Danmarks største finansielle koncern, Danske Bank, vil fremover ikke længere investere sine kunders penge i virksomheder, hvis de indgår nye aftaler om eksport af våben og militært udstyr til Saudi-Arabien.
Det oplyser koncernens pensionsselskab, Danica Pension, til Information.
»Vi har besluttet os for at støtte op om regeringens forbud mod eksport af våben til Saudi-Arabien,« siger Anders Svennesen, der er investeringsdirektør i Danske Bank Asset Management og Danica Pension.
Den ændrede politik kommer, efter at Information i sidste uge kunne afdække, at 14 af de 17 største pensionsselskaber har aktier i Saudi-Arabiens våbenleverandører. Samlet set har pensionsselskaberne aktier for mindst 1,13 milliarder kroner i virksomheder, der leverer eksempelvis bomber, kampfly og reservedele til det saudiske militær.
Det vakte hård kritik fra blandt andre menneskeretsorganisationen Amnesty International, fordi Saudi-Arabien er dybt involveret i krigen i Yemen.
En FN-rapport fastslog i august 2018, at den saudiskledede koalitions luftangreb har forårsaget »flest direkte civile ofre« i konflikten, og at deres bomber har ramt boligområder, markeder, begravelser, bryllupper, fængsler samt hospitaler. Det »kan udgøre krigsforbrydelser«, konkluderede FN’s ekspertpanel.
Få måneder senere, i november, valgte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) at sætte en stopper for danske virksomheders våbeneksport til landet.
Motorer til kampfly
Det er på den baggrund, Danske Bank-koncernen nu i tråd med regeringens eksportforbud har bestemt sig for ikke at ville investere i udenlandske virksomheder, hvis de fremover indgår nye aftaler om eksport af våben og militært udstyr til Saudi-Arabien.
I første omgang er Danica Pension gået i dialog med virksomheden General Electric, som pensionsselskabet har aktier for 86 mio. kr. i.
»Vi har fortalt General Electric vigtigheden for os af, at de opfylder de samme krav som et selskab i Danmark skal gøre på det her område, før vi kan forsvare at investere i virksomheden,« siger Anders Svennesen.
»Dermed gør vi, hvad vi kan, for at få den danske regerings eksportforbud ud i verden, så det ikke kun er i Danmark, men at vi også kan påvirke andre selskaber til at gå i samme retning.«
General Electric leverer bl.a. kampflymotorer til det saudiske flyvevåben.
Det ville en dansk virksomhed ikke kunne få tilladelse til.
Udenrigsministeriet oplyser til Information, at beslutningen om at suspendere den danske våbeneksport til Saudi-Arabien gælder de produkter, der står på EU’s fælles liste over militært udstyr. Og den liste omfatter specifikt »fremdriftsmotorer til fly og specielt designede komponenter hertil«, der er »designet eller modificeret til militær anvendelse«.
Hvis General Electric fortsætter med at levere militært udstyr til Saudi-Arabien, som en dansk virksomhed ikke ville kunne få lov til at eksportere, får det konsekvenser, understreger Anders Svennesen.
»Det er klart, at hvis virksomheden ikke holder sig inden for de retningslinjer, så bliver de solgt fra og ekskluderet,« siger han.
Et kraftigt signal
Investeringsdirektøren tilføjer, at pensionsselskabet nu vil gennemgå sin samlede portefølje for at undersøge, om der er flere virksomheder, der ikke lever op til den nye politik om ikke at sælge militært udstyr til Saudi-Arabien.
Udmeldingen glæder Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty International Danmark.
»Det er utroligt positivt,« siger hun.
»Det sender et kraftigt signal til både de andre pensionsselskaber og de virksomheder, man har investeret i, om at man ikke bare vil se igennem fingre med så alvorlige menneskerettighedskrænkelser og potentielle krigsforbrydelser.«
MP Pension, Pædagogernes Pension (PBU) og Pensam oplyser til Information, at de fortsat er i gang med at vurdere, hvordan de skal forholde sig til deres investeringer i virksomheder, der eksporterer våben og militært udstyr til Saudi-Arabien.
Adspurgt om andre danske pensionsselskaber bør tage samme beslutning som Danica, svarer investeringsdirektør Anders Svennesen:
»Hvad andre pensionsselskaber går ud og gør, er deres beslutning. Vi har valgt at støtte op om regeringens eksportforbud, og det vil vi gøre på vegne af Danicas pensionskunder.«
Dit pensionsselskab har investeringer i virksomheder, som andre pensionsselskaber har sortlistet og ikke vil investere i, eksempelvis fordi de understøtter krænkelser af menneskerettighederne og udvinding af kul og olie.
Vælg dit pensionsselskab og se nærmere på disse kontroversielle investeringer*. Du kan desuden sende en besked til dit pensionsselskab, hvis du finder anledning til det.
Klik her for at læse om pensionsselskabernes samlede kontroversielle investeringer
De 17 største danske pensionsselskaber ejer aktier for 653.845.624.059 kr. Heraf er 42.158.357.542 kr. investeret i kontroversielle aktier. De fordeler sig sådan her:
Områder | Beløb i DKK |
---|---|
Kul og minedrift | 7.352.512.910 |
Olie-gas | 6.968.783.540 |
Våben | 5.259.453.576 |
Problemer med arbejdstagerrettigheder | 4.234.478.107 |
Problemer med menneskerettigheder | 4.010.589.083 |
Tobak | 3.860.625.522 |
Tjæresand | 564.976.985 |
Besatte områder | 561.581.003 |
Andre | 9.232.918.215 |
* Informations undersøgelse er baseret på aktielister, som pensionsselskaberne har offentliggjort eller udleveret til Information i perioden oktober 2018-februar 2019. Der er derfor tale om et øjebliksbillede, og der kan være aktier, som siden er blevet købt eller solgt.
# har aktier for #, som vi har haft adgang til at analysere.
Heraf er #%, svarende til #, placeret i kontroversielle selskaber. Det er # gennemsnittet for hele branchen (6,43%).
Kontroversielle investeringer:
Den sorte liste: Er dine pensionspenge investeret ansvarligt?
Informations har kortlagt de 17 største danske pensionsselskabers aktieinvesteringer. Det er den hidtil mest omfattende kortlægning af sin slags. I denne serie sætter vi fokus på, om din pensionsopsparing er investeret ansvarligt, og på hvordan pensionsselskaberne kan bruge deres medejerskab til at påvirke kontroversielle virksomheder.
Du kan også selv tjekke hvad dine pensionskroner er investeret i og få hjælp til at skrive til dit pensionsselskab.
Seneste artikler
Pensionsselskaber på stribe dropper investeringer i kontroversiel oliegigant
30. april 2020Flere pensionsselskaber har opgivet at presse oliegiganten ExxonMobil i en klimavenlig retning og har solgt aktierne fra. Heldigvis for de danske pensionskunder er salget mestendels sket før, at ExxonMobils aktiekurs er styrtdykket de seneste tre månederPensionsselskaber stopper investeringer i skattelyet Caymanøerne efter sortlistning
24. februar 2020Milliarder af danskernes pensionskroner er investeret i selskaber med adresse på Caymanøerne. Men efter at EU har sat øerne på den sorte liste over skattely, vælger en række pensionsselskaber nu at afstå fra nye investeringer. Pensionsselskaberne burde have droppet Caymanøerne for længst, mener ngo’erPædagogernes Pension skiller sig af med aktier for 300 millioner i atomvåben
1. oktober 2019Som reaktion på Informations afdækning af pensionsselskabernes kontroversielle investeringer, har Pædagogernes Pension nu sat 44 selskaber på den sorte liste på grund af involvering i atomvåben. I alt er der blevet frasolgt for 300 millioner kroner
At DANICA lover: "I fremtiden vil vi undgå våbeninvesteringer" skyldes altså os avislæsere,
samt Informations journalister og ledelse, så tak til Rune & Co.
Kære Sebastian, Lasse og Bo,
Vil I undersøge om DANICA ejer aktier i U-Danske Bank og Mærsk?
Hvilket heller ikke vil være i pensionisternes interesse.
Kan vi ikke lige få sat virksomheder der opererer på ulovligt annekteret palæstinensisk jord sat på den liste også? Det ville klæde Danske Bank noget så gevaldigt.
Motorola er på PBUs liste. Man skal i bestyrelsen for at få indflydelse.
Jeg har en længere korrespondance med en medarbejder der, for jeg mener ikke at pædagogers pension skal finansieres af at have solgt smådele til bomber, der er kastet i Gaza. Men det bliver selvfølgelig negligeret. En arbejdsmarkedspension kan man ikke uden videre lave om på.
TAK til information.
Hilsen
De 100.000 koleraramte børn i Yemen som ikke kan få medicin grundet blokade samt de millioner af underærnerede mennesker i landet som ikke kan få mad grundet blokade og bomber.
De har ikke mulighed for selv at takke så jeg gør det på deres vegne.
Godt arbejde!