Krigsudredning placerer afgørende FN-rapport i en fodnote

Krigsudredningen giver ikke svar på, hvad der skete i Statsministeriet med den sidste rapport fra FN-inspektørerne, inden Irak-krigen blev indledt.

Rapporten modbeviste på flere punkter den danske regerings påstande om Iraks masseødelæggelsesvåben, men officielt forsvandt rapporten sporløst i Statsministeriet, efter at den var blevet mailet hjem til Danmark fra den danske FN-mission.

Alligevel bliver FN-rapporten kun omtalt i en fodnote i den store krigsudredning, og det beklager flere forskerkolleger og historikere nu. Forskerne bag krigsudredningen ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvorfor de kun omtaler den afgørende FN-rapport i en fodnote.

»Det virker umiddelbart som et lidt mærkeligt fravalg. De havde ikke behøvet at fortie den rapport,« siger Mette Skak, der er lektor ved Århus Universitets Institut for Statskundskab og ekspert i blandt andet politisk historie, internationale forhold og sikkerhed.

Krigsudredningen dokumenterer ifølge Mette Skak, hvordan den danske regering ønskede at følge USA, uanset hvad der måtte komme frem. Derfor burde krigsudredningen have gjort mere ud af den sidste FN-rapport, mener Mette Skak.

»De danske politikere gik efter nogle bestemte oplysninger, som kunne underbygge og legitimere den kurs, som de på forhånd havde besluttet sig for. Så burde man ikke have gjort den her konkrete rapport til fodnotestof,« siger Mette Skak.

»Jeg finder det sært, at Mariager & Co. har puttet denne oplysning væk i en fodnote,« lyder det fra historiker Bent Jensen, der supplerer:

»Det er en selvfølge, at en historiker skal kunne gøre rede for de valg, han eller hun træffer med hensyn til valg og fravalg samt vægtning af kilder. Man sidder jo ikke og rafler om den slags ting.«

Historiker Kurt Jacobsen fra CBS undrer sig over, hvorfor historikerne bag krigsudredningen ikke vil forklare fravalget.

»Det er helt fint, at man som historiker vælger at undlade at bruge bestemte kilder. Men det skal kunne begrundes. Det ligger i historikererhvervet, at man skal kunne redegøre både for sit valg og sit fravalg af kilder. Det må især gælde, når der er så meget politisk bevågenhed, som der er i den her sag,« siger Kurt Jacobsen.

Iben Bjørnsson er museumsinspektør på Østsjællands Museum, koldkrigshistoriker og blandt andet medarbejder på DIIS-udredningen om Den Kolde Krig. Hun er enig i, at historikere bør kunne redegøre for deres valg af kildemateriale, men kan godt forstå, hvorfor forskerne bag krigsudredningen har valgt at nøjes med at omtale den i en fodnote:

»Den rapport ser unægtelig rigtig interessant ud. Personligt synes jeg da, at det er helt vildt mistænksomt, at lige sådan en kritisk rapport, ’huh, den læste vi ikke, den blev væk’. Men hvis jeg skulle fravælge sådan en rapport, skulle det være, fordi dens skæbne var uklar. Hvis Statsministeriet fastholder den dag i dag, at de ikke har modtaget den rapport, så skal man som historiker direkte skrive, at Statsministeriet lyver, hvis man vil medtage den. Så skulle de skrive: ’Der forelå denne her rapport. Den skriver Statsministeriet, at de ikke har modtaget. Men det tror vi ikke på.’ Og dét kan man ikke skrive i en uvildig udredning. Meget kan man skrive, men det der kan man faktisk ikke skrive,« siger Iben Bjørnsson.

Hun understreger, at krigsudredningen var forbavsende kritisk i sine konklusioner om beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen.

Den forsvundne rapport

Og så til det, hele balladen handler om: Nemlig den sidste rapport op til Irak-krigen fra FN’s våbeninspektører UNMOVIC.

I den danske krigsudredning fra den 5. februar 2019 konkluderede forskerne om statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) regerings oplysninger om Iraks masseødelæggelsesvåben, at »alle troede, de fandtes, men måske overdrev regeringen oplysningernes troværdighed, ligesom der er eksempler på, at regeringen strammede oplysningerne«.

Men den afgørende FN-rapport – der blev afleveret til FN’s Sikkerhedsråd den 7. marts 2003, altså 14 dage før Danmark besluttede at gå med i krigen mod Irak – konkluderede, at en lang række af de biologiske og kemiske våben, som Irak blev anklaget for at have, var rådnet op og ikke længere fandtes. Det drejede sig blandt andet om stofferne botulinumtoksin og aflatoksin.

To dage før den danske tilslutning til krigen fremhævede udenrigsminister Per Stig Møller den 19. marts 2003 netop de to stoffer botulinumtoksin og aflatoksin som farlige i en tale i Folketinget.

Hvis regeringen var opmærksom på konklusionerne i våbeninspektørernes sidste rapport, blev beviserne altså ikke blot »strammet«, som krigsudredningen har konkluderet, men direkte modsagt af den danske regering under optakten til den danske krigsdeltagelse.

Af den grund kan det være vigtigt at få klarlagt, hvem i den danske administration der læste FN-rapporten, og hvad der skete med oplysningerne i den.

Den danske FN-mission modtog en kopi af våbeninspektørerne UNMOVIC’s rapport fra den amerikanske mission samme dag, som rapporten blev fremlagt i FN’s Sikkerhedsråd.

De danske diplomater mailede rapporten hjem til Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, to mailadresser i Forsvarets Efterretningstjeneste og en lang række andre modtagere, kort efter midnat mellem den 7. og 8. marts 2003, altså stadig 13 dage før Danmark besluttede at gå i krig.

Møllers talepapir

Den 19. marts 2003 var der førstebehandling af forslaget om dansk deltagelse i Irak-krigen. Her sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K), at FN’s våbeninspektører havde godtgjort, at Irak havde fremstillet 19.000 liter botulinumtoksin og 2.000 liter aflatoksin. Per Stig Møller hævdede, at ingen troede, at de stoffer var blevet destrueret.

»Altså er situationen blevet værre,« sagde Per Stig Møller den 19. marts 2003, på trods af at FN’s våbeninspektører allerede den 7. marts 2003 havde konkluderet, at »alle sådanne lagre af botulinumtoksin, uanset om det er i lagre eller i våbenform, der eksisterede efter 1991, ville ikke være aktive i dag«, og om aflatoksin, at »sådanne lagre ville være henfaldet og rumme lidt om overhovedet nogle aktive stoffer i 2003«. 

Information er fra en aktinsigt udleveret i 2003 i besiddelse af det talepapir, som Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitisk Kontor havde forberedt til udenrigsministeren, og som han læste op af i Folketingssalen. Her bliver stofferne aflatoksin og botulinumtoksin ikke nævnt i afsnittet om Iraks masseødelæggelsesvåben.

Per Stig Møller talte altså direkte imod våbeninspektørernes konklusioner og imod sine forberedte noter, da han nævnte de to stoffer som farlige.

De forkerte påstande om aflatoksin og botulinum-toksin blev ikke rettet, inden Folketinget stemte for den danske krigsdeltagelse to dage senere, den 21. marts 2003. Per Stig Møllers talepapir er journaliseret som N.SP, 105.I.77, S.HUM, 46.Irak.5b i Udenrigsministeriets sag vedrørende Irak-krigen og er tidligere blevet udleveret i aktindsigter, men bliver ikke fremhævet i krigsudredningen og dens kildemateriale.

Udenrigsministeren bekræftede senere i 2003 efter krigens start og i 2004 i besvarelser i Folketinget, at FN’s våbeninspektører havde konkluderet, at de nævnte stoffer var henfaldne og ufarlige.

Endnu mere mystisk var FN-rapportens vej ind i Statsministeriet. Den danske FN-mission sendte den 7. marts 2003 klokken 23:59:57 en mail hjem til regeringens såkaldte Irak-kreds om dagens møde i FN’s Sikkerhedsråd.

Mailen beskrev mødet og sluttede med, at den danske mission forklarede, at den ville sende rapporten Unresolved Disarmament Issues i en efterfølgende, særskilt mail.

I Statsministeriet blev denne mail printet ud og læst af en række medarbejdere, bl.a. Statsministeriets departementschef, der signerede den udprintede mail. 28 minutter senere, den 8. marts klokken 00:27:54 sendte missionen en mail med hele rapporten i en serie pdf-filer.

Den 10. marts klokken 08:44:56 sendte den danske FN-mission en tredje mail om rapporten. Den indeholdt de sidste seks sider af Unresolved Disarmament Issues, der på grund af en teknisk fejl var faldet ud i den forudgående mail. Denne sidste mail blev printet ud i Statsministeriet og læst og signeret af flere medarbejdere, heriblandt departementschefen.

De to journaliserede mails er udleveret i aktindsigter fra Statsministeriet. Her kan man se signaturerne fra statsministeriets medarbejdere og departementschefen samt tidspunkterne for fremsendelsen af de to mails. Den tredje, forsvundne mail, har været genstand for spørgsmål i Folketinget, hvor mailhovedet med tidspunkt for fremsendelsen af mail blev udleveret som svar på spørgsmål i Udenrigsudvalget i 2008.

Ingen rapport

Statsministeriet har modtaget og journaliseret den første mail, der fortalte, at rapporten var på vej, og Statsministeriet har modtaget og journaliseret den sidste mail med de sidste seks sider af rapporten. Men ifølge den officielle forklaring er selve rapporten forsvundet sporløst på vej ind i Statsministeriet. Det har, trods utallige henvendelser, ikke været muligt at få en forklaring fra Statsministeriet om, hvad der er sket med rapporten.

Forskerne bag krigsudredningen vil ikke svare på, om de har fået en forklaring fra Statsministeriet om, hvad der skete med FN-rapporten i ministeriet. De skriver blot i en mail, at de »erindrer ikke at have set materiale« om mailen med rapporten, og hvad der skete med den.

Den officielle forklaring er, at departementschefen har læst, at rapporten er på vej, og han har læst de sidste seks sider af rapporten – men han har ikke rykket for resten af rapporten, der i sine konklusioner modbeviser regeringens påstande om Iraks lagre af botulinumtoksin og aflatoksin.

Det blev bredt omtalt i internationale medier, at våbeninspektørerne afleverede rapporten Unresolved Disarmament Issues. I Storbritannien fremlagde udenrigsminister Jack Straw en kopi af rapporten for det britiske parlament den 17. marts 2003.

I Danmark bad Folketinget under forhandlingerne om dansk krigsdeltagelse om at få udleveret en oversat udgave af rapporten, men dette blev afvist af Per Stig Møller.

Ved et interview i 2007 afviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at fortælle, hvem i Statsministeriet der havde læst rapporten Unresolved Disarmament Issues.

Forskerne bag krigsudredningen citerer et talepunkt fra Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitisk Kontor og Folkeretskontoret for, at UNMOVIC’s og IAEA’s rapporter kunne »anvendes som objektivt bevis«.

Men selv om UNMOVIC's rapport Unresolved Disarmament Issues 14 dage før den danske krigsbeslutning modbeviste regeringens senere påstande om Iraks våben, og selv om Udenrigsministeriet havde skrevet, at rapporten kunne betragtes som objektivt bevis, så har forskerne bag krigsudredningen valgt kun at nævne FN-rapporten i en fodnote til krigsudredningen.

Her skriver krigsudrederne blot afslutningsvist, at »det er uklart, hvorvidt regeringen var opmærksom på UNMOVIC's rapport, der blev offentliggjort kort før krigsudbruddet«.

– Hvorfor har I valgt ikke at fokusere på denne rapport og dens vej ind i hhv. Stats- og Udenrigsministeriet?

»Som redegjort for i Regin Schmidts e-mail fra 24. februar mener vi ikke, at en yderligere analyse af rapporten ville bidrage med afgørende nyt i en besvarelse af udredningens kommissorium. Derfor har vi ikke underkastet det yderligere analyse,« svarer Rasmus Mariager, Regin Schmidt og Anders Wivel i en mail den 25. februar 2019.

Talrige andre eksempler

I en anden mail svarer forskerne, at de ikke mener, at fravalget af våbeninspektørernes rapport belaster krigsudredningens troværdighed.

»Vi har ved hjælp af talrige eksempler påvist, at regeringen anvendte en minimalistisk informationspraksis af Det Udenrigspolitiske Nævn og Folketinget ved enten at give et fejlagtigt billede af forholdene eller et direkte forkert indtryk. De mest signifikante eksempler mht. Irak er, at regeringen fremstillede dens viden om masseødelæggelsesvåben som mere sikker, end den var,« skriver Regin Schmidt.

Forskerne bag udredningen besvarer ikke spørgsmål om, hvorvidt regeringen i deres udtalelser ikke blot strammede, men gik direkte imod de tilgængelige beviser fra våbeninspektørerne.

»Tak for din e-mail. Vi synes egentlig, at vi har svaret på dit spørgsmål flere gange. Vi synes, at det billede, der tegnes i udredningen af VK-regeringens videregivelse af oplysninger til Folketinget, er ganske tydeligt. Der kan, som du er inde på, findes flere og andre eksempler end dem, vi giver. Og ja, der er mange nuancer i sagerne. Det er imidlertid vores forståelse, at vi har tegnet et retvisende billede af det passerede. Vi har derfor ikke yderligere at tilføje. Held og lykke med dit fortsatte arbejde.«

Information har forelagt alle oplysninger for daværende udenrigsminister Per Stig Møller for at få kommentarer til sagen og et interview om den danske krigsdeltagelse, men trods talrige henvendelser er Per Stig Møller ikke vendt tilbage.