Når arven fra vores 'asketiske' liv gøres op, må selv Vorherre holde sig for næsen for mængden af metan

I sidste uge var hele køkkenet derhjemme fyldt med en ny generation af bønder, som vil dyrke jorden regenerativt, binde land og by sammen og gøre det umulige, hvis vi skal have vendt både biodiversitets- og klimakrisen. Livia og Kristian fra ØsterGro og FællesGro. Rose og Sandra plus baby fra Farendløse Mosteri og Anders og Katrine fra Øhave.

Energiniveauet er højt, og den gård, vi har bedt dem om at se på om formiddagen, er godkendt. Vi kan fortsætte forhandlingerne med deres velsignelse.

Men mens snakken går, bliver det også tydeligt, at den nye progressive generation, som skal sikre den enorme omstilling, står uden nogen form for hjælp fra det etablerede landbrug.

Landbruget er ikke bare i en økonomisk-strukturel krise, men i høj grad også i en generationskrise, hvor der er meget få, der kan få banken med på at omlægge, og der står heller ikke altid forbrugere og politikere i kø for at betale, hvad det reelt koster at dyrke jorden bæredygtigt.

Ansvaret hviler på den næste generation

Vi hører om og om igen, at vores unge er den første generation, der kommer til at opleve klimaforandringerne, og den sidste, der kan gøre noget ved dem. Det lyder umiddelbart rigtigt, men også noget besynderligt, for det fratager både os som forældre og bedsteforældre ansvaret for den verden, vi efterlader – og ikke mindst det forbrugerliv, der leves.

Det svarer i princippet til at knokle et helt liv, testamentere fødegården til dem, som vi holder mest af, og så beslutte at sætte ild til både hovedhuset og staldene og slutte festen af med en markafbrænding, mens der stadigvæk er tid og kræfter til det.

Det er de facto os som et af de mest velhavende lande, der udleder enorme mængder af CO2, og den mest velhavende del af befolkningen, som har det største CO2-aftryk, og den del af befolkningen er os over de 40, for de unge har endnu hverken økonomiske ressourcer og nu heller ikke incitament til at udlede så meget CO2.

Vi har desværre udviklet en særlig evne til at projicere alle vores forestillinger om et bedre samfund til den næste generation og handler måske derved slet ikke selv.

Ingen frygt at finde

Vores protestantiske etik, der ganske vist er helt sekulariseret nu, har betydet, at vi historisk har været af den overbevisning – om ikke bevidst, så ubevidst – at klarer vi os godt her på jorden, har vi sparet op og levet asketisk, så er der måske en plads til os på den anden side. Det var tanken, men nu er der ikke sparet meget op, for når arven gøres op, er der kun et alt for stort CO2-overtræk, hvor selv Vorherre i det høje må holde sig for næsen, når mængden af metangasser siver op i atmosfæren.

Men det skræmmer ikke de unge i køkkenet, der udmærket ved, at der ikke er nogen anden vej, og hvad vi hurtigt kan blive enige om, er en funktionel arbejdsdeling, hvor vores generation skal være med til at understøtte en ny generation af progressive bønder, der ikke kun vil nedbringe, men også forsøge sig med at binde mere CO2, end vi afgiver i dag.

Det blev ikke kun til alt for mange kopper kaffe. Diskussionerne trak ud, og vi måtte diske op med aftensmad. Livia var ved at komme for sent til en aftale, Sandra glemte sine overtræksbukser, og Anders og Katrine måtte til sidst køre for at nå hjem, for de skulle afsætte deres grøntsager tidlig morgen.

Inden vi lægger hovedet på puden, tikker der yderligere ni nye medlemmer ind i vores nystartede forening. Sms’er kort til de andre i bestyrelsen, vasker op og opgiver at logge ind på forældreintra. Og hvis der er tid, skal vi se på en ny gård allerede i næste uge.

Rasmus Willig er sociolog og medstifter af Andelsgaarde.