Læsetid: 2 min.

Et godt år for Information: Overskud og oplagsfremgang

Fra vores helt egen verden: Tirsdag var der generalforsamling for Information A/S. Hovedkonklusionen var, at 2018 har været et godt år økonomisk såvel som for oplaget
10. april 2019

»Medarbejderne og abonnenterne er baggrunden for Informations gode år.«

Sådan sagde Stine Carsten Kendal, direktør på Dagbladet Information, til de fremmødte til generalforsamlingen i Information A/S, der blev afholdt i dagbladets kantine tirsdag formiddag.

2018 var et godt år økonomisk set for Information A/S. Nettoomsætningen var i 2018 121 millioner kroner, og der var et overskud på driften på cirka tre millioner kroner. Som Stine Carsten Kendal udtrykte det:

»Det er et væsentligt bedre resultat end de forgangne år.«

I 2017 var nettoomsætningen 119,3 millioner. Stine Carsten Kendal understregede, at det positive resultat i høj grad er medarbejdernes fortjeneste.

Direktøren kunne også berette, at oplaget er steget, hvilket blandt andet skyldes nye journalistiske projekter og salgs- og marketingindsatser. Det gennemsnitlige oplag var i 2018 på mere end 22.300 og svarer til en stigning på mere end 4,5 procent i forhold til 2017. Det er særligt vækst i antallet af digitale abonnementer, der driver fremgangen.

»Når vi forstærker indholdet med aktiviteter, får vi flere kunder, og vi forlænger samtalen om det væsentlige indhold i avisen,« sagde hun.

I løbet af 2018 har Information også etableret en mere direkte kontakt til læserne gennem otte forskellige nyhedsbreve, ligesom det er blevet muligt at følge skribenter og serier direkte. Information på lyd har også haft et godt 2018, hvor både Radio Information og nye podcasts nåede bredt ud.

Ifølge chefredaktør Rune Lykkeberg rummer fremgangen på den digitale front et stort potentiale for at give læserne et klogt og dannende indhold.

»Man skulle tro, at det digitale blev mere overfladisk, men vi kan se, at folk gerne vil have det, der er klogt. Vi har trukket os flere skridt væk fra det refererende og virkelig prøvet at gøre Information til et sted, hvor man bliver klogere,« sagde chefredaktøren.

»Det nye bogtillæg er et monument over den udvikling,« tilføjede han.

Derudover blev der også lanceret et nyt kulturtillæg i 2018.

Hvem ejer Information?

På generalforsamlingen opfordrede Stine Carsten Kendal aktionærer, der ikke har oplyst deres eventuelle adresseændring, siden de købte aktier for 30 år siden, til at tage kontakt til avisen.

»For vi vil rigtig gerne vide, hvem det er, der ejer Information,« sagde hun.

På mødet blev både bestyrelsen og revisoren genvalgt, uden at nogen gjorde indsigelser.

Rune Lykkeberg sluttede af med at se frem mod 2019:

»Informations journalistik er med til at bygge samfundet og institutioner op, og vi er med til at bygge borgere op, så de er klar til at forandre verden, og det kommer vi også til at gøre i 2019.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • Britta Hansen
  • Peter Knap
Svend Erik Sokkelund, Britta Hansen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Information er et meget farligt dagblad.
Jeg har et par gange forsøgt at opsige den. Det er kun lykkes for mig i korte perioder. Ikke engang hypnose kunne hjælpe mig.
Avisen er skrækkelig vanedannende, og bør mærkes med tydelige advarsler på forsiden.
Der bør også oplyses, hvor man kan søge hjælp, hvis avislæsningen tager overhånd, og truer med at dominere dit verdensbillede.
PS! Tak Inf for en god avis,

Jens Mose Pedersen, Svend Erik Sokkelund, Thomas Tanghus, Marie E. Rasmussen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar