Interview
Læsetid: 7 min.

Støjberg om integrationsydelsen: Den får jo ikke folk til at ligge og sulte på gaden

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) er stolt af integrationsydelsen. Den har fået færre flygtninge til at søge til Danmark og øget beskæftigelsen blandt flygtninge, mener hun. Den har også ifølge forskere skabt en dyb fattigdom i velfærdsstaten. Men ministeren mener ikke, at mennesker på integrationsydelsen er fattige og fastholder, at der skal være forskel på danskere og flygtninges ret til ydelser
Det er klart, at man ikke har mange penge, når man er på integrationsydelse, og det har heller aldrig været meningen, at man skulle have det, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Det er klart, at man ikke har mange penge, når man er på integrationsydelse, og det har heller aldrig været meningen, at man skulle have det, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
6. marts 2019

Integrationsydelsen er en succes.

Det er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke i tvivl om. Da regeringen i 2015 indførte den særligt lave ydelse, som primært rammer flygtninge og indvandrere uden for arbejdsmarkedet, havde den to erklærede formål: at færre flygtninge søgte til Danmark, og at flere af dem, der allerede var kommet, fik arbejde.

Begge målene med integrationsydelsen er ifølge ministeren »langt hen ad vejen nået«.

Hun påpeger, at der i dag kommer markant færre flygtninge til Danmark end i 2014, hvor integrationsydelsen ikke var indført. 

»Dengang var vi det femte mest søgte asylland set i forhold til befolkningsantallet. Nu er vi nummer 16. Det er helt klart på grund af de opstramninger, vi har gennemført, heriblandt integrationsydelsen,« siger hun. 

Samtidig er der kommet flere flygtninge i arbejde. Når man skruer tiden tilbage til 2015, var 21 procent i arbejde efter tre år. Nu gælder det for 45 procent.

»Integrationsydelsen har vist sig at virke på begge de områder, som vi ønsker, at den skal virke på,« siger hun.

Det er dog ikke til at vide, hvor stor betydning integrationsydelsen alene har haft på de tal, ministeren refererer til. Der er endnu ikke dokumentation for, at det netop er integrationsydelsen, der skal have fået færre til at søge til Danmark. Og med hensyn til beskæftigelsen er den generelle arbejdsløshed i samme periode faldet markant, mens der også er indført andre beskæftigelsestiltag. 

Uanset om målene er opfyldt eller ej, så har det en pris.

Information har den seneste tid sat fokus på integrationsydelsen i en artikelserie. Den særligt lave ydelse har ifølge forskere skabt en dyb fattigdom i velfærdsstaten. Organisationer advarer om, at fattigdom alene kan føre til tvangsfjernelse af børn. Socialrådgivere fortæller, at integrationsydelsen modarbejder deres arbejde med børns trivsel og forældrenes jobindsats. Og endelig fører den økonomiske situation ifølge gældsrådgivere borgerne ud i negative lånespiraler, fordi de optager dyre kviklån for at få hverdagen til at hænge sammen.

For Inger Støjberg er det prisen værd.

Hvornår er man fattig?

En enlig forsørger på integrationsydelse får omkring 9.000 kroner om måneden efter skat, mens en forsørger i et parforhold modtager ca. 6.500 kroner efter skat. Det er markant lavere end den kontanthjælp, som øvrige danskere i samme situation får. Men Inger Støjberg vil ikke kalde borgere på integrationsydelse for »fattige«.

»Det er mennesker, som ikke har særlig mange penge at leve for hver måned, og den bedste måde at komme ud af det på er ved at komme i arbejde. Og det er blandt andet derfor, at ydelsen er lav.«

– Hvad er for dig at se forskellen på fattigdom, og så at de her mennesker ikke har særlig mange penge at leve for?

»Jeg tror, at vi alle kan være enige om, at der ikke er mennesker, som ligger og sulter på gaden på grund af, at vi har integrationsydelsen. Men det er klart, at man ikke har mange penge, når man er på integrationsydelse, og det har heller aldrig været meningen, at man skulle have det. Meningen er, at man skal have et stramt budget, og at man skal finde sig et arbejde og forsørge sig selv og sin familie.«

– Er man da først fattig i Danmark, hvis man bor på gaden og sulter?

»Jamen, jeg synes ærlig talt, at det er en lidt spøjs diskussion at gå ind i, når det handler om integrationsydelsen, som jo netop sikrer, at folk ikke ligger og sulter på gaden.«

– Men det er påfaldende, hvor mange der siger, at de netop er fattige, når …

»Jo, men det er jo sådan noget venstrefløjssnak.«

Det er imidlertid ikke kun venstrefløjen, der mener, at ydelsen har skabt fattigdom. Når man måler rådighedsbeløbet for en borger på integrationsydelse op imod Danmarks Statistiks fattigdomsindikator og OECD’s samt EU’s mål for relativ fattigdom, så ligger den markant under.

Samtidig har Institut for Menneskerettigheder konkluderet, at økonomien for nogle familier på integrationsydelsen ligger under Grundlovens krav om et eksistensminimum.

Inger Støjberg mener, at disse resultater er med til at »forplumre debatten«.

»Det forhindrer, at man får en saglig diskussion om levevilkår her i landet. Måden, man får en god tilværelse i Danmark på, er ved at tjene sine egne penge og forsørge sig selv og sin familie.«

Har den en effekt?

Der er endnu ikke publiceret forskning, der viser, hvad beskæftigelseseffekten af integrationsydelsen renset for konjunkturer og andre forhold er. Til gengæld er der lavet forskning af den sammenlignelige ydelse, starthjælpen, som blev indført af Fogh-regeringen i 2001 og afskaffet igen af SRSF-regeringen i 2011.

Her har blandt andre Rockwool Fonden påvist, at seks flere ud af 100 flygtninge kom i arbejde som direkte følge af starthjælpen. Det vil sige, at den havde en beskæftigelseseffekt, om end begrænset.

– Hvor mange flere skal være kommet i arbejde udelukkende på grund af integrationsydelsen, før du vil betegne beskæftigelseseffekten som en succes?

»Man kan ikke se på det her og så udelukkende medtage integrationsydelsen. Det handler også om de øvrige tiltag, for eksempel kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, samtidig med den meget aktive arbejdsmarkedspolitik, vi fører, herunder integrationsgrunduddannelsen (IGU’en). Man bliver nødt til at se det hele som en lang kæde.«

– Hvis nu det viste sig, at det primært er IGU’en, der har fået flere flygtninge i arbejde og ikke integrationsydelsen, vil du så være villig til at afskaffe integrationsydelsen?

»Nej, for der er også det principielle i, at man ikke bare skal have en fuld ydelse som en dansker, der har været i landet i mange år. Der er også det principielle i det.«

Information har talt med familier på integrationsydelse samt frivillige og professionelle, som peger på, at den pressede økonomi går særligt ud over børnene: Der er ikke råd til vinterstøvler, idrætstøj eller børnefødselsdage. Samtidig har børnene ikke mulighed for at reagere på det økonomiske incitament, som integrationsydelsen skaber.

– Hvad tænker du om det?

»Så er det jo godt, at vi har så godt et samfund, at de her børn jo under alle omstændigheder får skolegang og en række muligheder den vej. Men ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, så er børn altså forældrenes ansvar. Det er ikke kommunens eller statens ansvar, det er forældrenes.«

– Mange vil mene, at velfærdsstaten skal sikre børnene …?

»Det mener jeg også, at den gør. Men man kan ikke tage ansvaret fra forældrene.«

– Hvad skal et barn som minimum have, før staten har sikret barnet?

»Det er da, at vi har et fuldstændigt gratis skolevæsen, at de her børn kommer i børnehave, vuggestue, og at der er gratis sundhedsbehandling og tandbehandling. Det har de netop, fordi vi lever i et velfærdssamfund.«

– Er der forskel på de vilkår, som et barn af syriske forældre skal have ret til, og så et barn af danske forældre?

»Ja, det er der. Og det er det principielle. Der er den forskel, at det barn, der er født af forældre, som har boet i Danmark i mange år, og på den ene og den anden måde har bidraget til det danske samfund, også har nogle forældre, som får en større del af kagen end mennesker, der kommer hertil og dermed ikke har bidraget endnu.«

Navneskift

Inger Støjberg har som udlændinge- og integrationsminister strammet reglerne for integrationsydelsen ni gange. Senest i sidste måned, hvor et flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti stemte for at skære den med op til 2.000 kroner for børnefamilier efter tre år som en del af en større udlændingepakke. Socialdemokratiet lagde også stemmer til den samlede pakke, men stemte sammen med resten af oppositionen for et ændringsforslag om ikke at nedsætte ydelsen. 

Efter tre år har familierne optjent retten til halve børne- og ungeydelser.

»Vi kan se, at når man får børnepenge, så kan det for færre betale sig at arbejde,« siger Inger Støjberg.

Samtidig omdøber regeringen integrationsydelsen til selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse for at sende et signal om, at gruppen af flygtninge kun er i Danmark midlertidigt. Navneskiftet er altså en del af regeringens såkaldte paradigmeskift på udlændingeområdet. Dansk Arbejdsgiverforening har advaret om, at det kan risikere at svække flygtninges incitament til at opkvalificere sig og søge beskæftigelse, mens det også kan forringe virksomheders incitament til at ansætte dem.

– Kan du se det paradoksale i, at I skærer ydelsen for at få flere i arbejde, men samtidig sender et signal om, at de kun er her midlertidigt?

»Det er vigtigt at sige, at det både hedder selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse. I forhold til arbejdsgiverne, så kan jeg da godt forstå, at de gerne vil beholde den arbejdskraft, de har, men det vil de vel altid. En lærling, de har uddannet, vil også kunne søge job et andet sted. Eller alle andre ansatte, som har arbejdet en tid i en virksomhed.«

Information har talt med flere familier på integrationsydelse, som denne stramning kommer til at ramme. To af dem fortæller, at de bruger børnepengene til at betale mad sidst på måneden.

– Disse familier vil gerne i arbejde, men er ikke lykkes med det. Hvad tænker du om, at de i forvejen er så hårdt pressede økonomisk, at de må bruge deres optjente børnepenge på mad?

»Jeg tænker, at de skal se at komme ud på arbejdsmarkedet, og hvis man har været her i tre år, har fået gratis danskundervisning og er blevet hjulpet efter alle kunstens regler fra det offentliges side, så er det på tide, at man kommer ud og får et arbejde.«

Lad os sige, at denne stramning ikke får flere i arbejde. Hvor langt er du villig til at gå i forhold til at skære i ydelserne?

»Den forpligtelse, der ligger, er i forhold til Grundloven, og det vurderer vi jo, når skærer i den. Så det har hver gang været en vurdering, om det er holdbart i forhold til grundloven.«

– Og er det dit ministeriums vurdering, at grænsen er nået?

»Jeg kan i hvert fald sige, at vi overholder Grundloven nu.«

Serie

Danmarks nye fattigdom

Den historisk lave integrationsydelse, som gives til flygtninge uden for arbejdsmarkedet, har skabt en fattigdom i det danske samfund, som af forskere beskrives som særligt dyb. Nu vil regeringen sænke ydelsen igen. I denne serie sætter Information fokus på, hvordan det er at leve på integrationsydelsen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

For min skyld kan vi lukke for al indvandring i morgen, med undtagelse af de kvoteflygtninge, vi har forpligtet os til at tage, og så den arbejdskraft fra Europa, som er garanteret fri bevægelighed af EU. Så kan de paniske xenofober få lidt ro, så vi kan få lavet nogle fornuftige regler, i stedet for alle disse panikreaktioner.

De mennesker, som allerede er her, skal så til gengæld behandles på lige fod med alle andre. Som etnisk dansk kontanthjælpsmodtager lever jeg jo et luksusliv, relativt til folk på skrup-af-ydelse. Men jeg lever jo ikke et luksusliv, langt fra, så folk, der får mindre end mig, skal pinedød bringes op på mit niveau, og ikke omvendt. Hvis jeg kom på skrup-af-ydelse, ville jeg begynde at stjæle i supermarkederne. Er det, hvad Støjberg ønsker?

PS til Jens Nyberg: "Ilse" - skøn fortalelse ;-).

PPS: Hvis jeg melder mig ind i Folkekirken igen, kan jeg så være sikker på at Støjberg vil lide i al evighed i helvedes flammer? For i så fald vil jeg da tage mig råd til at betale lidt kirkeskat, selv om jeg egentlig ikke har råd..

Herdis Weins, Eva Schwanenflügel, René Arestrup, Britta Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Thomas Poulsen

Der er ingen fattige i Danmark - kun relativt fattige og det er noget helt andet

Niels Duus Nielsen

Det er ikke rigtigt, Thomas Poulsen - jeg er på kontanthjælp, og derfor relativt fattig, men stadig i stand til både at overleve og have råd til kaffen, hvis jeg vel at mærke er meget sparsommelig.

Folk på skrup-af-ydelse er derimod absolut fattige, ianset hvordan du vender ig drejer det, for når huslejen er betalt, er der ikke engang råd til at spise sig mæt hele måneden, slet ikke, hvis man også skal købe medicin.

Kender du personligt nogle fattigrøve, der lever i luksus, siden du udtaler dig så skråsikkert? Jeg vil tillade mig at tro, at du ikke ved, hvad du snakker om, men blot lirer en smart bemærkning af, som du har hørt et eller andet sted.

Johanna Haas, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Søren Bro, René Arestrup, Anne Eriksen, Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Sider