Læsetid: 9 min.

Med overkonstablen på Christiania 48 år efter han satte pigtråden op

Som overkonstabel ved ingeniørtropperne fik Ernst Nielsen i 1971 besked på at opsætte spanske ryttere og rulle pigtråd ud, fordi uvedkommende var brudt ind på den forladte Bådsmandsstrædes Kaserne. 48 år efter sin afspærring var han forleden på genbesøg på Christiania
Sneen falder tæt, mens den tidligere overkonstabel Ernst Nielsen genbesøger Christiania en formiddag i januar. Da han var her for 48 år siden, satte han pigtråd op omkring hegnet omkring den forladte Bådsmandsstræde Kaserne for at forhindre uvedkommende i at trænge ind på det forladte område. Senere måtte han fjerne pigtråden og nedrive to store træbygninger på grund af brandfare.

Sneen falder tæt, mens den tidligere overkonstabel Ernst Nielsen genbesøger Christiania en formiddag i januar. Da han var her for 48 år siden, satte han pigtråd op omkring hegnet omkring den forladte Bådsmandsstræde Kaserne for at forhindre uvedkommende i at trænge ind på det forladte område. Senere måtte han fjerne pigtråden og nedrive to store træbygninger på grund af brandfare.

Anders Rye Skjoldjensen

2. februar 2019

Det er mandag formiddag den 21. januar, og det vælter ned med sne. I snetykningen kommer Ernst Nielsen gående med sin stok hen til Christianias indgang på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde.

Han virker til at være i vældigt godt humør, men i virkeligheden er den 68-årige fynbo – som han dog først fortæller os langt senere – ikke så lidt nervøs. Han har det fuldstændigt som om, han skulle op til en eksamen.

Ernst har kontaktet Information, fordi han synes, at han har en god historie at fortælle om noget, han gjorde for mange år siden. Og den vil han gerne af med, mens han er i live, har han sagt i telefonen.

Ved hovedindgangen møder vi christianitten Ole Lykke. Han er leder af Christianias historiske arkiv, som ligger i stueetagen i Fredens Ark. Det er den store kasernebygning, som ligger ud til Bådsmandsstræde og er fristadens største beboelsesejendom.

Der starter vi med at gå hen. Som ’stadsarkivar’ er Ole nemlig meget interesseret i at tale med Ernst.

Inden for tager Ernst først to indrammede breve op af tasken. Det ene viser, at han som 60-årig er fratrådt Forsvaret som oversergent af reserven, og det andet er et bevis for Dronningens Fortjenstmedalje, som han fik i marts 2005.

»Så kan I se, hvem jeg er,« som han siger, inden han begynder at fortælle.

»Jeg var konstabel, altså professionel soldat, ved Sjællandske Ingeniør Regiment i Farum, og i 1971 fik vi en melding om, at der var trængt ’uheldige elementer’ ind på Bådsmandsstræde Kaserne, som Forsvaret havde forladt,« begynder han.

Den tomme kaserne var dengang omgivet af et mandshøjt plankeværk, og Ernst og en kollega fik nu til opgave at køre ud til Christianshavn og få lukket hullerne i plankeværket.

»Vi var to overkonstabler, og vi læssede en lastvogn med 12-15 spanske ryttere, altså de der jernkonstruktioner, der kan stoppe køretøjer, og nogle ruller med pigtråd. Vi satte de spanske ryttere op nede ved vandsiden mod syd, og så lukkede vi hullerne i plankeværket med to gange pigtråd forneden og én gang foroven. Så kunne ingen længere trænge ind, og så var den hellige grav vel forvaret. Det troede vi i hvert fald.«

Men det var den ikke. For nogle måneder senere fik Ernst endnu en melding. Nu fik han besked på at køre tilbage til Bådsmandsstrædes Kaserne og fjerne både de spanske ryttere og pigtråden fra plankeværket.

»Ud over at jeg skulle fjerne afspærringerne, skulle jeg også fjerne nogle lader, altså nogle af de gamle træbygninger på området. Det var af hensyn til brandfaren, fik jeg at vide, så ilden ikke kunne springe fra bygning til bygning.«

Ernst udstyrede sig med en gummiged med frontlæsser og en gammel J5-lastvogn og kørte igen til Christianshavn.

»Det var en af de gamle engelske lastbiler fra lige efter krigen. Den havde dobbelt udkobling, så den skulle have gas, når man skiftede fra andet til tredje gear. Den var ikke særlig stor, men ladet kunne både tippe sidelæns og bagud,« husker han.

De næste fire måneder brugte Ernst hver arbejdsdag ude på den forladte kaserne. Hver morgen kørte han fra Farum til Christianshavn, og hver eftermiddag kørte han hjem igen.

»Det var et værre mas at få fjernet den pigtråd. Jeg skulle gøre akkurat det samme, som da jeg satte det op, bare baglæns. Jeg havde nogle læderhandsker, men jeg stak mig ad helvede til og bandede langt væk. Det tog mig vel en uges tid at fjerne pigtråden og få kørt den og de spanske ryttere tilbage til Farum Kaserne. Derefter brugte jeg mange måneder på at rive træbygningerne ned og køre det på Amagerforbrændingen, som lige var åbnet. Det var også lidt af et slid, men jeg gav mig god tid.«

Han husker stadig det gode christianshavner-smørrebrød, som han købte hver dag til frokost.

»Når man er vant til kasernemad, så var det himmelsk at få en så dejlig frokost,« smiler han.

Han husker også, at han på et tidspunkt så nogle unge mennesker gå rundt med guitarer på Christianshavn.

»Jeg spurgte, hvem det var, men det var der ingen, der kunne svare på. Men det har nok været Gasolin,« er han sikker på.

Lederen af Christiania arkiv Ole Lykke viser Ernst Nielsen rundt på fristaden. Den tidligere overkonstabel kan huske, at da han i somemren 1972 var færdig med at nedrive to store træbygninger, fik han serveret »en ubestemmelig risret« af de unge mennesker, der havde bosat sig på det forladte kaserneområde.

Anders Rye Skjoldjensen

Alt det gode tømmer

»Det var et stort og dejligt område, hvor man kunne bo helt gratis, hvis man ville. Men i begyndelsen var der kun en invalidepensionist, en gammel sømand fra Christianshavn, som var der, fordi han trænget til at snakke med nogen. Han sad og ventede på mig hver morgen, når jeg kom fra Farum. Så var der også en kvindelig psykologistuderende, og endelig var der en håndfuld børn, som var 14-15 år gamle. De boede her et sted på nogle gamle madrasser. Det var de eneste, jeg så, så vidt jeg husker,« siger han.

Den 26. september 1971 kravlede journalisten Jacob Ludvigsen i spidsen for en meget lille skare gennem et nyt hul i plankeværket og udråbte kl. 12.38 fristaden Christiania. Datoen er siden blevet fejret som ’stadens fødselsdag’.

Ole har fundet nogle gamle fotos af kasernen frem på sin computer. Et af dem er et fotografi af kasernen taget i 1928 fra toppen af Frelserkirken. På billedet kan man se en meget lang træbygning ligge parallelt med Fredens Ark. Træbygningen blev brugt til opbevaring af køretøjer og kanonlavetter.

På billedet kan man også se en anden, lidt kortere lav træbygning, som blev brugt som hestestald. Den ligger for enden af den lange træbygning. Ole finder også fotos frem, der viser det indre af bygningerne, hvor man se de kraftige tømmerkonstruktioner. Og dem kan Ernst straks genkende:

»Ja, ja. Jeg slog en wire om de hjørnestolper, og så trak jeg dem ned med gummigeden. Hvis de så var for lange, gav jeg dem et hak med frontlæsseren på gummigeden, så de kunne være på J5’eren. Bare brænd det af, lød ordren. Åh, det var ellers godt pommersk fyr, som godt kunne have været brugt til noget bedre end bare at blive brændt af. Det giver mig stadigvæk gåsehud, når jeg tænker på, at jeg kørte 40-50 læs væk, hvor tømmeret kunne været blevet brugt til kolonihavehuse eller sommerhuse,« siger han.

Et luftfoto taget fra toppen af Frelserkirken i 1928 viser Bådsmandsstrædes Kaserne. Nederst i billedet til venstre for den store bygning, der i dag hedder Fredens Ark, ligger en lang træbygning med gavlen ud mod Bådsmandsstræde. I 1972 rev Ernst Nielsen det meste af den lange bygning ned – og det samme gjorde han med den lidt kortere staldbygning, der lå på tværs.

Arkivfoto

Ole viser endnu et billede fra vinteren 1972, hvor man stadig kan se de to træbygninger. Ernst kigger længe på det.

»Ja for satan, sikken en vandal jeg har været,« siger han og griner.

Nu fortæller Ole, at den sidste del af den lange staldbygning ikke blev revet ned. Enden ud mod Bådsmandsstræde fik lov til at blive stående, og den fik navnet Rejsestalden. I dag bruger christianitterne bygningen som deres rådhus.

»Ja, det passer vist meget godt, for der boede allerede nogen derinde,« kommer Ernst i tanker om. Så den sidste stump lod han bare være. Han husker også, at da han efter fire måneder var færdig med at rive træbygningerne ned, sagde de unge mennesker mange tak til ham.

»Og så serverede de en ubestemmelig risret for mig i Forsvarets gamle kantine. Det smagte nu meget godt.«

– Så det var dig, der åbnede for stedet igen?

»Ja, det gjorde jeg. Nu var der gratis entre til cirkus Christiania.«

– Har du været her siden?

»Jo, for tre-fire år siden, hvor jeg var i København med min kone. Hun tvang mig til at gå med herud, men jeg brød mig ikke rigtigt om det,« siger Ernst.

Ville ikke være overrislet

Efter fem år som konstabel fik Ernst svendebrev som svejser.

»Jeg er vokset op i Nyborgs havnekvarter med ludere, lommetyve og ingen penge, men masser af arbejdsløshed. Så jeg fandt ud af, at hvis det blev i Forsvaret, kunne jeg tjene lidt håndører og samtidig få svendebrev. Jeg kunne se min gamle far, han var – hvad skal jeg sige – meget tit selskabeligt overrislet, så det lovede jeg mig selv ret tidligt, at sådan ville jeg aldrig blive. Og jeg har holdt ord,« siger han med eftertryk.

Efter svendebrevet ville Ernst gerne læse videre, så i efteråret 1971 meldte han sig til et realkursus på Godthåbsvejens Skole.

»Jeg tog en realeksamen på to år, og siden tog jeg en HF-eksamen på enkeltfag. Jeg var i Forsvaret indtil 1985, hvorefter jeg gik over i reserven. Så tog jeg på socialpædagogisk seminarium, og efter det brugte jeg fire år på at blive systemisk integreret gestaltterapeut. Det er sådan en god blanding af det hele.«

Siden har han haft flere end tusind klienter i terapi.

»Det er ikke andet end et håndværk. Det er lidt som at være maskinarbejder. De fleste af mine klienter har været sygeplejersker eller pædagoger. Jeg har også haft prostituerede og en morder,« siger Ernst og tilføjer:

»Det har været voldsomt spændende, for man kommer jo helt ind til det inderste af et menneske: Hvem er Ernst, og hvorfor er jeg blevet, som jeg er?«

På rundtur i snevejret

Så er det tid til at bevæge sig ud i snevejret. Første stop er Rejsestalden, som er den stump af den lange træbygning, som Ernst ikke rev ned for 47 år siden. Med lidt besvær kommer han op ad den udvendige trappe til første sal, hvor bl.a. Christianias Byggekontor holder til. Rummet er nyrenoveret og virker lyst og åbent, og man kan det gamle træværk.

Ernst fortæller sin historie og kommer med sin konklusion: »Så det er Forsvarsministeriets skyld, at der er et Christiania i dag.«

»Ja, vi har aldrig haft det så godt, som dengang vi hørte under Forsvarsministeriet. Dem var vi aldrig i krig med,« siger Allan ’Børneeng’, en af de ansatte på Byggekontoret.

Næste stop er Christianias maskinhal. Huset er opført samme sted som den hestestald, Ernst rev ned. Indenfor er maskinhallen fyldt med værktøj og arbejdsborde, og i hjørnet bliver en traktor repareret. Luften er varm herinde og lugter af benzin og støv.

»Ah, jeg kan godt lide lugten. Det river i mig, for det er som at være lærling igen. Sikken en tidsrejse, jeg er på, helt tilbage til dengang jeg tog beslutningen om at tage til hovedstaden,« siger han og fortæller, at han har været vældigt nervøs for at komme. Mens han er i København, skal han være censor for nogle specialpædagogik-studerende for sidste gang i sin karriere.

»Før jeg kom herud, havde jeg det, som om det var mig, der skulle til eksamen,« siger han.

Inden vi kommer til sidste stop på turen, går vi gennem Pusherstreet, hvor hashsalget så småt er ved at komme i gang under parasollerne. Ernst hilser venligt på nogle unge piger, der sidder ved et bord med en lille hund.

»Det er godt med en vagthund sådan et sted som her,« siger han til dem, men de kigger bare uforstående op på den gamle mand med stokken.

Derefter kommer vi til det sted, hvor Ernst i 1972 fik serveret den ubestemmelige risret. Stedet hed den gang Fælleskøkkenet. I dag er det shinet op til en moderne café og hedder Abegrotten.

»Dengang var det bare nogle borde lavet af planker,« husker Ernst, inden vi går tilbage til arkivet.

Hvad synes han så om Christiania i dag?

»Jeg har det sådan, at man ikke kan sige, at én vej er den rigtige. Alle skal have lov til at prøve den retning, de vil, så i den forstand er jeg åben over for det. Jeg kan godt forstå trangen til frihed, men lige nu tænker jeg mere på, at jeg engang har været en lille del af danmarkshistorien.«

Hele seks sager med udgangspunkt i hashsalget i Pusherstreet ville Anklagemyndigehden gennemføre. Foreløbig er den sidste af retssagerne imidlertid gået i stå efter kontroverser omkring anklagerens dialog med vidner i en af retssagerne. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Dorte Sørensen
  • Trond Meiring
  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Erik Karlsen
  • Steen Voigt
  • Søren Veje
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Oluf Husted
Henrik Leffers, Dorte Sørensen, Trond Meiring, Jørn Andersen, Maj-Britt Kent Hansen, Erik Karlsen, Steen Voigt, Søren Veje, Steffen Gliese, David Zennaro, Peter Beck-Lauritzen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu