Nyhed
Læsetid: 4 min.

Danske pensionsselskaber har aktier for over 16 milliarder kroner i oliegiganter

De 17 største danske pensionsselskaber har investeret massivt i den klimaskadelige olieindustri, viser kortlægning
De 17 største danske pensionsselskaber har investeret massivt i den klimaskadelige olieindustri, viser kortlægning
Indland
13. april 2019

Mens danske pensionsselskaber bryster sig af deres grønne investeringer, har de samtidig aktier for milliarder i verdens største olieselskaber.

Det viser Informations gennemgang af de 17 største pensionsselskabers aktieinvesteringer.

Samlet set har pensionsselskaberne aktier for 16,1 milliarder kroner i Shell, ExxonMobil, Total og 65 andre af de største børsnoterede olieselskaber. Det svarer til 2,5 procent af pensionsselskabernes samlede aktiebeholdninger.

Investeringerne er stærkt betænkelige, mener John Nordbo, der er klimarådgiver i CARE Danmark.

»Når man som pensionsselskab siger, at man går ind for Parisaftalen, så gør man klogt i at være forsigtig med investeringer i olieselskaber,« siger han.

»Hverken over en bred kam eller enkeltvis ser vi de her virksomheder lægge an til forretningsmodeller, som er forenelige med Parisaftalen. Tværtimod har en række af dem modarbejdet klimahensyn og er stadig medlem af lobbygrupper, der modarbejder Parisaftalen.«

Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA, fremhæver ofte sine investeringer i grøn energi som havvindmøller og solcelleparker. Men samtidig har pensionsselskabet ifølge Informations undersøgelse aktier for 3,1 milliarder kroner i virksomheder som Conocophillips, Total og Chevron, hvilket gør PFA til branchens største investor i oliegiganter målt i absolutte tal.

Andreas Stang, der leder pensionsselskabets arbejde med ansvarlige investeringer, oplyser, at PFA har købt og solgt en række aktier, siden Information lavede undersøgelsen, og at PFA ifølge hans opgørelse nu har aktier for i alt 2,97 milliarder kroner i olieindustrien. PFA er »meget opmærksomme« på det globale mål om at begrænse den globale opvarmning til to grader, understreger han.

»Derfor analyserer vi vores investeringer i olie- og gasselskaber i forhold til et tograders-scenarie for at sikre, at PFA støtter op om Parisaftalen både i sine investeringer og i dialogen med de selskaber, vi investerer i,« skriver Andreas Stang og tilføjer:

»Vi oplever, at der er gode muligheder for, at investorerne kan være med til at skubbe selskaberne i den rigtige retning.«

Sådan har vi gjort

Information har indsamlet lister over aktieinvesteringerne fra de 17 største danske pensionsselskaber og kørt dem sammen i én database. Herefter har vi søgt efter investeringer i olieselskaber ud fra en liste på 72 virksomheder, som organisationen Carbon Tracker har lavet ud fra bl.a. Standard&Poors Global Oil Index.

De oplysninger har vi forelagt de 17 pensionsselskaber og bedt om deres kommentar. I de tilfælde, hvor et pensionsselskab oplyste, at de havde ekskluderet og/eller frasolgt et eller flere af olieselskaberne, siden Information foretog undersøgelsen, har vi undladt at regne de pågældende investeringer med.

I PFA’s tilfælde sendte pensionsselskabet os i stedet deres egen opgørelse af deres samlede olieinvesteringer. Det tal har vi inkluderet i artiklen.

En haltende branche

TopDanmark er det pensionsselskab, der har den største andel af sine aktieinvesteringer i oliegiganterne. De 683 mio. kroner, Topdanmark har aktier for i virksomheder som Anadarko Petroleum, ExxonMobil og BP, svarer til mere end 4,8 procent af pensionsselskabets samlede aktiebeholdning.

Med andre ord er næsten hver 20. krone investeret i olieselskaber. Det selv om den globale klimaaftale fra Paris ifølge TopDanmark »indgår som en væsentlig parameter i vores investeringsovervejelser«.

TopDanmarks kommunikationschef Jens Langergaard skriver i et svar til Information, at virksomhederne på sigt vil blive nødt til at omstille sig til andre aktiviteter end olie, hvis de skal overleve.

»Det sker ikke overnight, men vigtigst er, at de bevæger sig i den rigtige retning,« skriver han.

Flere pensionsselskaber skriver til Information, at de ikke ser noget problem i at have aktier i olieselskaber, fordi »fossile brændsler vil udgøre en stor del af klodens energiforsyning i de næste mange årtier, også selv om vi lykkes med 2-grader-målsætningen,« som PensionDanmarks kommunikationschef Ulrikke Ekelund formulerer det.

»Derfor er den ansvarlige strategi at være en engageret aktionær, der er i dialog med energiselskaberne om at bidrage til den grønne omstilling,« tilføjer hun.

Anderledes ser man på sagen i bl.a. MP Pension, der finder investeringer i olieselskaber problematiske.

»Det halter desværre for oliebranchen med at rette ind efter Parisaftalen,« skriver investeringschef Anders Schelde til Information.

»Selskaber kan ændre strategi fundamentalt, men det går stadig alt for langsomt i oliebranchen, og vi mangler endnu at se nogen gøre det ’for real’.«

MP Pension har aktier for 937,5 mio. kr. i olieselskaber. Ud over at presse virksomhederne gennem det internationale investor-samarbejde Climate Action 100+, som flere andre danske pensionsselskaber også gør, har MP Pension besluttet at frasælge sine aktier i olieselskaber senest ved udgangen af 2020 – medmindre virksomhedernes forretning til den tid er i overensstemmelse med målsætningerne i Parisaftalen.

»På den måde bliver aktivt ejerskab ikke bare en syltekrukke,« forklarer Anders Schelde.
 

Fakta: Aktier i olieselskaber

  • PFA: 3,1 mia. kr.*
  • Danica: 1,9 mia. kr.
  • Velliv: 1,3 mia. kr.
  • Industriens Pension: 1,1 mia. kr.
  • Sampension: 1,0 mia. kr.
  • MP Pension: 0,9 mia. kr.
  • PKA: 0,9 mia. kr.
  • Lærernes Pension: 0,9 mia. kr.
  • Pensam: 0,9 mia. kr.
  • PensionDanmark: 0,8 mia. kr.
  • AP Pension: 0,7 mia. kr.
  • TopDanmark: 0,7 mia. kr.
  • JØP: 0,6 mia. kr.
  • Pædagogernes Pension: 0,4 mia. Kr.
  • ATP: 0,4 mia. kr.
  • DIP: 0,3 mia. kr.
  • Lægernes Pension: 0,3 mia. kr.

* PFA oplyser, at de har købt og solgt en række aktier, siden Information foretog sin undersøgelse. Ifølge pensionsselskabet har de nu aktier for i alt 2,97 mia. kr. i olieindustrien. PFA’s opgørelsesmetode er dog en anden end Informations, hvorfor tallene ikke er direkte sammenlignelige

Serie

Den sorte liste: Er dine pensionspenge investeret ansvarligt?

Danske pensionsselskaber forvalter aktieinvesteringer for flere hundrede milliarder kroner. Pengene skal sikre os i vores alderdom, men en del af dem er investeret i kontroversielle virksomheder og risikerer blandt andet at understøtte krænkelser af menneskerettighederne, våbensalg og udvinding af fossile brændsler. Flere af disse virksomheder er sortlistet af nogle af pensionsselskaberne, og andre burde måske blive det.

Informations undersøgende redaktion har kortlagt de 17 største danske pensionsselskabers aktieinvesteringer. Det er den hidtil mest omfattende kortlægning af sin slags. I denne serie sætter vi fokus på, om din pensionsopsparing er investeret ansvarligt, og på hvordan pensionsselskaberne kan bruge deres medejerskab til at påvirke kontroversielle virksomheder.

Du kan også selv tjekke hvad dine pensionskroner er investeret i og få hjælp til at skrive til dit pensionsselskab.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flot fundet, meget passende at få det afsløret.

Hvor mange Mærsk Drilling, alm. Mærsk og Danske Bank aktier har DANICA?

Må datterselskabet overhovedet købe ejernes aktier?

Peter Høivang

De skulle hellere placere pengene i atomkraft.
Co2 neutral. Producerer strøm når vi har behov for det, uden ikke eksisterende lagerkapacitet og ikke realistisk udbygning af el nettet.
Har styr på produceret affald(ikke brugt brændsel), ulig andre energikilder.
Kan udbygges massivt og anbefales i IPCC rapporter.

Sebastian Gjerding

@Peter Hølvang: De har også penge i atomkraft.

Niels-Simon Larsen

Der tales om at holde sig inden for 2 grader. Det bliver da heller ikke rart at leve i en tograders verden.

Peter Høivang

@ Sebastian Gjerding

Dejligt!

Og endnu mere dejlig hvis de flyttede deres investeringer fra co2 udspydende mastodonter, til de nærmest co2 neutrale energikilder som vind, sol og atomkraft.

Niels Duus Nielsen

Sommeren står for døren! Sidste år blev ventilatorerne hurtigt udsolgt i varmen, så det er nu, man skal købe en sådan, inden efterspørgslen igen går amok.

Der er jo ikke tale om, at det bare bliver to grader varmere sådan i bred almindelighed, det kunne vi jo sagtens leve med i dette kolde land højt mod nord - de to grader er kun den gennemsnitlige temperaturstigning, som sidste år gav sig udslag i en hedebølge, hvor temperaturen steg langt mere end to grader i den periode, hvor den stod på.

Måske skulle pensionsselskaberne investere i ventilatorbranchen?

Niels-Simon Larsen

Staten kunne jo også forbyde ventilatorerne, da de er med til at forhøje temperaturen. Vi kan jo ikke overholde Parisaftalen, hvis vi alle installerer ventilatorer. Allerførst burde udvendig strålevarme forbydes på alle cafeerne.