Læsetid: 3 min.

Politisk flertal vil hjælpe den demokratisk ejede sektor

Et flertal bestående af oppositionen, Venstre og Dansk Folkeparti er klar til at kigge på, hvordan man kan hjælpe demokratiske virksomheder ved for eksempel at skabe bedre adgang til kapital og mere vejledning på området
7. marts 2019

På Christiansborg ønsker et flertal af partierne at skabe bedre vilkår for demokratiske virksomheder, og flere af dem er positivt stemt over for de tre tiltag om øget adgang til kapital, mere viden på området og lavere beskatning ved virksomhedsoverdragelse, som tænketanken Demokratisk Erhverv foreslår.

Derudover er flere partier i gang med eller har netop fremlagt udspil og fremsat forslag om på den ene eller anden måde at forbedre vilkårene for erhvervsdemokrati.

Som Information har beskrevet tidligere, har SF for nylig foreslået en særlig selskabsform for medarbejderejede virksomheder. Derudover har Alternativet netop fremsat et beslutningsforslag, som går ud på, at regeringen skal nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på en kooperationslovgivning i Danmark. Og så arbejder Enhedslisten på et udspil på området.

Positiv højrefløj

I Venstre er erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen glad for kortlægningen af sektoren. Han hilser tiltagene »varmt velkommen, dog med den fair og lige konkurrence for øje«.

»Gunstige låne- og investeringsmuligheder er vigtigt for dansk erhvervsliv. Det er det skattegrundlag, danske virksomheder opererer på baggrund, ligesom at erhvervsfremmesystemet skal give danske virksomheder en hjælpende hånd i deres eksporteventyr. Derfor går jeg ind for initiativer, der gavner den samlede masse af virksomheder i Danmark,« forklarer han i en skriftlig kommentar.

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører hos Dansk Folkeparti, synes bredt set, at det giver god mening »at kigge på« at lave særlige vilkår for demokratiske virksomheder.

»Tiltagene om et særligt kontor og mindre beskatning ved overdragelse af virksomheder til demokratisk ejerskab er vi meget, meget positive over for. Det skal dog lige afklares, hvad det vil betyde økonomisk,« siger ordføreren, der vil bede Erhvervsministeriet kortlægge fordele og ulemper ved tiltagene.

Hos De Konservative er det en mærkesag at fjerne skatten ved generationsskifte, mens man mener, at det ville være konkurrenceforvridende at skabe særlig adgang til ny kapital for erhvervsdemokratiet.

Desuden opfordrer man til at bruge den eksisterende viden og rådgivning inden for Erhvervsfremmesystemet. Skulle det vise sig, at der mangler viden, er partiet åbent over for at kigge på at skabe muligheder for bedre rådgivning. Det siger erhvervsordfører Anders Johansson.

Liberal Alliances erhvervsordfører, May-Britt Kattrup, forklarer i en skriftlig kommentar, at partiet ønsker at forbedre vilkårene for alle virksomheder i Danmark, men at hun desværre ikke kan nå at se på de konkrete tiltag inden redaktionens deadline.

Benhård business

I SF synes erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen, at det er nogle spændende konklusioner, der kommer frem i kortlægningen.

»Det viser, at det ikke er velgørenhed, det her. Det er benhård business,« siger ordføreren, der synes, at tiltagene »lyder meget spændende.«

Hun er dog ikke overbevist om, at der skal være et decideret kontor for erhvervsdemokrati, men hun synes, at der skal være et specifikt fokus på området ved at lave en decideret selskabsform.

Socialdemokratiets erhvervsordfører Benny Engelbrecht skriver i en kommentar, at partiet er klar til at »se på, om det skal gøres mere fordelagtigt at oprette demokratiske virksomheder«.

Pelle Dragsted, erhvervsordfører for Enhedslisten, synes, at alle tre forslag »lyder rigtigt fornuftige«.

Derudover kunne Enhedslisten godt tænke sig en stærkere regulering af, hvordan demokratiet så egentlig fungerer inden for de eksisterende demokratiske virksomheder, forklarer Pelle Dragsted.

Også Andreas Steenberg, erhvervsordfører for De Radikale, synes, at tiltagene lyder »rigtig gode«.

»Vi vil gerne gå ind i nogle af disse initiativer, også tanken om at ligestille demokratisk virksomhedsovertagelse skattemæssigt. Med det forbehold at vi lige skal finde ud af, hvad det koster, så er det noget, vi gerne vil støtte.«

Hos Alternativet synes erhvervsordfører, Rasmus Nordqvist, at alle tre tiltag »lyder meget tiltalende«.

Intet fokus tidligere

Den positive modtagelse er dog ikke noget, der kan ses i partiernes hidtidige politiske planer. Således har Demokratisk Erhverv i forbindelse med deres kortlægning gennemgået partiernes erhvervsudspil- og strategier i sommeren 2018 og søgt på ord relateret til demokratisk ejede virksomheder. Den søgning viser, at erhvervsdemokrati ikke nævnes med ét ord i nogle af udspillene.

Pelle Dragsted fra Enhedslisten siger, at partiet blandt andet har været ude med forslag på området i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

»Men når det er sagt, så er det helt sikkert, at hvis jeg skal kigge historisk på det, så synes jeg, venstrefløjens opmærksomhed på de store forbrugerejede virksomheder har været alt for lille. Det er en kæmpe fejl, som vi skal råde bod på i fremtiden,« siger Pelle Dragsted.

Også Lisbeth Bech Poulsen fra SF medgiver, at der har været for lidt fokus på området.

»Helt sikkert. Det er jo også derfor, at vi sagde, at nu skal vi simpelthen have gjort noget ved det.«

I serien ’Vi tager økonomien tilbage’ besøgte vi sidste år Ekseskolens Trykkeri på Nørrebro i København, der er et eksempel på en af de mange demokratiske virksomheder i Danmark. Ny kortlægning viser nu, at denne type virksomheder er en succes. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • John Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
Anne Eriksen, John Hansen, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Kristensen

Det synes jeg lyder rigtig godt. En slags moderne andelsforetagender, det endda kan konkurrere. Og så ovenikøbet med bedre produktion.

Ib Christensen

Det her lugter af fisk
"Derfor går jeg ind for initiativer, der gavner den samlede masse af virksomheder i Danmark"

Ny virksomhedsform på markedet vil give konkurrence til den nuværende "samlede masse af virksomheder" Og venstre er kun interesseret i fri for konkurrence til vennerne.
De forventer nok ikke sådan en ny virksomhedsform giver nye betalende medlemmer til deres "erhvervs klubber".

3´die dags fisk, tror jeg. - Hørte Lars Løkke tale om demokrati og blev forbløffet, men jeg ved jo godt at Venstre støtter erhvervslivet og omvendt.
Nu har regeringen jo også haft adgang til penge i længere tid, hvornår skal vi så se på demokratiet på Borgen?