Torsdag kom Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen med endnu en udtalelse i sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte instruks fra den 10. februar 2016 om adskillelse af samtlige unge asylpar. Og selv om ombudsmandens 18 sider lange udtalelser rummer kras kritik af såvel Udlændingestyrelsen som Udlændinge- og Integrationsministeriet, så vil han ikke på det foreliggende grundlag foretage sig yderligere i sagen. Ombudsmandens udtalelse og hvorfor han ikke kan foretage sig mere, vender vi tilbage til.
Men Ombudsmandens beslutning om ikke at foretage sig mere gør det ifølge udlændingeordførerne fra oppositionen endnu mere nødvendigt at få lavet en uvildig undersøgelse af hele sagen.
»Når Ombudsmanden ikke kan komme længere, er der behov for at gå videre på andre måder,« siger Sofie Carsten Nielsen (R).
»En ombudsmand kan ikke afsætte ministre. Det kan Folketinget, men det kræver et flertal. Det har vi ikke nu, men vi har et beslutningsforslag om, at den her sag skal undersøges til bunds, så når der kommer et andet flertal, kan det gå hurtigt med at få etableret en undersøgelse,« fortsætter hun.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er enig: »Vi kommer ikke længere i den her sag, før en række centrale embedsmænd får mulighed for under vidneansvar at fortælle, hvad der skete,« siger hun.
En lignende melding kommer fra Mattias Tesfaye (S): »Der skal nedsættes en uvildig undersøgelse, som kommer helt til bunds i den her sag. Det har vi allerede fremsat et forslag om i Folketinget sidste år, og det står vi selvfølgelig ved. Præcis hvilken form for uvildig undersøgelse, det skal være, er det for tidligt at lægge sig fast på.«
Ifølge det omtalte beslutningsforslag (B 91) er »en endelig klarlægning af forløbet og efterfølgende ansvarsplacering« kun mulig, hvis »de involverede embedsmænd får lejlighed til at komme til orde under vidneansvar«.
Under behandlingen af B 91 sidste år, der endte med en forkastelse, sagde Inger Støjberg bl.a.: »På intet tidspunkt er der kommet noget frem, der dokumenterer eller blot sandsynliggør, at jeg skulle have ønsket eller endda forsøgt at iværksætte en ulovlig praksis, hvor myndighederne adskilte par i strid med vores internationale forpligtelser.«
Den hemmeligholdte mail
Dermed er vi tilbage ved Ombudsmandens seneste udtalelse. Anledningen til, at Ombudsmanden igen kiggede på sagen om de unge asylpar, var en hidtil ukendt mailudveksling, som Information kunne afsløre for fire uger siden. Indholdet af mailudvekslingen modsagde den forklaring, som Inger Støjberg hidtil har brugt som alibi for, at hun ikke havde givet ordre til ulovlig sagsbehandling, da hun udsendte en pressemeddelelse den 10. februar 2016 om, at samtlige unge asylpar skulle adskilles.
Selv om der ikke kendes nogen som helst form for skriftlig dokumentation for ministerens påstand, har hun henholdt sig til, at det på et formiddagsmøde i ministeriet for koncerndirektionen mundtligt blev tilkendegivet over for den daværende direktør i udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, at der ville være undtagelser. Altså par, som af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser ikke skulle adskilles.
Men en times tid efter, at Henrik Grunnet havde været til mødet, modtog han en mail fra styrelsens pressemedarbejder, der varslede, at ministeriet om eftermiddagen ville gå ud med budskabet: »Støjberg: INGEN barnebrude må bo med ægtefælle«. Hertil svarede Henrik Grunnet »Ja« og tilføjede, at »mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har et fælles barn«.
Denne mailudveksling havde hverken Ombudsmanden eller Folketinget set. Tværtimod mente Udlændingestyrelsen ifølge deres senere forklaring, at den ikke var omfattet af Ombudsmandens anmodning om alle sagsakter, efter han i april 2016 var gået ind i sagen. Senere har Udlændinge- og Integrationsministeriet tilsluttet sig denne vurdering, og det samme har Inger Støjberg personligt gjort på et samråd om den ukendte mailudveksling forrige fredag.
Kras kritik af Inger Støjberg
Det var imidlertid en »klar fejlvurdering«, mente Ombudsmanden i sin udtalelse torsdag. Og det var ligeledes »en klar fejlvurdering fra Udlændinge- og Integrationsministeriets side«, at ministeriet »har givet udtryk for at være enig i Udlændingestyrelsens vurdering«.
Ifølge professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet er udtalelsen »en klar løftet pegefinger eller et gult kort« fra Ombudsmanden.
»Det er han ikke tilfreds med. Det er et lidt afdæmpet juridisk udtryk, som dækker over en klar markering fra Ombudsmandens side,« konstaterer professoren.
Ombudsmanden konkluderer desuden, at mailen underbygger hans konklusion fra hans første udtalelse fra marts 2017, nemlig at Inger Støjbergs instruks – udover efter sit indhold at være ulovlig – »medførte en betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete sager«, og at ministeriets fremgangsmåde i sagen samlet set havde været »meget risikabel i forhold til ministeriets grundlæggende pligt til sikring af lovlig administration på området«.
Ombudsmanden skriver desuden, at han mener, mailen fra Henrik Grunnet umiddelbart kan forstås på to måder: Enten skriver han, at Inger Støjberg på koncerndirektionsmødet om formiddagen havde givet udtryk for, at der skulle ske adskillelse af unge asylpar, uanset om dette måtte være i strid med FN’s Børnekonvention. Eller også kan mailen forstås sådan, at ministeren på mødet gav udtryk for sin politiske holdning til problemstillingen, men uden at der heri lå, at der skulle ske adskillelse af par i tilfælde, hvor det ville være konventionsstridigt.
»På det foreliggende grundlag« kan Ombudsmanden ikke fastlægge, hvilken af de to fortolkninger, der er den korrekte. Og eftersom Udlændinge- og Integrationsministeriet i sit svar til Ombudsmanden har fastholdt, ar der fandt en mundtlig tilkendegivelse sted på formiddagsmødet – og det er udtalelser, som er afgivet efter ansvar for ombudsmandsloven – så ser Ombudsmanden »samlet set« ikke anledning til at foretage sig mere.
Det undrer for så vidt ikke professor Michael Gøtze, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at foretage sig yderligere.
»I og med at ministeriet fastholder deres tidligere udtalelse om, at der blev givet en mundtlig tilkendegivelse til styrelsens direktør, og at det er sagt under ansvar over for ombudsmandsloven, så er mailen fra Henrik Grunnet ikke i sig selv nok til at rykke ved den forklaring, selv om det er en melding fra en helt central aktør. Personligt synes jeg ikke, at den kan misforstås, men Ombudsmanden sender et signal her: Han må tro på det, der bliver sagt under ansvar over for lovgivningen.«
I Ombudsmandens udtalelse betoner han netop, at ministeriets udtalelser er »afgivet under ansvar« efter bestemmelsen i ombudsmandsloven.
»Det er en usædvanlig reminder fra Ombudsmanden om, at man skal sige sandheden. Det er en udtalelse, der kun bruges i helt specielle situationer. Det er normalt noget, som alle ved, at man skal sige sandheden til Ombudsmanden, så det er meget usædvanligt, at det er taget med her,« siger Michael Gøtze.
Inger Støjberg svarer i en kommentar på mail: »Ministeriet har vurderet, at den pågældende mail ikke var omfattet af Ombudsmandens anmodning, da den ikke indeholder retlige overvejelser. Det er fortsat ministeriets vurdering. Ombudsmanden anfører selv, at mailen kan læses på flere måder, men vi tager til efterretning, at han gerne ville have haft mailen og selv have haft lejlighed til at vurdere indholdet af den. Nu har Ombudsmanden set mailen, og det fører ikke til, at han ændrer sin tidligere konklusion i sagen. På trods af de fodfejl, vi som myndighed har begået i denne sag, så er jeg fortsat meget tilfreds med, at jeg lagde kursen markant om, så vi sikrer, at helt unge piger ikke skal bo sammen med ældre mænd på danske asylcentre. Jeg vil fortsat gøre alt, hvad der står i min magt for at beskytte disse piger og dermed klart sige fra over for barnebrude.«
Det viser med al tydelighed, at det danske demokratiske kontrol med landets politikere egentlig blot er en - i øvrigt - ret ligegyldig facade.
Man kan selvfølgelig diskutere, hvem der skal kunne afsætte en demokratisk valgt politiker. Men det kan i hvert fald ikke være rimeligt, at det skal være en regeringsleder eller et politiske flertal, der kan have samme holdning som ministeren.
Hvis folketinget ikke kan give borgerne, der trods alt ejer samfundet, en rimelig politisk kontrolmulighed, med virkelige muskler til at gribe ind overfor overtrædelser, så må borgerne kunne forlange en rigtig forfatningsdomstol med fulde beføjelser.
, ,
Det giver rigtig anledning til had mod politikere, og det forklarer meget af det, der kommer til udtryk på de sociale medier.
Ja, der er brug for en ekstern (en fjerde faktor), der har kompetence til at gribe ind, når de folkevalgte ikke kan forvalte det, de har ladet sig vælge til.
Systemet er fyldt med folk med klister i rumpen. Det gælder også den siddende Ombudsmand. Hvis en Ombudsmand udtaler så alvorlig, som har gjorde i sagen om barnebrude, burde det få Folketingets til at udtale mistillid til ministeren, som så må gå.
Det skete som bekendt, Folketinget udtrykte i derved indirekte sin mistillid til Ombudsmanden, der så i følge ombudsmandsloven burde tage sit gode tøj og gå.
Det skete heller ikke, og folketingets flertal kan hermed fortsætte med populistisk optræden.
@ John Damm Sørensen,
Formentlig har du i nogen grad ret.
Men specielt omkring ombudsmands-institutionen er der ganske stramme fastlagte lov-regler for institutionen beføjelser. Og jeg mener kan kunne huske 2 tilfælde i nyere tid, hvor det politiske flertal både reducerede borgernes lovfæstede ret til aktindsig i forvaltningen, samt ombudsmandens beføjelser. Og egentlig tror jeg, at dette skete 3 gange.
Jeg prøver igen uden fejl:
Systemet er fyldt med folk med klister i rumpen. Det gælder også den siddende Ombudsmand. Hvis en Ombudsmand udtaler så alvorlig kritik, som han gjorde i sagen om barnebrude, burde det få Folketingets flertal til at udtale mistillid til ministeren, som så må gå.
Det skete som bekendt ikke, Folketinget udtrykte derved indirekte sin mistillid til Ombudsmanden, der så i følge ombudsmandsloven burde tage sit gode tøj og gå.
Det skete heller ikke, og folketingets flertal kan hermed fortsætte med populistisk optræden.
@Gert Romme
Det er korrekt, at Ombudsmanden fik frataget beføjelsen til at anbefale at anlægge retsager mod offentligt ansatte. Det skete med den besynderlige begrundelse, at ingen ombudsmand havde benyttet sig af beføjelsen. Så vidt jeg husker, skete det i 1997, hvor Ombudsmanden fik indsigt i kommunale forhold. Den reelle begrundelse er nok nærmere, at Ombudsmanden med dette nye arbejdsområde meget snart ville kunne få brug for beføjelsen.
Det mest beskæmmende ved ombudsmandsinstitutionen er efter min opfattelse, at det var ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, der førte an med lukketheden i Offentlighedskommissionen, hvor han som formand lukkende kommissionen hermetisk. Man kan som almindelig borger stadig ikke få aktindsigt i kommissionens arbejde.
Kommer man til Danmark som flygtninge og også ægtefæller, så må staten ikke adskille disse ægtepar og placere dem i hver sin lejr. Heller ikke hvis de pågældende ikke opfylder danske aldersbetingelser for indgåelse af ægteskab. Dette fremgår af EMRK, dansk lov L.285 af 1992 hvor det fastslås at "giftefærdige må indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love". Så kommer man fra et land hvor aldersgrænsen er f.eks. 16 år så gælder det også her i landet.
Dét vidste Støjberg naturligvis udmærket og derfor skal hun præsenteres for et mistillidsvotum i Folketinget og afskediges som minister.
Kan det måske være sådan en slags civil ulydighed ministeren har begået, ud fra en oprigtig kærlighed til danske værdier? Hvis det er tilfældet og mange er enige i hendes dispositioner, også i tinget og uagtet de ikke har fulgt lovens bogstav, så undrer det ikke mig, at sagen trækkes i langdrag og besværliggøres af dårlig hukommelse, bortkomne mails og allehånde søforklaringer. Nu har sagen om de (måske alt for) unge ægtefolk kørt hvor længe - og lige om lidt er der valg, så kan det være vi får en helt ny regering og nogle endnu mere spændende skandaler? Man har jo lov at håbe.
Hvis Støjbergs overtrædelse af loven er udtryk for civil ulydighed, må hun, lige som alle andre, tage konsekvensen af sin civile ulydighed. Det er jo ikke et get-out-of-jail-card.
Gert Romme rører ved et alvorligt demokratisk problem, som jeg ikke kender løsningen på: Hvis et flertal i en befolkning fx vælger at indføre apartheid mod et mindretal, er der intet, der forhindrer det. Diverse konventioner, som forbyder en sådan handling, kan opsiges af det samme flertal.
Nu tror jeg, at dette scenario er rent hypotetisk, da jeg ikke tror, at flertallet støtter op om Støjbergs udlændingestramninger, hverken i befolkningen eller i Folketinget. At hun ikke retsforfølges skyldes efter min mening mere talmagi og magttænkning - en hård kurs over for racisterne i regeringen vil føre til et brud med regeringens støtteparti og dermed regeringens fald, og som John Damm Sørensen skriver, er klisteret på taburetterne stærkere end moral.
Hvordan sikrer man sig, at et folk, der rammes af en ondartet massepsykose, ikke er til fare for sig selv og andre? Hidtil er det gået meget godt, men der er eksempler i historien på, at et flertal, eller bare et meget stort mindretal, på demokratisk vis har afskaffet demokratiet.
Demokratiet og retssikkerheden har temmelig trange kår i Danmark.
Vi burde revidere den forældede Grundlov, indskrive konventionerne i loven, og tillige have en Forfatningsdomstol.
Men det er nok utopi i en højredrejet tid.
Eva Schwanenflügel
På mange måder er Danmarks Riges Grundlov god nok, men den bliver ikke overholdt, og den bliver fejltolket.
Som eksempel: Ytringsfrihed står intet sted i Grundloven. Der står, at enhver kan give udtryk for sin mening skrift og tale. Det er derfor en fejlfortolkning at skrive ytringsfrihed. En ytring er også, hvis jeg vender min bare mod en politiker. Men at formulere en holdning en mening, det er noget andet.
Der er mange ting der mangler i Grundloven, bl.a. en ordentlig definition af ytringsfrihed, som du er inde på, Jens J. Pedersen.
Fx mangler der også ret meget om diskrimination, tortur og dødsstraf, forskelsbehandling osv.
Mange af de rettigheder vi tager for givet, kommer fra menneskerettighederne, men de konventioner er det jo populært at ville af med, suk..
Jeg hørte starten af en debat mellem Flemming Rose og Naser Khader i radioen, inden jeg, som altid når Naser Khader udtaler sig, blev nødt til at slukke for at undgå et smadret instrumentbræt eller et trafikuheld.
Kort fortalt mente Rose, at det var yderst betænkeligt med alle de nylige love, som indskrænker ytringsfriheden for primært muslimer.
Khader mente derimod, at når han indskrænkede andres ytringsfrihed, så var det en nødvendighed og noget helt andet end hans egen ytringsfrihed.
Han ville meget gerne give ytringsfrihed til alle og, som han sagde, "sidde på den høje hest" med alle de rigtige principper, men omstændighederne tvinger ham desværre til at fratage bestemte grupper ytringsfriheden...
Og det er jo det samme vi ser med Støjberg - omstændighederne tvinger hende til at fratage bestemte grupper deres rettigheder.
Jeg kan ikke se andet, end at det er den direkte vej mod et meget, meget grumt sted, hvor vi som samfund har været før. Hvis ikke et samfund behandler alle borgere ens, så er det for det første ikke et åbent, liberalt samfund, og for det andet heller ikke et retssamfund.
Hvem er de næste, der skal sendes ud på en reel eller imaginær øde ø? Og hvad gør det ved et samfund at udskamme en hel medborger-gruppe på denne måde?
Hvis ikke Socialdemokraterne besinder sig og stopper racet mod bunden, så tror jeg desværre vi som samfund har tabt.
Måske er den bedste mulighed, at DF (og Venstre) bløder så mange vælgere som overhovedet muligt til Nye Borgerlige, så det bliver mindre afgørende at lave forlig med dem. Men jeg vil stadig give en snebold bedre overlevelseschancer i helvede.
Eva Schwanenflügel
Hvorfor inddrage begrebet ytringsfrihed?
Jf. Grundloven har vi ret til at give udtryk ofr vores holdning. Det er ment konstruktivt.
Hvis vi skal have begrebet ytring ind i Grundloven, så bliver det meget omfattende, da ytringer er mange ting. En bombe smidt et sted er også en ytring.
Det er vigtigt, at Grundloven er enkel og klar. Der er mange andre steder, man kan gribe fat og tilpasse Grundloven.
Eva Schwanenflügel
Man kan også tage retten til ikke voldeligt at demonstrere sin holdning ved organiseret optog/samling. Men, så skal vi definere vold. Er det kun fysisk vold eller er det også psykisk vold, som NB og DF udøver til daglig?
@ Jens J. Pedersen
10. marts, 2019 - 12:18 :
"Eva Schwanenflügel
Hvorfor inddrage begrebet ytringsfrihed?"
Hm.. Nu bliver jeg lidt forvirret, Jens.. Det var da dig selv, der inddrog begrebet i din forrige kommentar, og jeg er ikke sikker på hvad dit spørgsmål er?
Ha ha, du har ret i, at den psykiske vold fra politisk hold burde gøres strafbar ;-)