Læsetid: 6 min.

Måske er hadet ikke så farligt for vores demokrati, som vi gør det til

Med lovgivning mod hadprædikanter, hadforbrydelser og hadtale er det i dag en veletableret målsætning at bekæmpe hadet i vores samfund. Men den kamp risikerer at skygge for hadets nuancer og årsager, mener to danske forskere. I en ny bog sætter de spørgsmålstegn ved, om hadet er så uforeneligt med vores demokrati
Vi udvider begrebet had, når vi bruger det om alle hadforbrydelser og -tale, mener Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern. Her en demonstrant til en ’White Lives Matter’-demonstration i USA.

Vi udvider begrebet had, når vi bruger det om alle hadforbrydelser og -tale, mener Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern. Her en demonstrant til en ’White Lives Matter’-demonstration i USA.

Jeremy Hogan

27. april 2019

Det skabte overskrifter i alle større medier, da en ny rapport fra Rigspolitiet i slutningen af 2018 viste, at antallet af registrerede hadforbrydelser var næsten fordoblet fra 2016 til 2017; fra 274 til 446.

Og selv om der siden blev sat spørgsmåltegn ved rapportens opgørelsesmetoder, stod danske politikere i kø for at tage afstand til udviklingen.

»Der er rigtigt meget på spil her i forhold til de værdier, vi står for som samfund. Derfor skal vi slå meget hårdt ned på hadforbrydelserne,« udtalte Trine Bramsen (S) for eksempel til Berlingske.

Had hører ikke til i et liberalt demokrati, synes den gængse opfattelse at være. Det er patologisk og uforeneligt med et frit og lige samfund. Senest har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) også bebudet, at han vil styrke indsatsen mod hadforbrydelser. Uanset resultatet af det kommende folketingsvalg.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Gert Romme, Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Endnu et eksempel på, at Aristoteles var mere fornuftig end den totalitært tænkende Platon. "Der er ikke to sider af had", siger Arnold Schwarzenegger, men der kan udmærket være had på begge sider.

jan henrik wegener

Lovgivning mod "had" eller andre former for samfundsmæssige sanktioner virker en smuile suspekte.For hvad er det man sanktionerer mod? Er forbrydelser uden "had" ikke længere forbrydelser? Er "had" som sådan forbrydserisk, og hvor stor en grad af uvilje kvalificerer til "had"?
Er detnok at mene at den anden er "dum, grim, fed og vammel"? Er der nogle former for uvilje der er berettigede? Man kunne jo også mene at en negativ holdning overfor en del former for adfærd er både sund, berettiget og nødvendig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er vel tale om had, der er objektivt umotiveret, og så had, der er en reaktion? Det første er vel heller ikke konkret rettet mod individer, hvad den sidste vel må være.

Niels Duus Nielsen

Vi sætter etiketter på tingene, og tror så, at vi forstår dem. Så når vi kalder en forbrydelse for en "hadforbrydelse" tror vi umiddelbart, at vi forstår og ved, hvad vi taler om, uden at gøre os klart, at de fleste af os ikke rigtigt hvad ret meget om, hvad "had" egentlig er. Så det er kun godt, at et par filosoffer er gået i gang med lidt begrebsafklaring.

Da jeg var ung, tror jeg slet ikke, at man havde opfundet begrebet "hadforbrydelse" endnu, så der blev slet ingen hadforbrydelser begået. Vi havde et begreb om racisme, men det handlede om et specifikt fænomen, og "hadforbrydelse" dækker meget mere end blot racisme.

Så når man opfinder et nyt ord, vil der selvfølgelig vise sig en stigning i antallet af begivenheder, der falder under dette ords betydningsområde. Og tilsvarende vil en øget bevidsthed om dette begreb i sig selv bevirke en stigning i antallet af begivenheder, der falder under begrebet. Så at statistikken muligvis viser en stigning i antallet af hadforbrydelser viser egentlig ikke om der rellet er tale om en stigning.

Men alt dette er semantiske og begrebshistoriske formalia, som ikke tager højde for substansen. Som er, at folk kan finde på at slå på tæven af rent og skært had. Spørgsmålet er nu, hvorfor der overhovedet er blevet brug for et særligt begreb til de forbrydelser, som karakteriseres som hadforbrydelser. For er det ikke allerede forbudt at slå på tæven? Er der nogen grund til at dømme folk ekstra hårdt, fordi de handler af had? Det samme spørgsmål kunne stilles til terrorlovgivningen: Det er allerede forbudt at sprænge folk i luften med hjemmelavede bomber, så hvorfor egentlig have særlige paragraffer?

Efter min mening er der udelukkende tale om et forskræmt bedsteborgerskab, som via lovgivningen forsøger at lægge låg på den utilfredshed, som med god grund trives blandt de uvaskede masser, og som derfor søges holdt nede med hård hånd.

Hvis jeg med vilje og med overlæg slår et andet menneske til lirekassemand eller helt ihjel, skal jeg selvfølgelig straffes. Skulle jeg have en god grund til at begå en sådan forbrydelse, skal det afspejle sig i strafudmålingen. Men da had og terror aldrig i sig selv kan udgøre en god grund, vil der formentlig ikke være mange tilfælde, hvor en overlagt forbrydelse vil finde nåde for en dommers blik.

Men ved at have særlige paragraffer, der lader visse forbrydelser medføre hårdere straf, hvis det kan påvises, at forbryderens motiver kan subsumeres under uklart definerede begreber, som stort set kan tolkes efter forgodtbefindende.

"Terror" er et godt eksempel: Definitionen på terror er faktisk ret klar, men da en rigid efterlevelse af definitionens kriterier vil betyde, at en lang række bedsteborgere tilhørende de politiske klasser vil risikere at blive dømt som terrorister, opfindes der en række ad hic-fortolkninger, der fx lader en terrorist som AFR gå frit omkring i samfundet. "Flixus, flaxus, fluxus, dette er lovsprog og det betyder ...", som de sagde i Anders And, da jeg var barn. Indsæt selv en bekvem fortolkning i stedet for de stiplede linjer.

Hvad er den juridiske definition af "had"? Ved politikerne overhovedet, hvad had er for en størrelse, eller lovgiver de bare ud fra deres mavefornemmelser?

Ergo: Terrorlovgivningen og lovene mod såkaldte "hadforbrydelser" er udtryk for panikreaktioner, som i sidste ende forsøger at udøve sindelagskontrol. Derfor er det kun godt at Brudholm og Schepelern sætter fokus på, hvad ordene egentlig betyder. Om de så også kan råbe politikerne op er desværre tvivlsomt.