Læsetid: 3 min.

Mens Estland kritiserer Finanstilsynet, er Rasmus Jarlov klar med forslag til forbedring

Regeringen vil fremlægge forslag til ’kraftigt styrket’ finanstilsyn. Det sker efter Finanstilsynets håndtering af Danske Banks hvidvaskskandale, der tirsdag fik det estiske finanstilsyn til at rette skarp kritik mod det danske tilsyn og lukke Danske Banks filial i det baltiske land
Onsdag fremlægger regeringen et forslag til et kraftigt styrket tilsyn. »Vi vil aldrig acceptere en sådan sag igen, og danske myndigheder vil gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe det – ligesom vi i særdeleshed også forventer, at danske banker vil gøre alt, hvad de kan,« lyder det fra erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Onsdag fremlægger regeringen et forslag til et kraftigt styrket tilsyn. »Vi vil aldrig acceptere en sådan sag igen, og danske myndigheder vil gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe det – ligesom vi i særdeleshed også forventer, at danske banker vil gøre alt, hvad de kan,« lyder det fra erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Ólafur Steinar Gestsson

20. februar 2019

Onsdag nærmer de politiske forhandlinger om et »kraftigt styrket tilsyn« og en hårdere regulering af bankerne i kølvandet på Danske Banks hvidvaskskandale sig tilsyneladende en foreløbig afslutning.

Således lyder det fra erhvervsminister Rasmus Jarlov (K): 

»I morgen fremlægger regeringen for forligspartierne (DF, SF, R og S) vores forslag til et kraftigt styrket tilsyn,« skrev ministeren tirsdag på Facebook.

Både danske og estiske myndigheder burde være gået langt mere aggressivt til værks for ti år siden, fortsætter ministeren og tilføjer, at de danske myndigheder vil gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe lignende sager.

»Vi vil aldrig acceptere en sådan sag igen, og danske myndigheder vil gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe det – ligesom vi i særdeleshed også forventer, at danske banker vil gøre alt, hvad de kan.«

Forslaget bliver fremlagt til forligspartierne Dansk Folkeparti, SF, Radikale og Socialdemokratiet, der siden slutningen af januar har forhandlet om, hvordan man kan styrke finanstilsynet.

Ministerens reaktion kommer efter, at det estiske finanstilsyn i en pressemeddelelse tirsdag skarpt kritiserer det danske finanstilsyn for ikke at have håndteret Danske Banks hvidvaskskandale godt nok.

»Tilsynsmyndigheden i hjemlandet har håndteret banken for blidt,« skriver bestyrelsesformand for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler.

I tilsynets pressemeddelelse står der samtidig, at Danske Bank nu har otte måneder til at lukke deres estiske filial og stoppe al bankaktivitet i landet.

Meldingen kommer som reaktion på hvidvasksagen i Danske Bank, der er blevet kaldt den største i nyere europæisk historie. Det var Berlingske, der i 2017 kunne afsløre, at den estiske filial blandt andet er blevet brugt til hvidvask for russiske rigmænd og regimet i Aserbajdsjan.

Ifølge Danske Banks egen rapport om sagen er der stærk mistanke om, at banken i årene 2007-2015 blev brugt til hvidvask for op mod 1.500 milliarder kroner via deres estiske filial.

Hvor ansvaret for at føre tilsyn lå, har ikke været klart. Både det danske og det estiske finanstilsyn har meldt ud, at der har været uenighed om, hvem der havde ansvaret for Danske Banks aktiviteter i Estland.

Ikke langt fra hinanden

Finanstilsynet har længe selv stået i skudlinjen, stærkt kritiseret for ikke at være gået hårdt nok til Danske Bank og for at have stolet for meget på bankens oplysninger. Derfor kom Finanstilsynet i slutningen af januar med en 142 sider lang redegørelse af forløbet. Her frikendte tilsynet sig selv for kritikken.

Det har dog ikke overbevist politikerne på Christiansborg, hvor flere partier har fremlagt deres forslag til et styrket tilsyn.

Det handler blandt andet om flere ressourcer til statens finansielle vagthund, hårdere straffe til bankfolk, advokater og finansbosser samt regulering af den såkaldte svingdørskultur i Finanstilsynet.

Derudover ønsker flere i Socialdemokratiet at genindføre kravet om offentlige repræsentanter i bankbestyrelser, mens De Radikale vil give Finanstilsynet mandat til at indsætte sin egen repræsentant i en bankbestyrelse, hvis tilsynet mener, der er behov for at blive strammet op.

Flere partier har desuden peget på muligheden for en opsplitning af Finanstilsynet, så de opgaver, der handler om at sikre stærk kapital i bankerne, udføres af Nationalbanken. I stedet skal Finanstilsynet udelukkende fokusere på forbrugerbeskyttelse, og at finansielle institutioner overholder loven.

Senest bebudede S-ordfører Morten Bødskov, at der var behov for at fyre hele Finanstilsynets bestyrelse.

»Tiden er kommet til, at man ser på, om sammensætningen i bestyrelsen er den rigtige. Det mener vi ikke, den er. Der er behov for at skærpe kravene til fremtidige bestyrelsesmedlemmer i Finanstilsynet,« sagde Morten Bødskov til Information.

Rasmus Jarlov skrev i januar på Facebook, at han havde modtaget forslag til bekæmpelse af hvidvask fra Socialdemokratiet, De Radikale og SF, og at partierne ikke står langt fra hinanden.

Begge tilsyn undersøges desuden af Den Europæisk Bankmyndighed for, om de i hvidvasksagen har levet op til deres ansvar som tilsynsførende myndigheder.

I sin redegørelse om hvidvasksagen i Danske Bank hævder Finanstilsynet, at en bank ikke er forpligtet til at rette forkerte oplysninger, den har givet tilsynet. Fire jurister er uenige. De vurderer, at tilsynet tillægger sig selv mindre magt, end det reelt har. Dybt problematisk, mener SF og DF
Læs også
Formanden for Finanstilsynet, David Lando, og de øvrige fem medlemmer af bestyrelsen bør gå af, mener Socialdemokratiets erhvervsordfører Morten Bødskov, efter at Finanstilsynet for nylig har frikendt sig selv i forbindelse med hvidvasksagen i Danske Bank.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Grunden til at Danske Bank, Nordea og andre store danske banker er så dybt involveret i hvidvaskning, er desværre meget simpel: Sammen med de store københavnske advokatfirmaer, har de gennem mere end 20 år systematisk hjulpet de rigeste danskere med at hvidvaske over 100 milliarder sorte Kr. om året, som stammer fra skatteunddragelser! -Derfor efterspurgte bl.a. russiske oligarker deres hjælp til at gøre det samme, og den fik de selvfølgeligt!

Niels Duus Nielsen, kjeld jensen, Michael Waterstradt, Lars Løfgren, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Waterstradt

Ved hver eneste afsløring af samfundsnedbrydende og dyb kriminel adfærd i bankverden er standardsvaret blandt politikere samt finanssektoren således: "Vi har lært af fortidens fejl; vi er ikke det samme sted i dag; lad os se frem og komme videre".
Danske bank lærte lektien på den hårde måde; i det de fik skældud og dernæst fik fornyet deres 4 årlige kontrakt med folkestyret.
Sådan, så kan de lære det...

Efter finanskrisen skulle der også ryddes op og placeres ansvar, men såvidt jeg ved, er det blot en enkelt Eik Bank chef, som er blevet personligt straffet, fordi han var så letsindig at nedfælde sine betænkeligheder ved bankens forretninger på skrift, og dermed kunne bevises at have haft et forsæt til lovovertrædelser.

Det samme vil ske efter Panama Papers, hvidvaskning osv. for anklagerne kan sjældent føre bevis for at de ansvarlige har haft forsæt til lovovertrædelser.

Politikerne og især erhvervsministeren var skuffede og forargede over DB’s slendrian med at efterleve lovgivningen og Finanstilsynet blev bebrejdet deres handlinger eller mangel på samme.

Nu er Finanstilsynet tilgivet og politikerne advokerer for for at stoppe mobningen af bankerne, og så går disse sager også i glemmebogen, og om mange år når et utal af eksperter og kommissioner har brugt enorme resurser på at analysere, så får vi at vide fer desværre ikke er noget at komme efter.

Ingen beviser fundet på St der skulle have været udvist forsæt til lovovertrædelserne omend man kan konstatere noget snøleri, slendrian og utilstrækkelighed i anstrengelserne for st efterleve lovgivningen, men det og inkompetence er ikke strafbart.

Det giver vide muligheder for banditterne i habitterne og lige lidt mulighed for at anklagerne kan løfte bevisbyrden og sende de ansvarlige på et langt ophold i Blåtårn.

Torben Lindegaard

Jeg forstår godt, at Estland smider Danske Bank ud af landet.

Danske Bank var involveret i den pågående kriminalitet og advarsler og henstillinger fra det estiske Finanstilsyn til det danske, udløste blot en forespørgsel til Banken, der kunne forsikre om, at var under kontrol.

Og så i januar frikender Finanstilsynet sig selv - det var esternes ansvar, det hele !!

Ud med Danske Bank og det danske Finanstilsyns fætter/kusine tilsyn .... !!

Torben Lindegaard

Danske Bank meddeler her til morgen, at det amerikanske børstilsyn SEC (Securities and Exchange Commission) er gået i gang med en undersøgelse af Banken.

Det er tidligere blevet meddelt, at det amerikanske Justitsministerium er gået i gang med en undersøgelse af Danske Bank.

Banken bliver i USA sagsøgt af pensionskassen "The Plumbers & Steamfitters Local 773 Pension Fund", som vil kompenseres for påståede tab i forbindelse med Danske Banks kriminalitet.

For ikke at det skal være løgn er EBA, European Banking Authority, gået i gang med en undersøgelse af, om det danske og estiske Finanstilsyn har levet op til deres ansvar i forhold til Danske Banks hvidvask-sag !!

Esterne sendte den advarsel efter den anden det dansk Finanstilsyn, som videresendte henvendelserne til Danske Bank, der svare beroligende tilbage .... Så Hus Forbi, siger det danske Finanstilsyn !!

Torben Lindegaard

Danske Bank meddeler her til morgen, at det amerikanske børstilsyn SEC (Securities and Exchange Commission) er gået i gang med en undersøgelse af Banken.

Det er tidligere blevet meddelt, at det amerikanske Justitsministerium er gået i gang med en undersøgelse af Danske Bank.

Banken bliver i USA sagsøgt af pensionskassen "The Plumbers & Steamfitters Local 773 Pension Fund", som vil kompenseres for påståede tab i forbindelse med Danske Banks kriminalitet.

For ikke at det skal være løgn er EBA, European Banking Authority, gået i gang med en undersøgelse af, om det danske og estiske Finanstilsyn har levet op til deres ansvar i forhold til Danske Banks hvidvask-sag !!

Esterne sendte den ene advarsel efter den anden til det dansk Finanstilsyn, som videresendte henvendelserne til Danske Bank, der svarede beroligende tilbage .... Så Hus Forbi, siger Det danske Finanstilsyn !!