Sådan skal Danmarks dyreste kommission komme til bunds i 15 års skatteskandaler

Endelig, fristes man til at sige. Sidste uge begyndte de første afhøringer i danmarkshistoriens dyreste undersøgelseskommission, som har fået til opgave at kulegrave milliardskandalerne i SKAT. Afhøringerne fortsætter tirsdag og onsdag i denne uge og året ud.

Kommissionen blev nedsat i 2017 og fokuserer i første omgang på refusionen af udbytteskat, hvor den skal undersøge, hvordan det kunne ske, at skattevæsenet udbetalte 12,7 milliarder skattekroner til formodede svindlere.

Senere kommer turen til den langt tungere opgave, som handler om, hvordan centraliseringer, nedskæringer og det kuldsejlede gældsinddrivelsessystem, EFI, blev gennemtrumfet trods klare advarsler. Problemer, som har medført, at danskernes gæld til det offentlige har rundet rekordhøje 116 milliarder kroner.

I denne artikel gennemgår Information, hvad problemerne i SKAT handler om, hvad Skattekommissionen konkret skal undersøge, og hvordan det ifølge en forvaltningsekspert kunne komme så vidt.

Hvad for en kommission?

Men først en kort introduktion til kommissionen.

Det er en enorm opgave, som et bredt flertal i Folketinget og Justitsministeriet har stillet. Skattekommissionen bliver dyrere end alle andre undersøgelseskommissioner tilsammen (der har været ni de sidste 20 år). Budgettet lyder på 308 millioner kroner for de første seks år, og alene i 2019 er der indkaldt 106 vidner, som blandt andre tæller højtstående embedsmænd, otte tidligere skatteministre, der skiftevis har båret ansvaret, og nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Flere eksperter har allerede kritiseret beslutningen og sat spørgsmålstegn ved, om en kommission overhovedet er det rette instrument og pengene værd. Undersøgelsen af, hvordan sammenbruddet i SKAT er gået for sig fra 2002 til 2017, er »alt for omfattende og langvarig«, forklarer Jørgen Grønnegaard Christensen. Han er professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet og skrev for nyligt den stærkt kritiske bog Overmod og afmagt, der afdækker SKAT’s storhed og fald.

Formålet med undersøgelseskommissionen er blandt andet at få lavet en vurdering af, om man kan gøre et juridisk ansvar gældende over for eksempelvis embedsmænd eller ministre. Det tvivler professoren på bliver tilfældet.

»Kommissionen vil formentligt konkludere, at der er sket alvorlige organisatoriske fejl, men at man ikke kan gøre et retligt ansvar gældende, fordi fejlene ikke bunder i retsstridige handlinger,« forudsiger Grønnegaard Christensen.

»Og skulle man finde grundlag for at placere et retligt ansvar hos enkelte, hvis de så har været embedsmænd og har forladt deres stillinger, så kan man ikke længere gøre ansvaret gældende. Det er altså omsonst,« siger han.

Et andet centralt spørgsmål er, hvad man så fremadrettet kan lære af skatteskandalerne. Heller ikke her er kommissionen det rette forum, mener Jørgen Grønnegaard Christensen.

»Kommissionen er sammensat af dygtige jurister, men deres spidskompetence er jo ikke at forberede og vurdere beslutninger om, hvordan man skal indrette en offentlig forvaltning.«

»Derudover har man siden 2015 arbejdet systematisk, både politisk og administrativt, på at få rettet op på de problemer, der var skabt. Så når kommissionen er færdig om seks års tid, er der løbet temmelig meget vand gennem åen,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Også Lars E. Andersen, landsdommer og tidligere leder af Skattesagskommissionen, tvivler på, at kommissionen er pengene værd. I Politiken advarede han om, at den står over for en »vanvittig« opgave, som vil udvikle sig til et »uhåndterligt monster«. Alene tidsrammen gør ifølge landsdommeren, at relevansen går tabt, fordi centrale personer er væk, eller fordi arbejdsgangene for længst er ændret. 

»De folk, som eventuelt har begået nogle fejl, er gået på pension eller har fået andet job et helt andet sted. Og det, man kunne kritisere organisationen eller myndigheden for, det er lavet om, og reglerne er ændret, og man må spørge: Hvad skal undersøgelsen bruges til?« siger Lars E. Andersen til Politiken.

Men nu til sagerne.

Første sag: Svindel med udbytteskat

Det første, kommissionen kaster sig over, er vidneafhøringerne i forhold til udbytteskandalen. Det arbejde forventes at vare året ud.

Det handler sagen om:  

I sagen om udbytteskat er danske skatteborgere blevet snydt for 12,7 milliarder kroner. Den formodede svindel stod på fra 2012 og indtil august 2015, hvor skattevæsenet efter flere advarsler stoppede for refusion af udbytteskat til udenlandske aktionærer.

Udbyttefinten bestod i, at bagmænd indsendte ansøgninger til skattevæsenet og udgav sig for at være aktionærer i en række store danske virksomheder. Bagmændene påstod at have betalt skat for aktiegevinster fra de danske selskaber og krævede derfor refusion af den indbetalte skat – det hele var et stort fupnummer.

Allerede i 2015 fastslog Skatteministeriet i en hasteundersøgelse: »Mangelfulde interne kontroller, usammenhængende og forældet datastruktur samt manglende placering af overordnet ansvar for opgaven gjorde det muligt at svindle med udbytteskatten.«

Det billede blev bekræftet tirsdag i sidste uge ved Retten på Frederiksberg, hvor de første fire vidner fra Skatteministeriets interne revision blev afhørt i sagen. Her kom det frem, at ledelsen allerede i 2010 via en intern revisionsrapport fik en »blodrød advarsel« om fraværet af kontrol med udbytteskat til udlændinge.

»Der var ingen reel mulighed for at kontrollere, at de rigtige beløb blev udbetalt. Der var et hul i kontrollen,« lød det fra et af vidnerne.

Det skal undersøges: 

Ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen peger pilen i denne sag mod embedsværket, og kommissionen skal forsøge at udrede, hvilke mekanismer og procedurer internt i Skatteministeriet, der skulle sikre, at svindel af den art ikke kunne ske.

Udbyttesvindlen fandt sted i en periode, hvor SKAT netop havde været igennem en omfattende reorganisering og opsplitning af hele organisationen, som resulterede i enheder, der var sammensat af medarbejdere og chefer forskellige steder i landet.

»Det var jo bl.a. tilfældet med den berømte Svend, som sad mutters alene og tog sig af refusion af udbytteskat, mens hans chef fysisk sad et andet sted,« siger Grønnegaard Christensen.

Han tilføjer, at det også er i sagen om udbytteskat, at der er størst sandsynlighed for, at der kan gøres et retligt ansvar gældende over for de involverede.

Anden sag: Sammenlægning af SKAT

Det handler sagen om: 

Sammenlægningen af forvaltningen er en central del skattevæsenets forfald. Med det nye SKAT i 2005 samlede man det statslige og kommunale skattevæsen under staten. Formålet var at realisere store besparelser på skatteforvaltningen, og i de efterfølgende år blev antallet af skattemedarbejdere drastisk beskåret. I alt gik man fra cirka 10.000 årsværk i 2005 til 6.000 i 2015. Alene på inddrivelsesområdet halverede man bemandingen.
»Det er rigtig meget sammenlignet med, hvad vi ellers ser i dansk sammenhæng,« siger Grønnegaard Christensen.

»Egentligt var det ikke så meget omfanget af rationaliseringen i SKAT, der var det kritiske. Det hovedløse var, at man ville gå så frygteligt hurtigt til værks,« siger han.

Det skal undersøges:

Om sammenlægningen af SKAT skal kommissionen undersøge, hvordan embedsværket og Folketinget vurderede de mange analyser og rapporter, som eksterne konsulenter udarbejdede i perioden fra 2002 til 2005. Og i den forbindelse kan Finansministeriet vise sig at spille en stor rolle.

»Var konsulentrapporterne overhovedet troværdige? Skatteministeriet havde jo ingen glæde af de besparelser, men det havde Finansministeriet, for pengene gik i deres kasse.«

»Et andet centralt spørgsmål er derfor, hvordan Folketinget og embedsværket vægtede ønsket om at skabe en effektiv og driftssikker skatteforvaltning over for ønsket om at hente hurtige besparelser,« siger professoren.

Tredje sag: Gældsinddrivelse (EFI)

Så sent som i februar rettede Rigsrevisionen hård kritik af Skatteministeriets arbejde med at genoprette inddrivelsen af danskernes gæld til statskassen, som gennem årene har ophobet sig til 116 milliarder kroner. Det skrev Berlingske.

Det handler sagen om: 

​​​​​Forudsætningen for at skære i antallet af skattemedarbejdere var, at inddrivelsen i stedet skulle centraliseres og digitaliseres med det nu skrottede it-system EFI. Ifølge planen skulle systemet være køreklart fra 2007, men allerede kort efter indfasningen begyndte Rigsrevisionen og andre instanser at advare om alvorlige problemer.

»Det går helt galt. Man får fyret medarbejdere, mens man er ved at udvikle systemet. Man kan ikke få det til at virke, og derfor havner man med store bemandingsproblemer. Og allerede i 2006 kan man se, at gælden stiger kraftigt, og det gør den foreløbig til og med i dag,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

På de indre linjer fik skiftende skatteministre flere advarsler, men havde alligevel parlamentarisk opbakning til at svinge sparekniven i SKAT. I 2015 valgte skatteminister Karsten Lauritzen at skrotte systemet. 

Det skal undersøges:

Ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen er dele af beslutningsgrundlaget for oprettelsen af it-inddrivelsessystemet allerede kendt. Men vi ved stadig ikke, hvordan informationen i årene 2004 til 2007 forløb mellem SKAT og skattedepartementet, som har det overordnede ansvar. Heller ikke informationen mellem skiftende skatteministre og embedsmænd er endnu belyst. 

»Det andet, kommissionen vil interessere sig for, er, hvem der gjorde hvad. Hvem lagde hovedet på blokken for, at den store mundfuld med fusion, besparelser og nyt it-system var en god idé? Hvem sagde, at det kunne gennemføres så hurtigt, som man besluttede at gøre det i 2005 og 2006? Og hvem gydede olie på vandene fra 2006 til 2008, da man kunne se, det kørte skævt? Nogen har sendt beroligende rapporter til Folketinget og sagt ’Der er styr på det.’ Hvad var grundlaget for det?« siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

»Det centrale spørgsmål bliver: Hvem undlod at trække i bremsen?«

Hvad mener eksperten om det hele?

Hvordan pokker kunne det komme så vidt? En cocktail af overmodige embedsmænd, famlende politikere, urealistiske tidshorisonter, et alt for tyndt beslutningsgrundlag og manglende analyse af konsekvenserne, vurderer Jørgen Grønnegaard Christensen.

»Hvis man går de beregninger igennem, der blev lavet dengang i 2004, kan man se, hvor overfladiske analyserne er. De bærer tydeligt præg af, at man på forhånd havde truffet en beslutning om, hvor man gerne ville hen. Man gik helt ukritisk til værks.«

»Det er stærkt kritisabelt. Beslutningsforløbet har baseret sig på et grundlag, som både er løsagtigt og mangelfuldt. Og i embedsværket har der været en tyrkertro på, at en centralisering af skatteopgaverne var en god ting,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen. 

»Havde man haft en grundigere beslutningsforberedelse, så havde man kigget meget mere kritisk på omlægningen og digitaliseringen af SKAT,« siger han.

I 2016 splittede skatteminister Karsten Lauritzen SKAT op i syv styrelser. Det skete i forlængelse af V-regeringens planer for »Et nyt skattevæsen«, som blev præsenteret året forinden og tilførte SKAT syv milliarder kroner.