regeringen erkendte, at introduktionsydelsen havde virket diskriminerende.

»Absolut nej,« lød det fra ministeren.

»Hvorfor så ændre den?« spurgte journalisten.

»Fordi der har vist sig at være nogle økonomiske problemer ude i kommunerne,« svarede han.

VK kommer til

Den socialdemokratiske og radikale regering var tilsyneladende ikke klar til at skabe en politisk bestemt fattigdom i Danmark. Men idéen om et særligt ydelsesniveau for nytilkomne var plantet.

Da VK-regeringen kom til magten i 2001, vedtog den starthjælpen med støtte fra Dansk Folkeparti. Denne gang skruede man loven sammen, sådan at den også ramte udlandsdanskere, der havde opholdt sig uden for landet i mindre end seks ud af de seneste syv år. På den måde blev det sværere at kritisere loven for at diskriminere særlige grupper.

Politikerne bag lovgivningen har dog aldrig lagt skjul på, at ydelsen havde til hensigt at ramme nytilkomne flygtninge og indvandrere. Ud over at den skulle få flere flygtninge til at bidrage på arbejdsmarkedet, skulle den begrænse antallet af flygtninge, der kom til Danmark. Om loven virkede efter hensigten, vender vi tilbage til.

Starthjælpen var 40 procent lavere end kontanthjælpen og var dermed lavere end introduktionsydelsen fra 1998. Op igennem 00’erne begyndte flere studier at vise, at borgere omfattet af starthjælpen levede i fattigdom. Særligt blev der fokus på, hvordan den lave ydelse ramte børn i disse familier.

Der blev fremlagt rapporter, der sammenlignede en gruppe af borgere på starthjælp med en gruppe på kontanthjælp, og her var der en markant større andel af dem på starthjælp, som oplevede, at der ikke var råd til mange basale ting. Forskningen viste, at børn i familier på starthjælp oplevede en særlig grad af social eksklusion. Samtidig forværrede ydelsen de voksnes psykiske og fysiske helbred.

Først introduktionsydelsen i 1998 og dernæst starthjælpen markerer ifølge Morten Ejrnæs indledningen på en politisk accept af fattigdom for at opnå andre politiske mål, herunder at få flere i arbejde.

Accept af fattigdom

I 00’erne indførte den borgerlige regering også kontanthjælpsloftet. Det betød, at der blev sat grænser for det beløb, man samlet kunne modtage i ydelser, når man var på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller starthjælp. Der blev blandt andet lavet regler for, hvor meget man skulle arbejde for at få sin ydelse.

»Siden har vi set en glidebane i retning af, at det ikke er det altafgørende og centrale, at vi undgår fattigdom i Danmark,« siger han.

Mens differentierede ydelser og det såkaldte forsikringsprincip om, at man skal optjene sine rettigheder, var en kendt ting i andre europæiske lande og i USA, var det en ny ting i de skandinaviske velfærdsstater.

Tidslinje: Fra introduktionsydelse til hjemsendelsesydelse

Efteråret 1997:

  • Den socialdemokratiske og radikale regering fremlægger et udspil til en ny udlændingepakke. Den indebærer blandt andet et treårigt integrationsprogram for flygtninge og en ny introduktionsydelse, som skal gives til flygtninge de første tre år i Danmark. Introduktionsydelsen er cirka 2.000 kroner lavere end kontanthjælpen.

Juli 1998:

  • Danmark får sin første lov om integration af udlændinge. Loven blev vedtaget med stemmer fra Socialdemokratiet, De Radikale og Centrum-Demokraterne. Her indgår den nye introduktionsydelse.

November 1999:

  • Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) indkalder til pressemøde, hvor han annoncerer, at introduktionsydelsen sløjfes i sin nuværende form. Den bliver forhøjet til kontanthjælpsniveau, så den svarer til den ydelse, øvrige danskere i samme situation modtager.

2002:

  • VK-regeringen er kommet til magten og vedtager med stemmer fra Dansk Folkeparti starthjælpen. Den rammer borgere, der har været i Danmark i mindre end seks ud af de seneste syv år. Ydelsen svarer til SU-satserne.

2011:

  • SRSF-regeringen kommer til magten og afskaffer starthjælpen.

2013:

  • SRSF-regeringen indfører en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, der er fastlagt af et udvalg. Fattigdomsgrænsen er defineret som halvdelen af medianindkomsten i samfundet.

2015:

  • Venstre-regeringen vedtager med stemmer fra De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance integrationsydelsen for borgere, der har været i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Samtidig indfører de et genoptjeningsprincip for børnepenge, der også gælder flygtninge. Det betyder, at man skal have været i Danmark i seks år for at få ret til fuld børne- og ungeydelse.

2015:

  • Venstre-regeringen afskaffer fattigdomsgrænsen.

2017:

  • Integrationsydelsen nedsættes med tre procent for at finansiere en pensionsaftale.

2018:

  • VLAK-regeringen vedtager med Dansk Folkeparti, at man nu skal have været i landet i mindst ni ud af de seneste ti år for at få ret til kontanthjælp.

21. februar 2019:

  • VLAK-regeringen vedtager en ny lovpakke med stramninger på udlændingeområdet med stemmer fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Den indebærer, at integrationsydelsen skifter navn til selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse og bliver beskåret med henholdsvis 1.000 kroner for samlevende forsørgere og 2.000 kroner for enlige forsørgere efter tre år.

Karen Nielsen Breidahl, lektor på Aalborg Universitet, har studeret starthjælpen i et nordisk perspektiv. I Norge har man også diskuteret, hvordan man bedst får flygtninge i arbejde, og man har ladet sig inspirere af det danske introduktionsprogram, som blev lanceret i 1990’erne.

»Men det, der er på tværs af alle partier i Norge – selv Fremskridtspartiet – er, at det her med at indføre en differentieret ydelse, det er alligevel at gå for langt. Her var der konsensus på tværs af de politiske skel om, at det ville bryde med velfærdsstatens principper‚« fortæller hun.

Integrationsydelsen gør op med velfærdsstatens universalismeprincip. Det betyder, at borgere med lovligt ophold, der befinder sig i samme situation, skal behandles ens, forklarer hun.

»Og så er der hele princippet om, at vi har et socialt sikkerhedsnet, hvor ingen borgere skal falde helt igennem. Det har gjort, at man i Sverige og Norge ikke har villet differentiere og sænke ydelserne for denne gruppe.«

En ny regering er stolt

Diskussionen om, hvorvidt den lave ydelse får flere flygtninge i arbejde, har igennem årene været tilbagevendende.

Rockwool Fonden har påvist en beskæftigelseseffekt på seks procentpoint af starthjælpen efter 16 måneder i Danmark. Mens seks personer for hver 100 altså kom i arbejde som direkte konsekvens af den lave ydelse, blev 84 fastholdt i fattigdom.

Det økonomiske incitament havde primært effekt på en lille ressourcestærk gruppe, mens særligt dem med psykiske og fysiske skavanker forblev passive forsørgere.

»Det var ikke problemet, at de ikke søgte job. Enten søgte de job, men kunne ikke komme ind på arbejdsmarkedet, fordi de ikke kunne dansk, eller også havde de ikke kvalifikationerne. Eller også havde de helbredsproblemer, som gjorde, at de ikke oplevede, at de kunne varetage et ordinært fuldtidsjob,« fortæller Maja Müller, forsker ved SDU, som var med til at lave studier af starthjælpen i 2009 og 2010.

Da SRSF-regeringen fik regeringsmagten efter valget i 2011, afskaffede de starthjælpen og de øvrige såkaldte »fattigdomsydelser«, herunder kontanthjælpsloftet. Det nye politiske flertal mente ikke, at beskæftigelseseffekten af ydelserne var prisen værd.

»Vi er stolte af, at vi i dag vedtager at afskaffe de lave sociale ydelser, som ikke i tilstrækkelig grad har skaffet mennesker i arbejde, men derimod skabt et fattigdomsproblem i Danmark,« lød det fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

De uværdigt trængende

Der skulle dog kun gå fire år, før integrationsydelsen blev genindført af Venstre-regeringen. I samme ombæring sløjfede de den officielle fattigdomsgrænse.

Siden er reglerne strammet otte gange. Blandt andet skal der nu gå seks år, før familierne har optjent ret til fuld børne- og ungeydelse. Og senest i torsdags har et politisk flertal bestående af regeringen, DF og Socialdemokratiet som nævnt vedtaget endnu en stramning, som betyder, at ydelsen falder med yderligere 2.000 kroner for enlige forsørgere og 1.000 kroner for gifte eller samlevende forsørgere efter tre år.

Der er endnu ikke publiceret forskning, som viser, om den nuværende ydelse har fået flere i arbejde, men VLAK-regeringen ser integrationsydelsen som en succes. Integrationsminister Inger Støjberg (V) fremfører, at 45 procent af flygtninge i dag er i arbejde efter tre år. I 2015, før man sænkede ydelsesniveauet, gjaldt det for kun 21 procent.

Man kan imidlertid ikke sige, hvor stor en betydning andre beskæftigelsestiltag har, ligesom det økonomiske opsving også forventes at have indflydelse på de nuværende tal.

Der er ifølge forskerne sket meget, siden dengang Ekstra Bladets historie om Ali, hans to ekskoner og 11 børn satte fokus på indvandrere på passiv forsørgelse og skabte forargelse i landet.

De seneste to år er antallet af fattige børn i Danmark steget voldsomt, konkluderede AE-rådet i december. I dag er der 64.500 børn under fattigdomsgrænsen, og det er rekordmange.

»Udlændingepolitikken og beskæftigelsespolitikken har fuldstændig overtrumfet socialpolitikken. Tidligere ville vi sige, at vi ikke kan acceptere, at der er mennesker, som er tvunget til at leve af sociale ydelser på et så lavt niveau. Men i dag består succesen i, at man holder udlændinge væk fra Danmark og løfter beskæftigelsesfrekvensen nogle få procentpoint,« siger Morten Ejrnæs.

Før velfærdsstaten talte man om de værdigt og uværdigt trængende, forklarer Maja Müller. De værdigt trængende fik hjælp af samfundet, mens de uværdige endte på fattiggårde og fik frataget deres stemmerettigheder.

»På samme måde har vi i dag politisk vedtaget, at der er nogle grupper i samfundet, som ikke er værdige til at få samme hjælp som resten af samfundet. De har ikke lige rettigheder, fordi de ikke bliver opfattet som rigtige danske og ikke har været her længe nok til at bidrage til velfærdsstaten.«

Serie

Danmarks nye fattigdom

Den historisk lave integrationsydelse, som gives til flygtninge uden for arbejdsmarkedet, har skabt en fattigdom i det danske samfund, som af forskere beskrives som særligt dyb. Nu vil regeringen sænke ydelsen igen. I denne serie sætter Information fokus på, hvordan det er at leve på integrationsydelsen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Britta Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Hans Larsen
  • Viggo Okholm
  • Carsten Mortensen
  • Steffen Gliese
  • Kurt Nielsen
David Zennaro, Britta Hansen, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Viggo Okholm, Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Laura Friis Wang

Okay, du udnævner Ali-sagen fra Lolland som den første mediebegivenhed, der udløste de nedsatte ydelser til ikke-statsborgere.

Ali boede under samme tag som sine 2 eks'er - men jeg husker en sag fra København, hvor en somalisk mand havde sine eks'er med tilhørende børn boende i hver sin lejlighed rundt omkring i byen.

Jeg tror faktisk, at han havde 4 eks'er siddende rundt omkring i byen - håndplukket af ham selv i Somalia til et liv med ham i Danmark. Ingen ad eks'erne kunne tale et kvæk dansk.

Han havde selv i sin egen lejlighed; men flyttede i øvrigt rundt blandt sine eks'er, som det nu var bekvemt. Selvfølgelig var han skilt fra dem alle sammen; men kun efter dansk civilret - ikke efter muslimsk ret, så de betragtede sig selv som en familieenhed.

Deres økonomi var selvfølgelig også fælles, og den stolte mand kunne til journalisten oplyse den samlede ydelse til storfamilien i for af boligsikring, social pension, børnebidrag etc. plus nedsatte ydelser til børnehaver og vuggestuer. Beløbet var så iøjenfaldende, at Poul Nyrup fandt anledning til at omtale sagen i Nytårstalen. "Vi vil ikke have det "" sagde han.

I denne københavnske sag var der virkelig tale om en optimering af de muligheder, som blev stillet til rådighed - jamen altså ....

Erik Fuglsang, christian christensen, Claus Nielsen, Danny Hedegaard, Karsten Lundsby, John Drage Thomsen, Henrik Brøndum, Georg Kallehauge og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Enkeltsager dominerer de politiske beslutninger.
Det så vi også med "dovne Robert" og "fattig Karina".
Enkle eksempler fremdraget af den klik - hungrende del af journaliststanden, der får utilsigtede og skæbnesvangre konsekvenser for virkelige mennesker i virkeligheden.

Bolden kastes op, og politikerne svinger battet.
Derefter følger lidelseshistorierne, der selvfølgelig også skal dækkes.

Ren win-win.

peter juhl petersen, Anne Eriksen, Michael Friis, Claus Nielsen, David Zennaro, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Arne Albatros Olsen, Hans Larsen, Steen K Petersen, Viggo Okholm, Gert Romme, Minna Rasmussen, John Andersen, Karen Grue, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Svennevig Christensen, Carsten Mortensen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja enkeltsager dominerer hvad som helst. Kriminelle er de færreste alligevel fylder de meget, skattely fylder jo også selvom det er de færreste der har pengene gemt på Cayman Islands. Der for pokker ingen der gider at høre om folk der bare går på arbejde, ikke hungrer efter karriere og ikke tager af kassen. Information er jo også ude og spiller den lille mands ædle beskytter ved at belyse den ene urimelighed efter den anden. Enkeltsager er det ikke det journalister lever af ?

Erik Fuglsang, Karsten Lundsby, John Drage Thomsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Fordi, Marie Jensen, det begynder at blive tydeligt, at man traf nogle konsekvenser, der ødelagde den helt grundlæggende egenskab ved velfærdssamfundet: magtbalancen, som reelt er det eneste, der betyder noget.

Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, David Zennaro, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Jan Weber Fritsbøger, Hans Larsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Generelt ulækkert hele vejen igennem og her kommer problematikken ind:Ved at behandle ens behandler man forskelligt og ved at behandle forskelligt kan man faktisk behandle ens-altså udgangspunkt i den enkeltes situation.
Det er måske ok at nye medborgere i det mindste skal vise en smule vilje til at ville os uden at smide sit eget væk.
Komme i arbejde gennem pisk? Jeg tror de tikke,langt de fleste vil gerne,men de nye står sidst i køen fordi vi ikke vil de nye på grund af sprog/tro og anderledes kultur. Først efter mange år og nederlag bliver en del allernådigst budt ind og det gælder sgu også hos det offentlige.
Nu mangles der arbejdskraft og især til "skodjob" så nu hyler erhvervslivet selv om de har haft flere år til at vise de har brug for alle.
Intet er sort/hvidt, men vores befolkning falder altså i generaliseringens huller og politikerne handler populistisk for at sikre egen magt.
Ingen skal bilde mig ind at vi generelt bliver fattigere ved at ligestille dem og os-Jeg tror simpelthen ikke på det trods diverse partiers forsøg p at fortælle hvad offentlig forsørgelse koster.

peter juhl petersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

der er flere lag i artiklen, et afslører EBs dæmoniseringskampagne som manipulerende og løgnagtig, for problemet var jo reelt at et par smarte grådige mænd fandt en måde at udnytte flerkoneri til berigelse, og løsningen burde have været at de nævnte ikke kunne få mere end en ægtefælle familiesamført, med tilhørende børn, jeg har hele tiden vidst at EB og DF i fællesskab lykkedes med at forhindre integrationen af flygtninge, og dermed har de skabt hele udlændingeproblemet,
EB for at sælge deres smudsavis og DF for at få magt,
det næste lag er at det efterfølgende er blevet udnyttet af borgerlige politikere, til at skabe fattigdom ikke blot iblandt fremmede men også iblandt etniske danskere,
i en uhellig alliance hvor man køber sociale nedskæringer og udhuling af velfærden hos DF og betaler med endnu et par fremmedfjendske tiltag,
sandheden er jo at DF kun simulerer socialt sindelag for at kunne sælge ud af det,
og så af og til købe sig til stemmer med enkeltsager som ældrecheck, en ældrecheck som ikke helt kan kompensere for den nedsatte stigningstakt de borgerlige har indført, altså har DF reelt både gjort folkepensionister fattigere ved at holde de borgerlige i regering og købt stemmer i blandt folkepensionisterne med checken, og fået fremmedfjendtlig politik indført som "betaling" for udåden,
men de har intet gjort som har gavnet nogen så vælgerne er taget grundigt bagi af DF.

ja steffen i dag har storkapitalen og deres politiske lakajer nærmest absolut monopol på magten, og kan følge deres egen dagsorden uden hensyntagen til samfundet og befolkningen eller til klimaet og miljøet, og det er helt klart der det er gået galt.

Lillian Larsen, Anne Eriksen, Viggo Okholm, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Stig Larsen, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
John Drage Thomsen

Som flere har skrevet, er det enkeltsager, der er i fokus.

Men så gælder det også for myndighederne, at rete op på de åbenlyse fejl, der fører til sagerne, frem for at ødelægge systemerne bag, som oftest er gode nok.

Det er kun alt for symptomatisk, at vore hjemlige politikere tyer til bunkeløsninger (symptombehandling) i stedet for at løse problemerne et for et ved direkte og personlig indgriben.

Man har set det i mange år omkring håndteringen af ledige; man sætter regler for, at de skal indkaldes til samtaler, hver xx'te uge, hvor resultatet ofte kun er udskrivning af et ofte mangesidet dokument ved navn "Handlingsplan" - men der er ikke flyttet noget. Enkelte kommuner har dog brugt frikommune-forsøget til at gribe det andeledes an. Og fået resulteter med det samme.

Noget lignende kunne ønskes omkring ovennævnte Ali og ligesindede. Indkald dem til et møde, hvor det gøres klart, at hans - ifølge dansk lov - ulovlige ekskoner skal forlade landet straks. Og smæk pengekassen i!

Kunne man forsstille sig at ydelsen inkl. boligforhold til “nydanskere” uden arbejde blev et kompromis ud fra f.eks. følgende parametre:
- Hvad deres leve- og boligstandard var/ville være i hjemlandet
- Om de er danske statsborgere eller ej
- Deres karakter efter en danskeksameener, mundtlig såvel som skriftlig

Alt naturligvis omsat til danske forhold over fattigdomsgrænsen.

Flerkoneri er tilladt i flere kulturer. Ret udbredt i stammesamfund, der lever i østafrika, men også i ikke muslimske kulturer. Måske skal Danmark acceptere, at det som en del af pakken, når vi modtager flygtninge. Jeg har besøgt flere lande, hvor polygami er tilladt og har mødt nogle tilsyneladende harmoniske flerkoner familier. Hovedreglen er, at alle koner skal behandles ens.

Alternativt skal Danmark være selektive: Kun tage sunde, raske mennesker, som vil arbejde flittigt. Maksimum 1 partner (M/K, M/M, K/K) maximum 3 børn. Hvis personen/familien ikke er en overskudsforretning hver eneste år, så er det farvel...udfordringen er jo som bekendt at effektuere udrejsen.

Torben - Nielsen

Jeg har besøgt nogle vestlige og østlige lande (England og Japan).

Der har jeg set, at man har en ganske velfungerende venstrekørsel.

Skulle englændere og japanere, således fortsætte med at køre i venstre side, når de er her i landet??
Medens vi andre fortsætter med at køre i højre side……!!!

Mon ikke det er bedst, at dansk lovgivning gælder for alle, her i landet??

Steffen Gliese og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar