Undervisningsministeriet afviser at have givet forkert vejledning til Nyborg Kommune

Det er faldet Undervisningsministeriet for brystet, at Nyborg Kommune, som beskrevet i Information, mener at have fået forkert vejledning fra ministeriet i sagen om de somaliske børn i Nyborg.
Kort fortalt handler sagen om, at kommunen stoppede undervisningen for tre børn i folkeskolen, fordi deres forældre havde fået inddraget deres opholdstilladelse.
Kommunen har selv i en sagsfremstilling til brug for Skole- og Dagstilbudsudvalget beskrevet, at de midt i december fik forkert vejledning fra Undervisningsministeriet:
»Hvis der er tale om børn, der har søgt asyl, er de omfattet af udlændingeloven, og så gælder folkeskoleloven ikke«.
Den beskrivelse kan afdelingschef i Undervisningsministeriet Rasmus Vanggaard Knudsen ikke genkende:
»Nyborg Kommune havde sendt tre elever ud af folkeskolen. Flere uger efter kontaktede kommunen Undervisningsministeriet, som oplyste Nyborg Kommune om, at eleverne generelt er omfattet af folkeskoleloven, medmindre de var omfattet af reglerne i udlændingeloven. Hvorvidt de konkrete elever var omfattet af udlændingeloven, har ministeriet ikke forholdt sig til. Det er jo netop kommunernes ansvar at sagsbehandle i forhold til de enkelte borgere. Her opfordrede ministeriet kommunen til at henvende sig til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det er deres lovgivning,« skriver han i en mail.
– Hvorfor tror ministeriet, at Nyborg Kommune kan have fået en forkert opfattelse af samtalen med ministeriet?
»Det er svært for os at spekulere om. Det er et helt almindeligt princip, at de ansvarlige ministerier vejleder om deres egen lovgivning. Så hvordan Nyborg Kommune kan mene, at de kunne få rådgivning om udlændingeloven i Undervisningsministeriet, det må du hellere spørge Nyborg Kommune om.«
– Kunne ministeriet have været mere klar under samtalen?
»Vi har meddelt Nyborg Kommune, hvordan de generelle regler er, og at de i forhold til den konkrete sag skulle henvende sig til Udlændinge- og Integrationsministeriet, som er det ministerium, der har ansvaret for udlændingeloven. Det er ikke Undervisningsministeriets regler, og det blev sagt tydeligt til Nyborg Kommune.«
– Hvorfor skal vi tro mere på ministeriet end på Nyborg?
»Nyborg Kommune henvendte sig til Undervisningsministeriet flere uger efter, at de havde sendt børnene ud af skolen. Det er vanskeligt at se, hvordan en samtale med Undervisningsministeriet i midten af december kan begrunde en beslutning flere uger tidligere. Jeg tror ikke, den er så meget længere, end at der er sket en misforståelse eller fejlfortolkning i Nyborg kommune,« skriver Rasmus Vanggaard Knudsen.
Jurist Christine Stæhr Andersen fra Nyborg Kommune fastholder i en mail kommunens opfattelse:
»I første omgang handlede vi på baggrund af lovbemærkningerne til folkeskoleloven, hvor der står, at børn af asylansøgere er omfattet af udlændingelovgivningen. Da vi efterfølgende kontakter Undervisningsministeriet for at få bekræftet, at den fortolkning er rigtig, får vi at vide, at det er korrekt, at når der er tale om asylansøgere, så er de omfattet af udlændingeloven og ikke folkeskoleloven. Så vi mener, at vi har handlet i overensstemmelse med vejledningen fra Undervisningsministeriet.«
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Det udvikler sig til et "rigtig godt abe kasteri" - men godt, at der er folk som rektoren på Nyborg Gymnasium og ældre lærere.
Det er tankevækkende at en jurist i Undervisningsministeriet ikke kan kummunikere så klart til/med en jurist i en kommune at budskabet IKKE misforståes totalt.
Måske Undervisningsministeriet skal til at optage den slags telefonsamtaler.
Abe-kasteriet fortsætter og sluger tid og andre ressourcer i jagten på at få ret. Det eneste opmuntrende er, at der findes en rektor og nogle lærere som midt i dette spil blot gør det rigtige og anstændige - dem måtte der gerne være flere af.
Det kunne være sjovt at se Nyborg kommunes og Undervisningsministeriets telefonnotater side om side ;-)
I må da snart have forstået, at den nuværende såkaldte regering aldrig laver fejl. De laver hverken tekniske, menneskelige eller økonomiske fejl. Det er lettere at sige, at de er fejlfrie!
Det er netop det, der kendetegner dårlige ledere, de laver aldrig fejl. I det mindste vil de ikke indrømme det.
Derfor havde kongen i gamle dage en Joker, der var den eneste, der måtte kritisere og påpege fejl.