Ingen grene eller blade forlader professor Gundersens have – og det er godt for klimaet

Man kan kun lige skimte Per Gundersen bag de mange træer og buske i hans have, men man kan høre ham pusle.

Han står med ryggen mod himlen og brillerne tæt på jorden og rykker rundt på nogle grene, så de danner en krans om foden på et træ. Sådan ser det ud overalt i haven: Afklippede grene ligger ikke blot for fødderne af træer og buske, men overalt på jordbunden – på nær en lille uberørt plet i midten af haven, hvor sneen skjuler en græsplæne.

I begyndelsen var projektet drevet af Per Gundersens nysgerrighed for naturen. Han er trods alt professor i skovøkologi ved Institut for Geovidenskab og Forvaltning på Københavns Universitet, og når han taler om fotosyntese – hvordan CO2 binder sig i træerne og bliver til fast kulstof – kasserer han hurtigt de akademiske fraser.

»Når jeg tænker over det, slår det mig: Det er faktisk et mirakel,« siger han smilende.

Men for nogle år siden gik det op for ham, at haven også havde et andet formål: Den binder store mængder CO2. Ikke bare i de mange træer, buske og planter, der omdanner CO2 til kulstof for at vokse, men også i skovbunden og længere nede i jorden.

Indenfor i huset peger han på en beregning, han selv har lavet og fører fingeren mod facit: 1,6 ton kulstof har han lagret i haven. Omregner man det til CO2, betyder det, at haven har optaget 6,5 ton CO2 mere end en parcelhusplæne af samme størrelse – eller »et græshelvede«, som Gundersen ynder at kalde det. Det svarer til en biltur rundt om kloden.

»Før jeg lavede målinger og beregninger sammen med en af mine studerende, var jeg ret skeptisk. Jeg tænkte, at det bare ville være en lille ting, hvor folk kan føle sig godt tilpas, uden at det batter noget,« siger Per Gundersen.

»Så det var meget overraskende for mig, at man kan pumpe så meget mere kulstof ned i jorden på et par årtier, for normalt tænker vi jo, at det opstår over meget lang tid. Dér gik det op for mig, at der er et stort potentiale i det her.«

Når træer bliver spist af jorden

Gundersen har regnet sig frem til, at træerne, planterne og buskene står for en tredjedel af reduktionen, en tredjedel af kulstoffet er bundet i skovbunden, og så er en tredjedel bundet længere nede i jorden.

Fotosyntesematerialet – blade, grene og planter – frigiver CO2 igen, når de bliver nedbrudt, men hvis de bliver ført ned i jorden, for eksempel af regnorme, er nedbrydningen langsommere, dels fordi det er koldere, dels fordi kulstoffet binder sig til mineraler.

Det skal sammenlignes med alternativet: at materialet bliver kørt ud til et anlæg, hvor det nok bliver omdannet til kompost, men hvor nedbrydningen resulterer i et større udslip end i Per Gundersens have. »Og det er jo helt tosset,« mener professoren.

Anders Rye Skjoldjensen

Nærmest intet biomasse, der har befundet sig i Per Gundersens have er blevet smidt ud i de seneste 25 år. Da et træ blev fældet af en storm, lod han stammen stå, indtil rødderne rådnede, og så lagde han den ned på jorden, indtil den blev nedbrudt til muld. Det sidste tog 10 år alene.

Nu står en troldehassel, nogle æbletræer, et kirsebærtræ, et fyrretræ og nogle rododendronbuske – og så videre – i haven, mens en rådnende træstamme ligger i udkanten af græsplænen. I dag står træerne nøgne i sneen, men om sommeren ligner haven en frodig skov, der næsten skjuler de omkringliggende huse, når man står i den.

På det seneste er Gundersen begyndt at undervise og holde foredrag om sin have til inspiration for tilhørerne, måske særligt de mennesker, der betragter en snorlige, tætklippet plæne som hjertet i parcelhusidyllen.

»Måske kan man ændre, hvad folk tænker om haver, hvis de får lidt mere viden om, at den faktisk kan bruges til at binde CO2 på en ret effektiv måde. Selv om det ikke løser klimaforandringerne, så oplever jeg, at folk er rigtig glade for at høre om haven og få et konkret tal på, hvad det betyder,« siger han.

Ikke kun for FN og politikere

I Fagforeningen JA – det tidligere Jordbrugsakademikernes Forbund – mener de ligesom professoren, at ideerne fra klimahaven bør spredes så langt ud som muligt. Derfor hjælper fagforeningen ham med at dele budskabet på alt fra havefestivaler til fagforeningsmøder.

»Hvis klima hele tiden er noget, alle mulige andre skal gøre, for eksempel nogle politikere eller FN – så kunne man være bekymret for, at det går for langsomt. Det her er omvendt noget, alle kan gøre, bare man har en koloni- eller parcelhushave,« siger Hans-Henrik Jørgensen, der er agronom og formand i Fagforeningen JA.

Han bor selv i et tofamilieshus, hvor han går med tanker om at plante et æbletræ i haven. Han tror, det bliver lettere at overbevise husets øvrige beboere, hvis han bevæbner sig med Per Gundersens beregninger.

»Selv i små parcelhushaver som min egen, kan der blive plads til nogle frugttræer, som ud over at være smukke, både når de blomstrer, og når æblerne lyser rødt om efteråret, kan være fine klatrestativer for børn og give skygge i sommervarmen. Det er en lille ting, som gør en synlig forskel, og som kan sættes i værk med det samme.«

– Det er ret indlysende, at du og medlemmerne i Fagforeningen JA er interesserede i projektet, fordi I arbejder inden for skov- og naturområdet. Hvad med alle de mennesker, der sidder i parcelhuse og nyder deres kortklippede plæner?

»Du behøver jo ikke at lave den samme have som Per. Bare du gør noget i den retning, så har du gjort en meget synlig ting for dig selv, dem, du snakker med, og dem, der går forbi din have. Det giver et signal om, at man faktisk kan gøre noget, også selv om du selvfølgelig skal gøre hundrede andre ting. Og det er der, hvor jeg synes, det bliver sjovt.«

Grimme industrigrunde

Per Gundersen erkender, at reduktionen ikke er overvældende set over tid – de seks og et halvt ton er trods alt ikke en årlig gevinst, det er bare den samlede forskel mellem en normal græsplæne og hans egen klimahave. Og det er trods alt tvivlsomt, om en dansk kernefamilie vil kaste sig ud i lige så eksotiske haveprojekter som en professor i skovøkologi.

Til gengæld strækker perspektiverne sig videre end til blot haveejerne, mener Gundersen.

»Vi har jo mange arealer, hvor der er plads til at være noget ekstra biomasse, nogle flere træer eller måske en lille skov. Jeg tænker blandt andet på friserede parker og industrigrunde, hvor der er de her store græsplæner foran klodsede, grimme bygninger,« siger han.

Derfor har han blandt andet været i kontakt med Jens Galby, der som driftsleder på teknik- og miljøområdet i Rudersdal Kommune arbejder for at gøre parkerne mere bæredygtige.

Anders Rye Skjoldjensen

I en håndfuld udvalgte parker i kommunen er en stor traktor begyndt at findele de afklippede grene, så de bliver i parken, mens man enkelte steder har forsøgt at lave kvasbede, svarende til dem der omkranser træerne i Per Gundersens have.

Og så venter de på, at en af Gundersens bachelorstuderende kommer til kommunen for at lave beregninger på indsatsens klimaeffekt. Allerede nu står det dog klart, at beregningerne fra professorens have har haft betydning for parkdriften.

»Det har været med til at give et ekstra spark i processen, og det har gjort, at vi tager nogle ting endnu mere seriøst end hidtil. I år har vi tænkt os at liste alle vores parker ud fra bæredygtighedsprincipper, så vi får nogle ideer om, hvordan de kan være med til at bidrage mere på klimaområdet,« siger Jens Galby.

»Vi har også skiltet Pers beregninger for Miljø- og Teknikudvalget, og det tror jeg bestemt har været medvirkende til, at vores politikere har fået øjnene mere op for emnet.«

Liv under sten og stammer

Det handler om klima, understreger Jens Galby, men det handler også om biodiversitet. For mens dyrearter på verdensplan forsvinder så hurtigt, at man kan snakke om en masseuddøen, gør den ekstra energi, man skaber ved at plante træer og buske og lade dødt materiale nedbryde i parker og haver, at dyr i alle afskygninger strømmer til.

Er man skeptisk, kan man bare kigge under træstammen i udkanten af Per Gundersens have.

Professoren løfter den selv på højkant, så to klynger med hver tusind bænkebidere viser sig på undersiden. De pibler rundt oven i hinanden, mens de gnasker på det døde materiale under stammen. På samme måde trækker regnorme blade ned i jorden, sjældne svampe vokser frem på en rådden træstamme, sommerfugle sætter sig på blomsterne om sommeren, mens fugle kvidrer i træerne, og pindsvin vralter rundt på skovbunden.

Selv står Per Gundersen gerne i den levende natur, han har i sin baghave og filosoferer over stort og småt, mens han klipper grenene til, fodrer sine høns eller plejer de grøntsager, som han også har fundet plads til.

»Det er min terapi, min afslapning efter arbejde. Så går jeg og piller lidt i det og tænker over ingenting eller et eller andet, jeg bøvler med,« siger han.

Græs behøver han dog ikke at bekymre sig om, for stråene kan ikke tvinge sig igennem skovbunden af grene og blade. Derfor mener han heller ikke, at det er særligt krævende at anlægge en klimahave. Man slipper nemlig for at hive plæneklipperen ud af skuret.

»Jeg har meget svært ved at forstå de mennesker, der bare vil have en græsplæne, fordi de mener, at det er det nemmeste,« siger han.

»En gang imellem skal jeg da fælde lidt og klippe det i stykker, så det ikke fylder hele haven, men efterfølgende forsvinder det jo langsomt af sig selv. Man hører tit folk, der brokker sig over, at de skal ordne have og slå græs. Jeg tænker, at hvis man lod naturen slippe mere fri og ikke havde så meget græs, så ville der være mindre arbejde.«

Professoren har regnet sig frem til, at han kunne binde fjorten gange mere kulstof, hvis han omlagde sin 800 kvadratmeter store grund til ren skov. Men det er ikke pointen, siger han. Pointen er, at det er muligt at hjælpe en smule uden at give afkald på sin have, de solstråler, der falder ind om sommeren, eller den trampolin, som børnene trygler om.

Det handler også om oplysning: Jo mere man forstår, hvilken betydning ens have har, jo mere forstår man også det store perspektiv, mener han. Og dermed bliver det tydeligt, hvor meget det kræver, før vi når de helt store klimamål – særligt hvis man medregner, at de hyppigere tørkeperioder ifølge en ny Nature-artikel hæmmer fotosyntesen så meget, at perioder med heftigere regnvejr ikke kan kompensere for det.

»Man får en bedre fornemmelse af, hvor stort klimaspørgsmålet er, når man ser, hvor meget CO2 vi kan trække ud af atmosfæren ved at lave skov. Det bidrager bestemt, men det er heller ikke nok i sig selv – medmindre vi planter et skovareal svarende til Indien eller halvdelen af Nordamerika.«

»Der er med andre ord ingen vej uden om at reducere vores udslip. Vi kan bare hjælpe lidt på den her måde.«