’Man kan jo ikke forsvare, at man skal få et højt afkast på noget, der er så tvivlsomt’
Jette Sindbjerg Martinsen, gymnasielærer, 50 år, København
Jette Sindbjerg Martinsen har sin pensionsopsparing i MP Pension, men har ikke før været engageret i pensionsselskabets investeringspolitik. I sin mail til selskabet opfordrer hun til, at MP Pension »i endnu højere grad prioriterer og bakker op om bæredygtighed og gode forhold for mennesker i alle henseender og overalt på kloden«.
»Jeg vidste godt, hvor jeg havde placeret mine penge, og jeg har da også stemt til MP Pensions bestyrelsesvalg. Men hvis man går ind på deres hjemmeside, ser alt meget rosenrødt ud,« fortæller hun.
– Hvorfor er det vigtigt, hvad pensionsselskaberne foretager sig?
»Det er mine penge. Det er vigtigt for mig, at de ikke bliver brugt til hverken noget, der forringer bæredygtigheden, støtter våbenproduktion eller modarbejder menneskerettighederne. Det er noget, jeg aldrig nogensinde selv ville investere i, men som pensionskunde smider man bare sine penge i en pulje via sit arbejde og tænker, at der sidder nogen dyre eksperter og forvalter det. Men der er også en bestyrelse, og de skal holde dem i ørene.«
– Frygter du ikke, at det vil gå ud over dit afkast, hvis pensionsselskabet tager for mange etiske overvejelser ind?
»Nej. Det gør jeg slet ikke. Det koster på bekvemmelighed og på pengepungen at opføre sig ansvarligt. Men vi bliver nødt til at lægge kursen om. Det er der sikkert mange mennesker, der vil være uenige med mig i, for afkastet har også betydning for, hvornår man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Men man kan jo ikke forsvare et højt afkast på noget, der er så tvivlsomt eller svært at forsvare rent etisk som tjæresand, våben og besatte områder. Så vil jeg hellere have færre penge i pungen til den tid.«
– Hvad er dit råd til dit pensionsselskab?
»Det skal træde varsomt og tænke sig rigtigt godt om. Lige nu er vi i en tid, hvor folk får øjnene op for, at vi ikke bare kan fortsætte med at bruge løs af ressourcerne på den her måde, og at man også har et etisk ansvar over for andre mennesker på kloden. Hvis det skal tænke kundepleje, bliver det også nødt til at tænke over det. Jeg tror, at flere og flere vil prioritere etikken over afkastet. Om det er flertallet, ved jeg ikke, men det går den vej.«
Dit pensionsselskab har investeringer i virksomheder, som andre pensionsselskaber har sortlistet og ikke vil investere i, eksempelvis fordi de understøtter krænkelser af menneskerettighederne og udvinding af kul og olie.
Vælg dit pensionsselskab og se nærmere på disse kontroversielle investeringer*. Du kan desuden sende en besked til dit pensionsselskab, hvis du finder anledning til det.
Klik her for at læse om pensionsselskabernes samlede kontroversielle investeringer
De 17 største danske pensionsselskaber ejer aktier for 653.845.624.059 kr. Heraf er 42.158.357.542 kr. investeret i kontroversielle aktier. De fordeler sig sådan her:
Områder | Beløb i DKK |
---|---|
Kul og minedrift | 7.352.512.910 |
Olie-gas | 6.968.783.540 |
Våben | 5.259.453.576 |
Problemer med arbejdstagerrettigheder | 4.234.478.107 |
Problemer med menneskerettigheder | 4.010.589.083 |
Tobak | 3.860.625.522 |
Tjæresand | 564.976.985 |
Besatte områder | 561.581.003 |
Andre | 9.232.918.215 |
* Informations undersøgelse er baseret på aktielister, som pensionsselskaberne har offentliggjort eller udleveret til Information i perioden oktober 2018-februar 2019. Der er derfor tale om et øjebliksbillede, og der kan være aktier, som siden er blevet købt eller solgt.
# har aktier for #, som vi har haft adgang til at analysere.
Heraf er #%, svarende til #, placeret i kontroversielle selskaber. Det er # gennemsnittet for hele branchen (6,43%).
Kontroversielle investeringer:
’Jeg var forbløffet over, at mine penge stod i våbenproducenter’
Niels Villum Petersen, 46 år, pædagog og illustrator, Valby
Niels Villum Petersen skrev til sin pensionskasse Pædagogernes Pension efter at have læst, at de havde investeringer i våbenfirmaer med eksport til Saudi-Arabien.
»Jeg var forbløffet over, at mine penge stod i våbenproducenter. Uden på nogen måder at have undersøgt det, havde jeg en forudindtaget tanke om, at pædagoger var et folkefærd, der for længst havde frasagt sig de ting. Så det var lidt overraskende for mig at have penge i det. Jeg kunne så læse, at der var alle mulige kontroversielle ting, der var penge i, men især det med våbenfirmaerne, og at det var dem, der eksporterede til Saudi-Arabien, ramte mig.«
– Har du fået svar?
»Jeg fik et grundigt og respektfuldt svar i forhold til min forespørgsel. Jeg spurgte specifikt ind til et af firmaerne – Lockheed Martin – der har været rigtig beskidt. Jeg havde forventet et politikersvar, men de står sådan set ved, hvad de siger: at man kun kan forvente at få forandringer i verden, hvis man går i dialog som investor.«
– Er du enig med dem?
»Nej. Men jeg er heller ikke helt sikker. Det er en tillidssag, om jeg tror på, at de kan ændre nok ved deres tilstedeværelse, men jeg tror ikke kun på, det er godt bare at være med. For hvis man ikke kan ændre noget, så har man bare stillet finanser til rådighed for dem. Det ville være ærgerligt.«
– Er du ikke bange for, at det vil gå ud over afkastet, hvis man har for mange etiske overvejelser?
»Nej. Det skal ikke komme an på det. Nu handler det ikke specifikt om klyngebomber, for dem har de fået væk, men jeg skulle med hundrede procent ikke nyde mine fem-seks procent, fordi jeg var kommet til at finansiere klyngebomber eller landminer, så jeg kunne få råd til et lille kolonihavehus engang. Selvfølgelig vil jeg gerne have et ordentligt afkast, men det skal være på rimelige vilkår.«
»Det vigtigste er, at folk ved, hvad deres penge bliver brugt til. Så kan man have forskellige holdninger, men jeg synes, det er godt, at I er ude at oplyse om det, og jeg håber også, der er andre, der hiver fat i det. Derfor har jeg selv skrevet til mine 50 pædagogkollegaer og gjort dem opmærksomme på det.«
’Jeg har ikke lyst til at få et højere afkast ved, at der er nogle andre, der betaler prisen’
Felix Leszinski, 33 år, ingeniør, Frederiksberg
Har skrevet til Danica Pension og bedt dem om at »komme ind i kampen«, da han ikke er tilfreds med hverken det afkast, pensionsselskabet har leveret, eller de tvivlsomme selskaber, som pensionsselskabet placerer pengene i.
»Det hænger ikke særligt godt sammen, at man investerer på så tvivlsom en måde og samtidigt leverer et dårligt resultat. Så skulle man måske overveje, om man ikke kunne levere de samme dårlige resultater på en mere bæredygtig måde.«
»Pensionsselskaberne er nogle af de mest magtfulde samfundsmæssige spillere, fordi de sidder på så enorme summer. Der findes nærmest ikke nogen i samme størrelsesorden, som virkelig har mulighed for at gøre en forskel med de valg, de træffer i forhold til beslutningen om, hvor de placerer deres penge. Så det er virkelig noget, der kan rykke noget. Hvis man turde være et godt eksempel, så har jeg også en forestilling om, at det kunne smitte af på nogle mindre spillere. Hvis alle de store pensionsselskaber investerer i våben, tobak og andre tvivlsomme brancher, så vil de mindre aktører i hvertfald ikke føle, at de skal gøre noget andet. De har en stor indflydelse og et stort ansvar.«
– Hvad synes du er mest problematisk, at dit pensionsselskab investerer i?
»Jeg har ikke lyst til at få et højere afkast ved, at der er nogle andre, der betaler prisen. Om det så er klimaet eller igennem våbensalg til Saudi-Arabien.«
– Er du ikke bekymret for, at det går ud over afkastet, hvis dit pensionsselskab tager for mange etiske overvejelser?
»Jeg har ærligt talt ikke sat mig særligt godt ind i, hvad afkastet er, og hvad et eventuelt bæredygtigt selskab ville kunne levere af tilsvarende afkast. Men grundlæggende vil jeg nok oftest prioritere, at det ikke går ud over alle mulige andre mennesker, at jeg kan få én procent mere i pension. Jeg forestiller mig ikke, at forskellen mellem en bæredygtig og en knap så bæredygtig pensionsopsparing vil være så stor, at jeg ikke ville vælge det lavere afkast.«
Den sorte liste: Er dine pensionspenge investeret ansvarligt?
Informations har kortlagt de 17 største danske pensionsselskabers aktieinvesteringer. Det er den hidtil mest omfattende kortlægning af sin slags. I denne serie sætter vi fokus på, om din pensionsopsparing er investeret ansvarligt, og på hvordan pensionsselskaberne kan bruge deres medejerskab til at påvirke kontroversielle virksomheder.
Du kan også selv tjekke hvad dine pensionskroner er investeret i og få hjælp til at skrive til dit pensionsselskab.
Seneste artikler
Pensionsselskaber på stribe dropper investeringer i kontroversiel oliegigant
30. april 2020Flere pensionsselskaber har opgivet at presse oliegiganten ExxonMobil i en klimavenlig retning og har solgt aktierne fra. Heldigvis for de danske pensionskunder er salget mestendels sket før, at ExxonMobils aktiekurs er styrtdykket de seneste tre månederPensionsselskaber stopper investeringer i skattelyet Caymanøerne efter sortlistning
24. februar 2020Milliarder af danskernes pensionskroner er investeret i selskaber med adresse på Caymanøerne. Men efter at EU har sat øerne på den sorte liste over skattely, vælger en række pensionsselskaber nu at afstå fra nye investeringer. Pensionsselskaberne burde have droppet Caymanøerne for længst, mener ngo’erPædagogernes Pension skiller sig af med aktier for 300 millioner i atomvåben
1. oktober 2019Som reaktion på Informations afdækning af pensionsselskabernes kontroversielle investeringer, har Pædagogernes Pension nu sat 44 selskaber på den sorte liste på grund af involvering i atomvåben. I alt er der blevet frasolgt for 300 millioner kroner
Når man køber noget, har man både en pligt og en moralask pligt til at undersøge, at det ikke er hælervarer.
Og præcis den samme moralske pligt til at være kritisk bør man have omkring sine investeringer. For uanset hvem, der fysisk foretager køb af aktierne i disse frastødende selskaber, gør de det for pensionsparene.
Det her er et af de værste tilfælde af gloriepudsning, jeg har set længe.
Selv den mindst ringe, kan åbenbart ikke længere huske, hvorledes den selv startede.
Informations start ville ikke havde været muligt, hvis ikke nogen havde investeret i nogle våben, som modstandsbevægelsen kunne bruge.
"...at man kun kan forvente at få forandringer i verden, hvis man går i dialog som investor"
Fy Lockhead Martin det kan I ikke være bekendt!
"Jeg har ærligt talt ikke sat mig særligt godt ind i, hvad afkastet er, og hvad et eventuelt bæredygtigt selskab ville kunne levere af tilsvarende afkast." Øhh...Nå!
"Jeg var forbløffet over, at mine penge stod i våbenproducenter. Uden på nogen måder at have undersøgt det, havde jeg en forudindtaget tanke om, at pædagoger var et folkefærd, der for længst havde frasagt sig de ting." I modsætning til hvem?
Nu har jeg lige tæsket dette emne igennem på en række medier.
Og netop i dag vil Sverige gøre noget ved det. Sådan at pensionsopsparerne nu skal sætte flueben på en hjemme side, hvis de ønsker at deres penge skal placeres i svinske eller/og menneskefjendtlige selskaber.
Torben Nielsen:
Mener du i fuld alvor at våbeninvesteringer fremmer freden og trygheden på vores klode?
Vi har bundet os til Nato og hermed USA som i min optik vel er en slyngelstat på linje med Rusland og Kina, men de er slyngelstater på hver sin måde.
Bortset fra det er det tiden til at erkende og forsøge en anden vej,hvis menneskeheden skal overleve.
Ressourcerne skal bruges til at få de sultende på fode samtidig med at vi arbejder med fredelig teknologi baseret på mindre CO 2.
Hvis du skal følge Informations forslag til punkt og prikke, og, at hvis vi skal stoppe med at gøre alt det, som vi plejer, fordi det har en forkert farve eller tilhører en forkert fløj, - så er der kun tilbage, at vandre ud over stepperne, hånd i hånd, i retning af solnedgangens blide skær, medens vi nænsomt indsamler nødder og bær, i fuldendt harmoni med de andre skabninger på kloden.
Du kan betragte våbeninvesteringer, som en forsikring.
En forsikring som du håber, at du ikke får brug for, lige som en brandforsikring.
Eller en forsikring imod, at der lige pludselig, en dag, står nogle unge mænd nede på torvet og på et fremmed sprog, fortæller dig hvad du nu skal gøre.
Det er i bedste fald kun naivt, at tro, at den fremtidige kamp om plads og resurser, kun kommer til at foregå med debatter og afstemning.
Jo flere mennesker, der skal deles om færre resurser, øger kun muligheden for konflikter.
Så at påstå at våbeninvesteringer er overflødige og uetiske, svarer til at du godt vil nyde godt af beskyttelsen, men vil ikke være med til at betale for den, fuldstændigt ligesom folk, der heller ikke vil lade sig vaccinere, de vil også gerne nyde godt af beskyttelsen, men vil ikke være med til at sikre den.
Derfor, hvis Informations ønsker bliver til virkelighed, vil vi måske nok få et liv, hvor vi ikke ændrer på kloden, vi bor på, men det bliver et hårdt og kort liv vi får.
Så længe vi lever under et kapitalistisk system er det umuligt helt at forhindre, at ens penge flyder de forkerte steder hen. Men det er ikke umuligt målrettet at undlade at investere i våben. At påstå andet er enten noget vrøvl, eller udtryk for, at man er ligeglad med menneskeliv.
Torben - Nielsen, er det okay med dig, at dine penge investeres i avancerede dødsmaskiner? Er du ligeglad med drab på uskyldige? Den form for væbnet modstand, som du forsvarer dine blodpenge med, begøver ikke store forkromede investeringer - de våben, en modstandsbevægelse har brug for, kan enhver klejnsmed fremstille med en fil og lidt knofedt.
At fremstille en kalashnikov eller en brengun hjemme i køkkenet kræver ikke de store investeringer, og hvis man er doven, er der masser af våben på det sorte marked. Der er absolut ingen grund til at producere flere.
Hvis du satser på, at du som modstandsbevægelse, kan enten selv fremstille de nødvendige våben, eller tror, at det sorte marked er tilgængeligt, - så har du allerede tabt.
Fordi, da er du allerede besat.
Hvorfor dog have en modstandsbevægelse, hvis man ikke er besat?
???
Nej, det er selvfølgelig også rigtigt nok, - lad os derfor vente med at etablere en våbenproduktion, til når vi først er besat.
Og alligevel, så må jeg nok korrigere, - nu skulle jeg jo skamme mig over, at have investeret i avancerede dødsmaskiner, som slår uskyldige ihjel.
Det som I skal tænke på, I, som ønsker alle våbnene forvist til nærmeste svovlstinkende helvede, - hvis I nu selv er den uskyldige, - så tro mig, der havde I sat pris på, at nogen noget tidligere, havde investeret i nogle våben, som havde forhindret, at det var kommet hertil.
Så derfor, når den mindst ringe, således argumentere for, at våbeninvesteringer er uetiske og beskidte, - er hykleri og gloriepudsning af værste karat.
Det lader til, at Glistrups forslag om, at forsvaret skal udskiftes med en telefonsvarer, som siger: vi overgiver os!, åbenbart har slået rod på venstrefløjen.
Må jeg anbefale Toldstrupselskabet i Assens. Der kan man få klaring på Hvem der var nedkastnings chef , hvor våben kom fra og øvrige aktiviteter. De ca 6000 aktive før 4 maj - - gjorde Danmark ære med mange forskellige metoder. Fx kommer en avis ikke ud af trykken uden du løber en risiko. Og jeg mener ikke risiko Penge!