Læsetid: 3 min.

Bombe i tændstikssag kunne slå ihjel

To syriske asylansøgere havde ifølge anklagemyndigheden planer om at begå et terrorangreb i København i 2016. Forsvaret har nu foretaget en prøvesprængning af den type bombe, som indgik i planerne, og vurderer, at den er livsfarlig. Det fremgik af et retsmøde tirsdag
To syriske asylansøgere havde ifølge anklagemyndigheden planer om at begå et terrorangreb i København i 2016. Forsvaret har nu foretaget en prøvesprængning af den type bombe, som indgik i planerne, og vurderer, at den er livsfarlig. Det fremgik af et retsmøde tirsdag

Sofie Holm Larsen

6. marts 2019

En gråvejrsdag i januar placerede folk fra Hærens ammunitionsrydningstjeneste (EOD) en cylinderformet plastikbeholder på en hvid papkasse på en stribe asfalt. To videokameraer optog tableauet fra hver sin vinkel. I baggrunden var en græsplet med lidt sne på og et afpillet buskads.

Efter opsætningen søgte alle dækning. Der lød et brag, og en hvid røgsky fyldte begge kameralinser.

Da røgen havde lagt sig, var der ikke længere noget spor af hverken papkasse eller plastikbeholder tilbage.

»Det var det,« konstaterede specialanklager Sonja Hedegaard i Københavns Byret tirsdag, da videooptagelsen var blevet afspillet på en storskærm fra begge vinkler og i forskellige hastigheder.

I retslokalet kunne den 32-årige syrer MZ følge med. Han er anklaget for i 2016 sammen med en landsmand at have haft planer om at begå et terrorangreb med netop den type af bombe i København og angribe tilfældige forbipasserende med knive.

Et centralt spørgsmål er, hvor seriøse planerne var, og hvor stor skade de kunne have forvoldt, hvis ikke den medsammensvorne Dieab Khadigah var blevet forhindret i at rejse ind i Danmark. Det spørgsmål nåede vi tættere på et svar af, da anklageren læste højt fra en rapport fra EOD.

Livsfare

De to syrere havde ifølge anklagemyndigheden tænkt sig at følge en bombemanual fra al-Qaeda-magasinet Inspire. Manualen viser, hvordan man kan bruge svovl fra tændstikker til at bygge en hjemmelavet bombe.

På dagen, hvor de to syrere ifølge anklagemyndigheden skulle mødes i København, blev Dieab Khadigah dog standset ved Rødbyhavn og sendt tilbage til Tyskland, da han ikke var i besiddelse af de rette rejsepapirer. I hans taske lå 17.460 tændstikker af mærket Original Riesa Zündhölzer.

Dansk politi i Padborg har siden købt 17.252 tændstikker af samme mærke, hvorefter Kemisk Beredskab har forsøgt at følge bombemanualen fra Inspire. Beredskabet har opløst svovlen fra tændstikkerne i vand, tørret svovlen og kvast den til et rødt pulver, som efterfølgende er blevet blandet med kværnede nigellafrø, hvilket har givet 237,2 gram sprængstof.

EOD har herefter bygget bomben og bragt den til sprængning på den hvide papkasse i videoen.

Eksplosionen svarede ifølge tjenesten til en bombe lavet af sort krudt. En major, der har underskrevet EOD’s erklæring om sprængningen, skriver, at »Personer, der opholder sig tæt på en bombe af denne type, vil være i livsfare og jo længere væk fra sprængningsstedet, jo mindre skadesrisiko vil der være«.

Under den tyske retssag mod Dieab Khadigah blev effekten af bomben sammenlignet med en håndgranat.

Nægter sig skyldig

Dieab Khadigah er blevet dømt for terrorplanerne og sidder fængslet i Tyskland. Han har tidligere vidnet i den danske sag mod MZ. Her har han forklaret, at det var MZ, der skulle udføre angrebet, mens han selv ville rejse tilbage til Tyskland. Det troede den tyske domstol dog ikke på, da han ikke havde købt returbillet og desuden efterlod sig flere afskedsbreve.

I Danmark nægter MZ sig skyldig. Han hævder, at han intet kendte til terrorplanerne, og at han kun var i København den dag, hvor han ifølge anklagemyndigheden skulle have mødtes med Dieab Khadigah, fordi han var kommet til at tage et forkert tog.

Anklagemyndigheden har dog fremlagt beviser for, at MZ har været i telefonisk kontakt med Dieab Khadigah flere gange inden den formodede dato for angrebet, og at han havde optaget flere afskedsvideoer.

Det står fortsat ikke klart, hvor og hvordan de to syrere havde tænkt sig at fremstille bomben eller bomberne, efter de havde mødtes i København.

Der ventes at falde dom i sagen til april.

Serie

Tændstikssagen

I november 2016 forsøgte to syriske asylansøgere ifølge Anklagemyndigheden at begået et terrorangreb i København. Planerne involverede en eller flere bomber fremstillet af svovl fra 17.460 tændstikker. Men det mislykkedes, da den ene syrer blev nægtet indrejse i Danmark. Han afsoner nu en dom i Tyskland. Den anden syrer sidder i disse dage på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for at forberede et terrorangreb på dansk jord. Den endelige dom ventes at blive afsagt i maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu