Læsetid: 4 min.

Støjberg vil ikke oplyse folketingsudvalg om antallet af iranske og irakiske asylbørn på Sjælsmark

Selv om der er stor opmærksomhed omkring forholdene for asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark, vil ministeren ikke oplyse Folketingets Udlændingeudvalg om, hvor mange asylbørn på centret der har forældre i en fastlåst udsendelsesposition
Forholdene for asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark har været bredt debatteret. Her er det fra en demonstration på Rådhuspladsen i København.

Forholdene for asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark har været bredt debatteret. Her er det fra en demonstration på Rådhuspladsen i København.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

16. marts 2019

Skal folketingsmedlemmer kunne få oplysninger om børn, der lever under svære forhold? Det problem er blevet aktuelt, efter at Inger Støjberg (V) har afvist at svare på et udvalgsspørgsmål fra Søren Søndergaard (EL). Han har som medlem af Folketingets Udlændingeudvalg ønsket en opdatering af udvalgets oplysninger om asylbørnene på Udrejsecenter Sjælsmark og ville vide, hvor mange af børnene på centret der har forældre, som befinder sig i en fastlåst udsendelsesposition. En fastlåst udsendelsesposition betyder kort og godt, at det ikke er muligt for politiet at tvangshjemsende afviste asylansøgere, fordi deres hjemland ikke ønsker at samarbejde.

Men udlændinge- og integrationsministeren har afvist at svare udvalget og henvist til, at svaret vil indeholde oplysninger, »som det efter en konkret vurdering af hensyn til Danmarks internationale udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til andre lande, og/eller sikkerhedspolitiske interesser, efter lovgivningen er nødvendigt at holde fortrolige«. I stedet vil ministeren sende en fortrolig skriftlig besvarelse til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn (UPN), har hun tilføjet.

Drøftelserne i Udenrigspolitisk Nævn er i udgangspunktet klassificeret, og medlemmerne af nævnet må f.eks. ikke orientere partifæller eller andre om, hvad de modtager af fortrolige oplysninger. Konsekvensen af Inger Støjbergs svar er altså, at offentligheden ikke kan få at vide, f.eks. hvor mange iranske og irakiske asylbørn på centret der har forældre, som ikke kan tvangsudsendes. I en uoverskuelig fremtid er disse børn på grund af den fastlåste situation nødt til at vokse op under, hvad Ombudsmanden har betegnet som »svære forhold«.

Ifølge Ombudsmandens undersøgelse sidste år af forholdene for børnene på Sjælsmark havde seks af børnene opholdt sig der i mere end 17 måneder, mens 11 børn havde opholdt sig på centret i mere end 15 måneder. Af 93 børn var 63 under ti år.

Spørgeren, Søren Søndergaard, finder ministerens svar »helt absurd«.

»Vi har nu en situation, hvor de folketingsmedlemmer, der skal følge Danmarks udlændingepolitik, og som må formodes at have en vis viden om området, ikke kan få svar på de spørgsmål, som de stiller. Derimod kan de folketingsmedlemmer, der arbejder med noget helt andet, nemlig at træffe beslutninger om udenrigspolitiske forhold, godt få oplysningerne. Men de må bare ikke give dem videre. Det er helt absurd, at vi ikke kan diskutere forholdene for børnene i Sjælsmark på basis af konkrete oplysninger,« siger han.

Støjberg afviser kritikken

For 13 måneder siden havde Inger Støjberg ikke noget imod at svare offentligt på et lignende spørgsmål. Her oplyste hun, at der midt i december 2017 var 32 børn fra Iran, 14 børn fra Irak, tre børn fra Syrien og ét barn fra Indien, og at politiet betegnede udsendelsessituationen i forhold til disse fire lande som fastlåst.

Forklaringen på, at Inger Støjberg kun vil give oplysningerne til UPN, er formentlig, at der nu er kommet somaliske børn til Sjælsmark. I maj 2017 besluttede Inger Støjberg, at det skulle være slut med fortrolige oplysninger til udlændingeudvalget, når det gjaldt somalieres mulige udsendelse.

Dengang var baggrunden en læk til dagbladet Politiken om, at Inger Støjberg på et lukket samråd i marts 2017 skulle have oplyst, at der var indgået en aftale med Somalia om at sende 12 somaliere hjem om året. Det fik ministeren til at beslutte, at hun fremover kun ville sende den slags oplysninger til UPN.

For nylig har ministeren meddelt Folketinget, at »samarbejdet mellem Danmark og Somalia om udsendelser foregår efter somalisk ønske i fortrolighed«, og at »det er vigtigt for mig at respektere det ønske«.

Hertil siger Søren Søndergaard:

»Jeg kan ikke sige mig fri fra en mistanke om, at man har givet den somaliske regering et løfte om at mørklægge alt, hvad der foregår med somaliske statsborgere i Danmark. Det løfte er nu udstrakt til, at selv tal om andre asylbørn kan vi ikke få oplyst. Konsekvensen er, at danske politikeres og offentlighedens mulighed for at følge med i, hvad der foregår med asylbørn her i Danmark begrænses af hensynet til en somalisk præsident.«

Inger Støjberg afviser kritikken:

»Det er en forfejlet kritik. Der er ikke tale om mørklagte oplysninger. Jeg har svaret Folketinget med den efterspurgte opgørelse, og den indeholder alle de oplysninger, Folketinget har bedt om. Det er sædvanlig praksis, at fortrolige oplysninger, som det efter en konkret vurdering af hensyn til Danmarks udenrigs- eller sikkerhedspolitiske interesser, efter lovgivningen er nødvendigt at holde fortrolige, gives til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn,« skriver hun på en mail.

Information har spurgt ministeren, hvorfor hun ikke giver udvalget oplysninger om iranske, irakiske, syriske og indiske børn, således som hun gjorde for godt et år siden.

»Når svaret er oversendt til UPN i fortrolighed, skyldes det, at Udlændinge- og Integrationsministeriet vil anvise over for Folketinget, at svaret vurderes at indeholde oplysninger omfattet af tavshedspligt. Det skyldes, at det efter ministeriets vurdering indeholder oplysninger, som det efter en konkret vurdering af hensyn til Danmarks udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til andre lande, efter lovgivningen er nødvendigt at holde fortrolige,« skriver hun.

Ministeriet oplyser i samme mail, at der lige nu i Sjælsmark befinder sig ét barn, der har Indien som udsendelsesdestination, 19 børn med Irak som udsendelsesdestination og 45 børn med Iran som udsendelsesdestination.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Gert Romme
  • Dorte Sørensen
  • Tom Andreæ
  • Johanna Haas
Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Dorte Sørensen, Tom Andreæ og Johanna Haas anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er fuldstændigt grotesk! Mørklægning af alt, der kunne tænkes at afføde protester og pres i offentligheden, er det virkelig kernen i dansk demokrati i nyere tid?
Er det et udtryk for de danske værdier, som vi tudes ørene fulde af i tide og utide af diverse demokratiundergravende Christiansborg politikere akkompagneret af salvelsesfulde, alvorlige ansigter? Vor herre bevares for en gang hykleri!
Integrationsministeren (som vel helt officielt bør betitles anderledes nu, da vi med L140 har afskaffet integration af flygtninge i Danmark?) og Venstres udlændingepolitik, som ministeren er frontfigur for, er en skændsel for demokratiet. Kort og godt.

Dagmar Holdensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Lis Kingo, Rikke Nielsen, John Andersen, Egon Stich, Ole Frank, Benta Victoria Gunnlögsson, jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Jesper Sano Højdal, Lillian Larsen, Arne Albatros Olsen, Gert Romme, Werner Gass, Finn Jakobsen, Bjarne Andersen, Dorte Sørensen, Tom Andreæ, Anne-Marie Krogsbøll og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Ubekvemme informationer og en ulejlig sandhed - alt dette kan man få jurister til at sige så meget andet om.

Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Arne Albatros Olsen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak til Information for at blive ved følge sagen.
Det er bare forfærdeligt at fortielser, fordrejninger og mørklægning, samt at give Folketinget ukorrekte oplysninger direkte imod "minister loven" nu er blevet en dansk værdi.
Er det virkelig de danske værdier "vi" skal være stolte af?

Eva Schwanenflügel, Lis Kingo, Rikke Nielsen, Eva Kjeldsen, John Andersen, Ole Frank, Benta Victoria Gunnlögsson, Finn Jakobsen, Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Lillian Larsen, Frederik Groth Nordstrøm, Arne Albatros Olsen, Carsten Wienholtz, Gert Romme, Werner Gass og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Det går over min forstand, hvordan en minister kan afvise at besvare spørgsmål fra folketingsmedlemmer. Det er klart, at hun er en ringe demokrat, rigtig ringe endda, alle hendes kager til trods. Men hvordan det er muligt for hende, sådan rent formelt, at unddrage sig spørgsmål, går over min ringe fatteevne.

Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Benta Victoria Gunnlögsson, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Lillian Larsen, Arne Albatros Olsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Jeg kan ikke se hvorfor det skal holdes hemmeligt. Hvad kan der ske hvis det kommer ud? Vi må antage at Støjberg kun gør ting der er til gavn for venstre, hende selv og for "sagen". Så dette her skulle altså fjerne stemmer fra Venstre? Er det en eller form for politisk træk? Noget med at bortlede opmærksomheden fra andre ting? Eller hvad?
Jeg forstår simpelthen ikke hvad det skal gøre godt for.
Såvidt jeg kan se skader det bare Venstre, Støjberg og "sagen",

Gennem de sidste 15-18 år har Danmark stille og roligt udviklet sig til en demokratisk banan-republik.

Johanna Haas, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Werner Gass, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henning Wettendorff

Hvad er problemet i at disse oplysninger er kendte?
At man så nærmest kan regne ud, at den danske stat holder et indisk barn indespærret på 3. år?
(endda uden at det har noget med moderens samarbejdsvillighed at gøre, men det er vel en anden historie)

Niels Duus Nielsen

Det er amerikanske tilstande: Børn fastholdes i et limbo, af hensyn til Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Det næste bliver vel, at man putter dem i bure.

John Andersen, Eva Schwanenflügel og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Hvilke sikkerhedspolitiske hensyn? Hvem af de spillere der har indflydelse på dansk sikkerhedspolitik er ikke totalt uinteresserede i hvor mange børn der måtte opholde sig på danske udrejsecentre? De eneste der går op i det, er dem der alene leder efter en undskyldning for at nedgøre de værdier Vesten og i Danmark bygger på. If you get my drift....

Rikke Nielsen

Vi må antage, at de informationer er af en så forskrækkende karakter, at ministeren ved, det vil give en voldsom reaktion i befolkningen, såfremt de blev offentlig kendt. Nu tænker jeg koncentrationslejre uden, jeg har noget at have det i.

Eva Schwanenflügel

Ministerens beslutning om mørklægning er jo bare endnu et bevis på hendes antidemokratiske hubris..
Tak til Information for at bide sig fast i sagen om Sjælsmark.

PS. Mon en socialdemokratisk minister ville være mere imødekommende?
Man kan godt have sine tvivl..

John Andersen, Niels Duus Nielsen og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Poul Kristensen, læs artiklen, jeg citerer:

"Men udlændinge- og integrationsministeren har afvist at svare udvalget og henvist til, at svaret vil indeholde oplysninger, »som det efter en konkret vurdering af hensyn til Danmarks internationale udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til andre lande, og/eller sikkerhedspolitiske interesser, efter lovgivningen er nødvendigt at holde fortrolige«."

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Ja, det har hun gjort mange gange. Misinformation, nægte at udlevere emails osv. Men hun har naturligvis lov til at gøre det hun mener er nødvendigt for at udføre hendes job - så længe det foregår inden for lovens rammer.
Det der ophidser mig, er at hun faktisk har lov til at tilbageholde den slags oplysninger. Jeg er ret ligeglad med om hun ødelægger sin egen politik og stilling. Det tror jeg for øvrigt hun er for smart til. Hun satser vel på at ingen rigtig lægger mærke til det. Og det har hun sikkert ret i.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar