For de to tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft (S) og Villy Søvndal (SF), der begge var aktive i udenrigspolitik i 00’erne, kom konklusionerne fra tirsdagens krigsudredning ikke som den største overraskelse. Forskernes gennemgang af beslutningsgrundlaget for dansk krigsdeltagelse har til gengæld bekræftet dem i, at der var tale om manipulation med begrundelserne for at gå i krig i Irak fra den daværende Fogh-regerings side.
»Udredningen har desværre kun bekræftet mig i alt, hvad jeg har oplevet og troet i alle de år,« siger Mogens Lykketoft og forklarer, at hovedindtrykket også dengang var, at beslutningen om at gå i krig mest blev truffet ud fra Foghs tro på, at det altid var i Danmarks interesse at følge USA uanset sagens indhold.
»Derfor blev der systematisk manipuleret med begrundelserne for at gå i krig. Men den måde, vi kom til at deltage i Irak-krigen på – og det, der kom ud af den – viser jo, at det ikke var en løsning på noget som helst. Så det her er en advarsel til politikerne om ikke bare at lave spontant medløb på krigsaktioner,« siger Mogens Lykketoft.
Villy Søvndal ser også udredningen som en bekræftelse af, at næsten alle de afgørende konklusioner for at gå i krig var fordrejede.
»Den danske regering var et totalt ukritisk halehæng til USA. Det kan skyldes, at Fogh og Bush havde et meget tæt personligt forhold, men det passede også godt ind i den kulturkamp, som Fogh blæste op til mellem demokrater og diktatorer. Her fandt han en sag, som gav den kamp en ekstra drejning,« siger Villy Søvndal.
Det største problem ved Irak-krigen er ifølge Søvndal, at den blev vedtaget med så smalt et flertal. Derfor foreslog SF allerede dengang, at krigsdeltagelse kun skulle kunne vedtages med to-tredjedels flertal i Folketinget, og det mener han også må være konklusionen oven på krigsudredningen.
»Folketinget skal sikre, at de reelt bliver inddraget, og så skal der være et kvalificeret flertal for krig. Hvis det havde været nødvendigt med et større flertal dengang, så kunne Anders Fogh ikke være sluppet af sted med at give de samme standardsvar igen og igen. Det var forstemmende ud fra et ønske om en demokratisk samtale,« siger Villy Søvndal.
Begge de to tidligere udenrigsministre ser positivt på forskernes udredning af den danske krigsdeltagelse, selv om de hellere havde set en egentlig undersøgelseskommission.
»Men jeg forstår godt, at højrefløjen ikke har haft lyst til kommissionsundersøgelse, selv om Danmark er et af de få lande, som ikke fået lavet sådan en. Den ville have tegnet et utroligt dårligt billede af beslutningsgrundlag, manipulationerne bag og have stillet de daværende beslutningstagere i et meget lidt flatterende lys,« siger Villy Søvndal.
Mogens Lykketoft mener også, at der burde have været lavet en undersøgelse og draget et politisk ansvar langt tidligere. For konsekvenserne af krigsdeltagelsen er store. Mennesker er døde, regionen blev destabiliseret, millioner blev sendt på flugt, og der blev grobund for terrorgrupper som IS i regionen.
»Så den helt overordnede erfaring fra 00’ernes krige er, at selv nok så stor en militær indsats ikke løser problemer i vanskelige lande som Irak og Afghanistan. Så vi skal tænke os meget godt om, for vi hjælper sjældent nogens sag ved at starte en krig,« siger Mogens Lykketoft.
Sagt om udredningen
»Beslutningen om at gå ind i krigen blev truffet på et oplyst grundlag. Det mener jeg 100 procent. Og jeg synes ikke, der er et eneste ord i redegørelsen, som skulle tilbagevise det«
Michael Aastrup Jensen, Venstres udenrigsordfører
»Danmark var med til at begå en af de største udenrigspolitiske fadæser i moderne tid. I USA og England, de største aktører, er det en udbredt opfattelse, at det var en kæmpe fejl, som har haft store negative konsekvenser inklusive skabelsen af Islamisk Stat«
Ole Wæver, Professor i international politik på Københavns Universitet
»Uanset hvad man måtte mene om den danske deltagelse i de tre krige, er det vigtigt, at vi får størst mulig åbenhed om baggrunden for beslutningerne om at gå i krig«
Anders Samuelsen, Udenrigsminister (LA)
»Vi har fået nogle interessante svar i dag, men der er stadig meget, der ikke er kommet frem. Derfor er der fortsat brug for en kommissions-undersøgelse«
Holger K. Nielsen, SF’s forsvarsordfører
»Det står nu helt tydeligt, at Fogh-regeringen tilbageholdt oplysninger op til Irak-krigen, og at sandheden blev fordrejet overfor Folketinget«
Eva Flyvholm, Enhedslistens udenrigsordfører
??? Så Venstre mener altså stadigvæk, selv efter den skrabede undersøgelsesrapport, at regeringen gik i krig på et oplyst grundlag. Jeg forstår godt at man kan være i tvivl om vejrudsigten i morgen, men ikke at man kan være i tvivl om vejrudsigten for i går.
Jeg syntes, at Danmark nu skal sadle om - og helt om.
Mit forslag er, at Danmark løbende skal bruge 50% af forsvarsbudgettet til at investere i felthospitaler og alt nødvendigt udstyr til at etablere store og velfungerende flygtningelejre, - herunder med skoler til børn der har behov for faste rammer. Samt hensigtsmæssigt udstyr til distribution af nødhjælp.
Både dette og driften af det bør Danmark stille til rådighed for International Red Cross and Red Crescent Movement.
Samtidig bør Danmark stille effektivt og veludrustet militært personale til rådighed for beskyttelse af disse tiltag. Og hvis nogen angriber disse humanitære installationer, er det direkte ulovligt, og så skal den militære beskyttelse have udstyr, der på en meget effektiv måde kan stoppe det.
Samtidig bør Danmark finde samarbejdspartnere omkring dette. Måske Norge, Sverige, Finland samt nogle baltiske lande vil deltage.
Det er en svær tid for Danmark.
Der er uoverskueligt mange ofre ude i verden, her hjemme i Danmark er der ofre.
Politikere der sender unge mennesker i krig for, at dræbe mennesker, har et stort ansvar for følgerne.
Danske efterladte til de faldne soldater, bør ikke være alene med denne nye viden om baggrunden for krigsdeltagelsen.
Der er meget at tænke over.
Det var manipulation på samme måde, som alt Fogh har foretaget sig og stadig foretager sig.
Det er dybt rystende, at nogen bliver anklaget for en hestesaddel, hvor andre slipper fri for hvidvaskning af mia.
Fogh forsøger at slippe fri for manipulation, der blandt andet har resulteret i anvendelsen af store ressourcer vel også flere soldaters død.
Men som Fogh siger og altid har sagt: Der er ikke noget at komme efter!
Hep, hep Villy - Sjovt som du siger det. Jeg husker da du var udenrigsminister hvordan du modsatte dig, at DK anerkendte Palæstina diplomatisk. End ikke en optagelse med observatørstatus i UNESCO ville du støtte.
Vi er da stadig halehæng - vi importerer i den grad alt - IT programmer, medicin og den opfattelse at BigPharma er det bedste på denne jord (fortæller regering og sundhedsstyrelsen os) Det drejer sig om penge!
For ikke at tale om div. film, underholdning og gamle julesange i et væk.
Så godt som alle der har mere end et par af de små grå mellem ørene har længe vidst sandheden om den krig, selvom det aldrig er blevet indrømmet. Det er virkelig kejserens nye klæder - og det lille håndfuld mennesker med den helt konkrete viden - fordi de var direkte involveret i beslutningen og manipulationen - ved at de aldrig må indrømme det, uanset hvor mange løgne de skal fortælle og hvor ofte for at fortie sandheden. Hvis det nogensinde slipper ud at Fogh vidste udmærket hvilke kæmpe løgne han var i gang med at udbrede, ville det inkriminere hele banden, fordi når Fogh vidste det ville være naivt grænsende til stupiditet at tro at Fogh kunne have vidste det mens Blair, Bush og de andre handlede i uvidende uskyldighed. Hele korthuset ville vælte og Vestens og NATO alliancens integritet og troværdighed ville tage en almægtig smæk.
Jeg kan huske jeg var på arbejde da tv avisen viste FN hastemødet, hvor Colin Powell stod op og viste et satellit billede af nogle skure ude i en ørken, og fortalte verdenen at her havde vi beviset for at Irak var i gang med at producere og oplagre masseødelæggelsesvåbnene. Fra dette øjeblik har jeg aldrig været i tvivl om at dette her var et total og kæmpe svindel nummer. Da Fogh også kom med sin berømte "Det er ikke noget vi blot tror - det er noget vi VED" vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde. Konsekvenserne har været forfærdelige - i særdeleshed for det irakiske folk - ja trods lykken ved at have sluppet for diktatoren som ikke var den officielle casus belli - men også for resten af verden og vi har ikke endnu set enden på det.
Siden har de danske politikere fuldstændigt lukket ned for diskussionen og når presset til at forsvare handlingen bræger blot: "Vi gik aldrig i krig pga masseødelæggelsesvåbnene, men alene fordi Saddam Hussein ikke overholdte FN resolution 687." Dette er hverken til at grine eller græde over men kun til at brække sig over.
Hvis det skulle være gået nogens næse forbi er sandheden således: august 1990 invaderede Irak Kuwait under påstanden om at Kuwait havde brugt undergrunds konstruktioner til at stjæle olie fra Iraks oliefelt. Invasionen blev fordømt af FN og der blev ligeledes sanktioneret oprettelsen af en international koalition til at tage Kuwait tilbage ved magt. Koalitionen var amerikansk anført og indenfor kort tid var Kuwait generobret og tropperne var på vej til Baghdad da det blev besluttet det ikke ville være hensigtsmæssigt at fange Hussein og besætte Irak. Ved afslutningen af krigen blev der vedtaget en række resolutioner i FN mhp at bevare freden i området, og forhindre videre aggression mod Kuwait. 687 var den meste omfattende og inkluderede mulighederne for sanktioner mod Irak, påmindelsen om forpligtigelsen til den internationale atomvåbnenes ikke spredningsaftale, og en afsluttende klausul om at Sikkerhedsrådet vil tage de midler i bruge som måtte være nødvendigt til at sikre freden.
Ti år senere var det Golfkrigens daværende præsidentens søn der nu sad i the White House, og hans domestisk popularitet var dalende. Sønnen gjorde det ikke meget hemmeligt at han ikke havde været begejstret for faderens beslutning om ikke at gå "hele vejen" under Golfkrigen. Han bad sikkert til Gud om muligheden for at gøre 'arbejdet' færdigt. Og så skete der noget. Den 11 september 2001 lavede en Al Queda terrorist gruppe et spektakulære angreb i hjertet på US hovedland. Fornærmelsen var ikke til at tage fejl af. Nu skulle Bush vise sig som den stærke mand han havde solgt sig selv som ved præsidentvalget, ellers ville USA bliver til grin i Mellemøsten. Under FN godkendelse blev der gennemført en invasion af Afghanistan, hvor terroristerne havde hovedsæde. (Angrebet i New York havde intet med Irak at gøre.) Men det var ikke nok til at sikre George Bushs eftermæle og gøre ham til ægte republikansk helte. Han skiftede fokus til Irak hvor sanktionerne var ved at kvæle den irakiske befolkning, og Saddam legede kispus med FNs våben inspektører hvis job var at sikre resolution 687s overholdelse. Nu mente Bush det skulle være alvor at Saddam skulle samarbejde 100% om resolution 687. Pludseligt begyndte der at dukke lækkede rapporter op i pressen om hemmelige forbindelse med N. Korea og uran købt under dækning i S. Amerika eller Afrika, og stål røre der kunne bruges til at bygge missiler. Våbeninspektører var trukket tilbage og Bush satsede på efterretningstjenester i stedet til at afsløre hvor våbnene fandtes. De fandt ingen andre end dem de i forvejen vidste fandtes fordi amerikanerne havde solgt dem til Irak mens Irak Iran krigen hærgede i 80'erne. dvs som kemisk og biologiske våbener var de for længst blevet ubrugbare. Deres rapporter blev begravet og tilbageholdt mens man i stedet hæftede sig ved de afsløringer angiveligt hentet af en afhoppet ingeniør, Rafid Ahmed Alwan al-Janabi om Iraks våben program. al-Janabi har siden indrømmet det hele var en løgnehistorie, formentlig for at opnå asyl.
Det lykkedes ikke for Bush og kompagnier at sikre en FN mandat for invasionen af Irak, og han ville ikke have at det skulle være en amerikanske krig. Han erklærede at alle der ikke var med var imod, og beslutning reelt blev truffet en gang i sommeren 2002, hvor AFR også erklærede Danmarks loyalitet til den amerikansk præsident, og Anthony Blair erklærede Storbritannien trofast - uanset hvad. Frankrig og Tyskland ville have definitiv bevis for masseødelæggelsesvåbnenes eksistens og derfor blev der åbnet et lille vindue i december 2002 så våben inspektørerne kunne fortsætte deres arbejde. Men Bushs militær var allerede på plads og han havde investeret for meget af hans troværdighed i projektet til at vende hjem uden en krig. I marts sagde Hans Blix (inspektørenes chef) at mere tid var nødvendigt, og at intet var fundet endnu, men vejret var begyndt at blive varmt og Bush kunne ikke vente længere. Han erklærede krig og forsøgte samtidigt at bilde verden ind at der allerede var en FN mandat til at gøre det og der var ikke brug for en ny.
Bush, Blair, Fogh og andre vidste godt der ingen evidens var for at Saddam besad våbnene. Måske sendte Bush en ny bøn til Gud om at der stadig kunne være noget hemmelig laboratoriet noget sted, som invasionen ville afdække og så kunne han indtager stillingen som vestens frelser. Men efter 2½ år måtte de opgive og indrømme at der aldrig havde været noget at komme efter. Bush opnåede ikke status som helte og har siden holdte sig så langt som muligt under radaren. Blair har forsøgt at gøre karriere som mellem Øst konsulent men bliver afbrudt og latterliggjort når han holder åbne konferencer og foredrag. AF fik dog sin belønning som NATO General Sekretær og sikrede Danmarks status som 'speciel ven.' 'Der er ikke noget at komme efter' insisterer han.
Der var der i hvert fald ikke i Irak og det vidste han godt på forhånd. Han har sin resolution 687 figenblad og det vil kan klamre sig til, til sin sidste indånding. Sølle mand.