Læsetid: 4 min.

»I dag betaler vi prisen for de år, hvor vi skruede meget langt ned for optaget af fængselsbetjente«

Kritikken af den lave bemanding i fængslerne er forståelig, siger direktør i Kriminalforsorgen Thorkild Fogde. Men han fremhæver også, at Kriminalforsorgen har sat gang i flere initiativer, der skal afhjælpe den nuværende situation
»Man skal ikke regne med, at personalemanglen er løst til sommer, og vi derved bare kan gå tilbage til normaldrift,« siger Kriminalforsorgens direktør om bemandingen i de danske fængsler, her Storstrøms Fængsel. 

»Man skal ikke regne med, at personalemanglen er løst til sommer, og vi derved bare kan gå tilbage til normaldrift,« siger Kriminalforsorgens direktør om bemandingen i de danske fængsler, her Storstrøms Fængsel. 

19. marts 2019

Det danske fængselsvæsen har i øjeblikket i et stort bemandingsproblem, der både har væsentlige konsekvenser for fængselsbetjentene og de indsatte. Det erkender direktør i Kriminalforsorgen Thorkild Fogde.

I perioden fra 2013 til 2017 faldt antallet af indsatte i fængslerne ganske betydeligt. For at tilpasse antallet af betjente til indsatte blev optaget til uddannelsen som fængselsbetjent reduceret markant, fortæller han.

Når antallet af indsatte i fængslerne stiger meget hurtigt igen, er der brug for flere betjente, og så får vi et efterslæb, forklarer han.

»I dag betaler vi prisen for de år, hvor vi skruede meget langt ned for optaget af fængselsbetjente.«

For at spare personaleressourcer har Kriminalforsorgen i efteråret 2018 startet et pilotforsøg i seks fængsler og arresthuse. Her bliver tiden, hvor de indsatte er låst inde på deres egne celler, øget med op til to timer i døgnet, og Kriminalforsorgen har besluttet at udvide forsøget til flere institutioner.

Linda Kjær Minke, kriminolog og lektor på Juridisk Fakultet ved Syddansk Universitet, kritiserer i dagens Information tiltaget, fordi det går ud over de indsattes resocialisering, når de sidder alene på deres celle og ikke kan motivere sig selv.

Thorkild Fogde medgiver, at det er en relevant problemstilling, og forklarer, at man i Kriminalforsorgen er opmærksomme på risikoen for, at de indsattes resocialisering bliver dårligere. Han mener dog, at man har fundet en fin balance mellem hensynet til ansatte og indsatte.

»De foreløbige erfaringer er gode, og det giver ikke anledning til de store problemer. Derfor har vi også udvidet forsøget, men til sommer laver vi en grundig evaluering og ser, hvordan det er gået alle forhold taget i betragtning,« forklarer han.

– Er det en mulighed, at I indfører det som en fast praksis?

»Det kan godt være en mulighed. Man skal ikke regne med, at personalemanglen er løst til sommer, og vi derved bare kan gå tilbage til normaldrift. Så længe vi kan spare personalekræfter og håndtere det ude i fængslerne uden de store problemer, så er det klart et redskab.«

Manglen på personale har i nogle fængsler gjort det nødvendigt at lukke bestemte afdelinger ned midlertidigt. Disse situationer betyder endnu flere timer alene for de indsatte på cellerne.

Arbejdsmiljø

Den nuværende situation er ikke ønskværdig, men den skal holdes op imod at give de ansatte endnu mere overarbejde, siger direktøren.

»Det er en balance. Vi kan ikke tage det hele fra betjentene. Vi er også nødt til at tage noget af det hos de indsatte. Hvis vi lod betjentene betale hele regningen, ville vi forringe deres arbejdsmiljø meget betydeligt med mange flere overarbejdsvagter.«

Fængselsforbundet, der er fagforening for landets fængselsbetjente, kritiserer Kriminalforsorgen for ikke at udvise rettidig omhu i forhold til at holde på det nuværende personale.

– Er I ikke gode nok til at passe på jeres personale?

»Jeg synes, vi gør meget med blandt andet sundhedsordninger. Men betjentene har også et krævende job, så jeg tror på, at vi kan blive endnu bedre til at gøre mere,« siger Thorkild Fogde.

Når der er højkonjunktur i samfundet, har Kriminalforsorgen historisk set altid mistet personale, forklarer han.

Kriminalforsorgen er også i gang med at udarbejde en afgangsanalyse. Så man kan finde ud af, hvad det er, der får fængselsbetjentene til at forlade Kriminalforsorgen, og hvad man skal gøre for at holde på personalet, fortæller han.

Thorkild Fogde peger på to konkrete områder, hvor han mener, der er plads til forbedring:

»Nedslidning af fængselsbetjente og et godt arbejdsmiljø i hverdagen er to faktorer, som er vigtige, og hvor vi skal have et fokus og en større ledelsesindsats.«

Fortrøstningsfuld

Fogde nævner bedre muligheder for rokeringer i koncernen og et større fokus på mobning.

I forhold til at afhjælpe rekrutteringsproblemet er et af initiativerne en ny fængselsbetjentskole, der efter planen åbner i Jylland til efteråret. Man håber i Kriminalforsorgen, at det vil få flere til at søge ind.

»I dag kan man kun uddanne sig til fængselsbetjent i Birkerød, med den nye skole håber vi at få fat i nogle af de ansøgere, som måske i dag holder sig tilbage i Jylland,« siger han.

Kriminalforsorgen har også for nylig startet en ny uddannelse op for transportbetjente. Deres opgave er at transportere varetægtsarrestanter. På længere sigt håber Thorkild Fogde på, at det kan skabe mere luft til, at fængselsbetjentene kan fokusere på deres kerneopgaver.

Til næste år skal Kriminalforsorgen også se på, hvordan de kan modernisere uddannelsen for fængselsbetjente, så den bliver mere attraktiv for unge mennesker, som i dag stiller nogle andre krav til deres arbejdsliv end tidligere, fortæller han.

Selv om personalemanglen i dag er Kriminalforsorgens altoverskyggende problem, er Thorkild Fogde fortrøstningsfuld:

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal komme på omgangshøjde igen, men det kommer altså til at tage lidt tid.«

Kriminalforsorgen har forsøgt at afhjælpe personalemanglen med forskellige rekrutteringskampagner. Alligevel er personalemanglen altså nu så̊ udtalt og akut, at Kriminalforsorgen i nogle fængsler låser de indsatte inde i deres egen celle i længere tid.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu