Elisabeth Møller Jensen: Med frihed, lighed og kærlighed kommer vi tættere på utopien om lige muligheder for alle

Som hun står i sin grønne pels under lysekronen i havestuen med de levende grønne vægge, ligner hun en eventyrfe. Og Information er da også mødt op for at tale med den tidligere KVINFO-direktør Elisabeth Møller Jensen om hendes feministiske drømmeverden.

Da hun er færdig med at blive fotograferet og får pelsen af, ligner Elisabeth Møller Jensen det, hun i virkeligheden er: En 72-årig kvindesagsforkæmper, tidligere kønsforsker, forfatter og bedstemor til 11 børnebørn, hvis portrætter omkranser entrédøren i huset i Valby.

Men for Elisabeth Møller Jensen er den feministiske utopi ikke kun ren fantasi. Dele af utopien er blevet til virkelighed. Som da hun var med til at få kvinderne ind i litteraturhistorien i fembindsværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie fra 1993.

»Utopien i projektet var, at vi ville ændre måden, litteraturhistorien er skrevet på. De fleste kvindelige forfattere var slet ikke med, eller der var ganske få undtagelser, som bekræftede reglen om, at en stor forfatter er en mand. Vores drøm var at vise verden, hvad de her kvinder kunne, og hvad de har bidraget med, så man aldrig igen kunne skrive litteraturhistorie på samme måde igen,« fortæller Elisabeth Møller Jensen.

Ligesom kvinderne skulle med ind i litteraturhistorien, så handler Elisabeth Møller Jensens utopiske forestilling om, at kvinderne er med overalt i samfundet. Og det kræver, at vi får lighed i livet, som hun kalder det.

»Men det er ligesom med demokrati et uendeligt projekt. Vi bliver aldrig færdige med at gøre det godt nok,« siger Elisabeth Møller Jensen, som kalder sig selv professionel optimist.

Måske skyldes optimismen, at Elisabeth Møller Jensen både har oplevet kvindekampens op- og nedture.

Under 70’ernes danskstudier var hun med på nogle af de første kurser i litterær kønsforskning og blev en del af den fremadstormende kvindebevægelse. I 80’erne oplevede hun samme bevægelse sygne hen, og i begyndelsen af 1990’erne var hun med til at genoplive kvindebevægelsen, blandt andet ved at genetablere kvindernes kampdag, som i løbet af 80’erne nærmest var forsvundet i offentligheden.

»8. marts var stendød, og vi syntes, det var afgørende at få den genoplivet, så vi lejede Cirkus-bygningen, fyldte den med kvinder og serverede champagne for at fejre vores sejre. Det utopiske i det var, at vi hele tiden måtte holde kvindebevægelsen levende. Og dengang fik vi bygget bro mellem den mere politiske feminisme i 70’erne og de unge kvinder i 90’erne, som var mere kulturelle feminister,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Siden er kvindernes kampdag blevet en fast del af mediebilledet hvert år i marts, hvor der bliver gjort status over, hvordan det går med ligestillingen. Og det har en kæmpe symbolsk betydning, for den feministiske utopi lever igennem initiativer, hvor vi bliver mindet om, at tingene kunne være anderledes, mener Elisabeth Møller Jensen:

 »Kampdagen er på den måde med til at styrke utopien om, at kvinder skal være en del af det hele.« 

Frihed til forskellighed

Som en del af kvindebevægelsen siden 1970’erne kunne man tro, at Elisabeth Møller Jensens utopi handlede om 100 procent ligestilling på alle områder. Men sådan er det ikke.

»Når jeg tænker på min utopi, så tænker jeg mere på frigørelse end på ligestilling. Min utopi er, at vi har lov til at være forskellige, men har de samme muligheder,« siger hun.

Det betyder ikke, at ligestilling er underordnet. Det statistiske billede af, hvor ulige mænd og kvinder er økonomisk set, hvor få kvinder der er i ledelse, i musikbranchen eller kommunalpolitik, er med til at vise, hvor det halter bagefter med mulighederne og dermed kvinders frihed.

»Jeg ville jo stadig mene, selv om det kan lyde gammeldags, at hvis kvinder skal have de samme muligheder og den samme frihed, så skal de have halvdelen af magten, pengene og æren – og med det sidste mener jeg den kulturelle og historiske betydning,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Set i det lys er der lang vej igen for utopien om, at vi trods vores forskelle som mænd, kvinder eller et helt tredje køn skal have de samme muligheder. Men Elisabeth Møller Jensen mener, at kvindernes kamp for lige muligheder kan være med til at åbne vores samfund, også når det gælder andre etniciteter og seksualiteter. Derfor er forskelligheden vigtig.

Når frihed fylder mere i Elisabeth Møller Jensens utopi, skyldes det, at hvis vi blev helt og aldeles ligestillede, så ville det ikke virke uden friheden til at være forskellige.

»Lighed uden frihed er totalitært. I dag har vi frihed uden fuld lighed, og på den måde er en feministisk utopi også paradoksal, for kvinder vil frigøre sig på måder, som vi slet ikke har set enden på endnu. Både når det gælder vores kroppe, vores seksualitet og evne til at få børn,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Frihed, lighed og kærlighed

Feminismen opstod under den franske revolution som en kritik af både liberalismens og socialismens manglende fokus på kvindernes stilling i samfundet. Og hvis den franske revolutions utopi om frihed, lighed og broderskab skulle ændres til noget, der svarede til Elisabeth Møller Jensens feministiske utopi, så skulle vi tale om: frihed, lighed og kærlighed.

»De seneste tyve år synes jeg, at det er blevet mere og mere tydeligt, at vi mangler den indlevelsesevne, som kærlighed giver – i politik, i vores samfund og i forholdet mellem mennesker,« forklarer hun.

Det er også i kærlighedens relationer – i familien og parforholdet – at en del af utopien om frihed og lige muligheder skal realiseres.

»Mænd skal lære at gå ind i det område, som familien og børnene er. Alt det som stadig i høj grad er kvindernes domæne. Nogle mænd er godt på vej, men her ligger et stort potentiale for forandring og menneskelig vækst,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Men der er også behov for at prioritere det gode børneliv langt højere politisk, både i daginstitution, skole og i forhold til forældrenes arbejdstid, mener hun. Og det kræver, at mændene kommer mere med.

»Kvinder har en meget mere symbiotisk tilgang til børn, som stiller mænd og kvinder meget forskelligt i dag. Men hvis der kommer to omsorgspersoner på, så ville det være godt både for børnene, kvinderne, men jeg tror også, at det ville berige mændenes liv,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Liv i kvindekampen

Når det gælder mænds og kvinders lighed i livet, er der altså stadig et stykke vej. Men også når det gælder lighed for loven, viser den aktuelle debat om voldtægt, at der stadig er mangler, mener Elisabeth Møller Jensen:

»Vi glemmer nogle gange, at vores historiske begyndelse er patriarkatet. Det er den benhårde fortid, som både mænd og kvinder skal befri sig fra, og det er altså en arvesynd, der er svær at ryste af sig, selv om vi har fået stemmeret, ret til uddannelse, arbejde, juridisk ret og ret til egen krop, så er patriarkatet jo både i tid og rum ikke langt væk. Og hvis ikke vi er bevidste om det, så er det svært at forstå, hvorfor det går så langsomt.«

Som professionel feminist og optimist er Elisabeth Møller Jensen dog fortrøstningsfuld. De mange kvinder, der demonstrerede mod Trump, #MeToo-bevægelsen og masser af bøger, film og kunst lavet af og om kvinder er for hende et tegn på, at der stadig er masser af liv i kvindekampen.

»Det er en spændende tid, vi lever i. Jeg har ikke set så mange kvinders historier og oplevelser i kulturen siden 1970’erne. Og det er vigtigt at få flere versioner af vores historie frem,« siger Elisabeth Møller Jensen og udbryder, at hun altså skal på gaden til kampdagen i år.

Men hvis kvindernes manifestationer i kunsten, mod Trump eller grænseoverskridende adfærd i #MeToo skal føre til forandring, så er der brug for, at kvinderne organiserer sig, mener den tidligere KVINFO-direktør. For uden kvindernes engagement sker der ikke noget.

Eller der sker det, at kvinderne mister det, de har kæmpet for, som det skete, da KVINFO mistede sit bibliotek i 2017, slutter Elisabeth Møller Jensen:

»Vi tror alle sammen, at det, vi har opnået, bliver ved med at være der, og det kun kan gå fremad. Men historien og nutiden viser, at vi også kan miste nogle af de tilkæmpede rettigheder igen, som vi har set det i kampen mod retten til abort i USA de seneste år.«