Læsetid: 6 min.

Arbejdermuseets direktør: Der er en parallel mellem det, der grundlagde arbejderbevægelsen, og klimakampen​​​​​​​

Det er arbejdernes kampdag, og de røde faner bliver hejst landet over. Men i dag er det ikke længere blot socialistiske plakater og røde faner, som kan sige noget om vores arbejderkultur. Information har besøgt Arbejdermuseet, der indsamler materiale om nutidens arbejderbevægelse – for eksempel bannere fra klimademonstrationer og vidnesbyrd fra DJØF’ere
Arbejdernes reaktion på klimaudfordringen er noget af det, der vil præge vores tid, når kommende generationer ser tilbage, siger direktør for Arbejdermuseet Søren Bak-Jensen.

Arbejdernes reaktion på klimaudfordringen er noget af det, der vil præge vores tid, når kommende generationer ser tilbage, siger direktør for Arbejdermuseet Søren Bak-Jensen.

Anders Rye Skjoldjensen

1. maj 2019

Hvad har en grå megafon, en gammel rygsæk og et klimapolitisk banner med hinanden at gøre?

Ud over at ligge i en lagerhal i Taastrup har genstandene det til fælles, at de er samlet ind de seneste år og skal være med til at dokumentere arbejderbevægelsens udvikling for fremtidige generationer.

Det er historisk materiale indsamlet af Arbejdermuseet.

Siden årtusindeskiftet er arbejderbevægelsen blevet kraftigt svækket. I Den Store Danske Encyklopædi kan man for eksempel læse, at Socialdemokratiet er i en politisk-ideologisk »orienteringskrise«, mens LO er under pres. Tidligere medlemmer søger til alternative fagorganisationer, og særligt yngre arbejdere afviser helt at være medlem af en faglig organisation. Samtidig bliver der færre klassiske arbejdere, blandt andet fordi mange har uddannet sig ud af arbejderklassen.

I dag fejrer politiske partier og organisationer arbejdernes kampdag landet over. Men hvad er overhovedet moderne arbejderkultur? Information er taget forbi Arbejdermuseet på Rømersgade i indre København for at finde ud af, hvordan man dokumenterer nutidens arbejderbevægelse.

Selv om arbejderbevægelsen muligvis er forbi sin storhedstid, er Arbejdermuseet langt mere opsat på at finde materiale fra nutiden end at fremskaffe mere fra fortiden. Det fortæller direktøren for museet, Søren Bak-Jensen.

»De forandringer, der sker lige nu, er langt vigtigere at dokumentere og samle ind end at dokumentere 1970’erne lidt bedre,« siger han.

En bredere gruppe

Vi mødes med direktøren i bygningens store forsamlingslokale, hvor der siden 1890 har været afholdt 1. maj-fester. Her er glasloft, parketgulve, PH-lysekroner og et stort maleri på bagvæggen. Det er ikke ligefrem et rum, man forbinder med arbejderkultur. Lige bortset fra de røde faner og træudskæringerne over dørene, som viser mænd i færd med at arbejde: smede, skræddere, tekstilarbejdere, maskinarbejdere og slagtere.

Det er traditionelle håndværks- og industrihåndværkssituationer, som meget godt afspejler, hvad de centrale arbejderforbund var i 1916, hvor udskæringerne blev lavet.

Men skulle de samme udskæringer laves i dag, er det ikke sikkert, at man kunne nøjes med de klassiske arbejderfag, fortæller Søren Bak-Jensen.

»Det er virkelig interessant at lave det tankeeksperiment, hvilke udskæringer man ville lave i dag. Det er klart, at så skal man ikke bare favne arbejdere i en meget traditionel forstand, men også lønmodtagere og funktionærer, som har en helt anden hverdag, og som ikke i samme grad har en særegen identitet i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet,« siger han.

På den måde vender vi tilbage til, hvad Arbejdermuseets medarbejdere har samlet ind de senere år for at kunne dokumentere nutidens arbejderkultur for eftertiden. I lagerhallen i Taastrup er alle de genstande og vidnesbyrd, som ikke er blevet lavet til udstillinger endnu, opbevaret. Her ligger blandt andet en ganske særlig megafon, som blev brugt under overenskomstforhandlingerne i foråret 2018.

Megafonen, som formand for Dommerforeningen Nina Palesa Bonde råbte i under OK18-forhandlingerne. Tingene gemmes for at dokumentere nutidens arbejderkultur for fremtidige generationer.

Megafonen er hvid, blå og grå og har et klistermærke med OK18’s slogan »En løsning for alle«. Det er dog ikke megafonen i sig selv, der er noget særligt, men den person, som råbte i den. Det gjorde Nina Palesa Bonde, som er formand for Dommerfuldmægtigforeningen.

»Nye faggrupper tog del i kampen, og det var ikke de klassiske arbejdere, som plejer at fejre 1. maj under de røde faner. Det viser, at det måske ikke kun er arbejdere, der betjener sig af arbejderkulturen længere. Andre såsom DJØF’erne tager del i en kamp, som historisk set har været den måde, arbejderne har kæmpet på,« siger Søren Bak-Jensen.

Arbejdermuseets medarbejdere har også indsamlet genstande såsom bannere og skilte med slogans som »Pas på mig – jeg er ny i konflikten« samt gennemført interview med demonstranterne, herunder DJØF’ere.

I lagerhallen ligger der også en anden særlig genstand fra OK18, nemlig FOA-formanden, Dennis Kristensens, rygsæk, som han havde med til forhandlingerne.

Her ligger blandt andet to notesbøger, en toilettaske og bøger, han læste i pauserne. 

»Det var ikke som sådan nogle usædvanlige ting, han havde i tasken. Men det er et fysisk vidnesbyrd på et vigtigt forløb,« siger direktøren, som herudover forklarer, at et vigtigt fokusområde for dem i øjeblikket er at samle ind fra fusionen mellem de to store fagorganisationer FTF og LO, som er blevet til FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation. Den repræsenterer 1,4 millioner lønmodtagere.

Tidligere FOA-formand Dennis Kristensens rygsæk, som han havde med sig under OK18-forhandlingerne.

»Vi forsøger at få genstande ind, der kan vise, hvordan det har set ud i LO og FTF, og indsamlingen består også af erindringer og interview med medlemmer,« siger han.

Politisk aktivisme

Museets arbejde med at indsamle ny viden er dog ikke kun direkte relateret til arbejderbevægelsen i klassisk forstand. I øjeblikket er museet i samarbejde med Aarhus Universitet i gang med et større forskningsprojekt om politisk aktivisme. I den forbindelse har de været ude ved blandt andet skolestrejker for klimaet og demonstrationer under klimatopmødet COP15 i København.

– Men hvad har disse demonstrationer med arbejderkultur og arbejdernes vilkår at gøre?

»Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med vilkår på arbejdsmarkedet eller socialisme. Men det har noget at gøre med at understrege, hvor vigtigt det er, at folk mødes i store forsamlinger for at komme ud med et bestemt budskab og påvirke det politiske ad den vej,« fortæller Søren Bak-Jensen.

Han mener ikke, at vi alene kan interessere os for historiske opfattelser af, hvad en arbejderbevægelse eller en arbejder er.

»Vi er nødt til at spørge, hvordan nogle af de folkelige bevægelser i dag trækker på en tradition, som lå i arbejderbevægelsen. Uden at man siger, at det er arbejderbevægelsens udtryk i dag, eller at det er arbejdere, som er den drivende kraft,« siger han og fortsætter.

»Vi kan kigge på, hvor der er ulighed eller uretfærdighed i samfundet eller på arbejdsmarkedet eller privatlivet, som på en eller anden måde stiller sig i rækken af nogle af de uretfærdigheder og uligheder, som arbejderbevægelsen har kæmpet imod, og som arbejderne har været berørt af.«

Dennis Kristensens notesbøger, som han havde med sig under OK18-forhandlingerne.

Dennis Kristensens toilettaske, som han havde med sig, når forhandlingerne trak ud.

Netop derfor er det ifølge ham interessant at dokumentere skolestrejkerne og andre folkelige bevægelser, der kæmper for en radikal grøn omstilling.

»Om fem år kan det være glemt, fordi der er kommet en teknologisk løsning på det, som gør, at vi ikke behøver at gøre noget som helst anderledes, og at vi slet ikke kommer til at mærke det i vores hverdag. Eller også har de her demonstrationer simpelthen transformeret vores politiske landskab.«

En ny kamp

I en af museets glasmontrer er udstillet tre ituslåede sikkerhedshjelme for at illustrere arbejderbevægelsens kamp for et sikkert arbejdsmiljø.

I samme lokale hænger en plakat fra Socialdemokratiet, der viser to lyshårede børn med påskriften »Far må ikke blive arbejdsløs«. Ved siden af hænger en, hvor der står »Tryghed gennem folkepension« over et ældre ægtepar smilende med panderne mod hinanden.

Noget af det nyeste på Arbejdermuseet i dag er en udstilling om ligeløn, som blev indskrevet i overenskomsterne i 1973.

Udstillingerne på Arbejdermuseet i dag viser på flere ledder og kanter, hvordan arbejderbevægelsen kæmpede for at fordele velfærdsgoderne og sikre, at arbejderne fik del i den økonomiske gevinst, som industrialiseringen skabte.

Men skal Søren Bak-Jensen gætte på, hvad man kan se, hvis man om 50 år besøger Arbejdermuseet, så er meget af det blevet udskiftet for at give plads til kampen for en grøn omstilling.

»Det er en udfordring, som på en eller anden måde minder om den udfordring, man stod i tilbage i 1870’erne, hvor helt nye, voldsomme samfundsforandringer skulle gennemføres og implementeres på en måde, hvor der var en lige og retfærdig fordeling af rettigheder og pligter,« siger han.

Tidligere FOA-formand Dennis Kristensens bog, som han læste i under pauserne til OK18-forhandlingerne.

De klima- og miljømæssige konsekvenser af industriproduktionen er lige så gamle som industrialiseringen, påpeger Søren Bak-Jensen. Dem, der har mærket den mest, er dem, der har været nederst i samfundet.

Hvorvidt der om 50 år vil stå, at fagbevægelsen var frontkæmpere på klimakampen, eller om der vil stå, at fagbevægelsen var længe om at komme i gang, det ved han ikke.

»Men jeg tror, at det vil fylde rigtig meget. Det er måske det, vi ser med de gule veste i Frankrig – som siger, at det godt kan være, at miljøet er ved at gå ad helvede til, men det er ikke os, der skal betale det hele, og andre, der kan skumme fløden og give penge til katedraler i stedet for,« siger han.

Ifølge ham er klimakampen den traditionelle kamp for et lige og retfærdigt samfund, som lever videre i en ny udfordring. Nu er det ikke kampen om, hvordan vi skal fordele goderne fra industriproduktionen, men hvordan og hvem der skal betale regningen.

»Jeg tror, at min efterfølgers efterfølgers efterfølger vil sige, at der er en parallel mellem det, der grundlagde fagbevægelsen tilbage i 1870’erne, og så det, der skete i 2010’erne, 2020’erne og 2030’erne.«

Banner som blev brugt under klimatopmødet COP15 i København i 2009.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Håber at artikler som denne og gerne med lidt mere fagligt indhold vil være med til at styrke det spirende sammenhold i de faglige organisationer - også mellem offentlig ansatte og privatansatte.

Ved KL - og Thornings-regeringens og vel også med et flertal i Folketingets accept af lockouten af lærerne var der ikke stor opbakning til lærernes fratagelse af deres møjsommeligt oparbejde arbejdstidsaftale - Det virkede mere som om andre tænkte det har de godt af de dovne lærer osv.
Men resultatet ses nu i undervisningen, at lærerne ikke har arbejdstid til at forberede sig ordentligt og der ved ikke kan give "vore" børn og unge en god og lærerig undervisning.

Krav om bæredygtighed i produktionen/arbejdet og ikke mindst gode arbejdsmiljøer bør også være et hovedmål i de faglige organisationer samt en udbygning af det internationale arbejde.

Inge Kryger Pedersen

Hej Inf
Hvorfor mon artiklen "Arbejdermuseets direktør: Der er en parallel mellem det, der grundlagde arbejderbevægelsen, og klimakampen" ikke er en del af min klimaabonnement?
Mvh Inge​​​​​​​

Inge Kryger Pedersen

Hej Inf
Hvorfor mon artiklen "Arbejdermuseets direktør: Der er en parallel mellem det, der grundlagde arbejderbevægelsen, og klimakampen" ikke er en del af mit klimaabonnement?
Mvh Inge​​​​​​​