Læsetid: 6 min.

Fra nu af er det ’alle mod alle’ i spillet om Nord Stream 2

I magtkampen om den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 kan stormagterne ikke længere kende venner fra fjender. Danmarks eneste interesse er at imødekomme alle parter, og lige præcis dét synes efterhånden umuligt
I magtkampen om den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 kan stormagterne ikke længere kende venner fra fjender. Danmarks eneste interesse er at imødekomme alle parter, og lige præcis dét synes efterhånden umuligt

Bernd Wüstneck

11. februar 2019

Et døgn er lang tid i international politik. Det må Danmark og enhver anden stat med interesse for den planlagte tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 erkende efter en tilspidset uge, hvor gasledningen for en stund så ud til ikke at blive til noget.

Det hele begyndte torsdag aften. Her valgte Frankrig at skifte alliance, dagen før diplomater fra EU-landene skulle mødes for at diskutere et danskstøttet forslag om, at EU’s gasdirektiv fremadrettet også skal regulere Nord Stream 2.

»Det er Frankrigs intention at støtte godkendelsen af direktivændringen,« sagde en talsmand fra landets udenrigsministerium.

Den pludselige udmelding var et chok for Berlin og Moskva. Frankrig havde hidtil støttet gasledningen, men landets U-vending betød, at den EU-fløj, der har bakket EU-Kommissionens forslag om en ændring af gasdirektivet op, nu havde kvalificeret flertal.

Med ét hang Nord Stream 2’s skæbne i en tynd tråd.

Nord Stream 2

  • Nord Stream 2 skal bestå af to tvillingerørledninger, der løber gennem Østersøen fra Ruslands Narvabugt nær den estiske grænse til Greifswald i det nordøstlige Tyskland.
  • Nord Stream 2 bliver over 1.200 km lang og vil fordoble kapaciteten leveret af den nuværende Nord Stream-gasledning.
  • Ud over dansk farvand krydser rørledningen russisk, finsk, svensk og tysk. Samtlige lande skal derfor tillade byggeriet.
  • Gasledningen har en forventet levetid på 50 år og forventes at levere energi til 26 millioner hjem, hvilket svarer til energien fra 39 atomkraftværker.
  • Byggeriet skal stå færdigt i slutningen af 2019. Nord Stream 2 ejes 100 procent af Gazprom.

Danmark trængt op

En ændring vil nemlig betyde, at EU’s gasdirektiv fremadrettet skal gælde oversøiske gasledninger og ikke som hidtil kun gasledninger trukket over land. Det betyder i praksis, at det statsejede russiske energiselskab Gazprom, der ejer Nord Stream 2, ikke må have monopol på gasleverancen.

Gasledningen skal med andre ord kunne benyttes af flere energiselskaber for at sikre så billig gas som muligt. Det sætter spørgsmålstegn ved selve projektets rentabilitet og vil kunne blive dets endeligt.

I tovtrækkeriet om Nord Stream 2 har Danmark længe indtaget en ufrivillig hovedrolle som eneste land, der endnu ikke har godkendt selskabets ansøgning om at trække gasledningen gennem sit farvand.

Den penible beslutning har trængt Danmark op i en krog: På den ene side står vores vigtigste handelspartner, Tyskland, og presser på for en dansk godkendelse. På den anden side står vores vigtigste forsvarsallierede, USA, og presser på for en dansk blokering af projektet.

Af frygt for at vælge mellem venner har Danmark siden foråret 2017 arbejdet med en strategi, hvis succeskriterium tilsyneladende har været at undgå at vælge. Og af samme grund har regeringen længe arbejdet for en fælleseuropæisk løsning og samtidig købt sig tid ved i Folketinget at vedtage en ny lov, der med tilbagevirkende kraft sikrede, at Energistyrelsen, der behandler Nord Stream 2’s ansøgning, først må træffe en afgørelse, når de har modtaget en sikkerhedsvurdering fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Foreløbigt har Energistyrelsen ventet 406 dage på denne indstilling, og spørgsmålet er selvfølgelig, om styrelsen venter forgæves. I hvert fald er Nord Stream 2’s tålmodighed ved at være opbrugt, hvorfor selskabet har udformet en ny ansøgning med en alternativ linjeføring nord om dansk territorialfarvand hos styrelsen.

USA øger presset

Synkront med Frankrigs overraskende udmelding øgede også USA presset for at få bremset Nord Stream 2. Torsdag nedsatte Senatet således et udvalg, der skal tage stilling til en resolution, der opfordrer til at stoppe det omstridte gasprojekt.

Og samme dag bragte Deutsche Welle en kommentar fra bl.a. Danmarks amerikanske ambassadør, Carla Sands, der kaldte

EU’s afhængighed af russisk gas »en højaktuel trussel for Europa og Vesten, der vil gøre os alle mere usikre«.

»Nord Stream 2-gasledningen vil øge risikoen for EU’s modtagelighed over for Ruslands energiafpresningstaktikker,« fortsatte hun og to amerikanske ambassadørkolleger brevet.

Det er første gang, at USA så åbenlyst blander sig i det debatten om Nord Stream 2, men bekymringerne har længe været udtalt på de indre linjer mellem Washington og dets NATO-allierede. En aktindsigt, som Information har fået, viser, at USA’s daværende udenrigsminister, Rex Tillerson, allerede i foråret 2017 tog kontakt til Anders Samuelsen for at understrege sin »store bekymring« over projektet.

Tillerson skrev dengang:

»Håber, den danske regering kraftigt vil overveje at bruge sin suveræne selvbestemmelse til at afslå Nord Stream 2’s ansøgning.« 

Flere kritikere mener dog, at amerikanernes sikkerhedspolitiske bekymringer blot er et dække for landets egentlige energipolitiske interesser og påpeger, at USA længe har arbejdet for at øge deres gaseksport til Europa.

Fredag. Et døgn senere

Et øget amerikansk pres og en nu tidligere fransk allieret var med andre ord den virkelighed, som Angela Merkel vågnede op til fredag morgen, inden EU-medlemslandenes diplomater skulle mødes i Bruxelles. Skakmat.

Og dog – for ud ad det blå fremlagde Tyskland og Frankrig et kompromis.

Kompromisset indebar et alternativ til Kommissionens forslag, der kort fortalt betyder, at reglerne i det land, hvor en gasledning først rammer EU’s fastland, skal gælde. Det vil betyde, at Tyskland selv kan regulere forsyningen gennem Nord Stream 2 – dog under en ikkenærmere bestemt kontrol af EU. En løsning, som samtlige EU-lande på nær Bulgarien valgte at støtte.

Sagen kort:

I april 2017 modtog Energistyrelsen ansøgningen om en ny oversøisk gasledning fra Rusland til Tyskland, ejet af det statsejede russiske gasselskab Gazprom: Den såkaldte Nord Stream 2. Ansøgningen var i den grad politisk betændt, og regeringen vidste ikke, hvilket ben den skulle stå på.

På den ene side stod tætte allierede i EU med vores vigtigste handelspartner Tyskland i spidsen og argumenterede for projektets økonomiske fordele. Den nye gasrute er nødvendig for Tyskland, da landet ved udgangen af 2022 efter planen har udfase atomkraft og i 2038 kul.

På den anden side stod de øvrige, fortrinsvis østeuropæiske EU-lande og ikke mindst USA og argumenterede for, at gasledningen udgjorde en sikkerhedspolitisk trussel.

Situationen har betydet, at Danmark er havnet i en betydningsfuld, men ubehagelig position som det eneste land, der potentielt kan spolere det tysk-russiske gaseventyr.

Sagen bliver ikke mindre speget af, at Danmark for små ti år siden – længe før krigene i Syrien og Ukraine – godkendte en næsten identisk ansøgning fra søsterselskabet Nord Stream 1.

Kompromisset redder ikke Nord Stream 2, men køber snarere Tyskland tid, da det alternative forslag nu skal behandles i EU-Parlamentet. Den proces kan tage flere måneder, og forslaget risikerer med rimelig sandsynlighed at blive nedstemt. Bliver det tilfældet, skal medlemslandene nok engang tage stilling til EU-Kommissionens forslag. En proces, der ligeledes kan tage flere måneder.

Det altoverskyggende spørgsmål er selvfølgelig, hvad der i første omgang fik Frankrig til at trække sin støtte til Nord Stream 2. Officielt lyder svaret, at udsigten til russisk gas gør Frankrig bekymret for sikkerhedssituationen i EU og Ukraine.

Uofficielt spekuleres der i, at det aldrig var Frankrigs intention at støtte Kommissionens forslag, men at Emmanuel Macron udnyttede situationen til at presse Merkel til at støtte hans vision om at reformere EU og bl.a. gøre eurolandenes nationale gæld til eurozonens gæld. Et forslag, Merkel foreløbigt har været afvisende over for.

Stater handler ud fra egne interesser og uden moral, lød Kenneth Waltz’ deprimerende karakterisering af international politik i hovedværket Theory of International Politics fra 1979.

Den seneste udvikling i historien om Nord Stream 2 viser, at Waltz måske havde en pointe. Lige nu lader det i hvert fald til, at USA, Tyskland og Frankrig har vendt alliancerne ryggen for i stedet at spille ’alle mod alle’.

Og midt i det hele står lille Danmark og forsøger at forhale en upopulær beslutning, der uundgåeligt rykker nærmere.

Rusland vil ikke bruge gasrørledningen, Nord Stream 2, som politisk våben, lyder det fra folkene bag projektet. Rørledningen koster 70 mia. kr. og vil sende 55 mia. kubikmeter gas ind i Europa om året.
Læs også
Efter den tyske regeringsdannelse og det russiske valg sidder Merkel og Putin atter i spidsen for de to store lande. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krister Meyersahm

Det er ren chikane at gøre det så besværligt for Rusland som muligt, at transportere gas gennem en pipeline, når vi ikke kan forbyde den samme transport når den sker med tankskibe. Det er åbenlyst at det er kapitalinteresser der plejes - det har intet med sikkerhed af nogen art at gøre. Danmark, EU og USA må komme til fornuft og være åbne og imødekommende overfor Rusland. Vi skal da samarbejde og ikke bekrige hinanden.

Anders Graae, Hans Aagaard, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvorfor er det egentlig så vigtigt at gøre som USA siger? USA er "vor vigtigste forsvarsallierede", skrives der, men er det nu også sandt? Trump har skabt tvivl om USAs vilje til at støtte Europa i tilfælde af en krig i Europa (mod hvem, iøvrigt?), og hvis Trumps modstandere fra den modsatte fløj i det amerikanske politiske spektrum skulle få magt, som de har agt, vil USAs rolle som verdens politimand alligevel blive afviklet. Gabbard, Sanders og Warren er alle enige om, at amerikanernes skattekroner skal komme den amerikanske befolkning til gode, og ikke olie-, finans- og krigsindustrien.

Det er på tide, at vi får en ny regering. Og så må vi håbe, at den ny regering er mere indstillet på fredeligt samarbejde med Rusland end den nuværende. USA er blevet en dødssejler, set i internationalt perspektiv.

Anders Graae, Hans Aagaard, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar