»Vi vil have et bredere fokus på gode og velfungerende arbejdspladser i den offentlige sektor«

Den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon havde store forventninger, da han i 2011 oprettede Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet for at »frigøre de betydelige ressourcer, der ligger i modernisering af de offentlige overenskomster, bedre offentlig økonomistyring og i bedre ledelse«, som ministeren formulerede det i en pressemeddelelse.

Finanskrisen i 2008 betød ifølge finansministeren, at det var blevet vigtigere end nogensinde, at de offentlige ressourcer til velfærd blev udnyttet bedst muligt.

Siden har punkt nummer to i Moderniseringsstyrelsens strategiske pejlemærker været, at »gøre løn og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«.

De få linjer, der er blevet døbt ’Corydon-doktrinen’, var under sidste forårs tilspidsede overenskomstforhandlinger en rød klud i ansigtet på de offentlige fagforeninger, der kæmpede for lønforhøjelser i stil med dem, de mente var blevet givet på det private arbejdsmarked. Og imod inddragelse af de såkaldte kutymefridage.

Nu lyder der imidlertid andre toner fra Moderniseringsstyrelsens direktør, Poul Taankvist.

Styrelsen har siden OK18, der var meget tæt på at ende i en storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked, udviklet fem nye strategiske pejlemærker for, hvad organisationen, der repræsenterer arbejdsgiverne i stat og kommuner, skal arbejde med.

Den nye linje betyder også, at styrelsens tidligere sigte, kendt som den forhadte Corydon-doktrin, der gik ud på at »gøre løn og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«, er droppet som strategisk pejlemærke. I stedet er fokus flyttet over på at gøre de offentlige arbejdspladser attraktive i den skærpede konkurrence om arbejdskraften.

Finanskrisen

»Vi har forladt det snævre pejlemærke med løn og arbejdstid, fordi vi nu vil have et bredere fokus på gode og velfungerende arbejdspladser i den offentlige sektor,« siger Poul Taankvist, der tilføjer, at »de økonomiske og politiske rammer er de samme og fastsættes af politikerne. Vores opgave er så at have fokus på, at vi prioriterer det rigtige«, som han udtrykker det.

– Kan du forstå, hvis de faglige organisationer kan være skeptiske over for, om der reelt er noget nyt i det her, hvis den økonomiske og politiske ramme er den samme?

»Efter finanskrisen, da Thorning-regeringen kom til, og vi fastlagde strategien med fokus på løn og arbejdstid, var det vigtigt. Der manglede penge i statskassen. I dag er vi et andet sted. Vi er midt i en højkonjunktur, hvor vi har svært ved at skaffe arbejdskraft i den offentlige sektor.«

Det er ikke det samme som, at Moderniseringsstyrelsen holder op med at interessere sig for, hvordan man bruger to tredjedele af de offentlige udgifter, som går til de offentligt ansattes lønninger, understreger direktøren.

»Det, tror jeg, borgerne forventer. Jeg tror også, at der er en forventning om, at vi skal undgå skandalesager som den om udbytteskat og svindel med tilskudsmidler i Socialministeriet. Det kræver kontrolmekanismer. Samtidig fordrer arbejdet med kvalitet i den offentlige sektor en form for dokumentation og registrering,« siger han.

Den store udfordring er at skabe en ny og bedre balance i styringen af den offentlige sektor, som ifølge direktøren af mange offentligt ansatte opleves som meget kompleks og »med for mange overlappende mål og lag på lag-styring«.

Det betyder samtidig et opgør med styringsparadigmet New Public Management, som af mange offentligt ansatte og kritiske eksperter på universiteterne opfattes som en forhindring for at udvikle faglig kvalitet og have tid til kerneopgaven med patienter på et hospital eller børn i en dagsinstitution for eksempel. Den tid og faglighed er blevet skubbet til side for kortsigtet målstyring, evaluering og dokumentation, lyder kritikken.

For skarpe mål

»Udfordringen er, at vi på for mange områder har sat for skarpe mål i forhold til, hvad man må og ikke må. Det giver en begrænsning af ledelsesrummet og måske også en oplevet begrænsning hos de enkelte medarbejdere af, at de bruger deres tid forkert,« siger Poul Taankvist.

Et af de nye pejlemærker, direktøren fremhæver, har fået overskriften ’enkel og værdiskabende styring’, og er et forsøg på at imødekomme den frustration, som også i høj grad kom til udtryk under de langvarige og tilspidsede overenskomstforhandlinger på det offentlige område i foråret 2018.

»Underliggende tror jeg mange medarbejdere i stat og kommuner oplever, at der er for lidt fokus på at gøre det attraktivt at være ansat i den offentlige sektor. Vores nye pejlemærker er også et svar på det. Og så tror jeg, at mange har oplevelsen af, at der er for meget registrering og dokumentation. Man kan have mange holdninger til, om det er helt rigtigt, at det ser sådan ud. Men man må anerkende, at frustrationen er der,« forklarer Taankvist om baggrunden for, at styrelsen som et konkret nyt initiativ laver en såkaldt motivationsundersøgelse blandt ledere og medarbejderne i 130 statslige institutioner om, hvordan de »styrer og skaber retning i det daglige arbejde«.

»Det, der nogle gange sker med mål, er, at der kommer for meget fokus på måling af aktiviteter og ikke på, hvad er det for en effekt, vi gerne vil opnå. Hvis vi kan finde nøglen til det, kan vi få færre og klogere mål. Det er ikke et arbejde, som man kan sidde fra centralt hold og lave. Det tager flere år og er en dialog, man skal have lokalt,« siger direktøren.

Legitimitet

Men selv om Danmark befinder sig i en højkonjunktur, hvor det er svært at skaffe arbejdskraft i den offentlige sektor, forsvinder prioriteringsdiskussioner ikke, understreger han.

»Alene den demografiske udvikling gør, at vi står med nogle svære beslutninger i de kommende år. Vi har begrænsede ressourcer til rådighed. Og det er en politisk prioritering, hvordan man skal bruge pengene samtidig med, at der er et ønske fra borgerne om, at vi kan levere en god og mere individualiseret service. Derfor skal vi have de rigtige og dygtigste medarbejdere.«

Ifølge Taankvist er der også en også oplevelse af, at Moderniseringsstyrelsen har stået for en »hård styring« i den offentlige sektor.

»Det er ærgerligt, for jeg synes jo, at vi hele tiden har haft et mere nuanceret fokus på styring. Men vi må også erkende, at vi har haft for lidt på hylderne med hensyn til kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere. Det vil vi gerne give de offentlige arbejdspladser nogle flere værktøjer til.«

– Har I haft svært ved at legitimere jeres opgave i offentligheden?

»Det er der ingen tvivl om, når man kigger på den respons, der har været på Moderniseringsstyrelsen og på det meget tilspidsede og konfliktfyldte forløb under OK18. Der så man Moderniseringsstyrelsen gennem en særlig prisme.«

»Vi har erkendt, at der er en opfattelse af, at vi i Moderniseringsstyrelsen kun har haft et snævert syn på den offentlige sektor med meget fokus på effektiviseringer.«

Samtidig peger direktøren på, at det nye strategiske fokus også hænger sammen med VLAK-regeringens bebudede sammenhængsreform samt de to delreformer om afbureaukratisering og reform af ledelseskompetencer i den offentlige sektor. Der er med andre ord et klart politisk ønske og mandat til, at Moderniseringsstyrelsen skal have fokus på nogle andre ting end tidligere.

– Hvordan hænger jeres ændrede fokus sammen med, at S-leder Mette Frederiksen, der står til at kunne overtage statsministerposten, har varslet et opgør med Moderniseringsstyrelsen?

»Vi har arbejdet på den her strategi i et års tid. Derudover er regeringen kommet med seks udspil i sammenhængsreformen i løbet af de sidste seks måneder. Det er afsættet for vores strategi. Vi arbejder for den til enhver tid siddende regering.«

– Så hvad hvis nogen udlægger det her som et sidste forsøg på at ændre kurs, inden I bliver lukket ned af en ny rød regering, som oprettede jer, sidst de var ved magten?

»Det er ikke derfor, men jeg kan ikke kommentere på de politiske udmeldinger om styrelsen. Jeg tror på, at det, vi arbejder for nu, vil være vigtige dagsordener – også fremadrettet.«

– Hvordan vil den enkelte sosu-medarbejder på et plejehjem opleve, at hans arbejdsdag eller vilkår bliver anderledes af det her?

»Jeg oplever, at der alle steder i den offentlige sektor er en diskussion af, hvordan vi styrer på den rigtige måde. Det handler om god ledelse, fokus på borgerne og at styre på den rigtige måde.«

»Jeg kan ikke sidde i Moderniseringsstyrelsen og sige, hvordan man bedst tilrettelægger arbejdet på det enkelte plejehjem. Det er jo netop den opfattelse af styrelsen, vi vil væk fra.«

Supersvær

Flere undersøgelser har desuden vist, at der særligt blandt offentligt ansatte er en stigning i medarbejdere, der er stressede på arbejdet. Det er en ledelsesopgave at få bugt med den tendens og skabe sundere arbejdspladser. Det fungerer ikke godt nok i dag, mener styrelsesdirektøren.

»Hvis der er for travlt, og der er begrænsede rammer, så er det en ledelsesopgave at sige, hvad er det så, man skal lave og ikke skal lave. Jeg kan godt forestille mig, at der er ledere i den offentlige sektor, der ikke gør det godt nok, eller ikke er klædt godt nok på. Hvis medarbejderne ikke oplever retning og prioritering, kan det medvirke til at skabe et usundt arbejdsmarked.«

Under OK18 havde arbejdsgiverne også et stærkt ønske om at gøre de offentlige overenskomster mere fleksible. Det mål er ikke opgivet, understreger Poul Taankvist. Til gengæld står arbejdsgiverne også over for en fagbevægelse, der under OK18 stod sjældent samlet og var i stand til at mobilisere og dominere i kampen om sympatien i offentligheden.

Spørgsmålet er derfor, om Moderniseringsstyrelsens nye strategi kommer en postgang for sent? På det seneste har fagforeningsledere forudsagt, at næste gang, parterne mødes til overenskomstforhandlinger i 2021, bliver det »supersvær«. Og et af stridspunkterne fra dengang om mere fleksible overenskomster ligger da også stadig på bordet.

»Vi får ikke alle de forskellige interesser til at forsvinde. Vi er nu en gang arbejdsgivere. Det er ikke en popularitetskonkurrence at være det. Og jeg har også stor forståelse for, at de faglige organisationer skal varetage nogle interesser. Men borgerne har stigende forventninger om at komme i kontakt med den offentlige sektor 24/7 og få mere individualiserede løsninger. Alt det skal vi kunne imødekomme i fleksible overenskomster. Under OK18 lykkedes det os også at lave en aftale, der peger frem, og finde løsninger på de svære spørgsmål om løn og spisepause. Den danske model fungerer,« siger Poul Taankvist.