Læsetid: 8 min.

Ingen grene eller blade forlader professor Gundersens have – og det er godt for klimaet

KU-professor Per Gundersen var drevet af nysgerrighed, da han for 27 år siden begyndte at plante et væld af træer, buske og planter i sin have og lade alt dødt materiale – nedfaldne blade, væltede træer, afklippede grene – blive på grunden. Siden har han regnet sig frem til, at hans have har bundet så meget mere CO2 end en almindelig parcelhusplæne, at det svarer til en biltur rundt om Jorden
Per Gundersen, KU-professor i skov, natur og biomasse, viser os sin klimahave, der er tæt beplantet for at optage CO2. Han har selv lavet beregninger på haven, der kan inspirere andre haveejere til at plante træer og buske og dermed yde en indsats for klimaet.

Per Gundersen, KU-professor i skov, natur og biomasse, viser os sin klimahave, der er tæt beplantet for at optage CO2. Han har selv lavet beregninger på haven, der kan inspirere andre haveejere til at plante træer og buske og dermed yde en indsats for klimaet.

Anders Rye Skjoldjensen

6. februar 2019

Man kan kun lige skimte Per Gundersen bag de mange træer og buske i hans have, men man kan høre ham pusle.

Han står med ryggen mod himlen og brillerne tæt på jorden og rykker rundt på nogle grene, så de danner en krans om foden på et træ. Sådan ser det ud overalt i haven: Afklippede grene ligger ikke blot for fødderne af træer og buske, men overalt på jordbunden – på nær en lille uberørt plet i midten af haven, hvor sneen skjuler en græsplæne.

I begyndelsen var projektet drevet af Per Gundersens nysgerrighed for naturen. Han er trods alt professor i skovøkologi ved Institut for Geovidenskab og Forvaltning på Københavns Universitet, og når han taler om fotosyntese – hvordan CO2 binder sig i træerne og bliver til fast kulstof – kasserer han hurtigt de akademiske fraser.

»Når jeg tænker over det, slår det mig: Det er faktisk et mirakel,« siger han smilende.

Men for nogle år siden gik det op for ham, at haven også havde et andet formål: Den binder store mængder CO2. Ikke bare i de mange træer, buske og planter, der omdanner CO2 til kulstof for at vokse, men også i skovbunden og længere nede i jorden.

Indenfor i huset peger han på en beregning, han selv har lavet og fører fingeren mod facit: 1,6 ton kulstof har han lagret i haven. Omregner man det til CO2, betyder det, at haven har optaget 6,5 ton CO2 mere end en parcelhusplæne af samme størrelse – eller »et græshelvede«, som Gundersen ynder at kalde det. Det svarer til en biltur rundt om kloden.

»Før jeg lavede målinger og beregninger sammen med en af mine studerende, var jeg ret skeptisk. Jeg tænkte, at det bare ville være en lille ting, hvor folk kan føle sig godt tilpas, uden at det batter noget,« siger Per Gundersen.

»Så det var meget overraskende for mig, at man kan pumpe så meget mere kulstof ned i jorden på et par årtier, for normalt tænker vi jo, at det opstår over meget lang tid. Dér gik det op for mig, at der er et stort potentiale i det her.«

Når træer bliver spist af jorden

Gundersen har regnet sig frem til, at træerne, planterne og buskene står for en tredjedel af reduktionen, en tredjedel af kulstoffet er bundet i skovbunden, og så er en tredjedel bundet længere nede i jorden.

Fotosyntesematerialet – blade, grene og planter – frigiver CO2 igen, når de bliver nedbrudt, men hvis de bliver ført ned i jorden, for eksempel af regnorme, er nedbrydningen langsommere, dels fordi det er koldere, dels fordi kulstoffet binder sig til mineraler.

Det skal sammenlignes med alternativet: at materialet bliver kørt ud til et anlæg, hvor det nok bliver omdannet til kompost, men hvor nedbrydningen resulterer i et større udslip end i Per Gundersens have. »Og det er jo helt tosset,« mener professoren.

Anders Rye Skjoldjensen

Nærmest intet biomasse, der har befundet sig i Per Gundersens have er blevet smidt ud i de seneste 25 år. Da et træ blev fældet af en storm, lod han stammen stå, indtil rødderne rådnede, og så lagde han den ned på jorden, indtil den blev nedbrudt til muld. Det sidste tog 10 år alene.

Nu står en troldehassel, nogle æbletræer, et kirsebærtræ, et fyrretræ og nogle rododendronbuske – og så videre – i haven, mens en rådnende træstamme ligger i udkanten af græsplænen. I dag står træerne nøgne i sneen, men om sommeren ligner haven en frodig skov, der næsten skjuler de omkringliggende huse, når man står i den.

På det seneste er Gundersen begyndt at undervise og holde foredrag om sin have til inspiration for tilhørerne, måske særligt de mennesker, der betragter en snorlige, tætklippet plæne som hjertet i parcelhusidyllen.

»Måske kan man ændre, hvad folk tænker om haver, hvis de får lidt mere viden om, at den faktisk kan bruges til at binde CO2 på en ret effektiv måde. Selv om det ikke løser klimaforandringerne, så oplever jeg, at folk er rigtig glade for at høre om haven og få et konkret tal på, hvad det betyder,« siger han.

Ikke kun for FN og politikere

I Fagforeningen JA – det tidligere Jordbrugsakademikernes Forbund – mener de ligesom professoren, at ideerne fra klimahaven bør spredes så langt ud som muligt. Derfor hjælper fagforeningen ham med at dele budskabet på alt fra havefestivaler til fagforeningsmøder.

»Hvis klima hele tiden er noget, alle mulige andre skal gøre, for eksempel nogle politikere eller FN – så kunne man være bekymret for, at det går for langsomt. Det her er omvendt noget, alle kan gøre, bare man har en koloni- eller parcelhushave,« siger Hans-Henrik Jørgensen, der er agronom og formand i Fagforeningen JA.

Han bor selv i et tofamilieshus, hvor han går med tanker om at plante et æbletræ i haven. Han tror, det bliver lettere at overbevise husets øvrige beboere, hvis han bevæbner sig med Per Gundersens beregninger.

»Selv i små parcelhushaver som min egen, kan der blive plads til nogle frugttræer, som ud over at være smukke, både når de blomstrer, og når æblerne lyser rødt om efteråret, kan være fine klatrestativer for børn og give skygge i sommervarmen. Det er en lille ting, som gør en synlig forskel, og som kan sættes i værk med det samme.«

– Det er ret indlysende, at du og medlemmerne i Fagforeningen JA er interesserede i projektet, fordi I arbejder inden for skov- og naturområdet. Hvad med alle de mennesker, der sidder i parcelhuse og nyder deres kortklippede plæner?

»Du behøver jo ikke at lave den samme have som Per. Bare du gør noget i den retning, så har du gjort en meget synlig ting for dig selv, dem, du snakker med, og dem, der går forbi din have. Det giver et signal om, at man faktisk kan gøre noget, også selv om du selvfølgelig skal gøre hundrede andre ting. Og det er der, hvor jeg synes, det bliver sjovt.«

Grimme industrigrunde

Per Gundersen erkender, at reduktionen ikke er overvældende set over tid – de seks og et halvt ton er trods alt ikke en årlig gevinst, det er bare den samlede forskel mellem en normal græsplæne og hans egen klimahave. Og det er trods alt tvivlsomt, om en dansk kernefamilie vil kaste sig ud i lige så eksotiske haveprojekter som en professor i skovøkologi.

Til gengæld strækker perspektiverne sig videre end til blot haveejerne, mener Gundersen.

»Vi har jo mange arealer, hvor der er plads til at være noget ekstra biomasse, nogle flere træer eller måske en lille skov. Jeg tænker blandt andet på friserede parker og industrigrunde, hvor der er de her store græsplæner foran klodsede, grimme bygninger,« siger han.

Derfor har han blandt andet været i kontakt med Jens Galby, der som driftsleder på teknik- og miljøområdet i Rudersdal Kommune arbejder for at gøre parkerne mere bæredygtige.

Anders Rye Skjoldjensen

I en håndfuld udvalgte parker i kommunen er en stor traktor begyndt at findele de afklippede grene, så de bliver i parken, mens man enkelte steder har forsøgt at lave kvasbede, svarende til dem der omkranser træerne i Per Gundersens have.

Og så venter de på, at en af Gundersens bachelorstuderende kommer til kommunen for at lave beregninger på indsatsens klimaeffekt. Allerede nu står det dog klart, at beregningerne fra professorens have har haft betydning for parkdriften.

»Det har været med til at give et ekstra spark i processen, og det har gjort, at vi tager nogle ting endnu mere seriøst end hidtil. I år har vi tænkt os at liste alle vores parker ud fra bæredygtighedsprincipper, så vi får nogle ideer om, hvordan de kan være med til at bidrage mere på klimaområdet,« siger Jens Galby.

»Vi har også skiltet Pers beregninger for Miljø- og Teknikudvalget, og det tror jeg bestemt har været medvirkende til, at vores politikere har fået øjnene mere op for emnet.«

Liv under sten og stammer

Det handler om klima, understreger Jens Galby, men det handler også om biodiversitet. For mens dyrearter på verdensplan forsvinder så hurtigt, at man kan snakke om en masseuddøen, gør den ekstra energi, man skaber ved at plante træer og buske og lade dødt materiale nedbryde i parker og haver, at dyr i alle afskygninger strømmer til.

Er man skeptisk, kan man bare kigge under træstammen i udkanten af Per Gundersens have.

Professoren løfter den selv på højkant, så to klynger med hver tusind bænkebidere viser sig på undersiden. De pibler rundt oven i hinanden, mens de gnasker på det døde materiale under stammen. På samme måde trækker regnorme blade ned i jorden, sjældne svampe vokser frem på en rådden træstamme, sommerfugle sætter sig på blomsterne om sommeren, mens fugle kvidrer i træerne, og pindsvin vralter rundt på skovbunden.

Selv står Per Gundersen gerne i den levende natur, han har i sin baghave og filosoferer over stort og småt, mens han klipper grenene til, fodrer sine høns eller plejer de grøntsager, som han også har fundet plads til.

»Det er min terapi, min afslapning efter arbejde. Så går jeg og piller lidt i det og tænker over ingenting eller et eller andet, jeg bøvler med,« siger han.

Græs behøver han dog ikke at bekymre sig om, for stråene kan ikke tvinge sig igennem skovbunden af grene og blade. Derfor mener han heller ikke, at det er særligt krævende at anlægge en klimahave. Man slipper nemlig for at hive plæneklipperen ud af skuret.

»Jeg har meget svært ved at forstå de mennesker, der bare vil have en græsplæne, fordi de mener, at det er det nemmeste,« siger han.

»En gang imellem skal jeg da fælde lidt og klippe det i stykker, så det ikke fylder hele haven, men efterfølgende forsvinder det jo langsomt af sig selv. Man hører tit folk, der brokker sig over, at de skal ordne have og slå græs. Jeg tænker, at hvis man lod naturen slippe mere fri og ikke havde så meget græs, så ville der være mindre arbejde.«

Professoren har regnet sig frem til, at han kunne binde fjorten gange mere kulstof, hvis han omlagde sin 800 kvadratmeter store grund til ren skov. Men det er ikke pointen, siger han. Pointen er, at det er muligt at hjælpe en smule uden at give afkald på sin have, de solstråler, der falder ind om sommeren, eller den trampolin, som børnene trygler om.

Det handler også om oplysning: Jo mere man forstår, hvilken betydning ens have har, jo mere forstår man også det store perspektiv, mener han. Og dermed bliver det tydeligt, hvor meget det kræver, før vi når de helt store klimamål – særligt hvis man medregner, at de hyppigere tørkeperioder ifølge en ny Nature-artikel hæmmer fotosyntesen så meget, at perioder med heftigere regnvejr ikke kan kompensere for det.

»Man får en bedre fornemmelse af, hvor stort klimaspørgsmålet er, når man ser, hvor meget CO2 vi kan trække ud af atmosfæren ved at lave skov. Det bidrager bestemt, men det er heller ikke nok i sig selv – medmindre vi planter et skovareal svarende til Indien eller halvdelen af Nordamerika.«

»Der er med andre ord ingen vej uden om at reducere vores udslip. Vi kan bare hjælpe lidt på den her måde.«

Professor Per Gundersens opdagelse af, hvor meget CO2 man kan binde i en have, der får lov til at vokse vildt og frodigt, ændrer vores syn på orden, moral og ansvar for landets boligejere
Læs også
Du kan høre Radio Information alle de steder, hvor du normalt hører podcasts.
Hør mere i podcasten

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Kristin Marie Lassen
  • Bjarne Jørgensen
  • Jens Peder Nielsen
  • Torben Ethelfeld
  • Britta Hansen
  • Erik Karlsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Knud Chr. Pedersen
  • Michael Friis
  • Lene Timmermann
  • Gert Romme
  • Kurt Nielsen
  • Runa Lystlund
  • Hanne Pedersen
  • Tommy Clausen
  • David Breuer
  • Lise Lotte Rahbek
  • Trond Meiring
Benno Hansen, Kristin Marie Lassen, Bjarne Jørgensen, Jens Peder Nielsen, Torben Ethelfeld, Britta Hansen, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel, Knud Chr. Pedersen, Michael Friis, Lene Timmermann, Gert Romme, Kurt Nielsen, Runa Lystlund, Hanne Pedersen, Tommy Clausen, David Breuer, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Antarktis ligger jo ret højt og der var engang en aprilsnar om, at en mand havde opfundet en mega sneboldmaskine og bygget er rør lige ned i Kalahari-ørkenen så sneboldene kunne trille hele vejen inde i røret. Det er vel bare med at komme i gang?

Randi Christiansen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

En afdød onkel brugte sit liv på en dejlig have. intet organisk forlod denne beskedne sommerhus grund. Naboens grund lå 30 cm lavere efter 40 år!

Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Wandall, Estermarie Mandelquist, Kim Strøh, David Joelsen, Liselotte Paulsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, David Zennaro, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Peter Beck-Lauritzen, Trond Meiring og Lene Timmermann anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

1,6 tons kulstof fordelt på lad os sige 1000 kvadratmeter.
Det giver 1,6 kg pr. kvadratmeter.
Men det var over et par årtier, dvs 20 år.
Altså 80g kulstof lagret pr. kvadratmeter pr. år.
Det var ikke meget.
Det kan min græsplæne, græshelvede som han kalder det, gøre meget bedre.
Det skal bemærkes her -jeg fjerner IKKE det slåede græs, men lader det ligge.
Niveauet vokser med nogle mm om året. Hvis det altsammen var kulstof ville det betyde en mængde på ca.1- 2kg/kvadratmeter, hvis man regner med en massefylde på 1kg/L.
Det er det nu nok ikke kulstof det hele, men hvis blot 10% er kulstof er det langt mere end hvad Gundersen kan levere.
Nu kan vi jo begge regne galt.
Kig selv efter på egen plæne. Læg mærke til hvordan fliserne ved siden af kommer til at ligge lavere år for år.
Ikke fordi de synker men fordi græsniveauet vokser.

Kim Strøh, Hans Aagaard og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Dette er jo egentlig logik for dværghøns. For ligesom det vi efterlader på jorden ikke bare forsvinder ingen steder hen, så tager man jo noget bort, når man fjerner græs og ukrudt.

Benta Victoria Gunnlögsson, Susanne Riis, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Kim Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Græs bidrager så vidt jeg ved også via fotosyntese med omdannelsen til ilt - helt som træerne.
Jeg græmmer mig over at se de mange trailere med have"affald" af enhver art på vej til containerpladsen. Tilmed fyldt i plastposer, som forhåbentlig genbruges.
Vi har et hjørne i haven på ca 30 m2, som nu efter 40 år ligger en halv meter over niveau.
Jeg kører intet væk, men afbrænder dog en gang om året grene på køkkenhavens jord.
Nyere villakvarterer er overhovedet ikke passet på den måde.

Susanne Riis, Randi Christiansen, Peter Beck-Lauritzen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Her gik jeg og plantede træer af lyst, men nu kan jeg så kalde mig klimahelt oveni.

Benta Victoria Gunnlögsson, Susanne Riis, Jens Falkenberg, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Dennis Jørgensen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Peter Beck-Lauritzen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Flot eksempel. God focus på hvad vi hver især kan gøre.
Fej for egen dør i stedet for at kræve at andre ændrer deres livstil. Hvad har du gjort idag?
På den anden side: Lev livet mens du har det!
Per Gundersen er nok god for klima. Men motivation er at vise han kan.
Sparer du på vand, el, varme pga risiko for klimaforandringer eller for at spare penge?

Birger Bartholomæussen

Det er jo bare hvad min gamle ven Tonino (90 år) gør her i lille Isca sullo Ionio i Calabria. Alt afklip, ukrudt mv bliver lagt i en krans om foden på hans appelsintræer. Han betragter det som gratis kompost og samtidig hæmmer det fordampningen af det sparsomme vand

Benta Victoria Gunnlögsson, Susanne Riis, Dorte Sørensen, Liselotte Paulsen, Kim Houmøller, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Et PS: sådan har jeg i alle årene dyrket min have. De første mange år til stor forargelse, men nu til en større og større forståelse.
En tillægs gevinst har altid haft mange fugle osv. i haven.

Benta Victoria Gunnlögsson, Susanne Riis, Hanne Pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Kompost
Før biler og trailere blev så udbredte og haverne så små, havde alle haver en kompostpunke, og man havde ingen interesse i at fjerne organisk materiale (gødningsmateriale) fra af sin gave. På et tidspunkt skulle det erstattes af noget kunstgødning.
Nu kører mange deres haveafald til en genbrugsplads, hvor det måske også komposteres (rådner op). God kompost er der kunder til/penge i.

En bekendt, der boede/bor i Vestjylland, bemærkede engang at jorden i hans og andres haver var så dårlig, at han skulle have lås på sin kompostbunke.
Min egen have er så lille at jeg ikke har plads til en kopostbunke, så jeg bruger det meste af mit haveaffald (græs, blade, hækkeafklip og lign.) som bunddække i bedene.

Kim Houmøller, Susanne Riis og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Lige siden mine forældre i 50erne erhvervede en kolonihave har denne metode været logik for perlehøns, hvorfor jeg naturligvis har fortsat denne logiske proces uanset hvad "meningspolitiet" har haft af beklagelser om faldende grundpriser m.m. over min uholdte have