Høfligt oprør mod mangelfuld klimapolitik

Politiet mødte roligt op, og ingen demonstranter blev anholdt ved en yderst fredelig aktion på Christiansborg søndag formiddag.

Det var organisationen Extinction Rebellion Denmark, der demonstrerede imod en manglende politisk indsats mod klimaforandringer ved at blokere Christiansborgs hovedtrappe søndag morgen, hvor ingen bruger hovedtrappen ind til Christiansborg.

»Vi forstyrrer business as usual,« forklarede Birgitte, en af demonstranterne.

»Det gør vi af to grunde. For det første fordi de klimatiltag, som vi ser lige nu, overhovedet ikke svarer til realiteterne. Og vi gør det for at bryde det narrativ, der hersker om den klimakatastrofe, vi står over for. Alle kender klimakrisen. Men vi kender den som noget dårligt, der sker ude i verden, eller noget der sker engang ude i fremtiden. Men det er faktisk lige nu og her,« forklarede Birgitte, mens demonstranterne råbte slogans i baggrunden.

Løgn, at man kan redde verden med en elbil

»Når folk bliver præsenteret for en ’ambitiøs elbilplan’, tror man jo, at man kan redde verden ved at købe en elbil. Og det er jo løgn. Vi står over for en katastrofe, og vi gør oprør for livet. I dag markerer vi, at oprøret starter i Danmark,« sagde Birgitte.

Klimademonstranterne brugte lim, der var rørt sammen af vand, mel, sukker og eddike, til at klæbe plakater op på Christiansborg. ’Det lugter lidt funky,’ mente politiets assisterende indsatsleder om limen.

Aktionen startede lidt over klokken ni om formiddagen, da cirka 40 aktivister i samlet flok kom ind i rigsdagsgården ved Christiansborg bevæbnet med stiger, sammenrullede plakater og bøtter med lim.

Under sang og høje råb begyndte demonstranterne at klæbe de farvestrålende plakater med forskellige budskaber op på Christiansborgs facade og på den store trædør ind til det danske folkestyre.

»We are unstoppable. Another world is possible!« lød det fra demonstranterne.

Stigerne blev brugt til at få sat plakater op så højt på Christiansborgs mure, så de ikke umiddelbart kunne hives ned igen.

Efter nogle minutters demonstration kom en mandlig vagt inde fra Christiansborg ud gennem trædøren med en kvindelig vagt i kølvandet efter sig.

Politiet er på vej

»I skal stoppe med det der,« sagde den mandlige vagt, uden at det dog havde synlig effekt på demonstranterne, der fortsatte opklæbningen af plakater med slogans som »tid til panik!«, »erklær undtagelsestilstand nu!« og »stop masseudryddelse«.

Den kvindelige Christiansborgvagt rendte lidt forvirret rundt nede på kørebanen foran hovedtrappen, hvor trafikken dog heldigvis nu mest er begrænset til cyklister og hundeluftere efter den omfattende terrorsikring rundt om det danske folkestyres hovedsæde.

– Hvad sker der?

»Jeg ved det ikke. Politiet er på vej,« sagde den kvindelige vagt, mens hun lignede en, der overvejede, om hun skulle sige noget i sin medbragte walkie-talkie. Hun ombestemte sig.

– Vidste I, at der var noget under opsejling?

»Nej nej, overhovedet ikke. Det ser ud til at være noget med klimaet.«

Efter nogle minutters demonstration dukkede en af vagterne på Christiansborg frem af den store trædør ind til demokratiets højborg. ’I skal stoppe med det der,’ forsøgte han sig overfor demonstranterne, der dog var høfligt ulydige overfor vagtens krav.

 

Aktionen var annonceret forud på Extinction Rebellion Denmarks facebookside – uden at der dog blev nævnt tid og sted for den civile ulydighed:

»Vi vil erklære oprør med en farverig civil ulydigheds handling,« stod der i opslaget på facebooksiden. Dagen før var der arrangeret aktionstræning for aktivisterne.

»Vi er ikkevoldelige og respekterer forskellige opfattelser og synspunkter. Alle, der anerkender disse grundlæggende principper, er velkomne til at deltage. Hvis vi går sammen som almindelige mennesker og lokalsamfund inden for den begrænsede tidsramme, vi har til at handle, føler vi oprigtigt, at vi kan stå sammen over for denne krise. Vi ser frem til at handle med dig!« lød det i facebookopslaget.

Selv om aktivisterne stimlede sammen på den store trappe op til Christiansborg, blev selve døren ikke spærret, hvilket den synligt irriterede, mandlige vagt udnyttede til at rende forvirret ind og ud ad Christiansborg, mens råbene gjaldede mellem de hårde, men midlertidigt farvestrålende stenmure rundt om rigsdagsgården. Efter et par gange ind og ud havde vagten besluttet at supplere den hvide skjorte med en jakke.

»Sing Climate Justice now!« lød et af råbene.

Og så kom politiet

Efter et kvarters tid viste det sig, at den kvindelige Christiansborgvagt havde ret: Politiet var faktisk på vej.

Fra den ene ende kom en civil patruljevogn snigende ind og holdt stille lige inden for porten, næsten uden at nogen opdagede den. Fra den anden ende tog det lidt længere tid, for politiet skulle først lige have sænket pullerterne til terrorsikringen – og det er åbenbart ikke de hurtigste pullerter på molen – inden indsatsleder Mark Larsen kunne trille sin hvide bus ind i rigsdagsgården, stige ud og besigtige den moderat kaotiske situation.

Indsatslederens assistent – der havde »assisterende indsatsleder« stående på ryggen i gule bogstaver – stak tommelfingrene inden for den obligatoriske, skudsikre vest og gik med skægtippen vippende foran sig over til Christiansborgmuren.

Her lænede assistenten sig frem og lindede lidt på en af de plakater, der kunne nås fra jorden. Det virkede nærmest, som om han stak næsen hen til den opklæbede plakat. Så vendte han tilbage til indsatslederen ved den hvide politibus.

»Det lugter lidt funky,« sagde han.

En af demonstranterne stod henne ved indsatslederen. Den unge demonstrant forklarede, at de havde brugt hjemmelavet lim til plakaterne. Limen var rørt sammen af vand, mel, sukker og eddike. Den miljøvenlige lim var ikke hurtigttørrende i den kolde forårsluft. Derfor fik flere af plakaterne et par strimler gaffatape til at assistere den hjemmerørte lim. Enkelte plakater gled af egen kraft ned af facaden.

Et af de mere truende optrin var, da en fotograf kom lidt for tæt på en af de civilklædte betjente. »Du skal ikke fotografere mig så tæt på,« knurrede den ranglede betjent, der på grund af sin skudsikre vest lignede noget, der var bygget af duploklodser.

Derefter fortsatte han med bister mine sit forehavende med at notere navne ned på aktivisterne og fotografere dem med sin smartphone.

Imens overvejede indsatslederen sin plan for afvikling af resten af indsatsen i forhold til demonstrationen.

– Er det en anmeldt demonstration?

»Næh, det er det, så vidt jeg kan forstå ikke,« sagde indsatslederen.

– Hvad vil I gøre?

»De må ikke være på trappen. Så vi vil bede dem om at gå derover.« Han vendte sig og pegede på det modsatte fortov.

»Og så vil vi bede dem om at fjerne plakaterne igen.«

’We are unstoppable. Another world is possible!’ råbte demonstranterne, mens de klistrede plakater op på Christiansborgs kolde stenfacade.

14-dages skægstubbe og barske miner

Det ville være en stramning at sige, at politiet var mødt talstærkt op efter hidkaldelsen fra søndagsvagten på Christiansborg.

Der var to civilbetjente i klassisk ’civilbetjent-outfit’: Barske miner, 14-dages skægstubbe, løse skjorter over de stramme, sorte jeans – og så selvfølgelig skudsikre veste med ordet »politi« i krapgul signalfarve på ryggen, snoede ledninger ind i øret og batmanbælter med alskens grej hængende om de magre hofter.

De civilklædte tog opgaven meget alvorligt.

Derudover var der indsatslederen og hans assistent. De var lidt mere rolige. Uden for rigsdagsgården var der et par busser med lidt flere betjente. Men de blev siddende i de varme busser indtil videre.

– Betjentene siger, de vil bede jer om at flytte jer?

»Vi ser, hvad der sker lige om lidt,« sagde demonstranten Birgitte.

»Plakaterne tager vi ikke ned. De er vores budskab, så de skal hænge så længe som muligt.«

Pludselig tog fanden ved demonstranterne. Råbende og syngende gik de ned fra trappen, og i samlet flok gik de ud gennem porten, ud fra rigsdagsgården med glade klimakampråb klingende i ekkoet fra demokratiets hårde, kolde mure.

Ingen var blevet anholdt. Ingen blev lagt i håndjern eller plasticstrips og sat i futtog på den tissekolde asfalt. Den kvindelige Christiansborgvagt forsøgte med hånden, og med svigtende held, at skjule en gaben. Den mandlige Christiansborgvagt mente tydeligvis, at det var hans opgave at fjerne de synlige efterladenskaber fra den kortvarige demonstration, nemlig de plakater, der var klæbet op hele vejen rundt inde i rigsdagsgården.

I første omgang tog han dog kun de plakater, han kunne nå. En af betjentene fotograferede plakaterne, inden vagten nåede at hive dem ned.

Tilbage stod kun at få fjernet de plakater, som demonstranterne ved hjælp af stiger havde hængt så højt, så man ikke kunne nå dem.

Heldigvis havde demonstranterne været så venlige at efterlade stigerne.

Efter den uanmeldte demonstration pillede politiet demonstranternes plakater ned igen. Det hjalp lidt, at demonstranterne havde efterladt deres stiger, og at den hjemmerørte melklister ikke var hurtigttørrende i den kolde forårsluft.

De uniformerede betjente, der sad og gassede sig i de varme busser uden for rigsdagsgården, blev tilkaldt – en af dem havde et par virkelig seje, sorte wraparound-solbrikker på – og så fik de udpeget stiger og fik besked på at hive plakater ned.

»Men hold nu lige stigerne for hinanden,« sagde indsatslederen.

»Det ville være dumt at falde ned nu og brække armen.«

Demonstrationen i København fandt sted, samtidig med at der blev arrangeret en blokade på havnen i Århus. Inden blokaden havde demonstranterne klæbet plakater op på byens rådhus. Ved blokaden blev der serveret te, kaffe og kager til chaufførerne fra de blokerede lastbiler. Folk i personbiler fik lov til at køre igennem blokaden.