Læsetid: 7 min.

Forskningsmidler går til de udvalgte få, men det skaber ikke nødvendigvis stor forskning

Danske forskere er ofte afhængige af eksterne midler for at kunne forske. Men ny analyse viser, at en elite bestående af 20 procent af forskerne får 90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler. Det vækker bekymring, fordi nybrud i forskningen især kommer fra mindre og yngre grupper af forskere
90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler går til en en elite bestående af 20 procent af forskerne, viser en analyse. Og langt de fleste af pengene går til mandlige forskere.

90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler går til en en elite bestående af 20 procent af forskerne, viser en analyse. Og langt de fleste af pengene går til mandlige forskere.

Torben Klint

29. april 2019

Når en forsker søger offentlige forskningsråd og private fonde om støtte, så er chancen for at få en bevilling størst, hvis man er mandlig professor i natur- og sundhedsvidenskab – og ikke mindst hvis man allerede har fået masser af forskningsmidler. Det viser en analyse lavet af Center for Forskningsanalyse på vegne af Tænketanken DEA.

Hidtil har det ikke været muligt at sige noget om koncentrationen af forskningsmidler, fordi uddelingen af forskningsmidler bliver lavet af uafhængige private og offentlige aktører, forklarer seniorforsker Kaare Aagaard på Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet.

Men efter et års gravearbejde kan forskerne konkludere, at en elite bestående af 20 procent af den samlede forskerstand modtager 90 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler.

Ud over de godt 7.500 forskere, som modtog eksterne forskningsmidler, er der ifølge analysen ca. 13.000 aktive og publicerede forskere, som ikke har modtaget nogen eksterne midler i perioden fra 2004-2016.

Men selv om der er god forskningsmæssig ræson i at satse på de dygtigste forskere og give dem en masse penge, så kan høj koncentration af forskningsmidler også være problematisk, forklarer Kaare Aagaard:

»Hvis man har en høj koncentration af forskningsmidler til få personer i spidsen for store forskergrupper, så bliver der færre til de øvrige forskere. Og noget af det, man ved fra videnskabshistorien og forskningslitteraturen, er, at nybrud i forskningen ofte kommer fra små grupper af forskere. Det, der driver videnskaben frem, er mange konkurrerende tiltag.«

Også formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Jens Oddershede, mener, at koncentrationen af forskningsmidler er gået for vidt, fordi der er for få midler tilbage til resten af forskerne.

»Der bliver for få penge tilbage til nye ideer, som ikke lige passer ind i eliteforskningen. Det vil sige, at fremtidens store ideer, som venter på at blive udnyttet, har meget dårligere vilkår. Og når rigtig mange forskere ikke kan få deres forskning finansieret, så giver det også en betydelig grad af ufrihed i forskningen, fordi du skal være med i et elitecenter for at få penge til at forske,« siger Jens Oddershede.

Den, som har …

Tendensen til en høj grad af koncentration af forskningsmidler er ikke kun et dansk fænomen. I forskningsverdenen kaldes det Matthæus-effekten efter devisen: Den, som har, skal mere gives.

Selv om vi ser Danmark som et mere ligestillet samfund end andre, så er forskningsmidlerne mindst lige så koncentrerede i forskereliten som andre steder i verden, påpeger Kaare Aagaard. Det, der har skubbet på udviklingen, er, at langt flere forskningsmidler de seneste årtier er blevet konkurrenceudsat.

»Den forskningspolitiske udvikling har forstærket koncentrationen af forskningsmidler de sidste 10-20 år. For jo flere penge, der bliver konkurrenceudsat, jo stærkere bliver den her tendens. Går vi 20 år tilbage var en langt større del af forskningsmidlerne basismidler, som går direkte til universiteterne, og dengang var koncentrationen af midler et mindre problem,« siger Kaare Aagaard.

Jens Oddershede, der gennem en årrække var rektor på Syddansk Universitet, påpeger, at dansk forskning før i tiden dog også havde problemer med, at forskningsmidlerne var for spredte.

Det problem søgte man at løse i 90’erne ved at oprette Danmarks Grundsforskningsfond, som uddeler forskningsmidler i langt større portioner. Men sidenhen er antallet af elitesatsningerne kun fortsat.

»Der skal være en elite, man satser på, men når der er så lidt til resten af talentmassen af især yngre forskere, så må vi stoppe op,« siger Jens Oddershede.

Lise Wogensen Bach, der er prodekan for talentudvikling og eksterne relationer på Health, Aarhus Universitet, kan godt mærke, at det er svært for de yngre forskere på sundhedsvidenskab at få adgang til eksterne forskningsmidler.

»Når de yngre forskere har svært ved at få adgang til forskningsmidler, så bliver det også svært at se en karriere for sig i forskningsverdenen. Og for fakultetet er det en udfordring at få dem klædt godt nok på til at blive fremtidens forskere. For de får bedst mulighed for at udvikle sig, hvis de har adgang til forskningsmidler,« siger Lise Wogensen Bach.

Selv om de yngre forskere ofte bliver en del af en større forskningsgruppe med ældre forskere, der har adgang til forskningsmidler, så er det ifølge prodekanen ikke optimalt, hvis universitetet skal udvikle fremtidens topforskere.

»Det, der er med til at forme rigtig gode forskere, er, at der også er mulighed for at forfølge anderledes ideer og metoder, men det, der sker i forskningsgrupper, er ofte, at de ofte følger de samme tanker og ideer over tid. Derfor gælder det om at have mindre grupper, der kan udfordre det etablerede og komme med nye ideer,« siger Lise Wogensen Bach.

Hvem får konkurrenceudsatte forskningsmidler?

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige samt tekniske områder.
  • Der er en markant koncentration af forskningsmidler blandt mandlige forskere. 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har fået knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Kilde: Koncentration af konkurrenceudsatte forskningsmidler, tænketanken DEA og Dansk Center for Forskningsanalyse

Kvinder får mindst

Fordelingen af forskningsmidler viser også, at kvindelige forskere kun får 22 procent af den samlede bevillingssum.

Den skæve fordeling skyldes især, at de mere mandsdominerede videnskabelige områder inden for natur, sundhed og teknik modtager 94 procent af de konkurrenceudsatte forskningsmidler. Derudover er der en overrepræsentation af mænd på professorniveau, og de har langt nemmere ved at få forskningsmidler, forklarer Kaare Aaagard.

»Men selv når man tager højde for de forskelle, så er der stadig en tendens til, at mænd har lettere ved at få forskningsmidler.«

Som et aktuelt eksempel henviser Kaare Aagaard til, at Villum-fonden netop har uddelt 11 forskningslegater i 40 millioner kroners klassen til 11 mænd.

Også Jens Oddershede finder kønsfordelingen problematisk:

»Den her koncentration af forskningsmidler til få primært mandlige forskere, som ud fra mit gæt er over 50 år, er ikke den bedste måde at få glæde af talentmassen.«

Drude Dahlerup, der er professor emerita i statskundskab på Stockholms Universitet og forsker i ligestillingspolitik, mener, at koncentrationen af forskningsmidlerne bekræfter, at der er systemfejl i forskningsverdenen, når det gælder ligestilling.

I dag er evnen til få eksterne forskningsmidler nemlig en selvstændig kvalifikation ved bedømmelsen af ansøgere til stillinger som lektor og professor på universitetet, forklarer hun.

»Så her ligger en af forklaringerne på, hvorfor vi kun har 20 procent kvindelige professorer. Baggrunden er, at man giver mange flere penge til de områder, hvor der er mange mænd, og når man også giver langt flere penge til professorer og centerledere og satser mindre på vækstlagene, hvor der er flere kvinder, så bliver systemet selvforstærkende mandsdomineret,« siger Drude Dahlerup.

Spild af talent

Forskningsdirektør i Villum-fonden Thomas Bjørnholm forklarer uddelingen af godt 400 mio. kr. til 11 mænd med, at forskningspuljen er til den absolutte elite inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning i Danmark, og her er kun ti procent af professorerne kvinder.

»Det store problem er, at der er så relativt få kvinder, der kan søge de midler, men det kan fondene ikke gøre noget ved alene,« siger Thomas Bjørnholm.

Kvindelige og yngre forskere får også glæde af fondsmidlerne, mener han, da eliteforskerne typisk har en masse unge forskere ansat.

Thomas Bjørnholm påpeger, at fonden også har puljer til unge og ukendte forskere, hvor bedømmerne primært ser på ideen frem for forskerens cv. Han undrer sig dog ikke over den store koncentration af forskningsmidler.

»Talentet er ikke jævnt fordelt, derfor er det egentlig ikke så overraskende, at forskningsmidlerne heller ikke er det « siger Thomas Bjørnholm.

Selv om analysen ikke viser noget om, hvorvidt kvinder har sværere ved at få forskningsmidler, så mener Lise Wogensen Bach, at det er spild af talent, at kvinderne får færre forskningsmidler.

»Hvis kvinderne ikke får adgang til forskningsmidler, så bliver de heller ikke i så høj grad promoveret til professorniveau. Og når du først er professor, så hjælper titlen til at søge yderligere og større bevillinger, så det er en medvirkende faktor til den manglende ligestilling på universiteterne. Men det er synd og skam, at både offentlige og private fonde ikke har større fokus på at få flere talenter i spil og er mere risikovillige over for yngre talenter, for hvis de ikke får forskningsmidler, så risikerer vi at miste dem,« siger Lise Wogensen Bach.

Jens Oddershede mener også, at det er både de offentlige og private forskningsfondes opgave at få flere talenter i spil. Men det er især forskningspolitikken, der skal ændre fokus.

»Politikerne burde tilføre flere penge til det frie forskningsråd i stedet for at lave nye pionercentre for at dyrke eliten,« siger Jens Oddershede med henvisning til de nye centre for topforskning, der skal skaffe Danmark Nobelpriser.

Pionercentrene har fået 180 mio. kr. på finansloven for 2019, og en række private fonde ventes at medfinansiere de nye eliteforskningscentre.

Det har ikke været muligt at få et svar fra forskningsminister Tommy Ahlers (V) på, om fordelingen af forskningsmidler skal ændres.

Over halvdelen af de ph.d.-studerende på Københavns Universitet er kvinder, men det hver fjerde professor. Og billedet er det samme, hvis man kigger bredt på universiteterne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Stockmarr
  • David Breuer
  • Thomas Tanghus
  • Gert Romme
  • Torben Skov
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Johnny Christiansen
  • Erik Karlsen
Marianne Stockmarr, David Breuer, Thomas Tanghus, Gert Romme, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Krogsbøll, Johnny Christiansen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til en citeret udtalelse fra Drude Dahlerup:
"I dag er evnen til få eksterne forskningsmidler nemlig en selvstændig kvalifikation ved bedømmelsen af ansøgere til stillinger som lektor og professor på universitetet, forklarer hun".

Det virker lidt småligt, at Drude Dahlerup og artiklens journalist så ensidigt er opmærksom på, om en større spredning af midlerne til forskning i praksis ville få som konsekvens, at nogle få procent flere kvinder ville blive ansat i stillinger som lektor og professor.

Uden at omtale de langt værre konsekvenser, der ligger i en tendens til, at tildelingen af eksterne forskningsmidler bliver bestemmende for, hvem der bliver ansat som lektorer og professorer.

Når man tænker på, hvor pressede forskningsinstitutionernes institutter er for at sikre bevillinger og stillinger, og at forskeres incitamenter for valg af forskningsområder er bestemt af mulighederne for en akademisk karriere, så ligger der i fordelingen af eksterne forskningsmidler en klar styring af, hvad der betragtes som relevant at forske i.

Det må være et væsentligt spørgsmål, om det er samfundets folkevalgte politikere og dem, der fører deres lovgivning ud i livet, der skal styre prioriteringen af forskningen i Danmark, eller om det er dem, der sidder på fordelingen af de eksterne forskningsmidler, der skal foretage en sådan styring.

Det kan ikke være meningen, at det skal være økonomiske interesser i den private sektor, der skal have den afgørerende indflydelse her.

Bo Klindt Poulsen , Thomas Tanghus, Anne-Marie Krogsbøll og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Virksomheder, der godt vil støtte forskningen i Danmark, skal bare betale noget mere i selskabsskat, for det må og skal være universiteterne, der suverænt på baggrund af offentlige bevillinger - og kun dem! - sikrer forskningen på alle fakulteter, institutter, afdelinger.
En del af finansieringen kunne komme fra en afskaffelse af ph.d.'en og en genindførelse af magistergraden.

Torben Bruhn Andersen, Thomas Tanghus og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

De offentlige investeringer i forskning udgjorde i 2015 1,01% af BNP, og de private investeringer udgjorde samme år 1,9% af BNP.

De offentlige forskningsfonde stod i 2017, samlet set, for fordelingen af 2,6 milliarder kr., ud af et samlet offentligt forskningsbudget på godt 21 milliarder kr..

Basisforskningsmidlerne til universiteterne beløb sig i 2017 til 8,9 milliarder kr. og udgjorde 40% af det offentlige forskningsbudget.

Kilde: Disruptionrådet
https://bm.dk/media/6158/faktanotat-om-dansk-forskning-og-innovation.pdf

Dette, at man skal kunne dokumentere effektiv erfaring i fundraising, er ikke noget nyt.

Da jeg, i midten af 1990-tallet, var en periode i Danmark for at opdatere nogle fag på handelshøjskolen, kom jeg i en halv-offentlig konsulentorganisation, hvor vi dels rådgav private virksomheder i ledelse og afsætning, og dels arbejdede aktivt på at udvikle vores regionale område på en bred erhvervsmæssig måde.

Her var betingelsen også, at man kunne dokumentere praktiske resultaterfaringer med at skaffe penge til disse research-opgaver, som vi foretog.

Der var dengang en række organisationer, man periodisk kunne søge penge hos. Men både kendskabet til disse organisationer, deres periodiseringer og deres forskellige interesse-krav var faktisk så omfattende, at det burde have været et job i sig selv og med kompetence fra speciel foundracing-uddannelse.

Bjarne Toft Sørensen

Også landets statsanerkendte museer bliver af Slots - og kulturstyrelsen vurderet på deres evne til fundraising.

Med nogle års mellemrum foretages en grundig vurdering af det enkelte museum på en række områder, og et af dem er museets evne til selv, på forskellige måder, at skaffe økonomisk støtte til deres aktiviteter, f.eks. ved at ansøge hos fonde.

Som noget nyt udsættes de også for benchmarking:
"Slots- og Kulturstyrelsen vil fra 2016 offentliggøre de enkelte museers nøgletal
(det vil sige indberetningstal mv. fra 2015). Dette med henblik på at skabe
øget åbenhed og synlighed om de enkelte museers resultater og skabe
incitament for det enkelte museum til at opfylde lovkrav på det forventede
niveau. Det vil endvidere skabe bedre mulighed for benchmarking museerne
imellem".
https://slks.dk/fileadmin/user_upload/0_SLKS/Dokumenter/Museer/Museumsvi...

Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Vi kan tilføje , at Akademisk Arkitektforening er som mange andre brancher, hårdt ramt af vennelyst/neopotisme. Vi troede, at vi i vores "hæderlige" lille land var mere redelige end tilfældet viser.

I Danmark er der ca. 4000-5000 Arkitekter, mange er medlemmer af Akademisk Arkitektforening. Vi betaler alle et betragteligt kontingent. Mange arkitekter får aldrig mulighed for at deltage i arkitektkonkurrencer, på grund af et meget snævert valg af arkitekttegnestuer. De får til gengæld lov til at betale for dem, der bliver kvalificerede til de næsten alle arkitektkonkurrencer. Det er et fåtal tegnestuer.

Mange arkitekter er ansatte i kommuner, men alligevel efterstår der mange selvstændige arkitekter og alligevel afholder Akademisk Arkitektforening næsten ingen åbne arkitektkonkurrencer.

Næsten alle arkitektkonkurrencer er lukkede og indbudte til 3-4 hold af gangen. Ganske få tegnestuer bliver kvalificerede.

Resultatet er meget synligt efter ca. 15-20 år, uden åbne konkurrencer. Alt ser ens ud. Vinduer er meget på samme måde og en slags ensartet fantasiløs arkitektur er ved at ramme mange områder i København. Ligeledes har grådigheden ramt udviklere, bygherrer og arkitekter således, at byggeriernes skala/størrelse er ud af trit med omgivelserne og i mange tilfælde horribelt dårligt udført og aldeles talentløst.

Grethe Preisler

"Stakittet omkring Springforbi Station
er malt af en meget artistisk person:
Det er netop så blåt, at det ikke er grønt,
det er netop så grimt, at det netop er kønt."
(Piet Hein)

Markus Hornum-Stenz

Det er nok værd at stille to modspørgsmål:

1. Lad os forestille os det samme med noget andet
Ville vi anse det for lige så urimeligt hvis 20% af de registrerede håndværker-CVR numre vandt 90% af entrepriserne eller 20% af de (selvudnævnte) kunstnere står for 90% af den "kunstøkonomien"?

Skal undersøgelsen kunne bruges til andet end at vække forargelse, er man nødt til at bore sig ned i materien og se på i hvilket omfang nogen kvalitativt er blevet forfordelt?

2. Hvad er det for en fordeling som vi navigerer efter?
Lige meget til alle?
Pointen er, at der altid vil være en skævhed, fordi alle forskere ikke søger lige mange midler og alle forskningsprojekter ikke er lige godt gennemtænkte.

Jeg vil umiddelbart tro at den gamle 80-20 regel passer meget godt her også

Bjarne Toft Sørensen

Til Markus Hornum-Stenz:
"Skal undersøgelsen kunne bruges til andet end at vække forargelse, er man nødt til at bore sig ned i materien og se på i hvilket omfang nogen kvalitativt er blevet forfordelt?"

Jeg er enig, og et problem ved artiklen er, at den bliver for lidt fagligt undersøgende og dokumenterende og i for høj grad insinuerende. Også selv om det her tages i betragtning, at det trods alt er journalistik, vi har med at gøre, og ikke en artikel til et videnskabeligt tidsskrift.

Et problem inden for forskning og nok i endnu højere grad inden for æstetisk og kunstnerisk betonede områder er, at det kan være svært at afgøre, i hvor høj grad bevillinger og støtte gives på baggrund af:

Forventninger med udgangspunkt i f.eks. hype, branding, markedsføring, "mode - tendenser", satsning på "det sikre".
Reelle og nøgternt faglige vurderinger.
Ikke formulerede og usaglige institutionelle og personlige interesser.