Baggrund
Læsetid: 6 min.

Måske er hadet ikke så farligt for vores demokrati, som vi gør det til

Med lovgivning mod hadprædikanter, hadforbrydelser og hadtale er det i dag en veletableret målsætning at bekæmpe hadet i vores samfund. Men den kamp risikerer at skygge for hadets nuancer og årsager, mener to danske forskere. I en ny bog sætter de spørgsmålstegn ved, om hadet er så uforeneligt med vores demokrati
Vi udvider begrebet had, når vi bruger det om alle hadforbrydelser og -tale, mener Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern. Her en demonstrant til en ’White Lives Matter’-demonstration i USA.

Vi udvider begrebet had, når vi bruger det om alle hadforbrydelser og -tale, mener Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern. Her en demonstrant til en ’White Lives Matter’-demonstration i USA.

Jeremy Hogan

Indland
27. april 2019

Det skabte overskrifter i alle større medier, da en ny rapport fra Rigspolitiet i slutningen af 2018 viste, at antallet af registrerede hadforbrydelser var næsten fordoblet fra 2016 til 2017; fra 274 til 446.

Og selv om der siden blev sat spørgsmåltegn ved rapportens opgørelsesmetoder, stod danske politikere i kø for at tage afstand til udviklingen.

»Der er rigtigt meget på spil her i forhold til de værdier, vi står for som samfund. Derfor skal vi slå meget hårdt ned på hadforbrydelserne,« udtalte Trine Bramsen (S) for eksempel til Berlingske.

Had hører ikke til i et liberalt demokrati, synes den gængse opfattelse at være. Det er patologisk og uforeneligt med et frit og lige samfund. Senest har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) også bebudet, at han vil styrke indsatsen mod hadforbrydelser. Uanset resultatet af det kommende folketingsvalg.

Men den fælles politiske kamp mod had som noget ensidigt ondt og strafbart overskygger interessen for selve hadet, dets nuancer og årsager. Det mener Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern, der er henholdsvis filosof og religionssociolog ved Minoritetsstudier på Københavns Universitet. De har viet en del af deres akademiske karriere til at forske i hadet – en disciplin, som ellers nærmest er ikkeeksisterende i Danmark.

I bogen Hate, Politicis, Law – Critical Perspectives on Combating Hate, der er udgivet på Oxford University Press, forsøger Brudholm og Schepelern at skabe en dybere forståelse for hadets anatomi og historie, og de undersøger de liberale demokratiers kamp mod had i politik, jura og kunst.

»Det bliver præsenteret som en nem sag, at had selvfølgelig er slemt og skal udryddes. Den entydighed vil vi gerne udfordre. Det er muligt, at vi ender med at konkludere, at forståelsen af og lovgivningen om had er rigtig. Men lad os da tage debatten,« siger Birgitte Schepelern.

De to forskere er klar over, at de med deres arbejde har bevæget sig ind på et potentielt akademisk minefelt. For skal man overhovedet forsøge at forstå hadet?

Hadet er et karaktertræk

Med hadprædikanter, hadtale, hadforbrydelser og hadefulde fora på internettet, hvor eksempelvis unge mænd – de såkaldte incels –raser over, at piger ikke vil have sex med dem, kan man nemt få indtryk af, at vi lever i hadets tidsalder.

Samfundet er dog ikke nødvendigvis blevet mere hadefuldt, understreger Brudholm og Schepelern. Men hadet er blevet den prisme, vi i dag forstår mange forbrydelser igennem. Uanset om de er rettet mod homoseksuelle eller etniske minoriteter.

Sådan har det været siden slutningen af 1970’erne, hvor bl.a. den amerikanske ngo Anti-Defamation League koblede ordet had med kampen mod racisme og diskrimination, fortæller Birgitte Schepelern. Det viste sig at være en effektiv måde at mobilisere på tværs af minoriteter. Siden spredte fællesbetegnelsen sig til amerikansk hate crime-lovgivning og derfra – som det også gælder for så meget andet – videre til Europa.

»I dag giver det standing i EU at have en ordentlig hadforbrydelseslovgivning. Det kan faktisk føre til en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke at have en strafskærpelse for forbrydelser motiveret af had,« siger Thomas Brudholm.

For i den moderne forståelse af had er det et generelt karaktertræk, ikke en flygtig følelse. Hadet opfattes som noget, der bunder i en ondsindet udslettelsestrang rettet mod hele befolkningsgrupper. Og derfor anskues hadet som uforeneligt med et liberalt demokrati.

»Hvis man lever i en samfundsmæssig virkelighed, hvor diversitet og mangfoldighed bør være mulig, er hadet meget problematisk. Især hvis det er knyttet til de kategorier, hvor mennesker ikke har et valg. Såsom seksualitet, race eller køn. Hvis nogen eksempelvis ønsker at ekskludere alle med en bestemt hudfarve fra fællesskabet, så er det uforeneligt med de demokratiske grundtanker om frihed og lighed,« siger Birgitte Schepelern.

Da Hillary Clinton trådte frem efter massakren på en natklub for homoseksuelle i Orlando, var det således også med budskabet om, at »had ikke hører til i USA«. Ligesom Arnold Schwarzenegger i kølvandet på Donald Trumps tvetydige udmeldinger efter den racistiske vold i Charlottesville slog fast, at »der er ikke to sider af had«.

»Det er den politisk korrekte måde at forholde sig til had på,« som Thomas Brudholm udtrykker det. Men sådan har det ikke altid været.

Det antikke Grækenland

Hadets idéhistorie går helt tilbage til det antikke Grækenland. Her havde filosofiens to stamfædre, Platon og Aristoteles, to vidt forskellige opfattelser af had. Ifølge Brudholm er det nødvendigt at »prikke hul på den boble, hadforskningen befinder sig i« og starte her, hvis man vil forstå hadet.

I Platons skrifter findes formuleringer om had som et dybtliggende, irrationelt og patologisk syndrom.

»I platonisk forstand er had ikke en følelse, der kan afgrænses som vrede eller frygt, men et dybereliggende syndrom. Hadet er en antipati, der bygger på overgeneralisering og projektion, og som er resistent over for argumentation. Helt i tråd med alle de former for had, vi i dag kalder noget med -isme og -fobi, og som der lovgives imod,« siger Thomas Brudholm.

Aristoteles, derimod, havde et mere nuanceret syn på hadet. Han fremstillede det som en forståelig og moralsk reaktion på nogen eller noget, der er ondt, slet eller farligt.

»Vi hader jo alle stikkere og tyve,« skrev han eksempelvis.

Ifølge Thomas Brudholm er den aristoteliske version af hadet mere legitim. Og der er tegn på, at den på ny vinder frem. Eksempelvis i den nye engelske kampagne ’Let’s Hate Hate’. Her er vrede portrætter akkompagneret af overskriften »Jeg hader«. Men det er ikke jøder, muslimer eller homoseksuelle, hadet er rettet mod. Hadet er derimod en reaktion på de ugerninger, de portrætterede selv har været udsat for. De hader, at de blev mobbet. Eller de hader, at de ikke meldte et overfald til politiet.

»Kampagnen forsøger at mobilisere den lidenskab og patos, der ligger i at hade – så hadet mod grupper kan overvindes. På den måde iværksættes Aristoteles’ had mod Platons,« forklarer Thomas Brudholm. Han anerkender, at det bliver lidt metafilosofisk.

Men den engelske hadkampagne er ikke nødvendigvis en måde at legitimere hadet på, mener han. For spørgsmålet er, om man kan adskille hadet mod en gerning fra hadet mod mennesket bag. I tråd med den kristne idé om at hade synden, ikke synderen.

Alt had over én kam

Det er den type samtaler, de to forskere med deres nye bog håber at åbne op for. For forskningens og politikkens ensidige forsøg på at udradere hadet kommer ifølge forfatterne til at skygge for en vigtig debat om, hvad vi egentlig forstår ved had, hvorfor det opstår, og hvilke problemer det kan medføre, når vi forsøger at bekæmpe det.

»Hvis man som samfund ønsker nultolerance over for hadet, er det nødvendigt med en afklaring af, hvad had kan være. Skal man eksempelvis bruge lovgivningen til at regulere hadsk tale med – som det gælder for racismeparagraffen? Og er stærke negative følelser generelt en udfordring for det frie, liberale demokrati?« siger Birgitte Schepelern.

Ifølge Brudholm og Schepelern er det derfor ikke entydigt positivt, at forbrydelser mod alt fra homoseksuelle til muslimer er blevet samlet under paraplytermen ’had’. Selv om det har været afgørende for mobiliseringen på tværs af minoriteter, risikerer man at skære vidt forskellige forbrydelser over én kam, påpeger de.

»Ordet had efterlader indtrykket af, at alle hadforbrydelser og -tale har at gøre med ekstreme tilstande. Men mange forbrydelserne er nærmere fordomsforbrydelser. De er funderet i vrede, foragt eller frygt, men ikke nødvendigvis en trang til at udrydde. Vi strækker begrebet had, når vi bruger det om alle hadforbrydelser og -tale. Ud i de situationer, hvor der ikke nødvendigvis var eliminationstrang,« siger Thomas Brudholm.

I Australien taler man derfor også om ’fordomsmotiverede forbrydelser’.

Birgitte Schepelern supplerer:

»Den arketypiske hadforbrydelse, i hvert fald i USA, begås mod en sort mand, som bagbindes og slæbes efter en bil. Det er bestialsk og modbydeligt. Men man risikerer at stemple en ung fyr, der råber noget racistisk på gaden, i samme kategori som de allerværste. Er det den rigtige label at give ham? En samtale om hadet kan måske tilføje nuancer.«

For der skal være plads til hadet, også i et frit demokratisk samfund, mener de to forskere. I hvert fald grader af det. Forældre til ofrene for Anders Breiviks terrorangreb i Norge i 2011 må gerne hade ham. Ønske at han aldrig eksisterede. Det afgørende er, at de ikke handler på den følelse.

»Men kan man ikke godt rumme den slags følelser uden at transformere dem til handling eller gøre dem politisk dagsordenssættende?« spørger Birgitte Schepelern.

Det afgørende er, at hadet aldrig får det sidste ord. For som Thomas Brudholm siger: »Det ville jo være det samme som at legitimere dødsstraf.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Endnu et eksempel på, at Aristoteles var mere fornuftig end den totalitært tænkende Platon. "Der er ikke to sider af had", siger Arnold Schwarzenegger, men der kan udmærket være had på begge sider.

jan henrik wegener

Lovgivning mod "had" eller andre former for samfundsmæssige sanktioner virker en smuile suspekte.For hvad er det man sanktionerer mod? Er forbrydelser uden "had" ikke længere forbrydelser? Er "had" som sådan forbrydserisk, og hvor stor en grad af uvilje kvalificerer til "had"?
Er detnok at mene at den anden er "dum, grim, fed og vammel"? Er der nogle former for uvilje der er berettigede? Man kunne jo også mene at en negativ holdning overfor en del former for adfærd er både sund, berettiget og nødvendig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er vel tale om had, der er objektivt umotiveret, og så had, der er en reaktion? Det første er vel heller ikke konkret rettet mod individer, hvad den sidste vel må være.

Niels Duus Nielsen

Vi sætter etiketter på tingene, og tror så, at vi forstår dem. Så når vi kalder en forbrydelse for en "hadforbrydelse" tror vi umiddelbart, at vi forstår og ved, hvad vi taler om, uden at gøre os klart, at de fleste af os ikke rigtigt hvad ret meget om, hvad "had" egentlig er. Så det er kun godt, at et par filosoffer er gået i gang med lidt begrebsafklaring.

Da jeg var ung, tror jeg slet ikke, at man havde opfundet begrebet "hadforbrydelse" endnu, så der blev slet ingen hadforbrydelser begået. Vi havde et begreb om racisme, men det handlede om et specifikt fænomen, og "hadforbrydelse" dækker meget mere end blot racisme.

Så når man opfinder et nyt ord, vil der selvfølgelig vise sig en stigning i antallet af begivenheder, der falder under dette ords betydningsområde. Og tilsvarende vil en øget bevidsthed om dette begreb i sig selv bevirke en stigning i antallet af begivenheder, der falder under begrebet. Så at statistikken muligvis viser en stigning i antallet af hadforbrydelser viser egentlig ikke om der rellet er tale om en stigning.

Men alt dette er semantiske og begrebshistoriske formalia, som ikke tager højde for substansen. Som er, at folk kan finde på at slå på tæven af rent og skært had. Spørgsmålet er nu, hvorfor der overhovedet er blevet brug for et særligt begreb til de forbrydelser, som karakteriseres som hadforbrydelser. For er det ikke allerede forbudt at slå på tæven? Er der nogen grund til at dømme folk ekstra hårdt, fordi de handler af had? Det samme spørgsmål kunne stilles til terrorlovgivningen: Det er allerede forbudt at sprænge folk i luften med hjemmelavede bomber, så hvorfor egentlig have særlige paragraffer?

Efter min mening er der udelukkende tale om et forskræmt bedsteborgerskab, som via lovgivningen forsøger at lægge låg på den utilfredshed, som med god grund trives blandt de uvaskede masser, og som derfor søges holdt nede med hård hånd.

Hvis jeg med vilje og med overlæg slår et andet menneske til lirekassemand eller helt ihjel, skal jeg selvfølgelig straffes. Skulle jeg have en god grund til at begå en sådan forbrydelse, skal det afspejle sig i strafudmålingen. Men da had og terror aldrig i sig selv kan udgøre en god grund, vil der formentlig ikke være mange tilfælde, hvor en overlagt forbrydelse vil finde nåde for en dommers blik.

Men ved at have særlige paragraffer, der lader visse forbrydelser medføre hårdere straf, hvis det kan påvises, at forbryderens motiver kan subsumeres under uklart definerede begreber, som stort set kan tolkes efter forgodtbefindende.

"Terror" er et godt eksempel: Definitionen på terror er faktisk ret klar, men da en rigid efterlevelse af definitionens kriterier vil betyde, at en lang række bedsteborgere tilhørende de politiske klasser vil risikere at blive dømt som terrorister, opfindes der en række ad hic-fortolkninger, der fx lader en terrorist som AFR gå frit omkring i samfundet. "Flixus, flaxus, fluxus, dette er lovsprog og det betyder ...", som de sagde i Anders And, da jeg var barn. Indsæt selv en bekvem fortolkning i stedet for de stiplede linjer.

Hvad er den juridiske definition af "had"? Ved politikerne overhovedet, hvad had er for en størrelse, eller lovgiver de bare ud fra deres mavefornemmelser?

Ergo: Terrorlovgivningen og lovene mod såkaldte "hadforbrydelser" er udtryk for panikreaktioner, som i sidste ende forsøger at udøve sindelagskontrol. Derfor er det kun godt at Brudholm og Schepelern sætter fokus på, hvad ordene egentlig betyder. Om de så også kan råbe politikerne op er desværre tvivlsomt.