Pia Kjærsgaard forsøger varsomt at give Folketinget en mindre tandløs måde at undersøge ministre og embedsmænd

Hvor hårdt skal parlamentariske undersøgelser kunne gå efter ministre og embedsmænd? De regeringsbærende partier på Christiansborg er varsomme. De kan selv komme til at sidde med en kedelig ministersag, og så skulle en afdækning af den nødigt medføre en politisk katastrofe.

Som politikeres skræmmebillede står stadig Tamilsagen. I den afgav en undersøgelsesret, ledet af daværende højesteretsdommer Mogens Hornslet, i 1993 så lemlæstende en kritik, at det væltede den konservative Poul Schlüters VK-regering.

Den ansvarlige justitsminister, den konservative Erik Ninn-Hansen, blev efterfølgende, i 1995, ved Rigsretten idømt fire måneders betinget fængsel for ulovligt at have syltet tamilske flygtninges anmodning om familiesammenføring. Og en stribe politikere og embedsmænd kom i fedtefadet for at have medvirket til ulovlighederne eller dække over dem.

Den tumult førte til, at Folketinget i 1999 vedtog en lov om undersøgelsesretter, der gjorde dem mere tandløse. Dels ved at afskære dem fra at gå for tæt på ansvarsspørgsmål og dels ved en række formaliseringer af sagsgangen.

Langsomt og dyrt

Resultatet har været et antal undersøgelseskommissioner, der langsommeligt og bekosteligt ikke er trængt så dybt ned i skandalesager, at det kunne føre til klare politiske og juridiske sanktioner.

Heriblandt har været kommissioner om PET’s magtmisbrug, om Farums fallit, om daværende udlændingeministers Birthe Rønn Hornbechs behandling af statsløse og den første runde undersøgelse af myndighedernes behandling af tibetanske demonstranter. En undersøgelse af den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan løb helt ud i sandet, fordi 2012-kommissionen kævledes så længe, at et nyt borgerligt flertal i 2015 kunne nå at nedlægge den.

De høstede erfaringer er genstand for en omfattende betænkning, som et sagkyndigt udvalg under ledelse af højesteretsdommer Jens Peter Christensen afgav i efteråret 2018. I al sin grundighed er betænkningen samtidig forsigtig med at foreslå reformer, der giver mere bid i undersøgelser. Blandt andet fastholder den, at det vil være i strid med den danske statsmodel at lade politikere afhøre embedsmænd. Det er ministeren, der skal holdes ansvarlig.

Men nu, nu sker der måske noget. Folketingsformand Pia Kjærsgaard har med udgangspunkt i Christensen-betænkningen ført en trække samtaler med Folketingets gruppeformænd. Nu spiller hun – med bistand fra Folketingets lovsekretariat – ud med et forslag om noget, der kan give de parlamentariske undersøgelser lidt mere bid. Det, Pia Kjærsgaard foreslår, er en mellemting mellem et folketingssamråd og en egentlig undersøgelseskommission. Kjærsgaards hybrid har fået det usexede navn parlamentarisk forundersøgelse.

Det markante ved forslaget er, at den parlamentariske forundersøgelse også skal kunne udløses af et betragteligt mindretal på Christiansborg – 80 mandater, og altså ikke kun det flertal på 89, det kan være svært at skaffe til kulegravning af den siddende regerings mulige synder.

Tæt forankring

Ifølge Kjærsgaards oplæg skal undersøgelsen omfatte »sager der er for store til samråd, men (som udgangspunkt) for små til en undersøgelseskommission«.

For at imødegå politiske forhåndsbekymringer skal undersøgelsen have »tæt forankring« i Folketingets Udvalg for Forretningsorden – med det spøjse kælenavn UFO. Undersøgeren kan ifølge forslaget være »UFO selv, UFO’s faste underudvalg, et andet folketingsudvalg (med dettes samtykke) eller en eller flere eksterne undersøgere (f.eks. advokater eller universitetsfolk)«.

Med Tamil-angsten spøgende foreslår Kjærsgaard disse to væsentlige begrænsninger: »Eksterne undersøgere må ikke sættes til at vurdere retligt ansvar for ministre« og »folketingsudvalg må ikke sættes til at vurdere retligt ansvar for embedsmænd«.

Og igen – for at nedmane Tamil-spøgelset: »UFO kan – både på forhånd og ad hoc – bede om orientering undervejs i undersøgelsen og kan også justere opdraget undervejs.« Drabeligheder skal tydeligvis holdes i tæt snor.

En ægte fornyelse er dette forslag: »Vidner kan opfordres til at afgive forklaring frivilligt – men ellers afhøres i Københavns Byret.«

Oho, denne mulighed for at blive vidneansvarligt afhørt af en dommer skal altså også gælde embedsmænd. Dog er det skyndsomst tilføjet: »Undtagelse fra vidnepligt er som i de gældende regler for undersøgelseskommissioner.«

Om mediernes adgang til at overvære møder og afhøringer skriver Kjærsgaard: »Med hensyn til offentlighed gælder, at undersøgelseskommissionens møder som hovedregel er offentlige, dog kan der under visse omstændigheder besluttes dørlukning, navneforbud og referatforbud.«

Også disse begrænsninger vil Kjærsgaard lade være op til sit UFO, Folketingets Udvalg for Forretningsorden.

Samlet kan man sige, at Kjærsgaards forslag på en række punkter kan bidrage til øget parlamentarisk kontrol, men at det på forhånd også er trimmet til at imødegå de Tamil-forskrækkelser, der endnu måtte husere blandt Christiansborgs politiske partier, som Kjærsgaard nu skal drøfte sit forslag med.

En valgkamp kan selvsagt komme i vejen. Men i dagbladet Politiken bebuder Pia Kjærsgaard, at hvis forslaget strander nu, vil hun kæmpe videre for det i det kommende Folketing. Om hun på det tidspunkt beklæder formandsposten, er ikke til at sige.