Krigsudredning giver svar – men efterlader også huller i vores viden om Danmarks krig i Irak

Den krigsudredning, der blev fremlagt tirsdag, bekræfter på afgørende punkter den kritik, der har været af, at Danmark i 2003 valgte at gå med i krigen mod Irak.

Efterretningsoplysninger blev strammet, og centrale oplysninger blev holdt tilbage, inden daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med det smallest mulige flertal og uden opbakning fra hverken FN eller NATO valgte at gå i krig med Irak.

»Det kan konstateres, at regeringen i en række tilfælde ikke videregav vigtige oplysninger til Folketinget, eller at regeringen ’strammede’ oplysninger, så de gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen,« konkluderer krigsudredningen.

Samtidig står det klart, at hele forløbet med FN-inspektioner efter masseødelæggelsesvåben blev betragtet som ’en fælde’, der skulle lokke Irak ud i en reaktion, der kunne lovliggøre et angreb på landet.

Krigsudredningen går relativt hårdt til biddet i sine konklusioner om processen frem mod beslutningen om at gå i krig med Irak. Den historiske udredning blev sat i værk i 2016, efter at Lars Løkke Rasmussens regering i 2015 havde valgt at lukke Irak- og Afghanistankommissionen i utide.

Regeringen var på vej ud i et mindretal i spørgsmålet om, hvorvidt Irak- og Afghanistankommissionens arkiver skulle offentliggøres efter lukningen, og løsningen blev, at nedsætte en historisk undersøgelse, der skulle overtage kommissionens arkiver.

Nu kan boet gøres op

Indtil tirsdag formiddag så det ud til, at krigsudredningen ville være det sidste endegyldige punktum for danske undersøgelser af grundlaget for krigen. Der er trods alt gået 16 år siden krigens begyndelse, arkiver er ved at gå tabt, og beslutninger fortaber sig i erindringerne.

Men krigsudredningens konklusioner er på en række punkter så belastende for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K), at oppositionspolitikere nu lufter muligheden for en ny kommission. Den beslutning vil i givet fald ligge på lur efter det kommende folketingsvalg, og tiden må vise, hvor meget gas der i sidste ende er i de balloner, der blev opsendt på dagen, hvor udredningen blev offentliggjort.

Efter tirsdag formiddag kan boet gøres således op:

• Efterretninger om Irak blev strammet, blandt andet oplysningerne om, hvorvidt Irak havde masseødelæggelsesvåben.
• Centrale oplysninger blev holdt tilbage, blandt andet om USA’s formål med krigen, nemlig regimeskifte.
• Forløbet, hvor Irak skulle tvinges til at acceptere FN-inspektioner blev betragtet som en fælde, der skulle gøre det muligt lovligt at angribe Irak.
• Den danske Irak-politik frem mod krigen blev helt overvejende besluttet af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Til gengæld så viser krigsudredningen også, at der er mangler i vores viden om Danmarks krig i Irak:

• Det er ikke afklaret, om Irakkrigen i sidste ende var lovlig eller ej. Det var ikke en del af udredningens kommissorium at undersøge dette forhold.
• Vi ved ikke, om danske styrkers udlevering af fanger i Afghanistan og Irak var i overensstemmelse med folkeretten. Udredningen ser kun på forløbene op til krigsbeslutningerne i Folketinget.
• Det er ikke blevet undersøgt, om Folketinget blev underinformeret eller modtog forkerte oplysninger i tiden efter, at krigsbeslutningerne blev taget.

Uanset hvad, så har krigsudredningen for en tid igen »revet såret op« i forhold til debatten om Irak og i forhold til en grundlæggende mistillid mellem Folketingets partier på det sikkerhedspolitiske område, der »giver mindelser om 1980’ernes omstridte fodnotepolitik«.

Efterretninger blev strammet

Udredningen beskriver, hvordan regeringen i flere tilfælde »videregav oplysninger og vurderinger, der ikke var i fuld overensstemmelse med de indhentede oplysninger og de interne overvejelser« især i spørgsmålet om Iraks lagre af masseødelæggelsesvåben.

»Ved flere lejligheder blev vurderingerne om våbnene ’strammet’ på vej op i systemet, og generelt overdrev regeringen oplysningernes sikkerhed,« skriver professor Anders Wivel og lektor Rasmus Mariager.

I et konkret eksempel beskriver udredningen, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller under en debat i Folketinget fjernede forbehold og fastslog, at britiske og amerikanske efterretningsrapporter »dokumenterer«, at Irak havde fortsat sine masseødelæggelsesprogrammer, på trods af at udenrigsministeren selv, under et møde i Udenrigspolitisk Nævn blot fem dage før, havde karakteriseret de samme rapporter som »ubekræftede«.

Forskerne bag udredningen mener, at Per Stig Møller på den måde bidrog til »at konstruere en overhængende irakisk trussel«.

Regeringen har også i flere tilfælde holdt centrale oplysninger tilbage for Folketinget.

»Regeringen orienterede ikke Det Udenrigspolitiske Nævn om de overvejelser, den havde gjort sig om de mulige regionale konsekvenser af en krig i Irak. Tidligt i forløbet modtog regeringen vurderinger fra blandt andet FE, der forudså, at en krig kunne destabilisere regionen, opløse den irakiske stat, udløse terror og kræve en langvarig involvering. Dette scenarie går igen i de tidlige interne overvejelser. Disse vurderinger kom imidlertid ikke til Det Udenrigspolitiske Nævns kendskab,« fremgår det af krigsudredningen.

Endelig fremgår det, at forskerne bag krigsudredningen har fundet enkelte eksempler på, at oplysninger som regeringen forelagde i Udenrigspolitisk Nævn »var i strid med de oplysninger, som regeringen havde modtaget, og de overvejelser den gjorde sig internt«.

Et vigtigt eksempel på dette er spørgsmålet om det såkaldte FN-spor i forhold til krigen:

»Regeringen gav også udtryk i Nævnet for, at USA oprigtigt fulgte en multilateral linje (FN-sporet), og at målet var en fredelig afvæbning af Irak. Dette var imidlertid ikke i overensstemmelse med en række indberetninger og interne vurderinger, der gjorde det klart, at Bush-administrationen ikke havde nogen tillid til, at Saddam Hussein ville lade sig afvæbne frivilligt, og at den hele tiden planlagde et regimeskift i Bagdad.«

Inspektioner var en fælde

Et notat fra statsministeriet fra juli 2002 viser, at statsministeriet reelt betragtede kravet om FN-inspektioner som en fælde, der skulle lokke Irak ind i en situation, hvor FN’s Sikkerhedsråd ville være nødt til at give grønt lys til krig:

»Det har hele tiden indgået i den amerikanske politiske strategi imod Saddam Hussein,« hed det i statsministeriets notat, »at man gav ham mulighed for at indordne sig FN’s og det internationale samfunds krav om at give adgang til våbeninspektørerne – i den sikre forvisning om, at den irakiske diktator med alle midler vil modsætte sig dette.«

Notatet med overskriften »Optræk til amerikansk militær aktion mod Irak; indvirken på EU-formandskabet« er dateret den 10. juli 2002 og befinder sig i Statsministeriets sikkerhedsarkiv, et særligt arkiv for yderst følsomme dokumenter.

Om notatet skriver forskerne bag krigsudredningen, at »kravet om genoptagelse af våbeninspektionerne var med andre ord en amerikansk fælde, som man i Bush-administration gik ud fra som givet, at Hussein ville gå i. Dermed ville amerikanerne have en casus belli«.

Det fremgår af Statsministeriets notat, at ideen om at bruge FN-inspektionerne som fælde over for Irak blev præsenteret af USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz på et centralt møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen i marts 2002 i Pentagon.

»Ideen om, at FN-sporet havde til formål at berede vejen til krig, var således kendt af statsministeren, hvilket ikke var i overensstemmelse med hans offentlige erklæringer frem til krigsudbruddet,« hedder det i krigsudredningen.

Danmark følger USA

Helt overordnet viser forskernes undersøgelse, at danske beslutninger om at gå i krig har flere træk til fælles:

• Dansk krigspolitik følger USA helt tæt. Krigsbeslutningerne handler mere om Danmarks forhold til allierede, end til situationen på jorden i de krigsramte lande. Danmark bliver ikke presset til at makke ret, men ønsker selv at have et tæt forhold til USA.
• Danske beslutninger om at gå i krig tages reelt af meget små kredse af personer – typisk statsministeren og udenrigsministeren, af og til forsvarsministeren, støttet af et par centrale topembedsmænd. Beslutningerne ’formes’ mere end de træffes som en ’små skridts politik’, hvor forventninger om en dansk krigsdeltagelse gradvist bygges op.
• Skiftende regeringer har generelt en ’minimal informationsstrategi’ i forhold til Udenrigspolitisk Nævn og Folketinget om krigsbeslutninger. Dialogen mellem regering og folketing foregår typisk via uformelle kanaler med dialog med ledende oppositionspolitikere.

Det fremgår af den politiske aftale om krigsudredningen, at forskerne havde kommissorium til at undersøge tre danske krige, nemlig Kosovo i 1999, Afghanistan i 2001 og Irak i 2003.

Især i forhold til beslutningen om at deltage i krigen mod Irak var der problemer med kommunikationen mellem regeringen og Folketinget og mellem regeringen og oppositionslederne, fremgår det af krigsudredningen.

Undersøgelsen viser, at den danske Irak-politik fra regeringsskiftet i 2001 frem til vedtagelsen om at gå med i krigen »helt overvejende blev besluttet af statsminister Anders Fogh Rasmussen under inddragelse af en beskeden gruppe af topembedsmænd, hvor Statsministeriets departementschef samt ambassadør Federspiel synes at have været de mest centrale aktører«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i hele perioden åben om den politiske kurs og lagde aldrig skjul på, at Danmark efter hans opfattelse skulle støtte USA.

»Til gengæld var Anders Fogh Rasmussen ikke særligt åben om den politiske proces, og gennem hele forløbet lykkedes det statsministeren at undgå at blive forpligtet af definitioner, der senere kunne indskrænke hans og regeringens politiske råderum,« hedder det i krigsudredningen.

Et eksempel på dette er, at Anders Fogh Rasmussen nægtede at svare på »hypotetiske spørgsmål«, som for eksempel hvad det internationale samfund skulle gøre, hvis det ikke lykkedes at få fjernet Iraks masseødelæggelsesvåben. Dermed undgik Anders Fogh Rasmussen at forpligte sig på mulige handlingsveje i den diplomatiske proces frem mod beslutningen om at gå i krig mod Irak i marts 2003.

Et andet eksempel på en manglende definition er begrebet ’FN-forankring’, som blev anvendt af regeringen op til krigsbeslutningen. Det blev aldrig defineret, hvad denne forankring skulle bestå af. Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft opfattede forankringen som et udtryk for, at der skulle foreligge et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, før man lovligt kunne angribe Irak.

»Denne opfattelse blev han bekræftet i flere gange af udenrigsminister Per Stig Møller. Anders Fogh Rasmussen var derimod af den forståelse, at det juridiske grundlag kunne etableres på forskellige måder. Men han gjorde sig ikke store bestræbelser for at forklare oppositionen, hvad han mente med dette,« står der i krigsudredningen, der på den baggrund konkluderer, at Anders Fogh Rasmussen og Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft »synes at have talt forbi hinanden«.

Information forsøgte tirsdag forgæves at få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen.