Læsetid: 9 min.

I 50 år har NOAH sagt det samme – nu begynder det at trænge ind

Miljøbevægelsen startede herhjemme med en stinkende, bloddryppende aktion på Københavns Universitet. Et halvt århundrede senere kan NOAH notere, at aktivismen for at redde planetens miljø og klima nu mobiliserer så stærkt som nogensinde
NOAH’s 50-års jubilæum blev blandt andet markeret med Dyrenes optog i torsdags, hvor NOAH’s ark og det halve dyrerige tog turen til Klimaministeriet.

NOAH’s 50-års jubilæum blev blandt andet markeret med Dyrenes optog i torsdags, hvor NOAH’s ark og det halve dyrerige tog turen til Klimaministeriet.

Sigrid Nygaard

9. marts 2019

Der var engang for et halvt århundrede siden, hvor danskerne ikke rigtig havde opdaget, at luften, vandet, maden, naturen og folkesundheden var ved at blive ødelagt af forurening. Det var i de år, hvor økonomisk vækst buldrede, materiel velstandsstigning var tidens løsen, og fremskridtsoptimismen boblede.

Da var det, at nogle naturhistoriestuderende pludselig ridsede glansbilledet og rystede sindene i et auditorium på H.C. Ørsteds Institutet i København. Det skete den 9. marts 1969 mod afslutningen af en ’forureningsdag’, hvor lærde professorer, magistre og lektorer i timevis havde forelæst for 3-400 tilhørere om insekticider, fungicider, spildevandsafledning, iltforbrugende stoffer og andre væsentlige videnskabelige emner.

Pludselig, mod seminarets slutning, sprang nogle af de studerende op og låste dørene, så ingen kunne slippe ud. Og så begyndte mareridtet.

»Først er der støj. Infernalsk støj. Fra båndoptagere placeret rundt omkring i salen vælter optagelser af trafiklarm og DC 9-fly ud over forsamlingen. Kort efter bliver lyset slukket, ti skraldespande med affald bliver antændt og overhældt med væske, så en stinkende røg breder sig i lokalet. To af fyrene på scenen tænder ild til stålrør fyldt med tobak, og gående rundt mellem rækkerne puster de den tykke tobaksrøg i hovedet på tilskuerne, som nu er begyndt at vise tydeligt ubehag ved den fortættede luft i auditoriet. 

Ubehaget bliver ikke bedre af de lysbilleder af lungekræftoperationer, kulilteforgiftningstilfælde og døde fisk og fugle, som bliver projiceret op på væggen. Men de hurtigt arbejdende unge på scenen er slet ikke færdige. Ind kommer et stort akvarium med en stor flot guldfisk i, og ned i vandet bliver hældt et ordentligt skvæt spildevand, som aktivisterne har hentet direkte fra Proms Kemiske Fabrikkers afløb. Der går ikke længe, før fisken svømmer sidelæns, og da den vender bugen i vejret, fylder nogle af folkene på scenen vandforstøvere med vand fra Emdrup Sø og begynder at sprøjte folk i hovedet med det – mens billeder af fisk fra søen med kræftsvulster ud af lungerne vises. På dette tidspunkt antager lokalet ’karakter af total opløsning og kaos’, som der nogle dage senere står i Ekstra Bladet.

Og der er mere. En stor Nimbus-motorcykel kører pludselig ind på scenen og brager med fuld knald på udstødningen rundt og rundt, mens smilende piger i sommerkjoler deler ud af æbler. Nogle få når at smage på dem, før en på scenen oplyser, at æblerne er sprøjtet med insektmidlet Bladan (som i dag er forbudt), hvorefter folk hurtigt spytter ud. Det hele kulminerer med, at lyset tændes igen, og en flaksende vildand fra Vildtstationen bliver båret ind på scenen. Mens en af aktivisterne fortæller om olieforurening, overhælder to af de andre anden med fed spildolie. Til sidst bliver den rakt i vejret, og nogen råber:

’Er der en dyreven til stede, som vil redde denne and?’

Ingen reagerer. Folk måber bare. Uden varsel kommer en fyr til fra højre og klipper resolut andens hoved af med en saks, hvorefter den stadigt baskende and bliver båret ned langs første række, mens blodet pumper ud over æresgæster og paneldeltagere. Og så bliver lyset og ventilationsanlægget tændt, mens aktivisterne proklamerer, at de vil starte en miljøbevægelse for at få gjort det, eksperter og politikere ikke gjorde noget ved.«

Nogle skelsættende oplysninger

Sådan begyndte den, miljøkampen i Danmark, med etableringen af den gruppe, der straks tog navnet NOAH, og som i denne uge markerer 50-års jubilæum med Dyrenes optog til Klimaministeriet i torsdags, økofeministisk kampdag fredag samt fest og bogudgivelse i dag, lørdag. Historien fra dengang er fortalt af en af initiativtagerne, arkitekt Carl Herforth, til journalist Rasmus Thirup Beck og gengivet i jubilæumsbogen Miljøbevægelsens rødder.

Og apropos bogudgivelser, allerede året efter sin start udgav NOAH i 1970 den skelsættende bog ’Nogle oplysninger om den jord, vi sammen lever på’. Et formidlingsmæssigt mesterværk, der endte med at blive trykt i 12 oplag og mere end 40.000 eksemplarer, og som gav danskerne alle de dengang manglende informationer om naturens stofkredsløb, ressourcernes begrænsning, vækstens omkostninger samt alt det konkrete om svovldioxid i luften, der undergraver helbredet, nitrat der forurener drikkevandet over grænseværdien, miljøgifte der ophobes i fødekæderne samt fossile brændsler, der nødvendigvis må ses som en kortsigtet løsning på vejen mod ’solbatterier, vindmøller og vandturbiner’.

Og NOAH’s aktivister forudsagde fra første færd, at miljøkampen måtte udvikle sig via fire ’bevidsthedsstadier’: Skraldestadiet, hvor opmærksomheden er rettet mod at rydde op i den åbenlyse, ofte æstetiske forurening, Filterstadiet, hvor man begynder at rense forureningen ved kilden via filtre på kloakudløb, skorstene og udstødningsrør, Det økologiske stadie, hvor genanvendelse og etablering af lukkede produktionskredsløb er målet, samt Det forbrugspolitiske stadie, hvor det indses, at de økologiske problemer har rod i samfundsstrukturen og kun kan løses ved at indrette produktion, forbrug og økonomi inden for de grænser, planeten sætter, herunder ved at fordele rigdommene mere retfærdigt.

»Jeg troede, verdensrevolutionen var kommet. Det var den bare ikke,« fortalte Carl Herforth for nogle år siden om fornemmelsen og forventningen, da det intense arbejde med bogen var afsluttet, og de mange øjenåbnende oplysninger endelig nåede ud til danskerne.

Grøn guerilla

I dag, 50 år senere, står vi midt i miljøkampens fjerde fase uden sikker viden om, hvordan ’den store omstilling’ – måske dagens variant af Herforths verdensrevolution – vil udspille sig.

Og NOAH har været med hele vejen. Straks efter den stinkende, osende og bloddryppende happening på H.C. Ørsteds Instituttet gik aktivisterne i gang med at inspirere politikerne til at lave politik for det nye presserende samfundsanliggende: forureningen. Danmark fik i 1971 sit første Ministerium for forureningsbekæmpelse, og NOAH-folkene gik til møder bag lukkede døre med den nyudnævnte minister på området, socialdemokraten Jens Kampmann. To år efter fulgte den første miljøbeskyttelseslov, og samme år blev forureningsministeriet omdannet til et meget større og kraftfuldt Miljøministerium.

Samtidig dyrkede NOAH den aktivisme, der blev grundlagt i auditoriet på H.C. Ørsted Instituttet. Man sejlede i 1972 til Stockholm i NOAH’s ark for at sætte sit præg på FN’s første globale miljøkonference, man startede traditionen med sommerhøjskoler på ølejre, man invaderede 200 Brugser og klæbede mærkater om sundhedsfare på udvalgte varer, man malede kors på kørebanen, hvor den accelererende biltrafik havde forårsaget trafikdrab. Senest er man begyndt at uddanne unge via højskolelinjen Grøn Guerilla på Jyderup Højskole.

Oprydningen

Med Miljøministeriets etablering i 1973 begyndte den langvarige nationale proces med at få kontrol med nogle af de stærkt miljøbelastende virksomheder, der dumpede giftige stoffer eller udledte dem til luft og vand – Cheminova, Superfos, Grindstedværket, Kemisk Værk Køge, Proms Kemiske Fabrik, Sojakagefabrikken …

Nogle af dem er for længst lukkede, andre er blevet rene og for atter andre – Cheminova – slås man endnu i dag med deres toksiske efterladenskaber i miljøet.

Fra myndighedsfokus på industrien skiftede fokus i løbet af 1980’erne til fokus på landbruget og belastningen af vandmiljøet med næringssalte foruden pesticidforurening af grundvandet. Det førte til flere vandmiljøplaner og gør det stadig, uden at man kan påstå, at det problem er løst. Siden, fra omkring 1990, rykkede den globale opvarmning op på dagsordenen og med det kampen for en ny klimavenlig økonomi. Den kamp foregår på 30. år.

Parallelt med dette gradvise skift i problemfokus skete et hovedrolleskift fra tiden, hvor NOAH og Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening m.fl. satte dagsordenen via aktioner og medier, til fasen hvor staten med ekspanderende lovgivning og svulmende miljøbureaukrati overtog hovedrollen og for en tid gjorde det vanskeligt for bevægelsen at vinde gennemslag og nye aktivister.

Der herskede i en lang periode en bred oplevelse af, at nu blev der handlet, og samtidig begyndte kriser i økonomien og perioder med høj arbejdsløshed at optage sindene. Den debat om vækstens grænser, som NOAH introducerede herhjemme omkring 1970, og som internationalt rykkede i centrum med Romklubbens rapport Grænser for vækst i 1972, gik i sig selv igen, da den globale vækst tabte fart efter  oliekrisen i 1973-74.

Væksten og råderummet

Med kombinationen af finanskrise og klima- og biodiversitetskrise er denne diskussion om økonomiens grundprincipper og rammebetingelser og om krisens grundlæggende årsager i dag kommet tilbage på dagsordenen for en bredere offentlighed. NOAH, der med sin oprindelige udfordring af filosofien om ubegrænset materiel vækst kom på en længerevarende ørkenvandring, befinder sig nu på ny i den økopolitiske debats brændpunkt.

Faktisk var det NOAH, der som påpeget i dagens bogudgivelse af en af veteranerne, Jacob Sørensen, som midt i 1990’erne var først ude med diskussion og beregning af Danmarks ’miljømæssige råderum’, dvs. rummet mellem ’gulv’ og loft’ for samfundets økonomi.

»Gulvet er det socialt nødvendige råderum, dvs. det forbrug af råstoffer, som er nødvendigt, for at vi kan få opfyldt de basale behov. Loftet i det miljømæssige råderum er den samlede mængde af fornyelige og ikkefornyelige råstoffer, vi kan bruge uden at overbelaste miljøet og uden at hindre fremtidige generationer i at få adgang til de samme mængder,« skriver Jacob Sørensen.

Det er jo præcis den terminologi og det økonomiske paradigme, som mere end 20 år senere omsider er ved at vinde gehør via især Kate Raworths ’doughnut-økonomi’.

Basisdemokraterne

Sådan har NOAH på en vis måde været foran hele tiden, herunder foran på måder, der i perioder gjorde, at man var ved siden af tidsånden og miljødebattens aktuelle hovedstrøm.

F.eks. har miljøgruppen fra dag ét og til dette øjeblik insisteret på de praksisser og idealer om deltagelse og basisdemokrati, der sprang ud af ungdomsoprøret, men siden er blevet trængt af krav om professionalisering, hurtighed og effektivitet.

»Hvis vi valgte en bestyrelse, ville den snart få alt at vide og snart vide mere end os andre. Snart ville vi andre tro, at man skulle være lige så dygtige som bestyrelsen for at kunne gøre noget,« fortælles det i den game bestseller fra 1970.

»Så ville bestyrelsen få mere at gøre og hurtigt kun tid til at tale med hinanden. Og vi andre få endnu mindre at vide og begribe endnu mindre. Og så bliver der ingenting bestilt.«

»Derfor dannede vi små grupper, som gør det, de finder rigtigt efter at have talt med alle os andre og fået ideer og råd fra os.«

Da NOAH var på sit højeste, havde man mere end 85 lokale grupper ­– var man tre personer et sted i landet, kunne man – og kan stadig – kalde sig lokalgruppe.

Så for at ansvarliggøre og sikre størst mulig engagement, indsigt og tillid internt i bevægelsen har NOAH fra start været uden ledelse og uden formelt medlemskab.

Beslutninger blev – og bliver – således taget via det interne organ, NOAH Intern, der oprindelig var et stencileret ark papir, som blev sendt rundt med posten til alle aktive grupper. I dag hjælper internettet med det. Enhver gruppe kan stille forslag om hvad som helst, og enhver gruppe kan gøre indsigelser. Det fungerer.

»Beslutningsprocesserne er ikke nødvendigvis hurtige, men de kan være det. Og de er præget af den mindst mulige modstand fra idé til handling,« hedder det i jubilæumsbogen.

»Vi har med andre ord en ganske flad struktur og et konsensusdemokrati, der nu har virket i 50 år.«

Så hvor NOAH i en periode måske blev oplevet som agterudsejlet af den øvrige miljøbevægelse, der blev befolket med ansatte eksperter, trimmet af virksomhedsrådgivere og vejledt af pr-konsulenter, ja, så fremstår den halvgamle bevægelse nu som moderne. Moderne i den forstand, at NOAH er bærer af de demokratiske samarbejdstraditioner og den inddragende kultur, som mange i det private erhvervsliv og den offentlige sektor nu eksperimenterer med og søger tilbage til i en tid, hvor alle processer er blevet top- og fjernstyrede, og hvor tillid, motivation og oplevelse af medansvar og -indflydelse ofte kan ligge på et meget lille sted.

Og det ligner den samme forståelse af aktivt og aktivistisk deltagerdemokrati, som netop nu udvikler og udfolder sig, når tusinder af klimastrejkende skoleelever herhjemme og titusinder rundt om på kloden etablerer spontane netværk, trodser autoriteter og regler og insisterer på at blive hørt og på at lave verden om for at sikre sig, at den også er her om 50 år.

Miljøbevægelsens rødder, NOAH's Forlag, 264 sider, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Marianne Stockmarr
  • John Hansen
  • lars søgaard-jensen
Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Marianne Stockmarr, John Hansen og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer