De første lærere fra den nyreformerede læreruddannelse blev færdige sidste år, men allerede fra årsskiftet kom uddannelsen igen under beskydning for ikke at være god nok.
I januar konkluderede en evaluering af læreruddannelsen, at ambitionsniveauet ikke var højt nok, og de studerende ikke havde nok timer.
Frafaldet både under og efter uddannelsen er heller ikke blevet sænket, hvilket var en del af ambitionen med den sidste reform af læreruddannelsen, der trådte i kraft i 2013. Derfor har uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) netop nedsat en kommission, der skal komme med bud på en mere ’ambitiøs’ læreruddannelse.
Men et af læreruddannelsens store problemer er ifølge forskere, studerende og professionshøjskolerne, at den har været udsat for ganske hyppige reformer. Fire er det blevet til siden 90’erne.
De mange ændringer af læreruddannelsen hænger sammen med, at politikerne har en overdreven forventning om, at alle folkeskolens problemer kan løses ved at lave om på læreruddannelsen, mener professor i pædagogik på Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen:
»Hver gang der er noget galt i skolen, så må læreruddannelsen laves om, men det er en helt urealistisk forventning. Hvis man bliver ved med at have den holdning, så er det en opskrift på kronisk utilfredshed, for de meget hyppige reformer er ikke godt for uddannelsen. De binder ressourcer i at ændre tingene, der ellers kunne bruges på undervisningen, og så bliver uddannelsen jo ikke bedre.«
Også næstformand i Danske Professionshøjskoler Camilla Wang mener, at en af udfordringerne på læreruddannelsen er de hastige reformer.
»Skole- og uddannelsespolitik er blevet værdipolitisk redskab, hvor det før var mere baseret på fagfolk, hvor man så lavede et servicetjek hvert 20. år. Men nu er det blevet et sted, hvor politikerne kan sætte et værdipolitisk aftryk, og når det samtidig har været store besparelser, så drives der jo ikke en kvalitets- og udviklingsorienteret politik på området,« siger Camilla Wang, der også er rektor på Professionshøjskolen Absalon.
Også de lærerstuderende ser de hyppige reformer som et tegn på, hvor politiseret et område skolen og dermed læreruddannelsen er blevet.
Selvom Rasmus Holme, der er forperson for de Lærerstuderendes Landskreds, langtfra er tilfreds med den seneste reform af uddannelsen, så undrer han sig over, at der bliver lavet en ny evaluering allerede et halvt år efter, at de første lærere er blevet uddannet.
»Det tager jo tid at ændre ting, så læreruddannelsen når knap nok at stå på sine ben, før den bliver lavet om igen,« siger Rasmus Holme, der især mener, at problemet med de hyppige reformer er, at politikerne har en forestilling om, at hvis de bare laver uddannelsens struktur om, så bliver problemet løst.
»Man har en forestilling om, at man kan løse det hele med en ny struktur, men uden flere penge, og det er uambitiøst,« siger Rasmus Holme med henvisning til, at regeringen siden 2015 har skåret kraftigt ned på bevillingen til professionshøjskolerne. Samme år blev der indført et krav om læringsmålsstyret undervisning i alle fag på uddannelsen, som politikerne nu ser ud til at ville afskaffe igen.
Stort frafald
Den sidste reform af læreruddannelsen i 2013 skulle hæve niveauet på uddannelsen, gøre den mere attraktiv og mindske frafaldet. Det skete blandt andet ved at hæve adgangskravet til et gennemsnit på syv og lave om på uddannelsen, så den blev stykket op i mindre moduler og dermed blev mere fleksibel for de studerende.
Men ændringerne har ikke fået hverken frafaldet ned eller ansøgertallet mærkbart op.
Og i evalueringen af læreruddannelsen er det netop de mange små moduler, som får kritik. Ligesom uddannelsen får kritik for, at der er for få timer og ikke nok forskningsbaseret undervisning.
Men ifølge Alexander Von Oettingen, der prorektor på professionshøjskolen UC Syd og medlem af den nye kommission, så klinger kritikken af den manglende forskningstyngde på læreruddannelsen hult.
»Siden professionshøjskolerne blev dannet for ti år siden har ambitionen været, at vi skulle have mere forskning ind, men vi har jo fået latterligt få midler til forskning,« siger Alexander Von Oettingen, der dog er enig i, at der skal mere forskning ind på uddannelsen, selvom den praktiske viden er mindst lige så vigtig.
De studerende så gerne, at de fik en mere forskningsbaseret uddannelse, men uddannelsens store problem er for dem at se den manglende praktiske erfaring.
Evalueringen vurderer godt nok, at praktikken er blevet styrket. Men selv om der er sket fremskridt, så er læreruddannelsen stadig den professionsuddannelse, der har mindst praktik, påpeger Rasmus Holme:
»Vi kunne godt tænke os flere og længere praktikforløb i stedet for de tre gange seks uger, og det er helt entydigt det, som de nyuddannede siger: De mangler praktik.«
Og mødet med virkeligheden ude i lærerværelserne er et smertensbarn for uddannelsen. Frafaldet på uddannelsen sker nemlig især i forbindelse med praktikperioderne, og godt 30 procent af de nyuddannede stopper som lærere efter kort tid.
Camilla Wang mener dog ikke, at det nødvendigvis skal løses med længere praktik, men at uddannelsen får bedre sammenhæng med det praktiske arbejde som lærer i folkeskolen.
»Men det er ikke kun et problem, der er løst med at ændre på læreruddannelsen. Vi er nødt til at se frafaldet i meget tæt sammenhæng med vilkårene for at være lærer i skolen. Mange får et chok, og hvis de så heller ikke oplever skolen som en institution, samfundet anerkender, så går de andre steder hen,« siger Camilla Wang.
Per Fibæk Laursen mener, at afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale og skolereformen har gjort det mindre attraktivt for unge at vælge lærergerningen:
»Når du vælger læreruddannelsen, så forholder du dig jo ikke kun til uddannelsen, men arbejdet som lærer, og det er årsagen til, at for få vælger læreruddannelsen, og mange falder fra. Lærerjobbet har ikke et alt for godt image, og reformen har kun gjort problemet større, fordi lærerne har fået langt flere undervisningstimer og mindre forberedelse.«
Femårig universitetsuddannelse?
En del af den nye kommissions opgave bliver at vurdere, om læreruddannelsen skal forlænges fra fire til fem år, og om den skal placeres på universiteterne frem for på professionshøjskolerne som i dag.
Det kan ifølge Per Fibæk Laursen gøre uddannelsen mere attraktiv, men om det gør uddannelsen bedre vil afhænge af ressourcerne.
»Hvis man bare fortynder de nuværende ressourcer ud på fem år, så er det en dårlig idé, men hvis du laver en mere studieintensiv uddannelse med mere oplæring i praksis, så er det en god idé,« siger Per Fibæk Laursen.
Camilla Wang er enig i, at en længere uddannelse for de samme midler ikke løser nogen problemer. Hun ser dog positivt på, at der er nedsat en kommission bestående af fagfolk, der skal komme med bud på ændringer af læreruddannelsen, men nogen ny stor reform mener hun ikke, at der er brug for igen.
At placere læreruddannelsen på universiteterne mener professionshøjskolerne heller ikke er løsningen netop på grund af den vigtige tilknytning til praksis.
»Men hvis man er villig til at finde penge til et ekstra års uddannelse, så kunne vi lave en en model ligesom lægernes. Hvor lærerne efter at have arbejdet i en årrække kunne komme tilbage og specialisere sig. Så ville folkeskolen også få en langt stærkere uddannelseskultur, og det ville løfte skolen som institution,« siger Camilla Wang.
De lærerstuderende glæder sig over den nye kommission, selvom Rasmus Holme mener, at det er et skævt fokus, at den primært skal undersøge, om læreruddannelsen skal ligge på universiteter eller professionshøjskoler.
»I stedet burde den undersøge de problemer, der er på læreruddannelsen, men problemet er nok, at flere timer og bedre tilknytning til praksis koster flere penge, og det må de ikke rigtigt beskæftige sig med,« siger Rasmus Holme.
Ideen med kommissionen er, at den skal komme med mere langtidsholdbare bud på ændringer af læreruddannelsen med inspiration fra udlandet. Men Alexander Von Oettingen, der er medlem af kommissionen, mener, at det vigtigt at se læreruddannelsen som en del af den danske historie og kultur.
»Vi kan ikke bare tage til Singapore eller Finland og så overføre deres læreruddannelse til Danmark. Det dur ikke, for vi skal finde løsninger, der matcher den danske kultur, hvor skolen og læreruddannelserne er meget lokalt forankret. Så det er ikke en videnskabelig uddannelse, du bare kan lave på et tegnebræt og placere på et universitet langt væk,« siger Alexander Von Oettingen.
