Læsetid: 6 min.

Oversigt: Pensionsselskaberne har investeret mindst 1,13 mia. i firmaer, der leverer våben til Saudi-Arabien

14 ud af 17 pensionsselskaber, som Information har undersøgt, har investeret i virksomheder, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. PensionDanmark og Lægernes Pension har de største beløb investeret. Få hele oversigten her
14 ud af 17 pensionsselskaber, som Information har undersøgt, har investeret i virksomheder, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. PensionDanmark og Lægernes Pension har de største beløb investeret. Få hele oversigten her

Sofie Holm Larsen

27. marts 2019

Som Information skriver i dag, investerer danske pensionsselskaber store summer i udenlandske våbengiganter, der er storleverandører til landet.

Samlet set har de aktier for mindst 1,13 milliarder af danskernes pensionspenge i virksomheder, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det viser en gennemgang, som Information har lavet af de 17 største pensionsselskabers aktiebeholdninger.

Investeringerne vækker hård kritik fra blandt andre menneskeretsorganisationen Amnesty International.

Vi bringer her en oversigt over de investeringer, som de danske pensionsselskaber har i våben til Saudi-Arabien. Kun tre af de 17 pensionsselskaber ser ikke ud til at have nogen investeringer.

PensionDanmark

243,8 mio. kr. har PensionDanmark investeret i selskaber, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Northrop Grumman (40,3 mio.), BAE Systems (39,5 mio.), Lockheed Martin (42,8 mio.), Raytheon (40,8 mio.), Rheinmetall (25,4 mio.) samt Thales (55 mio).

Lægernes Pension

138,1 mio. kr. har Lægernes Pension investeret i selskaber, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Boeing (77,3 mio.), Airbus (39,8 mio.), General Electric (13,3 mio.), BAE Systems (4,3 mio.) samt Thales (3,4 mio.).

Lægernes Pension tager udgangspunkt i gældende sanktioner, og der er ikke nogen sanktioner mod Saudi-Arabien, påpeger chef for forvalterudvælgelse Nikolaj Waldhausen.

»Vi går i stedet i dialog med selskaberne om at sikre overholdelsen af menneskerettighederne,« skriver han i et mailsvar til Information.

»Vi har bedt om dokumentation for, at selskaberne har udført en menneskerettigheds-due diligence som beskrevet i både FN’s vejledende principper for selskaber og menneskerettigheder og OECD’s vejledning for internationale selskaber. På baggrund heraf ekskluderede vi i 2018 et selskab for manglende sikring af overholdelsen af international folkeret i Yemen, da selskabet havde leveret udstyr til præcisionsbombninger til Saudi-Arabien.«

Lægernes Pension oplyser, at der er tale om selskabet Raytheon.

Topdanmark

117,5 mio. kr. har Topdanmark investeret i Airbus. Det er en investering, der lever op til Topdanmarks politik for socialt ansvar, skriver kommunikationschef Jens Langergaard i et mailsvar til Information.

Han fremhæver, at produktionen af civile fly og helikoptere udgør »ca. 80 procent« af Airbus’ omsætning. Desuden er Airbus et paneuropæisk selskab, der er underlagt »demokratisk kontrol«.

»Vi er grundlæggende trygge ved den demokratiske parlamentariske kontrol med Airbus’ aktiviteter, og vi noterer os, at der fra statslig og EU-side reguleres/opfordres til regulering for så vidt angår selskabets aktiviteter i og med Saudi-Arabien. Det, mener vi, er den rigtige måde at regulere handel med våben på.«

P+ (DIP og JØP)

116 mio. kr. har P+ investeret i selskaber, der leverer militært udstyr eller tjenesteydelser til Saudi-Arabien.

Det drejer sig om Northrop Grumman (0,9 mio.), BAE Systems (12,7 mio.), Raytheon (3,2 mio.), Lockheed Martin (1,2 mio,), Rheinmetall (1 mio.), Boeing (58,9 mio.), General Dynamics (2,1 mio.), Textron (5,2 mio.), Thales (11,6 mio.) samt General Electric (19,1 mio.).

P+ oplyser, at DIP og JØP’s politik for ansvarlige investeringer tager udgangspunkt i konventioner, traktater og sanktioner, som Danmark støtter. Det betyder, at de to pensionsselskaber ikke investerer i firmaer, der producerer eksempelvis klyngevåben eller biologiske våben. Men de kan »godt investere i våbenselskaber, som myndighederne har givet eksporttilladelser«, skriver P+ i et mailsvar til Information.

Industriens Pension

103,9 mio. kr. har Industriens Pension investeret i selskaber, der leverer militært udstyr eller tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Airbus (70,6 mio.) og Lockheed Martin (33,3 mio.).

Industriens pension har ekskluderet alle producenter af konventionsstridige våben, »men ikke våbenproducenter generelt«, forklarer pressechef Laurits Harmer Lassen. Han fremhæver, at der i øjeblikket ikke er nogen internationale sanktioner mod Saudi-Arabien. Alligevel har pensionsselskabet kontaktet konsulentfirmaet Hermes EOS »med henblik på en dialog« med Airbus og Lockheed Martin.

»Vi vil følge selskabernes ageren og resultaterne af dialogen,« skriver pressechefen til Information.

Danica Pension

86 mio. kr. har Danica Pension investeret i virksomheden General Electric, der leverer kampflymotorer til Saudi-Arabien. Pensionsselskabet oplyser, at de er ved at undersøge sagen nærmere.

Pædagogernes Pension (PBU)

83,1 mio. kr. har PBU investeret i selskaber, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Northrop Grumman (27,6 mio.), Boeing (24,9 mio.), Raytheon (20,3 mio.), Lockheed Martin (7,8 mio.) samt General Electric (2,5 mio.)

Pædagogernes Pension ekskluderer i dag producenter af klyngeammunition, landminer, biologiske våben og kemiske våben, men ikke våbenproducenter generelt.

»Vi forholder os alene til, om de anførte producenter er involveret i lovlig produktion og salg. Producenterne skal naturligvis overholde alle gældende sanktioner og må ikke overtræde internationale normer for god virksomhedsopførsel,« skriver ESG-ansvarlig Rasmus Juhl Pedersen til Information og tilføjer:

»Våbenhandel med Saudi-Arabien og andre lande i konflikt kan meget vel blive et emne på et tidspunkt i delegeretforsamlingen.«

Velliv

77,7 mio. kr. har Velliv investeret i selskaber, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Rheinmetall (0,6 mio.) og General Electric (77,1 mio.).

Thomas H. Kjærgaard, chef for Investment Governance & Affairs, oplyser, at Velliv ikke investerer i selskaber, der producerer »ulovlige og sanktionerede våbentyper«.

»Ifølge vores oplysninger holder våbenaktiviteterne i de nævnte selskaber sig inden for disse rammer,« skriver han til Information.

»Her er øjensynlig tale om våbenproducenter, der respekterer internationale principper for samfundsansvar.«

Pensam

53,2 mio. kr. har Pensam investeret i General Electric. Pensionsselskabet har en politik om ikke at investere i virksomheder, der medvirker til at producere eller udvikle klyngevåben, atomvåben eller landminer.

Men General Electric producerer kampflymotorer »og falder derfor ikke ind under vores eksklusion af våbenproducenter«, forklarer investeringsdirektør Claus Jørgensen. Det er dog »noget, vi p.t. diskuterer, fordi vi er opmærksomme på problemstillingen«, tilføjer han.

»Den danske regerings beslutning om at suspendere eksport af militært udstyr til Saudi-Arabien indgår selvfølgelig i disse diskussioner,« skriver Claus Jørgensen til Information.

PFA

42 mio. kr. har PFA investeret i selskaber, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Thales (41 mio.) og General Electric (1 mio.).

Der er tale om »en kompleks problemstilling«, skriver PFA i et mailsvar til Information.

»Derfor har vi indtil nu valgt at forholde os til, hvad der er af konkrete internationale sanktioner, som vi skal følge som investor.« Der er ingen internationale sanktioner mod Saudi-Arabien.

PKA

39,7 mio. kr. har PKA investeret i selskaber, der leverer militært udstyr eller tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Rheinmetall (3,6 mio.) og General Electric (36,1 mio.).

Pensionsselskabets chef for ansvarlige investeringer, Dewi Dylander, forklarer, at PKA ikke investerer i virksomheder, der »producerer kontroversielle våben eller leverer våben til sanktionsramte lande«.

»Hvis Saudi-Arabien bliver underlagt internationale sanktioner, og selskaberne fortsætter deres forretninger med landet, vil vi naturligvis ikke investere i dem,« skriver hun i et svar til Information.

MP Pension

24,7 mio. kr. har MP Pension investeret i General Electric. Pensionsselskabet oplyser, at de nu vil undersøge sagen nærmere.

AP Pension

4,6 mio. kr. har AP Pension investeret i selskaber, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det drejer sig om Boeing (2,36 mio.), General Electric (1,14 mio.), Raytheon (0,87 mio.), BAE Systems (0,22 mio.) samt Northrop Grumman (0,02 mio.)

»I AP Pension er det vores holdning, at man har de bedste muligheder for at påvirke et givent selskab mod en mere ansvarlig adfærd, hvis man er ejer af det og kan påvirke via dialog i stedet for at frasælge,« skriver investeringsdirektør Ralf Magnussen i et mailsvar til Information.

Northrop Grumman er egentlig sortlistet af pensionsselskabet. Men da aktierne i det firma er ejet via »passive forvaltede fonde, der ejer alle selskaber i det marked, der følger«, har AP Pension »ikke bestemmende indflydelse og kan derfor ikke frasælge aktier«, forklarer Ralf Magnussen.

De øvrige selskaber er ikke på AP’s eksklusionsliste. Men pensionsselskabets screeningbureau har i forhold til flere af dem »observeret mistanke« om eller »verificeret« de forhold, Information påpeger.

»Det er derfor muligt, at vi vil gå i dialog med selskaberne på et senere tidspunkt,« skriver Ralf Magnussen.

ATP, Sampension og Lærernes Pension

Ingen af de tre pensionsselskaber ser ud til at have investeringer i selskaber, der leverer militært udstyr eller tjenesteydelser til Saudi-Arabien.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer