Feature
Læsetid: 11 min.

Mænd ansætter stadig mænd på de danske universiteter

Det går trægt med at ansætte flere kvinder i topstillinger på de danske universiteter – så trægt, at Danmark halter efter både de øvrige nordiske lande og EU-gennemsnittet. En rektor og en prodekan er enige om diagnosen: Der er en »ubevidst bias« i forskningsmiljøet, der favoriserer mænd. Men de er ikke helt enige om kuren
Over halvdelen af de ph.d.-studerende på Københavns Universitet er kvinder, men det hver fjerde professor. Og billedet er det samme, hvis man kigger bredt på universiteterne.

Over halvdelen af de ph.d.-studerende på Københavns Universitet er kvinder, men det hver fjerde professor. Og billedet er det samme, hvis man kigger bredt på universiteterne.

Jakob Dall

Indland
15. april 2019

Lise Wogensen Bach er prodekan for talentudvikling på Aarhus Universitet, men hun er næppe blevet det på grund af sit køn.

Da hun som ung forsker bidrog med analyser og fortolkninger til et forskningsprojekt, skulle hun kæmpe for at blive skrevet på artiklen som forfatter.

Den mandlige forskningsleder satte hende i første omgang i bås med laboranter og bioanalytikere og holdt hendes navn langt væk fra forsiden. Som om hun var én, der understøttede projektet, og ikke én, der var med til at drive det.

Hun måtte tale sin sag, før hun fik presset sig på forsiden. Imens skulle hendes mandlige kolleger, der lavede nogenlunde det samme som hende selv, bare gå ind og »vifte med hånden« for at blive anerkendt som forfattere, fortæller hun.

Og det er ikke en oplevelse, der er forduftet, i takt med at hun er trådt længere op ad karrierestigen, fra den faste lektorstilling, hun først fik, da hun var omkring 40 år, til den senere udnævnelse til professor MSO og prodekan på Health-fakultetet.

Da hun mange år efter de spæde dage i laboratoriet blev hentet til Aarhus Universitet for at lede sin egen forskningsgruppe, kunne hun mærke, at enkelte kolleger tvivlede på, om hun var dygtig nok til posten.

»Når en kvinde søger eller får en høj stilling, tænker mange: ’Kan hun nu også det?’ Hvorimod hvis det er en mand, der søger og får jobbet, så er han bare selvstændig, ambitiøs og så videre,« siger Lise Wogensen Bach.

En ond cirkel

Det er dog sjældent, at kvinder overhovedet får de fineste stillinger i forskningsverdenen.

En rapport fra EU-Kommissionen afslørede tidligere på året, at kun 21 procent af professoraterne på de danske universiteter var besat af kvinder i 2016. Det er mindre end EU-gennemsnittet på 24 procent og et stykke under vores skandinaviske naboer: I Norge er tallet 28 procent, i Sverige er det præcis hver fjerde.

Billedet er klart: Jo længere op ad karrierestigen man kravler, jo færre kvinder finder man.

I februar lagde Københavns Universitets nye prorektor for uddannelse, Bente Stallknecht, en graf på LinkedIn, der tydeligt viste tendensen: Hvor over halvdelen af de ph.d.-studerende på KU er kvinder, gælder det kun hver fjerde professor. Og billedet er det samme, hvis man kigger bredt på universiteterne.

Man kan indvende, at et øjebliksbillede intet siger om frafaldet af kvinder i forskningsmiljøet, for hvis de mange kvindelige ph.d.-studerende senere bliver ansat som adjunkter, lektorer og til sidst professorer, så vil kurven flade ud.

Men ifølge Lise Wogensen Bach er ligestilling i forskningsverden ikke bare et spørgsmål om tid. Det er et spørgsmål om »en ubevidst bias«.

»Man skal blot tage en simpel test for at finde ud af, at man vælger nogen, der ligner én selv – og det gælder både mænd og kvinder. Når det fortrinsvis er mænd, der sidder i de bedømmelsesudvalg, der vælger ansøgerne, så har de lettere ved at vælge en mand. Det bliver en ond cirkel, man kommer ind i,« siger hun.

Hun har også et konkret eksempel på, at konkurrencen stadig er skæv: Som prodekan for talentudvikling og tidligere ph.d.-skoleleder har hun ofte sendt mails ud til institutledere og professorer, der fortrinsvis er mænd, for at minde dem om at nominere unge forskere til ph.d.-priser.

Hun oplevede, at mange vendte tilbage med en liste af kandidater, hvoraf ni ud af ti var mænd.

»Og jeg ved jo, at cirka 65 procent af vores ph.d.-studerende er kvinder, så det kan jo ikke passe, at der ikke er nogen kvindelige talenter, der kan blive indstillet til de her priser,« siger Lise Wogensen Bach.

Lækker rørledningen?

I det seneste talentbarometer konkluderer Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de kvindelige forskere i løbet af de seneste år er blevet flere på de danske universiteter – fra 27 procent i 2007 til 34 procent i 2017.

Udviklingen sker dog langsomt, og særligt mange kvinder siver fra i kvantespringet fra ph.d.- til adjunktniveau, hvor kønsfordelingen har stået i stampe omkring 60-40 i mændenes favør siden 2011. På lektorniveau ser andelen af kvinder samtidig ud til at have stabiliseret sig omkring 33 procent.

Spørgsmålet er hvorfor?

Det er naturligt, at Sara Kier Praëm, der er postdoc ved Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet og selv skal forsøge at kapre en fast stilling i forskningsmiljøet, er interesseret i at finde et svar.

I et forskningsprojekt, som hun præsenterede på en konference om ligestilling på Aarhus Universitet i marts, har hun interviewet 25 kvinder, der har forladt forskningsmiljøet, selv om de følte sig fagligt egnede til at forske på øverste hylde.

I rapporten kalder Sara Kier Praëm kvindernes frafald for the leaking pipeline, altså den lækkende rørledning. Og kvinderne, hun har snakket med, peger blandt andet på arbejdsmiljøet som årsagen til lækagen.

»De beskrev miljøet som ensomt, sundhedsskadeligt, hårdt og sygt, og der var enormt meget snak om benhård konkurrence,« siger hun.

»Flere talte om en helt basal mangel på respekt for kolleger – i en grad hvor nogle ikke engang kunne sige goddag, når man mødte dem på gangen. Nogle gange lød det til, at der ikke var grænser for, hvad deres kolleger kunne finde på.«

Nogle af kvinderne fortalte blandt andet, at de havde fået stjålet ideerne til deres ph.d.-projekter, uden at det havde haft konsekvenser. Enkelte havde oplevet regulær diskrimination, og flere beskrev, at de havde fået det bedre fysisk, efter de havde forladt forskningsmiljøet.

De fleste af kvinderne, som Sara Kier Praëm interviewede, er faldet fra tidligt i forskningskarrieren – særligt omkring det stadie, hvor Praëm selv befinder sig lige nu. Men mange bekræftede det, Lise Wogensen Bach har oplevet i den anden ende af rangstigen: Nemlig at kvinder skal kæmpe hårdere for at aftvinge respekt fra deres kolleger.

»Kvinder, der sidder i de højere stillinger, bliver talt ned. Som i ’ja, ja, hun er jo professor, men det er hun jo kun på grund af de der kvindemidler’. Så problemet ligger også i den måde, man taler om kvinder på.«

Bente Rosenbeck, professor emerita i Kønsstudier ved Københavns Universitet, tror ikke, at arbejdsmiljøet på universiteterne i sig selv skræmmer flere kvinder end mænd væk fra forskerstillingerne.

»Hvorfor vil de så overhovedet tage en ph.d.?« spørger hun.

Bente Rosenbeck, professor emerita i Kønsstudier ved Københavns Universitet.

Bente Rosenbeck, professor emerita i Kønsstudier ved Københavns Universitet.

Jens Dresling

Problemet er, at de ikke bliver valgt. De stillinger, der bliver slået op på universitetet, er ofte rettet mod bestemte forskere, siger hun, og derfor er mange stillingsbetegnelser skrevet så specifikt og ekskluderende, at kun få søger dem. Ofte er der kun få ansøgere. Og i mange tilfælde er det mænd.

Selv de kvinder, der når til tops som professorer, udstyres oftere med MSO-mærkatet end deres mandlige kolleger. MSO står for »med særlige opgaver« og dækker over et tidsbegrænset professorat, som Bente Rosenbeck kalder »professor på prøve«.

»Det er mændene, der bestemmer og har magten til at bestemme. Og på universiteterne har de i årtier gemt sig bag den her ideologi om, at vi er et meritokrati. At vi vælger de bedste. Det holder jo ikke, for man kan ikke hævde at vælge den bedste, hvis der kun er én ansøger,« siger Bente Rosenbeck.

Kvinderne, Sara Kier Praëm interviewede i sit forskningsprojekt om ligestilling, delte i vidt omfang frustrationen:

»De mente, jobopslagene ofte var så specifikke, at det lignede, man havde valgt kandidaten på forhånd. De snakkede om et langt stræk med aftalt spil og ansættelser af mænd.«

På Københavns Universitet, hvor Bente Rosenbeck er tilknyttet, står der i retningslinjerne om rekruttering og ansættelse, at stillingsopslagene »skal formuleres, så de appellerer så bredt som muligt«.

Morten Pejrup, der er prodekan for forskning på SCIENCE-fakultetet ved KU, understreger, at han kun kan udtale sig om sit eget fakultet. Men her afviser han, at stillingsopslag kan være rettet mod enkelte kandidater.

»Sådan foregår det ikke. Jeg læser selv alle stillingsopslag igennem, og hvis der er ét, der er så specifikt, at jeg mistænker, at det er skrevet til én person, så sender jeg den tilbage til instituttet og siger: ’Det her får I ikke mange ansøgninger på. Det må I gøre mere generelt’. På samme måde overvejer jeg, om stillingen skal slås op igen, hvis der kun kommer én eller to ansøgere til den,« siger Morten Pejrup.

Der er altid et efterslæb

Rektor på DTU og formand for rektorkollegiet på Danske Universiteter, Anders Bjarklev, mener, at man skal være varsom med at snakke om en leaking pipeline hele vejen fra ph.d.- til professorniveau.

»Man kan ikke sige, at fordi der er færre kvindelige professorer end adjunkter, så er der et læk. Vi bliver nødt til at lave lidt mere detaljerede analyser for at finde ud af, hvad der sker i det forløb,« siger han.

Men han anerkender, at der er en bias i universitetsmiljøet, der betyder, at færre kvinder end mænd har fået faste stillinger.

Han peger på den skæve fordeling af barselsperioden som et væsentligt problem, fordi forskerne får børn netop i den alder, hvor de forsøger at etablere sig i den akademiske verden.

Og et år løsrevet fra universitetet er en evighed for en forsker.

»Man kommer langt bagud, fordi der skrives så mange artikler og laves så meget forskning. Det skal man læse op på, før man selv kan skrive nye artikler. Samtidig har man en masse andre opgaver som forsker – herunder at undervise. Så rent mentalt er det hårdt at slæbe sig tilbage.«

Det kender Lise Wogensen Bach alt til. Hun nåede at være på barsel tre gange, inden hun først som 40-årig fik en permanent lektorstilling – og hun er sikker på, at det var gået hurtigere, hvis hun ikke havde været en kvinde, men en mand med tre børn.

Det skyldes især, at antallet af publikationer er et væsentligt kriterium, når bedømmelsesudvalgene måler og vejer kandidaterne til forskerstillinger. Og jo flere afbræk du har haft, jo kortere tid har du haft til at publicere.

»Jeg havde hele tiden et efterslæb,« siger Lise Wogensen Bach.

Derfor efterlyser hun, at universiteterne tager mere højde for den tid, ansøgerne har været på barsel. Hun anbefaler, at forskere, der vender tilbage fra barselsperioden, i højere grad aflastes, så de kan etablere sig på ny, og så taler hun generelt varmt om større forskerteam, hvor ansvaret er delt mere ud.

Men den skæve konkurrence i forskningsmiljøet kan ikke alene ses som et udslag af barslens efterveer, mener hun.

For eksempel har kvinder en lavere succesrate end mænd, når de søger bevillinger i de offentlige forskningsfonde som Danmarks Frie Forskningsfond, der ellers tager højde for barselsfravær. Og i marts udgav Tænketanken DEA og CFA en analyse, der berettede om »en markant koncentration« af konkurrenceudsatte forskningsmidler blandt mænd.

Ifølge Lise Wogensen Bach er det eksempler på, at der er behov for en større kulturændring, som hun mener skal skydes i gang med bevågenhed fra ledelsen.

Bente Rosenbeck er enig.

»Det er sådan set en ledelsesopgave. Og det er først nu, at lederne begynder at anfægte den manglende ligestilling. I mange år har ingen anfægtet den, og jeg kan kun forklare det med, at der er nogen, der synes, det er i orden, at mændene bliver valgt.«

Kvoter eller ej

Det oplever Anders Bjarklev ikke. Han påpeger, at han aldrig har mødt en eneste DTU-kollega, der ikke er imod diskrimination. Skævvridningen sker ubevidst, siger han.

Rektoren mener også, at ledelsen er begyndt at tage bedre hånd om udfordringen.

Han siger, DTU bestræber sig på at lave blandede bedømmelsesudvalg og sikre åben konkurrence, ligesom man forsøger at tage højde for barselsperioder i vurderingen af ansøgere.

»Det har vi traditionelt været lidt slemme til ikke at gøre,« indrømmer Anders Bjarklev.

Desuden skal alle ledere nu igennem et kursus i »biasopmærksomhed«, netop for at afsløre de automatreaktioner, som han mener er med til at skabe problemet. Og så opfordrer han politikerne til at dele barselsperioden mere ligeligt mellem mænd og kvinder.

Én ting er han dog ikke klar til at indføre: kvoter. Heller ikke selv om EU-kommissæren for forskning, videnskab og innovation, Carlos Moedas, har luftet ideen om »positiv særbehandling« af kvindelige forskere.

»Vi er modstandere af at tvinge processer ned over folk. Og det er ikke bare en modstand, der kommer fra de mænd, der sidder på flæsket, den kommer også fra kvinder, der er blevet valgt, fordi de er fagligt superdygtige. De vil meget gerne have sig frabedt, at man kan komme og sige til dem, at de aldrig var blevet professorer, hvis de havde været mænd,« siger Anders Bjarklev.

Lise Wogensen Bach mener, at man bør vende diskussionen om: I mange år har der været uformelle mandekvoter, argumenterer hun, fordi stillingsopslag er blevet rettet specifikt mod enkelte mandlige forskere.

Derfor mener prodekanen, at det kan være nødvendigt at indføre kvoter for kvindelige forskere i en kort årrække som et modsvar til en årelang skævvridning.

»Som prodekan er min indgang at sikre, at vi får alle talenter i spil, at vi ansætter de bedste og sikrer diversitet i forsknings- og undervisningsmiljøerne. Så løfter universitetet sig bedst,« siger hun.

– Kan du forstå argumentet fra de kvinder, der siger, at de ikke vil skydes i skoene, at de er blevet valgt på grund af deres køn?

»Det bliver de jo ikke. De indgår i en international, åben konkurrence om stillingerne.«

– Du har selv sagt, at det har været svært at aftvinge respekt fra dine mandlige kolleger. Bliver det ikke endnu sværere, hvis de ved, at man er ansat på baggrund af en stilling, der kun er opslået til kvinder?

»Igen vil jeg bare sige, at der aldrig er nogen, der har sat spørgsmålstegn ved den ansættelse af mænd, der konsekvent er sket i forskningsverden. Det har man aldrig set som et problem,« siger Lise Wogensen Bach.

Anders Bjarklev siger omvendt, at universiteterne bør følge resultaterne af de seneste indsatser, inden de mere drastiske midler findes frem.

»Vi har brug for, at tallene betrygger os i, at det går fremad,« siger han og nævner, at DTU sidste år ansatte flere kvinder end mænd.

»Vi sætter jo ikke fokus på det her for den enkelte persons skyld, vi gør det for organisationens skyld. For når vi har en skævhed, så mister vi evnen til at tiltrække dygtige forskere, der kan gøre os stærkere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der eksisterer uden tvivl en "ubevidst bias" hos mænd i visse kredse indenfor arbejdsmarkedet.

Til gengæld eksisterer der - også med sikkerhed - en tilsvarende politisk, social og økonomisk orienteret "bevidst bias" hos kvindelige feminister, Der inkluderer netværk og forums der er lukkede for mænd.

Det foregår under begrebet "søster solidaritet".

Det er nu ikke helt rigtigt. Der er flere institutter, hvor kvinderne er langt i overtal.

David Zennaro

I betragtning af at masser af mænd er blevet ansat, fordi de er mænd, hvorfor skulle det så være et problem, hvis kvinder blev det?

disclaimer på egne bias: antifeminist, kvinde og medicinstuderende.

Bias...
Den bitre ironi at folk taler om bias med sådan en tyk klang af egen bias.

At antage at det er pga. sexisme, når kønsforskellen kan skyldes af utallige af andre signifikante muligheder (fordelingen af ansøgernes køn, kvalifikationer og forskellen i interessen for de enkelte poster osv) indikerer en dagsorden, der ikke stråler af videnskabelig saglighed.

Desuden må jeg være direkte og sige at starte artiklen og argumentere sin pointe med en anekdote udstråler ikke just en videnskabelig objektivitet og redelighed...

Selvfølgelig vil jeg aldrig benægte, at sexisme eksisterer, men det er graden af dens signifikans, som er tvivlsom. F.eks. hvornår kender man forskel på en sexist eller et røvhul/troll?

Bjarne Toft Sørensen, Jens Jensen, Mads Jakobsen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Bare ved læsning af Informations kommenterede fremstår det tydeligt, at en del mænd taler og diskuterer med mænd. Mænd tager hinanden alvorligt og det mest interessante er, at mange kvinder også tager mænd mere alvorligt, end andre kvinder.

Jeg har bevæget mig i arkitekt/design/byggebranchen og i undervisning på en lang videregående uddannelse. På min uddannelsesinstitution blev jeg, som studerende støttet og opmuntret af både af min mandlige professor og andre lærere, mænd som kvinder. Jeg har selv som lærer fortsat denne linie og gjort mig umage for at være fair overfor begge køn. Mine to dygtigste studerende til dato var af begge køn, én kvinde og én mand.

I den virkelige verden opstod kampen med det at være kvinde sammen med mænd. Jeg mærkede oven i købet manglende respekt fra min egen far, der drev et mindre byggefirma, selv om han vidste, at jeg var dygtig til mit arbejde. Og alligevel var han stolt over, at jeg klarede mig godt. Forskelsbehandlingen var der også fra min mors side, fordi vi er to søskende, der har samme uddannelse. Mine forældre gjorde forskel på mig og min bror. Drenge og mænd har højere status i de fleste lande i verden. .

Det mest interessante ved byggeriet er, at håndværkere er mindre chauvenistiske og mere ordentlige i forhold til at tage imod beskeder og støtte op omkring en kvindelig leders projekter, end mandlige arkitektmedarbejdere og ingeniører. Mandlige arkitekter er de mindst loyale procentvis. Her går mandlige medarbejdere mere op i egen karriere end i projektets kvalitet. Min erfaring med de fleste kvindelige arkitekter er, at de interesserer sig mere for kvaliteten af projektet, end egen karriere. Der er dog undtagelser.

Danmark er et meget gammeldags og patriarkalsk land.

Det allersværste for en kvinde er, at være nød til at kæmpe imod mænds neopotisme. Mange mænd vælger mænd, fordi de er buddies, men heldigvis findes der masser af ordentlige og fair mænd. Andet ville være trist.

Alt for mange steder vil ambitiøse mænd vælge en svag kvinde fremfor en stærk og dygtig kvinde, hvis de vælger en kvinde til en stilling. Derfor er der ingen garanti for, at kvinder, der sidder i store stillinger, nødvendigvis var de bedste. Det samme gælder mænd.

Magtmennesker mænd som kvinder, har tendens til at vælge svage medarbejderede, der fedter for dem og ikke udgør nogen konkurrence. Vi ser tendensen alle vegne. Faren er i et forskningsmiljø, og i store projekter, er at resultatet bliver ringe.

Nogle gange ser man også dominerende ledere vælge dygtige folk, for så selv at tage æren fra dem og sole sig i medarbejdernes talent. Det kan både være mænd og kvinder.

Hvis kvinder og mænd skal være lige i job og i livet, skal kvindernes forældre ind på banen for at respektere deres egne døtre akkurat lige så meget som deres sønner og især skal mødrene respektere deres døtre.

Bjarne Toft Sørensen

Som Lise Wogensen Bach citeres for at sige, gælder det om ".... at sikre, at vi får alle talenter i spil, at vi ansætter de bedste og sikrer diversitet i forsknings - og undervisningsmiljøerne".

En mangel ved denne artikel i Information er, at den ikke når meget længere end rygteniveau, med hensyn til årsagerne til, at den nævnte målsætning ikke bliver nået. Der nævnes forhold inden for forskningsverdenen, som mange i miljøerne kender til, men hvordan det mere præcist skulle gå ud over kvinders muligheder, mangler der belæg for.

I det hele taget mangler der åbenbart forskning på området, eftersom der ved dokumentation blandt de interviewede ikke henvises til forskning på området, der undersøger årsagerne. At der i et vist omfang skulle være tale om en "ubevidst bias", lyder sandsynligt, men i hvor høj grad dette er tilfældet, fremlægges der ikke dokumentation for.

En begrundelse, der overhovedet ikke tages højde for i artiklen, er at de mandlige ansøgere til stillinger i de aktuelle situationer foretrækkes, fordi de simpelt hen vurderes at være de mest kompetente til at besidde stillingen, og at bedømmelsesudvalgene har saglige begrundelser for at træffe deres beslutning.

Hvad årsagerne er til, at kvinder klarer sig dårligere end mænd i det "forhindringsløb", der går forud for at blive den, der bliver valgt til at besidde de aktuelle stillinger, kræves der mere målrettede forskningsresultater for at kunne give svaret på.