Læsetid: 4 min.

Juraprofessorer kritiserer hemmeligholdelse af mail for Folketinget og Ombudsmanden

Både Folketinget og Ombudsmanden bad om materiale vedrørende et afgørende møde i Inger Støjbergs ministerium tilbage i februar 2016, men en afgørende mail blev holdt tilbage – i strid med reglerne, vurderer juraprofessorer
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller i landets asylcentre dannede i 2016 rammen for en række samråd.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller i landets asylcentre dannede i 2016 rammen for en række samråd.

Jens Dresling

7. februar 2019

Et afgørende dokument blev hemmeligholdt for Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i sagen om de unge asylpar, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forlangte adskilt for snart tre år siden i den såkaldte barnebrudesag. Heller ikke Folketinget fik lov at se dokumentet, men fik en misvisende forklaring om indholdet.

Det er det billede, der tegner sig, efter at Information i dag kan afsløre en hidtil ukendt intern mailudveksling fra Udlændingestyrelsen dateret 10. februar 2016.

»Selvfølgelig skulle man have fremsendt det her materiale til Ombudsmanden,« siger professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet.

Og som hans professorkollega med speciale i forfatningsret Jens Elo Rytter siger om sagen i forhold til Folketinget:

»Når man fortier noget væsentligt, som det ser ud til, at man har gjort i det her tilfælde, så fører man Folketinget bag lyset.«

En mundtlig tilkendegivelse

Da Ombudsmanden i foråret 2016 indledte en generel undersøgelse af den instruks om øjeblikkelig adskillelse af unge asylpar på landets asylcentre, som Inger Støjberg udsendte den 10. februar 2016, bad han i flere omgange om alle relevante sagsakter fra såvel Udlændinge- og Integrationsministeriet som Udlændingestyrelsen.

Ombudsmanden var især interesseret i sagsakter fra ministeriet og Udlændingestyrelsen, der belyste »myndighedernes retlige overvejelser« i tilknytning til instruksen, som han skrev.

Instruksen var ifølge Ombudsmanden ulovlig, fordi den indebar en undtagelsesfri adskillelse af alle asylpar, hvor den ene part var under 18 år, selv om »gældende regler kræver individuel vurdering af den enkelte familie«, som han skrev i sin senere redegørelse.

Ministeren har imidlertid henvist til, at den daværende direktør for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, ved et såkaldt koncerndirektionsmøde samme dag som udsendelsen af instruksen blev orienteret om, at styrelsen i nogle sager skulle gøre undtagelser til hovedreglen om at adskille asylparrene.

Men som det fremgår af Information torsdag, tyder en aldrig tidligere offentliggjort mail fra Henrik Grunnet på, at den daværende direktør snarere havde forstået ministerens position ved mødet sådan, at ingen asylpar måtte blive sammen.

Denne mail fik Ombudsmanden aldrig udleveret. Han fik i stedet blot at vide, at der ikke var udarbejdet referat fra mødet, og at der ikke fandtes andre notater om formiddagsmødet i departementet, der kunne belyse Inger Støjbergs forklaring om den mundtlige tilkendegivelse.

Et ikkeretvisende svar

I sommeren 2017 forsøgte også Folketinget at få oplysninger om indholdet af koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016. Men de fik at vide fra ministeriet, at der hverken fandtes referat eller andre oplysninger fra mødet i styrelsen. Og yderligere var ingen af de nuværende ansatte i styrelsen »bekendt med det nærmere indhold af disse drøftelser« på koncerndirektionsmødet – og det var sandt nok, for Henrik Grunnet var i mellemtiden fratrådt.

Dagen efter sendte Inger Støjberg en »supplerende« oplysning fra styrelsen. Denne nyfundne interne mail var et svar på en anden intern mail. Det fremgik af den nyfundne mail, at indkvarteringen af de unge asylpar havde været drøftet på formiddagsmødet. Herefter fortsatte udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – og det er en lille, men vigtig detalje: »Mailen indeholder ikke oplysninger om, hvad det nærmere indhold af disse drøftelser var.«

Ifølge Jens Elo Rytter var folketingssvaret om den interne mail ikke retvisende, hvis mailen ellers er den samme som den, Information i dag kan fremlægge – hvad alt tyder på.

»Man kan ikke sige, at mailen ikke indeholder oplysninger om drøftelserne. Det gør den da. Den indeholder noget, der nærmer sig klar tekst om, hvad styrelsesdirektøren mente, Inger Støjberg ønskede sig,« siger han.

»Der kan ikke være nogen tvivl om, hvad folketingsmedlemmerne var optaget af. Og selv om tvivlen skal komme ministeriet til gode, så vil jeg alligevel sige, at de har tilbageholdt relevante oplysninger.«

»Det er tankevækkende, at det ville være svært for ministeriet at opretholde deres forklaring om, hvad der foregik ved koncerndirektionsmødet, hvis de havde udleveret mailen,« tilføjer Jens Elo Rytter.

Med endnu et spørgsmål forsøgte oppositionen at få udleveret den nyfundne mail samt at få oplyst, om Ombudsmanden havde haft kendskab til den, da han lavede sin undersøgelse. Mere end tre måneder senere svarede Inger Støjberg i oktober 2017 ved at henvise til endnu et »bidrag« fra Udlændingestyrelsen. Styrelsen vurderede ikke, at den interne mail var »omfattet af Ombudsmandens anmodning om sagsakter«, og derfor havde han ikke havde fået den.

Professor Michael Gøtze vurderer, at det var en forkert afgørelse, som Udlændingestyrelsen traf efter, at Ombudsmanden havde færdiggjort sin undersøgelse.

»I anden fase, hvor man har identificeret mailen og ved, at Ombudsmanden har været meget interesseret i at få alt, hvad der kunne være med til at opklare mødets indhold, der skal man selvfølgelig fremsende det her materiale til Ombudsmanden,« siger han.

Styrelsen afviste også at udlevere mailen til Folketinget af »principielle hensyn«, da der var tale om et internt dokument. Så heller ikke Folketinget fik lejlighed til at se, hvad Henrik Grunnet kom hjem med efter at have deltaget i koncerndirektionsmødet med ministeren og hendes øvrige topembedsmænd.

Inger Støjberg er kommet med skiftende forklaringer i sagen om adskillelse af asylparrene. Ved et samråd i Folketinget i sommeren 2017 kom hun som noget nyt med den forklaring, at hendes instruks i første omgang alene var tænkt som en pressemeddelelse.
Læs også
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, kræver svar fra Inger Støjberg om en mail, han ikke fik udleveret i forbindelse med sin gennemgang af sagen om ministerens ulovlige instruks i sagen om adskillelse af asylpar.
Læs også
Du kan høre Radio Information alle de steder, hvor du normalt hører podcasts.
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johanna Haas
  • Kurt Nielsen
  • Flemming Berger
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Eva Schwanenflügel
  • David Breuer
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
  • Lene Timmermann
Johanna Haas, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Ebbe Wagner Smitt, Eva Schwanenflügel, David Breuer, Dorte Sørensen, Steffen Gliese og Lene Timmermann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Der er sikkert meget mere at komme efter.

Johanna Haas, Kurt Nielsen, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, David Breuer, Gert Romme, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Teodora Hansen, Lene Timmermann og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lene Timmermann

Venstre-ministrene kan lyve og bedrage lige så stærkt en hest kan rende, for DF har stor interesse i at frede dem, og oppositionen bruger ikke de grove metoder, som Venstres kor af spindoktorer benytter sig af - som f.eks. under SRSF-regeringen! Og medierne logrer jo - for størstedelens vedkommende - i takt med Venstres spin-kor.

Johanna Haas, Kurt Nielsen, Lars Jørgensen, Anne Mette Jørgensen, Arne Albatros Olsen, Ebbe Wagner Smitt, Jesper Sano Højdal, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, David Breuer, Gert Romme, Søren Thuesen, Dorte Sørensen, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Tue Romanow, Teodora Hansen, Lars Løfgren og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Søren Kristensen: Det handler om politik og om demokratiets spilleregler i forhold til den magtbeføjelse som ministerembedet giver. Magt forpligter. Inger Støjberg klart på den forkerte side af den røde linje. Om hun i dine øjne befinder sig der med eller uden charme må siges at være sagen uvedkommende.
Hvis din kommentar er ment ironisk og humoristisk skal du bare se bort fra ovenstående; det kunne jo tænkes at være tilfældet.

Jeg synes personligt det er særdeles ucharmerende, at beordre, at purunge ægtepar skal TVANGSADSKILLES fra hinanden og fra eventuelle børn - helt uagtet, hvad de selv måtte ønske og foretrække. Det er også særdeles ucharmerende at lyve overfor Folketing og Ombudsmand. Som politisk handling betragtet er det alt andet end charmerende: det er graverende.