Læsetid: 5 min.

Danske pensionsselskaber har aktier for over en milliard i Saudi-Arabiens våbenleverandører

Selv om Saudi-Arabien mistænkes for krigsforbrydelser i Yemen, har 14 af de 17 største danske pensionsselskaber investeret i virksomheder, der leverer militært udstyr til kongedømmet. Danica, Pensam og MP Pension overvejer nu at droppe deres investeringer
Lokale stimler sammen om en ødelagt bus på et marked i Saada-provinsen i Yemen den 10. august 2018. Bussen blev ramt af et missil fra den saudiskledede koalition, og adskillige børn omkom ved angrebet. 14 ud af 17 pensionskasser, som Information har undersøgt, investerer i selskaber, der leverer militært udstyr eller tjenesteydelser til Saudi-Arabien.

Lokale stimler sammen om en ødelagt bus på et marked i Saada-provinsen i Yemen den 10. august 2018. Bussen blev ramt af et missil fra den saudiskledede koalition, og adskillige børn omkom ved angrebet. 14 ud af 17 pensionskasser, som Information har undersøgt, investerer i selskaber, der leverer militært udstyr eller tjenesteydelser til Saudi-Arabien.

Stringer/AFP

27. marts 2019

Mens regeringen har suspenderet Danmarks våbeneksport til Saudi-Arabien, investerer danske pensionsselskaber store summer i udenlandske våbengiganter, der er storleverandører til landet.

Samlet set har de aktier for mindst 1,13 milliarder af danskernes pensionspenge i virksomheder, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det viser en gennemgang, som Information har lavet af de 17 største pensionsselskabers aktiebeholdninger.

Investeringerne vækker hård kritik fra blandt andre menneskeretsorganisationen Amnesty International.

»Pensionskasserne bør kunne se, at det handler om våbenproducenter, der helt skruppelløst fortsætter med at sælge våben til et land, hvor der er stor risiko for, at de vil blive brugt til krigsforbrydelser,« siger generalsekretær Trine Christensen med henvisning til Saudi-Arabiens involvering i krigen i Yemen.

En FN-rapport fastslog i august 2018, at den saudiskledede koalitions luftangreb har forårsaget »flest direkte civile ofre« i konflikten, og at deres bomber har ramt boligområder, markeder, begravelser, bryllupper, fængsler samt hospitaler. Det »kan udgøre krigsforbrydelser«, konkluderede FN’s ekspertpanel.

Få måneder senere, i november, valgte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) at sætte en stopper for danske virksomheders våbeneksport til landet.

»Det er rigtig vigtigt, at vi nu, også fra dansk side, sender et signal om, at den rolle, som Saudi-Arabien spiller på mange felter i øjeblikket, simpelthen er destruktiv, og den skal vi have sat en stopper for,« sagde Anders Samuelsen dengang til TV 2.

Alligevel har flere pensionsselskaber ikke noget imod at investere i firmaer, der leverer eksempelvis bomber, kampfly og reservedele til det saudiske militær. For der er ikke nogen internationale sanktioner mod landet, fremhæver flere, og våbenproducenternes salg sker med tilladelse fra regeringerne i de lande, de opererer i.

Det er ikke noget godt argument, mener Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

»En ting er, at virksomhederne respekterer den lovgivning, de er underlagt. Men som investor har man et ansvar, som går videre end loven,« siger han.

Sønderbombet skolebus

Blandt de danske pensionsselskaber er den største investor PensionDanmark med aktier for knap 244 millioner kroner i virksomheder som BAE Systems, Lockheed Martin og Raytheon. Førstnævnte er leverandør af kamply til saudierne, mens de to sidstnævnte bl.a. leverer bomber, der bliver brugt i krigen i Yemen.

En bombe fra Lockheed Martin blev eksempelvis sidste år brugt i et angreb på en skolebus, der kostede 40 børn livet, mens bomber fra Raytheon er blevet brugt til angreb på bl.a. en skole, et boligområde og et bryllup. Det har den amerikanske tv-station CNN dokumenteret.

Den danske regerings beslutning om at suspendere våbeneksport til Saudi-Arabien har fået PensionDanmark til at overveje sine investeringer i våbenfirmaerne, skriver kommunikationsdirektør Ulrikke Ekelund i et svar til Information.

»Beslutningen er ikke nem, da stort set alle store våbenproducenter sælger våben til Saudi-Arabien, og de selvsamme selskaber typisk er leverandører til det danske forsvar, og dermed udgør et vigtigt grundlag for Danmarks og NATO’s forsvar,« skriver hun i et mailsvar.

»Vi har derfor besluttet at fastholde vores investeringer, selv om vi gerne ser, at de pågældende virksomheder stopper deres samarbejde med Saudi-Arabien, hvilket vi vil gøre de enkelte selskaber opmærksom på.«

Genovervejer investeringer

Anderledes ser man på sagen i MP Pension. Pensionsselskabet har investeret 24,7 millioner kroner i virksomheden General Electric, der bl.a. leverer motorer til Saudi-Arabiens kampfly.

»Det, finder vi, er problematisk. Vi har ikke været opmærksomme på, at et mindre hjørne af General Electrics forretning gik til dette, og det vil vi nu undersøge nærmere. Vi har over 7.000 investeringer og er fra tid til anden afhængig af, at ngo’er og pressen graver noget frem, som kan nuancere et selskabs måde at agere på,« skriver investeringschef Anders Schelde i et svar til Information.

Også Pensam og Danica Pension, der har aktier for henholdsvis 53,2 mio. og 86 mio. kr. i General Electric, oplyser, at man er ved at se nærmere på investeringen.

»I den konkrete sag er der tilsyneladende ikke sket brud på nogen internationale regler og sanktioner. Men sagen rejser naturligvis et dilemma i og med at den danske regering har bremset for danske virksomheders eksport af våben og våbendele til Saudi-Arabien. I det lys er vi i gang med at afdække alle relevante aspekter af sagen med henblik på en endelig stillingtagen til vores investering i GE,« skriver Danicas investeringsdirektør Anders Svennesen i et svar til Information.

Sådan har vi gjort

  • Information har indsamlet lister over aktieinvesteringerne fra de 17 største danske pensionsselskaber og kørt dem sammen i én database.
  • Herefter har vi søgt på alle investeringer i virksomheder, der er kendt for at levere våben, militært udstyr og tjenesteydelser til det saudiske militær. Disse oplysninger har vi forelagt de relevante pensionsselskaber og bedt om deres kommentar.
  • I de tilfælde, hvor et pensionsselskab oplyste, at de havde frasolgt aktierne i et eller flere af våbenfirmaerne, siden de sidst opdaterede deres aktieliste, har vi undladt at regne de pågældende investeringer med.

Af de 17 pensionsselskaber, Information har undersøgt, er det kun ATP, Sampension og Lærernes Pension, der ikke ser ud til at have investeringer i et eller flere selskaber, der leverer militært udstyr til Saudi-Arabien. I Lærernes Pension har man siden 1997 sortlistet våbenfirmaer, fordi man ikke vil være med til at fremme voldelige konflikter, forklarer adm. direktør Paul Brüniche-Olsen.

»Vi har en medlemskreds, som lægger stor vægt på etik,« siger han.

– Hvad koster det så jeres medlemmer? Det må vel alt andet lige have en pris, hvis man holder sig fra noget?

»Nej, det vurderer vi ikke. Verdens investeringsunivers er stort. Der er meget at investere i, selv når man tager de tre-fire procent, der er relateret til våben, ud.«

Er dine pensionspenge investeret ansvarligt? Tjek det her

Dit pensionsselskab har investeringer i virksomheder, som andre pensionsselskaber har sortlistet og ikke vil investere i, eksempelvis fordi de understøtter krænkelser af menneskerettighederne og udvinding af kul og olie.

Vælg dit pensionsselskab og se nærmere på disse kontroversielle investeringer*. Du kan desuden sende en besked til dit pensionsselskab, hvis du finder anledning til det.

Se resultatet for dit pensionsselskab:
AP Pension
ATP
DANICA
DIP
Industriens
JØP
Lægernes
Lærernes
MP Pension
PenSam
PensionDanmark
PFA
PKA
Pædagogernes
Sampension
TopDanmark
VELLIV

Klik her for at læse om pensionsselskabernes samlede kontroversielle investeringer

De 17 største danske pensionsselskaber ejer aktier for 653.845.624.059 kr. Heraf er 42.158.357.542 kr. investeret i kontroversielle aktier. De fordeler sig sådan her:

Områder Beløb i DKK
Kul og minedrift 7.352.512.910
Olie-gas 6.968.783.540
Våben 5.259.453.576
Problemer med arbejdstagerrettigheder 4.234.478.107
Problemer med menneskerettigheder 4.010.589.083
Tobak 3.860.625.522
Tjæresand 564.976.985
Besatte områder 561.581.003
Andre 9.232.918.215

* Informations undersøgelse er baseret på aktielister, som pensionsselskaberne har offentliggjort eller udleveret til Information i perioden oktober 2018-februar 2019. Der er derfor tale om et øjebliksbillede, og der kan være aktier, som siden er blevet købt eller solgt.

Er dine pensionspenge investeret ansvarligt?
 

# har aktier for #, som vi har haft adgang til at analysere.

Heraf er #%, svarende til #, placeret i kontroversielle selskaber. Det er # gennemsnittet for hele branchen (6,43%).

Kontroversielle investeringer:

Med kontroversielle selskaber mener vi selskaber som ét eller flere andre af de 17 største danske pensionsselskaber har valgt at ekskludere fra deres investeringer. Det kan f.eks. være på grund af en konkret overtrædelse af menneskerettighederne, fordi et selskab baserer for stor andel af sin produktion på kul eller fordi de er involveret i våbenproduktion, der går imod pensionsselskabets politik.
 
Se pensionsselskabets bemærkninger her
 

Skriv til dit pensionsselskab

Hent hele datasættet eller vælg et andet pensionsselskab

 

Serie

Den sorte liste: Er dine pensionspenge investeret ansvarligt?

Danske pensionsselskaber forvalter aktieinvesteringer for flere hundrede milliarder kroner. Pengene skal sikre os i vores alderdom, men en del af dem er investeret i kontroversielle virksomheder og risikerer blandt andet at understøtte krænkelser af menneskerettighederne, våbensalg og udvinding af fossile brændsler. Flere af disse virksomheder er sortlistet af nogle af pensionsselskaberne, og andre burde måske blive det.

Informations undersøgende redaktion har kortlagt de 17 største danske pensionsselskabers aktieinvesteringer. Det er den hidtil mest omfattende kortlægning af sin slags. I denne serie sætter vi fokus på, om din pensionsopsparing er investeret ansvarligt, og på hvordan pensionsselskaberne kan bruge deres medejerskab til at påvirke kontroversielle virksomheder.

Du kan også selv tjekke hvad dine pensionskroner er investeret i og få hjælp til at skrive til dit pensionsselskab.

Seneste artikler

  • Pensam ekskluderer oliegiganter

    22. juni 2019
    26 af verdens største olieselskaber er blevet ekskluderet fra Pensams investeringer. Pensionskassen begrunder beslutningen med, at den ønsker at bakke op om Parisaftalens målsætninger og reducere risikoen fra de selskaber, som forventes ikke at klare sig godt i den grønne omstilling
  • ATP har bygget en maskine, der gør deres investeringer mere bæredygtige

    13. juni 2019
    Når ATP sender sine maskiner med gigantiske regneark på jagt efter gode aktier at investere i, er de begyndt systematisk at tage et nyt parameter med: CO2-udledninger. Deres egen data tyder på, at de ved at vælge efter de ledelser, der er bedst til at håndtere klimabelastning, kan hente et større afkast
  • Dine pensionspenge kan bidrage til, at bierne dør

    4. maj 2019
    Danske pensionsselskaber har over en milliard kroner investeret i selskaber, som producerer de pesticider, der ifølge forskning er til skade for bierne. EU forbød en række af de såkaldte neonikotinoider sidste år, men produkterne sælges fortsat globalt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Poul Erik Riis
  • ingemaje lange
  • Thomas Tanghus
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Gert Romme
  • Bastian Epp
  • Hanne Pedersen
  • Johnny Christiansen
Flemming Berger, Poul Erik Riis, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Gert Romme, Bastian Epp, Hanne Pedersen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Med alle de ting i verden, man kan investere i, burde det aldrig været faldet danske pensionskasser eller andre fonde ind at investere i våben overhovedet.

Torben K L Jensen, Ervin Lazar, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Lars Løfgren, Minna Rasmussen, Jan Weber Fritsbøger, Dina Hald, Ole Frank, Viggo Helth, Holger Madsen, Anne Mette Jørgensen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Pensionsselskabernes formål er at maksimere afkastet til deres kunder. Dig og mig.
General Electrics er en kæmpe virksomhed og eksemplet med flymotorer er lidt tyndt.
Man kan blive ved. Hvad med de virksomheder, der producerer mad til medarbederne i kantinen på en våbenproducent osv

Steffen Gliese

Bla-bla-bla. Michael Friis. Det, der prioriteres at satse på, øger i værdi overfor det, der nedprioriteres. Sværere er finansmarkederne heller ikke.

Ervin Lazar, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Gert Romme, Hanne Pedersen, Ole Frank og Viggo Helth anbefalede denne kommentar

Jeg er (desværre) åbenbart en af dem som er/var for doven at tjekke sit pensionsselskabets inversteringer. I en globaliseret verden er det selvfølgeligt svært at undgå at være på en eller anden måde involveret i investeringer af selskaber som producerer etisk problematiske produkter - men er det umuligt?

Jeg er dog fuldstændig uenig i at man bare kan skubbe ansvaret fra sig og klappe pensionselskaberne på skulderne fordi de har lavet deres job rigtig godt at maksimere profitten "for dig og mig". Beskidt penge er beskidt penge - om det nu kommer fra våben, narko eller fyringsrunder i dit firma. Det er psykologisk set et mønstre som afspejler sig i bl.a. miljøspørgsmål - der længere væk noget er, der mindre ansvar føler man. Historisk set skal det gøre personligt ondt inden noget ændrer sig.

At sige "Det er jo ikke min fejl men bilproducenternes fejl at de ikke kan finde ud af at bygge renere biler" er (i min opfattelse) lige så smart end at sige "AIRBUS/BOEING/BRE/... laver jo også nogle ting som ikke er problematisk". Uhøflige børn er lærernes/barnepigens skyld og ikke fordi at prioriteten ligger på ens egen karriere. Der er mange flere eksempler som vi alle sammen kender.

DIP of JØP står foran en fusion - "...sikre, at ... få adgang til mere attraktive investeringer..."

Medlemmerne (jeg er en af dem) skal bruge tidspunktet for at stille nogle spørgsmål nu (det gør jeg nu i en mail og jeg håber at andre vil gøre det samme). Ændringer vil altid koste noget, om det nu er grøn energi eller lidt mere etik i finansbranchen. Der er en ny generation på vej som ikke bare tror på blind økonomisk vækst uden ansvar overfor andre.

Tak, INFORMATION for at skubbe mig med næsten i lo*** - det var nødvendigt.

Steffen Gliese, Jan Weber Fritsbøger, Ervin Lazar, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Minna Rasmussen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Jeg har læst begrundelsen for at fastholde aktier i disse betændte firmaer. - Nemlig at disse også leverer til det danske forsvar.

Det syntes jeg, virker som en ualmindelig dum undskyldning. I øvrigt tror jeg, at disse pensions-selskaber mener, at kritikken driver over. Så der er altså ikke andet at gøre, end at flytte sine pensionsopsparinger.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Hvorfor ikke bare helt lade være med at investere i våbenproducenter? Lige meget hvem de leverer til, er våben noget lort.

Lars Løfgren, Flemming Berger, issa Chaaban, Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Jan Weber Fritsbøger og Minna Rasmussen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

uanset hvad så er krig altid en forbrydelse imod menneskeheden, og det samme er produktion og salg af militære våben, og intet jurafusk kan ændre på dette faktum,
og grunden til at investorer føler sig fristet er at afkastet ligger i den lukrative ende af skalaen,
der er en tydelig sammenhæng imellem dybt forkastelig aktivitet og stor profit,
der er jo også vældig gode penge i narkotika og menneskehandel, men desværre er ikke alle forbrydelser ulovlige.

Lars Løfgren, Flemming Berger, Ervin Lazar, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Er der et egentligt formål med at prøve at få våbenmagerne til at boycotte salg til SA? Udover at det nok er ret svært at sikre sig mod mellemhandlere der sælger våben videre, vil den reele effekt vel bare være, at saudier'ne i stedet køber våbnen hos russerne, og booster deres våbenindustri i stedet?

Eva Schwanenflügel

Alle pensionskasser burde uden undtagelse tage fuldstændig afstand fra at investere i våbenproducerende virksomheder, der sælger våben.
Men særlig beklemt bliver man ved at læse listen i nedenstående artikel, hvor Lægernes, Pædagogernes og Lærernes Pension er fremtrædende.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Jan Weber Fritsbøger og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Penge lugter ikke, siger man, men det er ikke rigtigt. Måske lugter de ikke ret meget i fysisk forstand, men når vi hører om, hvordan penge og profit er drivkraften bag en lang række forbrydelser, lugter disse blodpenge faktisk ganske fælt.

Reglen om, at direktion og bestyrelse skal maksimere afkastet for aktionærerne er en af de her typiske formelle regler, som tilhængere af status quo benytter for at retfærdiggøre, at de lever højt på, at andre bliver slået ihjel. Men bare fordi man kan tjene penge på at slå folk ihjel, direkte eller indirekte, behøver man jo ikke gøre det.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Principielt enig i at danske pensionskasser bør holde sig langt væk fra våbenproducenter.
Men i denne sammenhæng er etik nærmest at ligne med elastik i metermål.
Skal danske pensionskasser så også undlade at investere i underleverandører til våbenproducenter? Og ud i hvilket led?
Og hvad med virksomheder, der benytter sig af børnearbejde, giver deres medarbejdere sulteløn eller tilbyder kummerlige, ja måske ligefrem livsfarlige arbejdsvilkår?
Eller virksomheder, der producerer pesticider, udleder urenset spildevand eller giftig røg i den fattige del af verden, medvirker til at rydde regnskov eller bedriver rovfiskeri i verdenshavene?
Virksomheder, der snyder i skat, betjener sig af korruption eller ligefrem støtter autoritære og voldeliges regimer rundt omkring i verden?
Menneskelig lidelse og død kan gøres op på mange måder og handler ikke kun om en skolebus i Yemen.
Bare så vi har proportionerne - og etikken - helt på plads.

Jan Weber Fritsbøger

tjah Rene at opføre sig etisk er en vanskelig disciplin, men er det et validt argument for totalt at droppe etiske retningslinier, og så blot tage hvad man kan få, koste hvad det vil ( for andre, nemlig ofrene )
mit svar er at den som investerer for andre, bør sikre at ingen investering bør kunne give nogen anledning til dårlig samvittighed af nogen tænkelig grund, hellere proppe en investering uden grund end foretage en uetisk investering.

Allan Petersen

Som om våbenproduktion ophører fordi nogle pensionsselskaber undlader, at investere i nogle enkelte selskaber.

Hvorfor er våbenproduktion egentlig et spørgsmål om etik og hvem definerer hvad der er etisk korrekt når investeringen sker på vegne af tusindvis? Hvad med de enkelte staters brug af skattekroner der går til indkøb af våben til politi og forsvaret?

René Arestrup

@Jan Weber Fritsbøger
Min relativering er ikke et forsvar for uetiske investeringer, blot et forsøg på at gøre opmærksom på hvor uhyre komplekst, det er.