Læsetid: 5 min.

Finanstilsynets chef var med til at frikende Finanstilsynet i hvidvaskskandale

Der var glæde i det danske og estiske finanstilsyn, da Den Europæiske Bankmyndighed for nylig droppede en undersøgelse af deres potentielle lovbrud i forbindelse med hvidvaskskandalen i Danske Bank. Nu viser det sig, at de to myndigheders øverste chefer selv var med til at afgøre sagen. En klar interessekonflikt, lyder kritikken
Som medlemmer af EBA’s bestyrelse deltog både Finanstilsynets direktør Jesper Berg i afstemningen om, hvorvidt Finanstilsynet har forsømt sin tilsynspligt over for Danske Bank i forbindelse med hvidvaskskandalen.

Som medlemmer af EBA’s bestyrelse deltog både Finanstilsynets direktør Jesper Berg i afstemningen om, hvorvidt Finanstilsynet har forsømt sin tilsynspligt over for Danske Bank i forbindelse med hvidvaskskandalen.

Bo Amstrup

29. april 2019

Da bestyrelsen i Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) kort før påske besluttede at droppe myndighedens undersøgelse af det danske og estiske finanstilsyns mulige lovbrud i Danske Bank-skandalen, sad de to hovedmistænkte selv med ved bordet.

Som medlemmer af EBA’s bestyrelse deltog både Finanstilsynets direktør Jesper Berg og hans estiske kollega Andres Kurgpold i afstemningen om, hvorvidt deres myndigheder har forsømt deres tilsynspligt over for banken i forbindelse med hvidvaskskandalen.

Det erkender EBA nu over for Information.

»Jeg kan bekræfte, at de ikke erklærede sig inhabile i sagen,« skriver presseansvarlig i EBA Franca Rosa Congiu i et mailsvar.

De nye oplysninger vækker hård kritik. For lovgivningen fastslår, at medlemmer af EBA’s bestyrelse »bør agere uafhængigt og udelukkende i unionens interesse«. Og de to tilsynsdirektører har en klar interessekonflikt, mener bl.a. Niels Skovmand Rasmussen, der er lektor i jura på Syddansk Universitet og ekspert i finansiel regulering.

»Det rejser en tvivl om, hvorvidt de to tilsynsdirektører udelukkende har varetaget EU’s interesser, når der er en oplagt interessekonflikt til stede,« siger Niels Skovmand Rasmussen.

Han bakkes op af politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke Lars Koch, der har fulgt hvidvasksagen tæt.

»Det er helt hat og briller,« siger han.

»Både ved diskussionen om sagen og ved afstemningen burde de træde uden for døren. Man kan selvfølgelig ikke være med til at afsige dom over sig selv.«

Også Jakob Dedenroth Bernhoft, der er hvidvaskekspert og direktør hos Revisorjura.dk, kritiserer de to tilsynschefers tilstedeværelse i mødelokalet.

»Det er fuldstændig åbenlyst, at de to ikke kan sidde med ved bordet og stemme om, hvorvidt de har gjort deres arbejde ordentligt,« siger han. 

Tilsynet brød EU-loven

I kølvandet på den omfattende hvidvasksag, hvor omfanget af mistænkelige pengestrømme i Danske Banks estiske filial løb op i 1.500 milliarder kroner, bad EU-Kommissionen og en gruppe EU-parlamentarikere i september 2018 EBA undersøge de to myndigheders tilsyn med banken.

De ville blandt andet have belyst, hvor dybdegående de to vagthundes undersøgelser af banken havde været i perioden.

I februar 2019 indledte EBA så en officiel efterforskning af tilsynsmyndighederne for mulige brud på EU-lovgivningen, og forud for bestyrelsesmødet den 16. april havde efterforskerne deres konklusioner klar.

Som Information i dag kan afsløre, konkluderede EBA’s undersøgelseskomité, at den danske og den estiske myndigheds tilsyn med Danske Bank fra 2007-2014 var så mangelfuldt, at det er i strid med EU-retten på hele fire punkter.

Men det var et flertal i bestyrelsen, der består af chefer fra de 28 EU-landes nationale tilsynsmyndigheder, ikke enige i.

»EBA har lukket sin formelle efterforskning af et muligt brud på EU-retten begået af det estiske og det danske finanstilsyn,« skrev EBA i en yderst kortfattet pressemeddelelse den følgende dag.

»Ved en afstemning på mødet den 16. april 2019 afviste EBA’s bestyrelse et forslag om et brud på EU-lovgivningen.«

I den danske presse blev nyheden udlagt som en frifindelse af Finanstilsynet, og i en pressemeddelelse erklærede Finanstilsynet selv, at EBA ikke havde »fundet grundlag for, at Finanstilsynet eller Finantsinspektioon har brudt EU-reglerne«.

»Det, der er sket i Estland, er meget alvorligt, men Finanstilsynet agerede i overensstemmelse med EU-lovgivningen,« udtalte direktør Jesper Berg i pressemeddelelsen.

Finanstilsynet nævnte ikke med et ord, at efterforskerne faktisk havde opdaget en række lovbrud, og at Jesper Berg selv havde været med til at afgøre, at EBA skulle droppe undersøgelsen.

SF’s Margrete Auken var blandt de EU-parlamentarikere fra den grønne gruppe, der opfordrede EBA til at igangsætte sin undersøgelse. Hun er stærkt kritisk over for Jesper Bergs ageren.

»At Finanstilsynets direktør tilsyneladende selv har været med til at afgøre, at EBA skulle droppe undersøgelsen mod hans egen butik, er en skandaløs sammenblanding af roller,« siger Margrete Auken.

EBA vil ændre politik

EBA’s habilitetsregler fastslår, at bestyrelsesmedlemmer skal erklære sig inhabile i beslutninger, hvor de kan have en interessekonflikt. Men EBA oplyser, at reglerne kun har været møntet på en »personlig« interessekonflikt og ikke en »institutionel«.

Med andre ord har reglerne om inhabilitet – ifølge EBA – ikke krævet, at bestyrelsesmedlemmer skal forlade lokalet i sager, som omhandler deres egne nationale tilsynsmyndigheder.

Det forbehold påvirker dog ikke juralektor Niels Skovmand Rasmussens vurdering af danske Jesper Berg og estiske Andres Kurgpolds interessekonflikt i dette tilfælde:

»Selv om der ikke er en pligt til, at de skal undlade at stemme, er det problematisk, at de to tilsynsmyndigheder medvirker til at afgøre deres egen sag. Det skal også ses i lyset af den offentlige kritik af, at beslutningsprocesserne i EBA’s bestyrelse er præget af nationale frem for europæiske interesser«,« siger Niels Skovmand Rasmussen.

Uanset reglerne burde Jesper Berg og Andres Kurgpold selv have indset problemet, mener Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke.

»Det er udtryk for dårlig dømmekraft af den estiske og den danske direktør, at de ikke trak sig, også selv om forretningsordenen måske ikke krævede det,« siger han.

Generelt viser sagen, at det er uhensigtsmæssigt, at spørgsmål om de nationale tilsynsmyndigheders mulige lovbrud afgøres af EBA’s bestyrelse i stedet for af uafhængige jurister, mener Lars Koch.

»Grundlæggende er det her en juridisk vurdering, og den skal ikke foretages af et politisk organ,« siger han.

Information spurgte allerede tirsdag i sidste uge både Finanstilsynet og EBA, om Jesper Berg erklærede sig inhabil i sagen. Finanstilsynet afviste at besvare spørgsmålet, og det samme gjorde den europæiske myndighed i første omgang.

Men efter at være blevet forelagt citater fra EBA’s egen habilitetspolitik om, at »transparens og åbenhed er essentielt for at sikre offentlighedens tillid«, ombestemte den europæiske myndighed sig og bekræftede, at hverken Jesper Berg eller Andres Kurgpold erklærede sig inhabile.

I samme mailsvar erklærer EBA, at de fremover vil ændre praksis, så bestyrelsesmedlemmer »vil blive udelukket fra at stemme i sager, hvor de har en interessekonflikt«.

»Vi vil se på, hvordan vi kan implementere dette, herunder i forhold til efterforskning af brud på EU-lovgivningen, i de kommende måneder,« skriver presseansvarlig Franca Rosa Congiu.

Finanstilsynets Jesper Berg har på trods af gentagne forespørgsler fra Information ikke ønsket at stille op til interview.

Det estiske finanstilsyn skriver i et mailsvar til Information, at de mener, mødet i EBA forløb »i overensstemmelse med tidligere lignende møder og den praksis, EBA har haft angående sager om mulige brud på EU-retten«, og at det ikke kan komme som en overraskelse for EBA, at Andres Kurgpold er en del af den estiske myndigheds ledelse.

En hemmeligholdt rapport fra den europæiske bankmyndighed EBA’s undersøgelseskomité konkluderer, at Finanstilsynets tilsyn med Danske Bank i en årrække var så mangelfuldt, at det i flere tilfælde er i strid med lovgivningen. Alligevel valgte EBA’s bestyrelse at droppe sagen efter en afstemning, hvor Finanstilsynets direktør selv deltog
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Wieth
  • Grethe Østergaard Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Arne Thomsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Mortensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Gert Romme
  • Torben Lindegaard
  • Oluf Husted
Morten Wieth, Grethe Østergaard Nielsen, Eva Schwanenflügel, Arne Thomsen, Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Torben Lindegaard og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Skal vi ikke bare kaste alle de forbrydere i fængsel og så indrette et hensigtsmæssig finanspolitiske system, der sikrer penge til det, der skal gøres i samfundene, samt social tryghed for borgerne?
Det er meget lettere end at gå på listepoter om det dumme og dysfunktionelle marked.
Engang var markedet en rigtig god idé, det var dengang, produktionen var sparsom og arbejdskraften nødt til at knokle, fra den stod op, til den gik i seng. Sådan er det heldigvis ikke mere - hvis nogen er nødt til at knokle på den måde, skyldes det sager om liv og død i sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor det ikke kan indrettes efter en fornuftig arbejdstidsaftale.

Allan Stampe Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Maj-Britt Kent Hansen, Steen K Petersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torkil Forman

Finanstilsynets chef har tilsyneladende ikke undladt at stemme for frifindelse af sig selv. Han har ikke erklæret sig inhabil! Hvilken etik, selv forståelse og juridisk samfundforståelse hos en person med det ansvar, den løn og i den stilling vidner det om?
Hvilken forståelse vidner det om hos establisment i Danmark blandt de politikere, der har valgt finanstilsynets chef og ikke agere ledelsesmæssigt ansvarligt. Jeg tror I giver plads for politikere af en type som på sigt nedbryder tilliden til samfundet. Det har ingen af os brug for, men med stram kurs overfor de svage og mangel på samme overfor de "rige" og arrogante, så har vi alle meget at skulle gå igennem, før ret og rimelighed vil komme til at præge vores fælles liv.

Niels Borre, Lars Jørgensen, Allan Stampe Kristiansen, Jørgen Refshauge, Thomas Tanghus, søren ploug, Eva Schwanenflügel, Finn Jakobsen, Carsten Wienholtz, Jane Jensen, Lars Løfgren, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Helth, Gert Romme, Bjarne Andersen, Tue Romanow, Steffen Gliese, Torben Lindegaard, Flemming Berger, Oluf Husted, Kim Houmøller, Ebbe Overbye, Steen K Petersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Nationalbanken skal være en statsbank alle kan have en lønkonto i og den eneste der kan udstede e-kroner nu hvor tiden med det pengeløse samfund nærmer sig så hvis e-kroner får status som en krypto-valuta bliver banker overflødige og dermed er det slut med finansielle supermarkeder der er en trussel mod samfundet som "Too big to fail".

Ros og anerkendelse til dagbladet Information og jeres journalister for at I bringer dette frem i lyset.
Hvad finansverdenen kan lave af hundekunster eller tryllekunster med penge kan vi andre ikke overskue.
Så meget mere vigtigt er det, at vi har "en fjerde statsmagt" som Information - med et vågent øje, der er uafhængig af økonomiske og partipolitiske interesser! :-)

Niels Borre, Steen Meyer, Thomas Frisendal, Allan Stampe Kristiansen, Torben K L Jensen, Ib Gram-Jensen og søren ploug anbefalede denne kommentar