Læsetid: 4 min.

Anklager: 32-årig syrer er enten ’verdens mest uheldige mand’ – eller bare terrorist

Det er utroværdigt, når en syrisk mand hævder, at det var en række tilfældigheder og ikke planer om et terrorangreb, som førte ham til København i 2016. Sådan lød det mandag fra anklageren i den såkaldte tændstiksag. Omvendt hævdede mandens forsvarer, at beviserne mod ham halter på flere punkter
19. marts 2019

Det flyder med papir i retssal 27 i Københavns Byret. På borde og i vindueskarme ligger ringbind og nummererede hæfter fyldt med oplysninger om telefonopkald, chatbeskeder, tidslinjer, togplaner og bombeopskrifter.

Det indgår alt sammen som bevismateriale i en terrorsag, som nu nærmer sig sin afslutning. Al dokumentation er blevet fremlagt for dommere og nævninge. Nu er spørgsmålet, om det er nok til at dømme den 32-årige mand, som sidder tiltalt for at have forberedt et terrorangreb i København i 2016 i samarbejde med en landsmand.

De to havde ifølge anklagemyndigheden planer om at angribe tilfældige forbipasserende med knive og derefter detonere en eller flere bomber lavet af svovl fra 17.460 tændstikker.

Mandag var det blevet tid til at høre anklagerens og forsvarerens procedure.

Selv nægter manden sig skyldig. Og de mange hæfter med bevismateriale indeholder da heller ikke som sådan nogen smoking gun. Der er ingen chatbesked og ingen telefonsamtale, hvor den 32-årige MZ direkte omtaler et terrorangreb.

Netop det adresserede senioranklager Sonja Hedegaard i sin procedure.

»Det er faktisk rigtig sjældent i straffesager, at et hændelsesforløb kan klarlægges i sin helhed,« sagde hun henvendt til dommere og nævninge.

»Der vil ofte mangle nogle brikker.«

Men hvis anklagemyndigheden har lagt så mange brikker på bordet, at man ikke er i tvivl om, hvad puslespillet forestiller, så skal den tiltalte alligevel kendes skyldig, tilføjede hun.

Tog til Danmark

Ud fra de brikker, der så rent faktisk ligger på bordet, kan man udlede følgende:

I efteråret 2016 var MZ’s hustru gået fra ham. Han var oprørt og talte ifølge vidner ofte om Islamisk Stat på det asylcenter i Sverige, hvor han boede. Kort forinden var hans søn omkommet i en voldsom bilulykke. Han downloadede islamistiske propagandavideoer og korresponderede jævnligt med åndsfæller på sociale medier.

I november 2016 steg han på et tog og havnede i København. Dagen inden havde han delt videoer og opdateringer på Facebook, hvor han tog afsked og talte om nødvendigheden af jihad. Han havde flere gange forsøgt at ringe til et tysk telefonnummer, som tilhørte en ung syrer ved navn Dieab Khadigah, som nu sidder fængslet i Tyskland dømt for medvirken til terrorplanerne.

Ifølge anklagemyndigheden skulle MZ mødes med Dieab Khadigah på Hovedbanegården og begå et terrorangreb. Men Dieab Khadigah var samme dag blevet standset ved grænsen i Rødby Havn og sendt tilbage til Tyskland med rygsækken fuld af tændstikker, walkietalkier, batterier og to knive.

MZ downloadede de tyske statsbaners rejseplan til sin telefon – ifølge anklagemyndigheden formentlig for at se, hvor hans medsammensvorne blev af – og senere samme aften kørte han tilbage til Sverige.

Uheldig mand

MZ hævder selv, at han var kørt til København ved en fejl lige netop samme dag, som Dieab Khadigah skulle ankomme til hovedbanegården med de mange tændstikker og netop dagen efter, de to havde ringet til hinanden flere gange. MZ hævder, at de to slet ikke kender hinanden, at de aldrig talte i telefon sammen, og at han ingen kendskab har til planerne om at begå et terrorangreb.

Senioranklager Sonja Hedegaard kaldte hans forklaring for »særdeles utroværdig, usammenhængende og til tider uforståelig«.

»Hvis vi skal lægge tiltaltes forklaring til grund, må han være verdens mest uheldige mand,« bemærkede hun om de mange tilfældigheder, som skulle gå op i en højere enhed for at få hans forklaring til at hænge sammen.

»Selvfølgelig er der ikke tale om tilfældigheder. Brug jeres sunde fornuft,« sagde hun til de seks nævninge.

Bombe ikke klar

MZ’s forsvarer Karin Dawson Svenningsen mente omvendt, at det er anklagemyndighedens forklaring, der hænger dårligt sammen.

For eksempel ankom MZ først til København to en halv time efter, Dieab Khadigahs tog skulle have ankommet. Ville man ikke sørge for at komme til tiden, hvis man skulle mødes med en fremmed person, som man aldrig har mødt før for at begå et terrorangreb, spurgte hun retorisk.

Dieab Khadigah havde indkøbt nogle, men langtfra alle de nødvendige remedier til fremstilling af en bombe. Det er uvist, hvordan de ville skaffe resten af materialet. Der er desuden intet, der tyder på, at de to mænd havde noget sted at opholde sig i København, hvor de kunne bygge en bombe.

»Man kunne ikke med det, Dieab [Khadigah, red.] kom med, drage ud i det danske land og bringe en bombe til sprængning,« sagde forsvareren.

Hun satte dermed spørgsmålstegn ved anklagemyndighedens påstand om, at MZ skal dømmes for »forsøg« på terror.

Et gran salt

Ifølge forsvareren findes der ikke bevis for andet, end at MZ befandt sig i København sidst på eftermiddagen 19. november 2016.

Derimod findes der ingen beviser for, at han skulle være rejst dertil bevidst og med planer om at begå terror, sagde hun, ligesom der ifølge hende heller ikke findes beviser for, at han havde været i kontakt med Dieab Khadigah, eller at de havde lavet nogen form for aftale.

Dieab Khadigah har vidnet i sagen og forklaret, at han skulle mødes med en mand med samme navn som MZ, og at de begge var klar over, at formålet med rejsen var terror. Forsvarsadvokaten forsøgte dog at rejse tvivl om troværdigheden af hans vidneudsagn, som ifølge hende har ændret sig  undervejs.

»Vi er derfor nødt til at tage hans forklaringer med et gran salt,« sagde hun.

Det er nu op til de tre dommere og seks nævninge at tage stilling til, hvorvidt MZ er skyldig i forsøg på terror.

Der forventes at falde dom 11. april.

Serie

Tændstikssagen

I november 2016 forsøgte to syriske asylansøgere ifølge Anklagemyndigheden at begået et terrorangreb i København. Planerne involverede en eller flere bomber fremstillet af svovl fra 17.460 tændstikker. Men det mislykkedes, da den ene syrer blev nægtet indrejse i Danmark. Han afsoner nu en dom i Tyskland. Den anden syrer sidder i disse dage på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for at forberede et terrorangreb på dansk jord. Den endelige dom ventes at blive afsagt i maj.

Seneste artikler

  • Syriske Moyed al-Zoebi dømt for terror i tændstiksagen: »Jeg er ikke sådan«

    21. maj 2019
    En bombe lavet af tændstikker skulle sprede skræk og rædsel i København, mens tilfældige forbipasserende skulle stikkes ned med knive. Sådan lød anklagen mod en syrisk asylansøger, som mandag blev dømt for terrorplaner ved Københavns Byret
  • Retten slår fast: 32-årig syrer ville begå terror med 17.460 tændstikker

    12. april 2019
    Københavns Byret valgte torsdag at tilsidesætte en terrortiltalt syrers forklaringer og kende ham skyldig i forsøg på terror. Ifølge retten forsøgte han i 2016 sammen med en medskyldig at gennemføre et terrorangreb i København ved hjælp af to knive og en eller flere bomber bygget af 17.460 tændstikker
  • Bombe i tændstikssag kunne slå ihjel

    6. marts 2019
    To syriske asylansøgere havde ifølge anklagemyndigheden planer om at begå et terrorangreb i København i 2016. Forsvaret har nu foretaget en prøvesprængning af den type bombe, som indgik i planerne, og vurderer, at den er livsfarlig. Det fremgik af et retsmøde tirsdag
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Vi skal have indskrevet begrebet "fredløs" i strafferetten, fordi det komplementerer terror aktiviteter tilsvarende. Terror er helt utilgiveligt!

Carsten Mortensen

Hvis man vil dømme folk for noget de ikke har gjort, må det være et minimum at kunne bevise sammenhængen!
Og dér har Sonja Hedegaard da helt klart et forklaringsproblem!

I et retssamfund er man uskyldig, indtil det modsatte er bevidst. Men ganske meget tyder på at Danmark ikke mere er et retssamfund. Samt at Danmarks justitsminister heller ikke går ind for den slags ligegyldigheder.

Ja hvad skal man mene eller tro? Det virker som to ret "dumme" personer, vrede og forvirrede i deres hoveder og med planer der minder om teenageres forsøg på opmærksomhed. Men vi kan vel blive enige om at den som måske ville være dansk ikke her er en kulturberigelse.