Feature
Læsetid: 9 min.

»Han dæmoniserer, og når han gør det, bliver vi til dæmoner«

Mandag eftermiddag i Albertslund ventede rasende demonstranter og kampklædte betjente på højreekstremisten Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs. Samtidig blev der flere steder i København ryddet op efter søndagens optøjer, mens folk diskuterede, om Paludan skal ignoreres eller mødes med bål og brosten
Dagen derpå efter søndagens demonstration på Blågårdsgade på Nørrebro i København. Her er det resterne efter en nedbrændt skurvogn.

Dagen derpå efter søndagens demonstration på Blågårdsgade på Nørrebro i København. Her er det resterne efter en nedbrændt skurvogn.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
16. april 2019

Kampklædte betjente har taget opstilling bag en rød-hvid afspærring. Det er mandag eftermiddag, og her, ved et busstoppested i Albertslund, har den højreradikale provokatør Rasmus Paludan anmeldt en demonstration.

Demonstrationen er planlagt til at finde sted ganske kort efter hans demonstration på Nørrebro, der søndag udløste uroligheder flere steder i København.

For enden af vejen har den danske del af Black Lives Matter-bevægelsen sat en scene op i protest mod Rasmus Paludan. Det er dem, han er kommet for at demonstrere imod – eller rettere den racismedom, han netop har modtaget efter at være blevet anmeldt af bevægelsens leder, Bwalya Sørensen, som bor lige i nærheden.

Foran scenen venter godt 50 mennesker. Tilsyneladende en blanding af venstrefløjsaktivister og autonome. To mænd bærer faner med ordene ’Revolutionære socialister’.

En mand, der præsenterer sig som Abdul Alfara, står og hænger foran en bil med et par venner. Han siger, at han har tænkt sig at holde »en rimeligt fredelig demonstration« imod Rasmus Paludan. Han var selv på Nørrebro dagen for inden – dog ikke for at demonstrere.

»Jeg håber ikke, det udvikler sig som i går,« siger han.

Omvendt mener han, at Paludan selv opsøger volden.

»Det er ligesom at gå ind i en løves hule med pikken svøbt i bacon og så regne med, at den ikke bliver bidt af,« siger han.

Røg i gaden i Albertslund mandag. Islamkritiker Rasmus Paludan fik forbud mod at demonstrere, men det forhindrede ikke unge i at lave ballade.

Røg i gaden i Albertslund mandag. Islamkritiker Rasmus Paludan fik forbud mod at demonstrere, men det forhindrede ikke unge i at lave ballade.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En del af de fremmødte kunne se ud til at have en vis forbindelse til bandemiljøet eller i hvert fald at være inspireret af det. Fra scenen lyder nu tonerne af Pharrels Happy. Pludselig sker der noget. En gruppe drenge løber om bag en skole, hvor politiet har lagt 10-12 mænd op ad en husmur. Mændene på jorden råber »Ingen racister i vores gader!«.

En kampklædt betjent siger til dem, at de vil blive registreret, visiteret og så sendt væk.

»Hvis I bliver truffet heroppe igen – uden at lave noget som helst – så bliver I anholdt.«

»Du anholder mig bare!« råber en.

Tæsket ihjel

Nogle kilometer derfra, på Blågårds Plads på Nørrebro, står en afbrændt skurvogn. Den afgiver en lugt af brændt plastik til hele området. En pressefotograf trasker rundt om den og tager et par billeder.

Der er ved at blive ryddet op efter søndagens optøjer. Rasmus Paludan, der er kendt for at rejse rundt til landets almene boligområder og udbrede sine islamkritiske holdninger ved blandt andet at brænde koranen, nåede kun af demonstrere på pladsen i nogle minutter. Så begyndte urolighederne, og politiet måtte eskortere ham væk.

Politiet har i forbindelse med optøjerne søndag, der hen under aftenen spredte sig til andre steder i byen, anholdt 23 personer og fængslet tre.

Anders Jepsen på 30 år er stoppet op på sin cykel og står sammen med Ann Rybner Jensen på 64, der er ude at gå tur med sin sorte puddel. De er i færd med at vende søndagens begivenheder.

»Han har jo ikke lyst til dialog, kun at fremprovokere en reaktion,« siger Anders Jepsen.

De var begge to til stede, da demonstrationen arrangeret af Rasmus Paludan, stifter af partiet Stram Kurs, udviklede sig til optøjer, som varede fra søndag eftermiddag og det meste af natten til mandag.

»Jeg sad oppe i min lejlighed på første sal og overværede det hele,« siger Ann Rybner Jensen. Hun har boet på Nørrebro i over 30 år, og det er lang tid siden, at hun har set noget lignende.

»Det, jeg så, var, at det var smådrenge, der gik amok. Det kan jeg sådan set godt forstå, når en mand står og vil brænde koranen af her midt på Blågårds Plads.«

Hun var på gaden, da optøjerne begyndte, fordi hun var ude at lufte sin hund. Hun så stole, brosten, cykler og fyrværkeri fare gennem luften. Dernæst kom tåregassen, og hun nåede akkurat op i sin lejlighed. Normalt er hun ikke meget for at ignorere »ubehagelige ting«, siger hun. Men hun mener, at man burde have ignoreret Rasmus Paludan.

»Hvis de havde ladet være med at give ham den opmærksomhed, så kunne han have stået der helt alene og brændt sin lille koran af, og så havde ingen talt om det.«

Anders Jepsen overværede også begivenhederne, og han tror, at optøjerne først og fremmest bundede i »vrede mod politiet«.

»De her unge er ikke politiske. Men de føler sig diskrimineret. De bliver kropsvisiteret hver dag, også selv om de ikke alle sammen er kriminelle. De kan ikke se, at det er vand på Rasmus Paludans mølle at gå amok,« mener han.

Anders Jepsen er ikke i tvivl om, at hvis politiet ikke havde været til stede under demonstrationen, »så var Rasmus Paludan blevet tæsket ihjel«.

»Det ender i krig«

Fem mænd står på et hjørne af Blågårdsgade i solen og drikker kaffe. Information spørger, om de så demonstrationen i går, og hvad de tænker om de efterfølgende optøjer. De vil ikke have deres navne i avisen, men vil gerne snakke lidt.

»Spørg politiet. Det er politiet, der har givet ham lov til at holde den demonstration. De ved det,« siger den ene af dem.

Rasmus Paludans demonstration skulle være afholdt i Mjølnerparken på det ydre Nørrebro. Men politiet valgte kort tid før afholdelsen at lade den flytte til Blågårds Plads på Indre Nørrebro, efter at der natten forinden havde været en eksplosion i Mjølnerparken.

Mændene er overbeviste om, at politiet flyttede demonstrationen fra Mjølnerparken, fordi der ifølge dem ikke er nogen i Mjølnerparken at provokere i øjeblikket. De tror, at Rasmus Paludans demonstration er en del af en større sammensværgelse, som politikerne og myndighederne er en del af, hvor de ønsker at fremprovokere en reaktion og dermed skabe mere splittelse i Danmark.

»Jeg arbejder i Mjølnerparken, jeg ved det. Der er ingen mennesker der. De er alle sammen i fængsel. Han kunne have holdt den i Fælledparken eller på Frederiksberg,« siger en af mændene.

En af de andre supplerer og siger om Rasmus Paludan, at han »er politikernes lille marionetdukke«.

»Levebrødspolitikerne er kun ude på at rakke ned på indvandrere og tale udlændingepolitik.«

– Flere politikere har taget afstand fra Rasmus Paludans måde at demonstrere på?

»Ja, ja, men han får lov til at blive ved.«

– Hvorfor tror I, at der var så meget uro netop her?

»Kender du ikke til det her sted? Vi har altid demonstreret, lige siden 1980’erne. Det er Blågård. Når dit hjerte banker for noget, og folk pisser på det, så kommer der også en reaktion.«

En af de andre siger, at det er klart, der kommer en reaktion, når Rasmus Paludan »provokerer«.

»Uanset hvilken religiøs bog man brænder af, om det er biblen, toraen eller koranen, så bliver vi – eller de – vrede.«

– Men han har jo lov til at demonstrere?

»Ja, det siger politiet jo,« siger en af dem.

En anden siger, at han ville ønske, at kvarterets drenge var blevet væk, og at butikkerne lukkede ned en halv time før demonstrationen, sådan at Rasmus Paludan kunne stå der helt alene og gøre sine ting uden et publikum. Men de forstår også godt, hvorfor de unge muslimer bliver vrede.

»Det ender i krig,« siger en mand, der er kommet til, på engelsk.

»Sådan har vi altid gjort«

På Prinsessegade på Christianshavn lugter der af brændt asfalt. Her var der også uroligheder efter søndagens demonstration i Blågårdsgade.

Ved indgangen til Christiania er der et stort sort mærke i vejen. Det ser ud til, at der allerede har været nogle fra kommunen og lappe hullet.

W.C. Fields er et lokale på Christiania, som er opkaldt efter en amerikansk komiker, og det er her, de autonome hænger ud.

Indenfor sidder 62-årige Johnny ved et bord plastret til med klistermærker og fyldt med kapsler. Han har en hjemmerullet smøg mellem mundvigene og drikker en abrikosvand, mens han ser ’Kender Du Typen’ på et gammelt fjernsyn, som hænger ned fra loftet. Johnny er gammel bz’er og har boet på Christiania i 43 år.

Han var ikke selv med i optøjerne i går – »det lader jeg de unge om, jeg er blevet for gammel til at lave bål«. Men han kender dem, der deltog, og er selv »en del af miljøet«.

»Vi støtter drengene på Nørrebro. Det har vi altid gjort. Det gjorde vi også med Ungdomshuset dengang,« siger han.

– Hvorfor støttede I dem i går?

»Mod ham tossen. Det er dumt, at politiet render rundt og forsvarer ham.«

– Hvis ikke politiet havde været til stede, så var han måske kommet slemt til skade?

»Ja, garanteret. Men man ligger, som man har redt.«

– Hvad mener du med det?

»Hvis man provokerer på den måde, så har man selv fortjent det. Vi tager jo heller ikke til Jylland og brænder Biblen af. Han er nazist, og vi har altid været imod nazister.«

– Løber man ikke bare Rasmus Paludans ærinde, når man tyer til vold?

»Vi har et motto, der hedder ’ingen nazister i vore gader’. Det har vi altid sagt, og det vil vi værne om. Så må han tage tilbage, hvor han kommer fra.«

En lærestreg

Tilbage i Albertslund er Rasmus Paludan nu mere end en time forsinket. Flere hundrede mennesker er dukket op. Nogle drenge sidder på et rækværk, hvor der bliver delt æg ud.

»Jeg er ligeglad, om de er for gamle,« siger en. »Jeg har lige købt dem i Aldi. 20 kroner.«

Bwalya Sørensen går på scenen og takker folk for deres opbakning.

En mand i en hvid bil kommer pludselig kørende med koranen stikkende ud ad vinduet, mens han skruer op for den arabiske musik. Han stiger ud og bevæger sig ned til en gruppe unge rødder, hvoraf flere er halvt maskerede med solbriller, hætter og halsedisser.

»Allahu Akhbar!« begynder han at råbe, mens de unge mænd tiljubler ham.

I den anden ende af vejen står to unge kvinder iklædt tørklæde. De er kommet fra Nørrebro for at demonstrere imod Paludan. Deres navn ønsker de ikke at få i avisen.

»Jeg tænker bare, vi venter på, at han får en lærestreg,« siger en af dem.

– Hvad mener du med det?

Den anden kvinde svarer, at »han skal lære, han ikke skal sige sådan nogle ting, som han gør«.

– Håber I, han kommer noget til?

»Det er måske lige groft nok,« siger den anden.

Information bevæger sig over til en parkeringsplads nær scenen.

»Kasteskyts!« råber en betjent, før et kanonslag lander få meter fra Informations udsendte.

Der lyder et højt brag. Så følger det næste. Men stadig intet spor af Paludan.

En betjent bag afspærringen siger, at han ikke ved, om han kommer eller ej.

»Men det ville da være det fedeste i hele verden, hvis han ikke kommer,« mener han.

– For dig?

»For os alle sammen. For samfundet,« siger han.

En ung mand med et tørklæde for ansigtet er ankommet og går med et sort flag med hvide, arabiske skrifttegn strakt ud foran sig op ad gaden. Han hyldes af de unge mænd, der står i rabatten. Manden med koranen løber op og kysser flaget.

Nogle drenge taler om, at Paludan er lige i nærheden. Han har lagt en video på YouTube. Pludselig stimler en forsamling sammen om en hvid politibil. Folk tror tilsyneladende, at Paludan er inde i den.

»Ingen racister i vores gader!« lyder slagordene.

En mand på en skriggul mountainbike kører på ét hjul op og ned ad gaden, mens rapgruppen NWA’s »Fuck da Police« spiller fra en højttaler.

Røg i gaden i Albertslund, mandag den 15. april 2019. Rasmus Paludan har mandag fået forbud mod at demonstrere i Københavns Vestegns politikreds. Forbuddet gælder frem til klokken 12 tirsdag, oplyser politiet.

Røg i gaden i Albertslund, mandag den 15. april 2019. Rasmus Paludan har mandag fået forbud mod at demonstrere i Københavns Vestegns politikreds. Forbuddet gælder frem til klokken 12 tirsdag, oplyser politiet.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Men det er falsk alarm. Paludan er ikke ankommet.

Manden med koranen, en ung mand med fuldskæg og solbriller, går pludselig op på scenen og begynder at tale om Rasmus Paludan.

»Han er ikke islamkritiker, han hader muslimer,« siger han.

»Han dæmoniserer, og når han gør det, bliver vi til dæmoner«, siger han og giver sig til at messe nogle suraer fra koranen for de forsamlede. Publikum er et sammensurium af unge venstrefløjsaktivister, autonome og unge rødder.

Stemningen begynder at ebbe ud. Pludselig pakker poltiet afspærringsbåndet sammen og begynder så småt at trille væk i mandskabsvognene. Paludan kommer ikke alligevel.

»Det var vel ikke forsvarligt for ham at komme,« siger en betjent.

Folk siver. En gruppe af de unge, halvt maskerede mænd bliver tilbage sammen med nogle betjente.

»Alle leder efter Rasmus!« råber en mand, inden han forsvinder.

Kort efter, da Information er gået, lyder der høje brag fra området. Røg stiger til vejrs. Otte-ti drenge kommer pludselig spurtende gennem buskadset.

»Løb, løb, løb!« råber en, inden de splitter op og fortsætter i forskellige retninger. To betjente kommer kort efter luntende med hver sin politihund, men opgiver at følge efter.

Henne ved stationen går 30-40 unge mænd rundt og kaster sten gennem ruderne på busstoppestederne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

René Arestrup

Det er sjælden jeg føler mig kaldet til at citere Søren Pape Poulsen, vores justitsminister, for noget som helst af substans, men ret skal være ret, og når han omtaler vandalerne på Nørrebro som 'Paludans nyttige idioter', er det spot on.
De danser præcis efter Paludans pibe og efterlader et indtryk af, at virkeligheden er meget tæt på Paludans ekstremistiske udlægning af selv samme.

Ole Bertelsen, Bjarne Frederiksen, Vivi Rindom, Torben Bruhn Andersen, Søren Ferling, ingemaje lange, Martin Sørensen, Per Torbensen, Søren Fosberg, Mads Jakobsen, Christian de Thurah, Birgitte Johansen, Rolf Andersen, Erik Fuglsang, Kim Houmøller og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

Der har tidligere i historien været folk der brændte bøger af, og hånede religioner de ikke kunne li`
De fik også støtte af politikere.
Er historien ved at gentage sig ?
Skal muslimer også have syet halvmåner op tøjet ?

Torben Bruhn Andersen, Elisabeth Andersen, Jan Fritsbøger, Hanne Ribens, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Torben K L Jensen, Anders Graae, Gert Romme, Hans Larsen, Ole Frank, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Tom Finkel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Poul Anker Sørensen.

Hvilke politikere støtter Rasmus Paludan ?.

Dit nazisme virker helt ude i hampen.
Her taler vi om selv mega-fjolser som Rasmus Paludan har ytringsfrihed mens nazi-politikerne støttede op om vold.

Bjarne Frederiksen, Søren Ferling, Michael Boe, Birgitte Johansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

"Nazisme-kort" skulle der stå

Carsten Hansen

Der er ikke én politiker til venstre for DF (Måske med undtagelse af ganske få) der støtter op om Paludan.
Og der er sikkert selv DFére der tager afstand fra samme klovn.

Der er ingen grund til at bringe sagen ud af proportioner !

Birgitte Johansen, Steffen Gliese og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

Jeg ved ikke om nogle DF'ere tager afstand fra Paludan. De tager afstand fra hans "metoder". Endestationen for de to bevægelser er nok den samme.

Benta Victoria Gunnlögsson, Jan Fritsbøger, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Ole Frank, Johanna Haas og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Det er sørgeligt, at Rasmus Paludans unge modstandere og desværre for manges vedkommende bøller og uromagere, ikke forstår, at de kommer længst med at tie hans demonstrationer ihjel.

Deres modstand mod denne tåbe gør, at flere og flere danskere stemmer på racistiske partier og derved bliver tilværelsen for de unge muslimer og deres familier endnu værre.

Man kan ikke sige, at de forstår deres egen situation særlig godt. De lever op til alle de fordomme befolkninger har om dem. Og det er ikke fordi jeg ikke forstår dem og deres følelser.

Hvis Lars Løkke havde været landsfader/statsmand havde han talt til danskerne allerede, for at bede de unge om at slappe af overfor denne provokerende tåbe og splidmager.
Lars Løkke er blevet citeret, men han har ikke trådt frem for at dæmpe gemytterne.

Han er muligvis ikke interesseret, fordi nu løber der flere stemmer ind på kasseapparatet hos alle de partier, der driver racistisk politik.

Pia Kjærsgaards kommentar viser endnu engang hvor uegnet hun er som formand for Folketinget.

Hvis vi regner med, at 500.000 mennesker (indvandrere) kostede samfundet det samme, som Rasmus Paludan der sidste år menes at have kostet 25.000.000 kr. (25 millioner) sidste år, så ville de 500.000 koste samfundet 12.500.000.000.000, eller 12.500 milliarder. Det svarer ca. til 12.5 års statsbudget for Danmark.

Det er dog utroligt, at vores politikere er mere interesserede i stemmer, end i at holde landet sammen og opfordre de unge til at dæmpe gemytterne og desuden frarøvet Rasmus Paludan samfundet penge. Hvor er politikerne? De er vist bare på en evig ferie.

Thomas Corydon, Lillian Larsen, Christa Una Ryholt, Carsten Wienholtz, Hanne Melbye, John Andersen, Michael Christiansen, Birgitte Johansen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Rettelse.
Det er dog utroligt, at vores politikere er mere interesserede i stemmer, end i at holde landet sammen og opfordre de unge til at dæmpe gemytterne og desuden frarøver Rasmus Paludan samfundet penge. Hvor er politikerne? De er vist bare på en evig ferie.

Carsten Hansen

I sager som denne gælder det ikke , i min optik, om at tage parti for nogen af parterne men at tage afstand fra dem.

Klovnene har taget magten på begge sider af ordensmagten.

Man må have ret til at stille spørgsmålet i at demonstrere på Blågaardsplads. Skal det næste gang være inde i en moske? Skal nynazister have lov til at demonstrerer umiddelbart foran synagogen? Er det hensigtsmæssigt? Eller er det bare en ligegyldigt provokation som udnytter demokratiets friheder.

Alle mennesker viser følelser hvis idioter står lige foran dem og sviner dem til. Det ville justitsministeren også gøre hvis der var en religiøs kristen gruppe eller nynazister der tordnede mod homoseksuelle foran hans bolig, så det er så frygteligt let at opfordre andre til at slappe af. Det er tit dem der ikke har noget i klemme i en given situation der foreslår det.

Politiet må allokerer midler sådan som de føler rimeligt. Er det rimeligt at bruge så store dele af budgettet på en mand hvis følgerskare er så snæver og marginaliseret at den end ikke er til at se når han "demonstrerer". Hvis ja så må der være lagt en præcedens der tillader f.eks. nynazister fri afbenyttelse af retten til at forhåne jøder foran synagogen dag efter dag efter dag.....

Ole Bertelsen, Thomas Corydon, Lillian Larsen, Christa Una Ryholt, Elisabeth Andersen, Hanne Ribens, Carsten Wienholtz, Marie E. Rasmussen, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Carsten Mortensen, Birgitte Johansen, Hans Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Ole Frank, Steffen Gliese, Britta Hansen, Johanna Haas og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der er brådne kar på begge sider, ingen tvivl om det. Men der er ikke gode mennesker på begge sider, som Trump sagde om den amerikanske ekstreme højrefløj og moddemonstranterne - så lidt parti synes jeg faktisk godt man kan tage for den ene af parterne, Carsten Hansen. Det er højrefløjen, der bruger ytringsfriheden til at yppe kiv, ikke muslimerne, de reagerer bare. Hvilket selvfølgelig er lige så reaktionært som det, de reagerer på.

Hvis de oprørske inge mennesker var smarte, ignorerede de Paludan, og hvis vi var smarte ignorerede vi hele denne misere og lod politiet tage sig af det. Som ansvarlig for at opretholde lov og orden har politiet jo svigtet ved at tillade Paludan at demonstrere på Blågårds Plads, hvor enhver idiot kunne have forudsagt, at der ville blive ballade. Så lad dem nu rydde op i deres eget rod.

Dorte Sørensen, Lillian Larsen, Christa Una Ryholt, Elisabeth Andersen, Katrine Damm, Hanne Ribens, Carsten Wienholtz, Ib Gram-Jensen, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Thomas Tanghus, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Birgitte Johansen, Hans Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Henrik Rasmussen, Steffen Gliese, Thomas Corydon og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Det er skuffende, Information ikke adskiller sig fra de fleste andre danske medier ved at betegne RP som værende 'islamkritisk'. Han er ikke 'islamkritisk', han er en hadprædikant, der er dømt for racistiske udtalelser.

Ja, hvor ville det være smukt, hvis de unge havde de gamles visdom og lod hadprædikanten stå isoleret og alene, mens han smører Koranen i lort eller andet og brænder den! Men på den anden side kan jeg forestille mig, at mange af de ældre også ville føle nogle af deres næsten glemte adrenalinstød, hvis en eller anden fandt på at stille sig foran Amalienborg eller Christiansborg eller et andet vigtigt og betydningsfuld sted og begyndte med at futte Dannebrog af, efter det blev smurt i noget ækelt, spyttet og tisset på eller lignende.

Faktisk så jeg en gang en video, hvor ganske almindelige borger fysisk angreb en mand, der under en jubel-event for Kongehuset (Kronprinsens 50 års fødselsdag) ikke havde medbragt det obligatoriske Dannebrog, men tillod sig at vise sin plakat, hvorpå der stod: "Afskaf Kongehuset - Ung Republik". Plakaten blev revet i stykker af voksne, velklædte og soignerede hr. og fru Danmark, som også slå ham med selve pinden, der havde båret plakaten. Manden og hans venner flygtede til sidst fra pladsen.

Så meget til al den visdom og tolerance, når udfordringen pludseligt dukker op.

Dorte Sørensen, Viggo Okholm, Christian Mondrup, Kim Øverup, Jan Fritsbøger, Katrine Damm, Hanne Ribens, Carsten Wienholtz, ingemaje lange, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Carsten Nørgaard, Michael Christiansen, Birgitte Johansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Jens Erik Starup, Thomas Corydon, Trond Meiring, Tom Finkel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det har været bemærkelsesværdigt, så veg afstandtagen til de bølleagtige elementer har været denne gang, det har været langt vigtigere for alle at tage afstand til Rasmus Paludan og udtrykke en vis forståelse for den vrede, han fremkalder.
Jeg tror faktisk, at der bagom alt er sket et gevaldigt omsving, som måske vil afspejle sig ved valget: folk er begyndt at se de splittende og diskriminerende manipulationer for, hvad de er.

Katrine Damm, Runa Lystlund, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Michael Christiansen, Niels Duus Nielsen, Benta Victoria Gunnlögsson og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Thomas Corydon

Tak (for godt indlæg) Britta Hansen - ja - for nu at fortsætte tankeeksperimentet med "modsat fortegn": udover at defækere/afbrænde Dannebrog, hendes majestæt, øl og fodbold kunne man inkludere Anders Fogh Rasmussen, der virkelig har kostet Danmark store summer i mange sammenhænge - her skal kun nævnes hans manglende undskyldning til den islamske verden (for tegningerne): HAR VI INTET LÆRT AF MUHAMMED-KRISEN ?: det var uhyggelig tæt på at det lykkedes for den "hvide" terrorist, David Coleman Headley (bl.a. ansvarlig for Mumbai-terror) at udøve terror på Jyllandspostens Kbh.-redaktion, hvor han bl.a. ville halshugge medarbejderne ved vinduerne, så hovederne kunne rulle ned på gaden for større effekt. Selv formanden for politiforbundet synes at der må være grænser for (prisen for) misbrug af ytringsfrihed......Mon samme politi vil give tilladelse til ovenstående demonstration ? (bare tanken får - måske - selv "pæne" frikadelle-danskere op af stolen)
Skal vi her i 800-års jubilæet for Dannebrog igen gemme det af vejen når vi kommer ud i verden ?

Britta Hansen, Benta Victoria Gunnlögsson, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Niels Duus.

Som skrevet i den anden tråd, så ville det gavne alle hvis Paludan bare blev ignoreret.

Hvilket han fortjener og intet andet.

slettet profil

Har Rasmus Paludan egentlig brændt en koran som så mange tror?
Uanset hvad man måtte mene om Paludan, så tror jeg, at han har ret i, at de fleste af dem der deltog i optøjerne brugte ham som undskyldning.

Birgitte Johansen

De reaktionære tosser, der brænder containere af og kaster brosten efter politiet, læser ikke Information, tænker jeg, hvilket gør hele denne diskussion en anelse futil.
Rasmus Paludan er en narcissistisk tosse, der tilfældigvis er faldet over racisme som middel til at synliggøre sig selv. Selvfølgelig har han ytringsfrihed, men han har ikke automatisk ret til at misbruge den. Han har nu afholdt tilstrækkeligt mange af sine dødssyge seancer (omkring 70?) til, at han har kunnet formidle sit budskab. Politiets opgave er nu at sikre, at hans provokationer ikke fører til farlige situationer for borgerne, hvorfor fremtidige 'demonstrationer' bør henvises til Rungsted bibliotek eller Utterslev mose; begge steder er der rigeligt plads til hans proselytter!

Christa Una Ryholt, Erik Fuglsang, Steffen Gliese og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Britta Hansen
Det er uacceptabelt at overfalde folk for deres meninger, uanset om de ytrer dem på Blågårds Plads eller Amalienborg. Din analogi halter bare derved, at de pågældende borgere overfaldt demonstranten (hvad de absolut ikke burde have gjort), men de gik så vidt vides ikke ud og brændte tilfældige menneskers biler eller smadrede tilfældige butikker.
Det er da helt i orden at demonstrere mod Rasmus Paludan, men hvorfor skal det gå ud over tredjepart?

Ole Bertelsen, Erik Fuglsang, christian christensen, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Carsten Hansen, Per Torbensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ytringsfrihed eller ej - Jeg forstår simpelthen ikke at politiet, og i sidste ende os alle, skal være forpligtet til at ofre så store ressourcer på at beskytte idiotiske provokatører som RP, som gang på gang hopper ind i løvens bur og tirrer den store kat. Kan det virkelig være rimeligt? Kan enhver bare anmelde sin egen åndsvage provo-happening og regne med mandsopdækning fra en hær af politifolk?
Opstilling foran synagogen i Krystalgade hver fredag med hagekors, foran Hells Angels klubhus hver lørdag med store bannere med teksten BØSSEKARLE, VI VED HVOR I BOR. Jeg mener, hvor går grænsen for rimeligheden i beskyttelse af individets ytringsfrihed? Den er i hvert fald krydset her efter min mening.

Spar de politiresourcer og lad manden tage ansvar for, og møde konsekvensen af sine egne handlinger. Det andet er bare misforstået beskyttelsesansvar.

/O

Lillian Larsen, Dorte Nielsen, Elisabeth Andersen, Birgitte Johansen, Kim Øverup, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Thomas Corydon, Tom Finkel, Carsten Mortensen, Trond Meiring og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Hvis RPs idiotiske provokationer fører til, at vi begynder at botanisere i forsamlings-, demonstrations- og ytringsfriheden, er vi ude på et skråplan.

Ole Bertelsen, Trond Meiring, Erik Fuglsang, Niels Duus Nielsen, Carsten Hansen, Søren Ferling, Steffen Gliese, Christian de Thurah, jens peter hansen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Michael Maisch Olsen

Artiklen har præg af at være en minutrapport, uden stillingtagen! Spændende at følge op på hændelserne i de øvrige netaviser. Jeg faldt over denne sætning i EB:
For som Flemming Rose altid har fastholdt:
'Grundlæggende er mit argument det samme som i 2006. I et demokrati kan ingen gøre krav på deres religiøse, ikke religiøse, ideologiske eller ikke ideologiske følelser. I det omfang ideologier, religioner og grupper, som jeg ikke er en del af, gør krav på, at jeg respekterer deres dogmer uden for deres hellige steder, så gør de ikke krav på min respekt, men på min underkastelse. Det er uforeneligt med et liberalt demokrati.’

Ole Bertelsen, Erik Fuglsang, Jens Sørensen, christian christensen og arne tørsleff anbefalede denne kommentar

Det bedste ville være, at ignorere ham.

Men det mest realistiske vil være, at anvende Grundlovens § 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Erik Fuglsang, Katrine Damm, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Jeg forstår simpelthen ikke at politiet, og i sidste ende os alle, skal være forpligtet til at ofre så store ressourcer på at beskytte idiotiske provokatører som RP, som gang på gang hopper ind i løvens bur og tirrer den store kat. Kan det virkelig være rimeligt?"

Hvorfor er der nogen der er villige til at brænde en by af fordi de hører noget de ikke kan lide at høre? Det burde være dit spørgsmål. At Paludan er en provokatør er der ikke noget at gøre noget ved. Dem er der så mange af. Det eneste der er at gøre med provokatører at at ignorere dem og at argumentere mod dem hvis det bliver nødvendigt. Men at tænde bål i gaderne fordi man hører noget man ikke kan lide tyder på en usympatisk holdning til det frie ord.

Så må det også være et legitimt spørgsmål at spørge om provokation kan fortolkes som et politisk budskab og der med er en demostration politiet skal søges om og indvolveres i.

Lillian Larsen, Christa Una Ryholt, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Birgitte Johansen anbefalede denne kommentar

Når folk bruger Grundloven som argument for at han skal have lov til at fortsætte skal de lige gøre sig klart at han taler for en ophævelsen af religionsfriheden sikret i Grundlovens pagraf 67.

Må man bruge Grundloven til at afvikle Grundloven?

Christa Una Ryholt, Elisabeth Andersen, Kim Øverup, Katrine Damm, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Birgitte Johansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Da den halve muslimske verden brændte flag og ambassader ned, var der mig bekendt ingen der pissede på koranen. Paludan er en nar, men pyromanerne er lige så tåbelige.

Ib Gram-Jensen

Det er selvfølgelig også vigtigt at læse de forskellige passager i deres sammenhæng - for eksempel gør det jo en forskel, om de forskellige straffe, de vantro ifølge teksten skal lide, er her på jorden eller, som i de fleste tilfælde, efter døden eller dommedag, eller om der er tale om, hvordan man skal forholde sig i krig (som det er tilfældet med nogle), i bestemte situationer, som ikke fremgår af teksten, eller i al almindelighed.

Erik Fuglsang, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Allan Petersen - Ja, det har han. Jeg lægger ikke et link, da jeg ikke ønsker at give hans videoer flere seere, men du kan selv google dig frem på relevante videokanaler og i det mindste se oversigten over hans mangfoldige ugerninger.

Her alligevel et andet link: Til 'programmet' for 'demonstrationen':
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10218988540044383&set=a.12493433...

"Henne ved stationen går 30-40 unge mænd rundt og kaster sten gennem ruderne på busstoppestederne."

Jamen - så må Bwalya Sørensen da være glad. Det folk hun hentede ind, har leget smadremænd i hendes gader.

olivier goulin

@Nils Bøjden

Det eneste der er at gøre med provokatører at at ignorere dem ...

Præcis, det er netop også min pointe. Men ignorere så vidt, at man lader manden løbe den risiko for egen regning, han udsætter sig selv for ved at opsøge sine hadeobjekter og råbe dem ukvemsord op i deres åbne ansigter. Det skal politiet ikke misbruges til at beskytte. Manden er en idiot - men det er vores demokratiske principper også, når de kan gradbøjes så vidt.

Demonstrationer (provokationer) af den art burde henvises til mere offentlige rum, hvor man da evt. kan have politiopsyn. Når folk bevæger sig ind i boligkvarterer og direkte opsøger medborgere for at svine dem til - så er vi ud over ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. Det må gøres for egen regning og risiko - og hvis RP så bliver slået til plukfisk kan han anmelde det til politiet bagefter - ligesom alle andre må gøre.

/O

Erik Fuglsang, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Thomas Corydon, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Tom Finkel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@ Ólherji Hammer,

Jeg kender ganske godt koranen - eller koranerne. Jeg har en i vores svenske hus, et par stykker i vores hus på Čukur-bjerget, samt yderlig et par stykker i vores campingvogn, som vi rejser med store dele af året. Og grunden til jeg syntes det er interessant, er, at vi stort set altid er på rejse i det, nogle vil kalde muslimske lande.

Og jeg kan forsikre dig for, at disse bøger faktisk fortolkes på flere forskellige måder - i øvrigt alt efter hvilke land de udgives i. Men det er det i hvert fald ikke lykkedes for dig at redegøre for her.

Desuden er muslimer ligesom andre mennesker - nogle kommer regelmæssigt i kirken og andre slet ikke. Og som du ved, så er det også sådan med mange muslimer - måske de fleste.

Men hvis du gengiver biblen på samme måde - altså uden kritisk kommentar, kommer du frem til næsten samme resultat med denne gamle og barbariske mellemøstlige religion. Og så glemte du at advare og LRA (The Lord's Resistance Army eller Herrens Modstandshær), der i den kristne guds navn har hugget arme og ben af titusinder af ikke-kristne - udelukkende for at vise godheden i det kristne budskab om "fred på jord".

Sidst har jeg lyst til at spørge dig, om du overhovedet kender nogen muslimer, eller om du udelukkende beskæftiger dig med andre fortyggede holdninger. For der er ikke meget, der tyder på det?

.

Katrine Damm, Steffen Gliese, Ib Gram-Jensen, Niels Duus Nielsen, Tom Finkel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Kauffmann

Vil mene, saafremt man bryder ud i voldsorgier fordi en gudebog kastes med eller brændes af, så er man et ret svageligt menneske, dette baade i sin tro paa sin gud, åndeligt og psykologisk.

@ Jan Kauffmann,

Jeg kan i nogen grad give dig ret, for dette hærværk må stoppes. Men jeg tror i hvert fald ikke, det er svage mennesker, der protesterer.

Men der skal som bekendt 2 parter til. En der provokere, og en der bliver provokeret. Og her syntes jeg, man kan starte med den, der provokerer, for hvis han bliver stoppet, er der heller ingen, der bliver provokeret.

Og når man benytter et politisk påskud for at skabe provokation, og når formålet alene er at provokere for provokationens skyld, så er, som du ved, Grundlovens § 79 ganske velegnet til at stoppe provokatøren.

Steffen Gliese

Men, Michael Maisch Olsen, det er en total misforståelse - eller rettere: dagen før var det anderledes. Dagen før Muhammedtegningerne kunne enhver regne med ikke at skulle antastes på sin tro, sin livsform, sin personlighed, sålænge den holdt sig indenfor lovens vide rammer.
Sidste gang noget lignende foregik, fik vi §266b, fordi blasfemiparagraffen ikke længere pga. nazisternes pseudovidenskabelige raceteori beskyttede det jødiske mindretal. Derfor var det også virkelig besynderligt, at tegningerne ikke kunne dømmes efter den ene eller anden paragraf.

Carsten Hansen

Mohammedtegningerne har aldrig været i nærheden af at kunne betegnes som ulovlige.

Tegninger og ytringer mod kristendommen har været almindelige i umindelige tider.
islam har og skal aldrig have særstatus..

Erik Fuglsang, Jan Kauffmann og christian christensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kunne du evt. bringe nogle eksempler på tegninger, der forhåner kristendommen?

Runa Lystlund

I en interessant nyhed på DRs hjemmeside kunne vi i dag læse, at Stonehenge ser ud til at være opført af bønder fra Anatolien. De er sandsynligvis kommet via Spanien og Frankrig og har bevæget sig op mod vores lande. De bragte landbruget med sig og blev årsagen til at jægersamfundene blev fortrængt og næsten udryddet. Vi stammer sandsynligvis fra disse mennesker og er en blanding af jægerkulturen og mennesker fra Anatolien. De menes at have været relativt mørke og med blå og grønne øjne. Stensætninger ved kæmpehøje minder om brug af sten ved Stonehenge.

Nu viser det sig langt om længe, at Pia Kjærsgaard faktisk stammer fra Anatolien i Tyrkiet. Det har hun nok aldrig forestillet sig. På en eller anden måde falder alt i hak nu.

Nu kan Rasmus Paludan også slappe helt af, for han er i familie med tyrkerne.

Steffen Gliese, Kim Øverup, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Der har altid været kritik af religioner og kritikken har gennem de sidste mange været udtrykt på forskellig vis.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/religi%C3%B8s-satire-har-ska...

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/troens-tegninger-spiddede-de...

Erik Fuglsang og christian christensen anbefalede denne kommentar
christian christensen

Selvom jeg er medlem af folkekirken, har jeg aldrig følt, at en satiretegning af Jesus, der røvpuler Vorherre (Charlie Hebdo) eller en præst der giver Jesus et blowjob på korset (Titanic - tysk satiremagasin) er et personligt angreb på mig.

Steffen Gliese, Søren Ferling, Erik Fuglsang og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Men er du kristen, Christian Christensen?

Steffen Gliese, Trond Meiring og Tom Finkel anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Runa Lystlund 18:16 -

Genlæs evt. fra BBCs artiklel:

"DNA suggests that, like most other European hunter-gatherers of the time, he [Cheddar Man] had dark skin combined with blue eyes ... Genetic analysis shows that the Neolithic farmers [Anatolierne], by contrast, were paler-skinned with brown eyes and black or dark-brown hair."
https://www.bbc.com/news/science-environment-47938188

Jordbrugerne fra Anatolien var altså lysere end de jægere, de fortrængte! Disse jægere blandede sig i nogen grad med jordbrugerne, men de var så få i antal (jægersamfund er tyndt befolkede), at deres genetiske aftryk blev sparsomt.

Vi nedstammer altså i høj grad fra anatoliske jordbrugere. Det har såmænd været kendt længe og kan nu påvises genetisk. Disse anatoliere var blandt de folkeslag omkring Sortehavet, som ifølge fælles mytologi spredte sig efter syndflodens vandstigninger. Hos os kom de overvejende via Østeuropas floder (Donau = Danube) og siden fulgte flere vandringer fra samme område, fx menes Gundestrupkarret fremstillet nær Donaus udløb. Nogle mener endda, at 'Danube' og 'Danmark' har fælles sproglige rødder, idet Danmark udgør de nordøsteuropæiske floders delta. Velkendt er også vikingernes livlige færdsel på floderne, deres samkvem med Byzans og de tidlige danske monarkers i høj grad østeuropæiske afstamning.

Den nordiske mytologi har derved fælles rødder med bl.a. græsk mytologi, og den kristne kultur kom ligeledes til os samt det øvrige Europa via den antikke, græske kultur, som dengang inkluderede store dele af Anatolien.

Tyrkerne er centralasiater, som erobrede Anatolien og trængte langt ind i Europa i løbet af Middelalderen, idet de til dels fortrængte anatolierne fysisk og genetisk, samt ikke mindst kulturelt, religiøst og sprogligt, bl.a. gennem deportationer af jøder, grækere og armenere.

Det er således mest af alt udtryk for manglende indsigt, hvis du (og DR i gåseøjne) i ramme alvor vil gøre gældende, at vi nedstammer fra tyrkerne. Ja, muligvis er det endda en subtil form for ønsketænkning, nogle koketterer jo med Islam af den ene eller den anden grund.

Men at vi skulle nedstamme fra tyrkerne er højest en lystløgn. Vi har fælles rødder, både genetisk, sprogligt og religiøst, med den nu i høj grad af tyrkerne fortrængte urbefolkning i Anatolien, med grækere og andre indoeuropæiske folkeslag, og det burde vi nok i langt højere grad være opmærksom på.

Erik Fuglsang, christian christensen, Søren Ferling og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

"Life of Brian" er en evergreen og jeg morede mig kosteligt som ung i 70érne når DR sendte" Dave Allen Show".

Kristendommen og især katolicismen er blevet gjort til grin godt og grundigt gennem tiderne.
Og mange venstrefløjsfolk (som jeg) har bifaldet dette uden skrupler.
Og katolikker er en temmelig lille minoritet i Danmark

christian christensen, Søren Ferling, Jan Kauffmann og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Søren Tolsgaard er det med vilje at når du taler om vores forfædre så "vandrede" de herop mens de centralasiater du åbenbart ikke bryder dig om erobrede deres vej til Anatolien?

Hvis vi går længere tilbage er vi alle udvandret fra Afrika. Endnu længere tilbage stammer vi alle fra den samme fisk. Hvorfor ikke gå op i hele homo sapiens 300.000 år lange historie i stedet for at interessere sig sygeligt for så lille en del der inkluderer de mellemøstlige religioner?

Steffen Gliese, Britta Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Buggeskov

For mere end 6 år siden hoppede en gruppe piger op foran et alter med elefanthuer i en kirke i Moskva og sang en smædesang mod Putin. Folk i kirken og andre steder i Rusland blev stærkt provokeret af deres optræden, og mente de skulle straffes. De blev senere idømt fængsel i to år - en straf jeg tror alle er enige om, var helt till månen. Generelt blev pigerne hyldet og støttet, og de fleste af os mente, at russerne må tåle sådanne provokationer og acceptere ytringsfrihedens grænser uden at gå amok. Men det var jo også kun russere - men med muslimer er det anderledes åbenbart. Nu det provokatøren der skal straffes, og dem der går amok med vold, trusler, gadekampe mod politiet, bilafbrændinger og anden utilstedelig adfærd, skal nyde sympatien. Hykleri, angst eller bøjer man sig blot for vold og trusler - svaret blæser i vinden?

christian christensen, Mads Jakobsen, Søren Ferling, Kim Houmøller og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Runa Lystlund

"Nu viser det sig langt om længe, at Pia Kjærsgaard faktisk stammer fra Anatolien i Tyrkiet. Det har hun nok aldrig forestillet sig. På en eller anden måde falder alt i hak nu.

Nu kan Rasmus Paludan også slappe helt af, for han er i familie med tyrkerne."

Det bliver lidt for anakronistisk. Landet Tyrkiet eller Det osmanniske Imperium og de turkmenere, der skabte det, levede dengang i Centralasien sammen med de andre turkmenere og erobrede først Lilleasien eller Anatolien (hed det heller ikke dengang) fra ~ år 1000 til ~ år 1500.

Ellers er det rigtigt at vor nuværende viden peger i retning af at vi danskere er en blanding af
de første bosættende istidsjægere, migrerende bønder fra Anatolien og deromkring for omkring 6000 år siden og migrerende Yamnaya-folk for omkring 4000 år siden, hvad der også gav os lys hud, kernefamile og andre samfundsændringer. De ting gælder stort set for hele Nordvesteuropa.

Tidslinier er vigtige at medtænke. Det er f.eks. også anakronistisk at sige at Julemanden er tyrkisk med henvisning til at han kom fra Smyrna (det tyrkiske Ismir), for det var kristne grækere, som dengang boede i Smyrna og hele vor tids Tyrkiet var beboet af kristne.

Jens Sørensen

Midt i halvfjerdserne arbejdede jeg på en radiostation i det sydlige Afrika, og det var ret begrænset hvad der kom af nyheder hjemmefra. Men en morgen kom en af programmedarbejderne stærkt ophidset og skældte mig voldsomt ud og var tæt på at gå over til korporligheder. Jeg anede ikke hvad det drejede sig om, men da jeg fik ham dæmpet lidt ned fik jeg ud af ham, at han på BBC havde hørt at den danske stat ville give penge til at lave en film om Jesu sexliv. Så måtte jeg til at forklare ham at vi i Danmark havde ytringsfrihed, og at jeg gik ind for ytringsfrihed. Men det havde unægteligt både været sjovere og lettere, hvis det havde været Carl Th. Dreyer der ville have lavet en film om Jesus i stedet for en pubertær provokatør som Jens Jørgen Thorsen. Og selv om andre pubertære provokatører er kommet til og gør det surt at forsvare ytringsfriheden, er det vigtigt vi fastholder den

Søren Ferling, Carsten Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Thomas Corydon

Men siger vi ikke frihed under ansvar ? - Muhammedtegninger, Jesu-film og Paludan er misbrug af frihed (iflg.mig) Trykkefriselskabet o.a. søger ANSVARSFRIHED for misbrug så vidt jeg kan se(?) (Selv Charlie Hebdo måtte skrue ned for blusset på et tidspunkt....)
Er problemet ikke også at (så godt som) intet er helligt for os selvfede danskere - vi kan ikke sætte os ind i hvordan vi træder på andre menneskers følelser, og kan ikke forstå "de" ikke kan forstå vor "humor" (se mit tidligere oratoriske spørgsmål: har vi intet lært af Muhammed-krisen)

Carsten Hansen

Thomas Corydon

Jo; Vi står alle til ansvar overfor loven; Og intet andet.
Og hverken Mohammedtegningerne eller Jesus-filmen var ulovlige i forhold til lovene.

Hvad du mener om moral og følelser betyder ikke så meget; Er ytringer/handlinger ikke ulovlige så kan folk ikke dømmes, men fortsætte med deres ageren.
Der er jo forskel på dommere og smagsdommere.

Erik Fuglsang, Søren Ferling og christian christensen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Jeg tror at en kæmpe majoritet i Danmark mener at Paludan er en nar-røv.
Jeg tror at næsten lige så mange mener at både Paludan og de voldelige elementer, har opført sig tåbeligt.

Men alle er vel klar over at det kun er de voldelige elementer der har begået kriminelle handlinger den dag på Blågårds Plads.

Ole Bertelsen, Erik Fuglsang, Birgitte Mulvad og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Sider