Peder må ikke få sin kone til Danmark, fordi han aldrig har færdiggjort 9. klasse

For 15 år siden rejste nordjyske Peder Vestergaard til Afrika for at arbejde for et dansk firma. Få år efter mødte han sin kone, den nu 38-årige Christelle Ebob, der er statsborger i Togo. De flyttede sammen, blev gift og har boet sammen i Ghana i snart 10 år.
Peder Vestergaard har altid vidst, at han, når han en dag blev pensioneret, ville flytte hjem til Danmark igen. Christelle Ebob ville gerne med, og da han i sommer gik på pension, flyttede han, hans kone og hans steddatter på 12 år derfor til hans hjemby Godthaab i Nordjylland, hvor han har haft et hus stående i alle de år, han har boet i Afrika.
Steddatteren begyndte i folkeskole, Christelle Ebob og Peder Svenstrup søgte om familiesammenføring, og alt gik fint, indtil en fredag i marts, hvor parret modtog et brev fra Udlændingestyrelsen i e-boks. Her stod, at de havde fået afslag på familiesammenføring, fordi Peder Vestergaard »ikke opfylder kravet om at have bestået Prøve i Dansk 3«.
Med andre ord: Peder Vestergaard, som er dansk statsborger og er født og opvokset i Danmark, har ikke dokumenteret over for Udlændingestyrelsen, at hans egne danskkundskaber er gode nok til, at han kan få sin kone til Danmark.
Udlændingestyrelsen har ikke taget stilling til, om Christelle Ebob ville opfylde kravene til af få familiesammenføring, hvis hendes mand havde kunnet dokumentere sine danskkundskaber. Men en advokat, som Peder Vestergaard har hyret, har vurderet, at der er sandsynlighed for, at Christelle Ebob ikke havde fået ophold, selv hvis Peder Vestergaard havde dokumenteret sine danskkundskaber.
Men det ændrer ikke på, at afslaget på baggrund af manglende dokumentation for danskkundskaber i Peder Vestergaards øjne er principielt uforståeligt. Han kalder de danske regler »absurde« og synes, at det er »fuldstændig vanvittigt«, at myndighederne »drager hans danskkundskaber i tvivl«.
Hvis en dansker vil have sin udenlandske ægtefælle til Danmark, skal vedkommende dokumentere, at hans eller hendes danskkundskaber er gode nok – også selv om man er dansk statsborger som Peder Vestergaard. Det gør man ved at bestå den såkaldte Prøve i Dansk 3 eller fremvise dokumentation for, at man har bestået 9. klasse i dansk.
Men Peder Vestergaard har aldrig bestået 9. klasse. Han gik ud i 2. real – svarende til 8. klasse – for i stedet at blive blikkenslager.
»Jeg tænker, at det kan da ikke være rigtigt. En mand som mig, jeg er født og vokset op her, jeg skylder ingenting, jeg har altid betalt mine børnepenge og min skat, jeg har en opsparing. Vi har været gift og boet sammen i årevis, så der er intet proforma i det her. Det er ganske enkelt chokerende,« siger den 65-årige mand over en telefonforbindelse fra Flensborg i Tyskland, hvor han netop er flyttet til sammen med sin kone og steddatter.
»De jager mig ud af mit eget land, og nu skal vi bo i Tyskland, som vi ikke har tilknytning til,« siger han.
Har ikke klaget
Peder Vestergaard og Christelle Ebob fik afslag på familiesammenføring fredag den 8. marts.
Ugen inden, den 25. februar, blev Peder Vestergaard ringet op af en medarbejder fra Udlændingestyrelsen, som er den myndighed, der har behandlet parrets sag. Det fremgår af afgørelsen, som Information har set.
Medarbejderen fortalte ham, at det var et obligatorisk krav for familiesammenføring, at han havde »bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau«.
Det syntes Peder Vestergaard var mærkeligt, men han skyndte sig alligevel at kontakte sin gamle folkeskole, Farsø Skole, som gav ham dokumentation på, »at han har afsluttet sin skolegang på realskolen i 1968, at han har modtaget undervisning i dansk og matematik, og at der ved eksamen er givet karakteren 8 i faget diktat (dansk)«.
Det tænkte Peder Vestergaard måtte være nok dokumentation for hans danskkundskaber. Ifølge afgørelsen modtog Udlændingestyrelsen denne dokumentation to dage efter.
Alligevel fik parret altså ugen efter afslag på ansøgningen om familiesammenføring, da skolegang til og med 8. klasse ikke er dokumentation nok for tilstrækkelige danskkundskaber.
»Da gik der panik i den lille familie,« siger han.

Peder Vestergaard og Christelle Ebob bor nu i Flensborg, fordi de fik afslag på at kunne leve i Danmark.
– Hvorfor har du ikke bare taget Prøve i Dansk 3?
»Fordi jeg tænkte, at det var nok, hvis jeg kunne dokumentere, at jeg havde gået til og med 8. klasse. Jeg skriver perfekt dansk, jeg har skrevet hundredvis af rapporter på mit arbejde. Jeg har intet problem i det spil. Så det er ingen ret, rimelighed eller fornuft i det her,« siger Peder Vestergaard og tilføjer, at han heller ikke kunne nå at tage prøven i den halvanden uge, der gik fra, at han blev oplyst om, at han manglede dokumentation for sine danskkundskaber, og til afgørelsen landede i hans e-boks.
– Det fremgår af afgørelsen, at I kan bo i din kones hjemland Togo. Hvorfor vil I gerne bo i Danmark?
»Jeg har været ansat i et dansk firma, der arbejder i Afrika, men det har aldrig været min plan at blive i Afrika. Jeg ved godt, at politikerne siger ’fis ud med dig, tag din kone tilbage til Afrika’. Men jeg har mit hus og mine voksne børn, svigerbørn og børnebørn her og ønsker at være sammen med dem,« siger han.
Peder Vestergaard og Christelle Ebob har ret til at klage over afgørelsen. Men det har de ikke gjort. Heller ikke selv om Peder Vestergaard siden afgørelsen har fundet ud af, at hans blikkenslageruddannelse muligvis er nok dokumentation for hans danskkundskaber, og at afgørelsen dermed er fejlagtig.
– Hvorfor har I ikke klaget?
»Fordi jeg har talt med en advokat, og han siger, at det ikke er sikkert, at min kone vil få opholdstilladelse, selv hvis jeg kan dokumentere, at jeg taler dansk. Det skyldes, at hun skal opfylde nogle andre krav som for eksempel, at hun har haft arbejde de seneste år. Hun har arbejdet, men hun har ingen kontrakt, det er der nærmest ingen, der har i Ghana. Og vi kan heller ikke skaffe dokumentation for den skolegang, hun har modtaget,« sige han.
»Og så synes vi, at det er for usikkert for min steddatter at vente igen i månedsvis for så muligvis igen at få afslag. Så skal hun tages ud af skolen, lige når hun er begyndt at lære dansk, og min kone kan ikke begynde på danskundervisning uden opholdstilladelse. Derfor har vi taget konsekvensen og er flyttet nu.«
En sømand rejser ud
I forbindelse med sagen kontaktede Peder Vestergaard sit lokale socialdemokratiske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen. Laustsen satte ham op med en advokat, som kunne rådgive ægteparret, hvis det ville klage over afgørelsen.
Bjarne Laustsen synes, at det er en ærgerlig sag.
»Det der med, at en sømand rejser ud på de syv verdenshave, møder en pige i fremmed hav … Det har altid været naturligt, at det kunne ske. Og lige så naturligt var det, at de kunne komme til at bo her i Danmark,« siger han.
Loven, som har resulteret i, at Peder Vestergaard og Christelle Ebob er flyttet til Flensborg, blev fremsat af regeringen i 2018. Men den er vedtaget med stemmer fra Socialdemokratiet.

Peder Vestergaard og Christelle Ebob har boet sammen i over 10 år nu, men må for de danske myndigheder ikke leve sammen i Danmark.
– Hvad tænker du om, at I har stemt for en lov som denne, der nu rammer Peder Vestergaard?
»Det, tænker jeg, er lidt ærgerligt. Generelt har jeg det sådan, at det største indgreb i et menneskes frihed er, at man ikke selv kan bestemme, hvor man vil bo henne sammen med den, men har valgt at leve sammen med.«
– Men det er jo netop det, de regler, du og dit parti har stemt for, resulterer i?
»Ja. Og det hele startede jo med, at man glemte at stille krav til tyrkerne, der kom herop som gæstearbejdere. Og konen kom hertil, de fik børn, og børnene blev så nødt til at snakke tyrkisk med deres mor, for hun gik hjemme med slør og nedrullede gardiner og lærte ikke sproget. Det har jeg jo også måttet erkende, det var ikke en ordentlig integration, og derfor er vi blevet nødt til at stramme op,« siger han og fortsætter.
»Jeg tror ikke, at de her regler er lavet for at genere sådanne nogle som Peder. Men desværre rammer de en ganske almindelig blikkenslager fra Nordjylland. Det er ærgerligt, for jeg kan simpelthen ikke se, at vi ikke skulle have plads til den her familie,« siger Bjarne Laustsen.
Han kan ikke sige noget om, hvorvidt Socialdemokratiet vil ændre reglerne, da han ikke er ordfører på området.
Partiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, er ikke vendt tilbage på Informations henvendelser. Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), har ikke ønsket at kommentere.
Mest læste
Anbefalinger
- Viggo Okholm
- Svend Erik Sokkelund
- David Breuer
- Niels Duus Nielsen
- Carsten Wienholtz
- Britta Hansen
- Bjarne Andersen
- David Zennaro
- Gert Romme
- Poul Anker Sørensen
- Klaus Lundahl Engelholt
- Carsten Mortensen
- Bjarne Bisgaard Jensen
- Torben Lindegaard
- Eva Schwanenflügel
- Espen Bøgh
- Dorte Sørensen
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Det er vanvittigt.
Masser af danskere, der er omkring 65 år, har altså,kun en 7.klasses eksamen, fordi skolegang i 8.-9.klasse først blev obligatorisk i 1972, se her:
"Selve skolens struktur blev i perioden ændret markant, da dels mellemskolen blev afskaffet med
skoleloven i 1958, og dels da 9 års undervisningspligt, og dermed obligatorisk 8.-9. klasse blev
indført i 1972, med en efterfølgende ny skolelov i 1975. Perioden 1960-70erne er således den periode hvor skolen forandrede sig fra noget, der svarede til den ældre struktur med forskel mellem by, land og mellem sociale grupper, til en skole, deri mange træk ligner nutidens, hvor idealet er, at alle børn får samme type skolegang uden deling eller forskel i antal skoleår. I 1970erne afskaffedes også de sidste kønsopdelinger mellem fagene, så drenge også havde håndarbejde og husgerning og pigerne sløjd."
kilde:
https://skole200.dk/wp-content/uploads/2014/08/Artikel_Skolens_Udvikling...
Og det synes alle, inklusive socialdemokrater som Bjarne Laustsen vist helt at have glemt! Underforstået, at man er omkring 60-65 år, måske lidt ældre end dette, så har man måske stadig kun en 7.klasses eksamen, eller er gået ud af 8.klasse for at uddanne sig til smed, blikkenslager, tømrer mm. og mv.
Og så undrer det mig altså meget, at socialdemokratiet svigter deres arbejderklasse-vælgere her!
Bjarne Laustsen har da en pointe i, at man glemte at stille krav til de tyrkere, der kom hertil fra 1967 til 1977 for at bo og arbejde her i landet; man glemte at sige til dem og til deres koner, at for at være her i landet skulle de lære dansk, om dansk sprog og kultur.
Det ændrer bare ikke på, at argumentet om at man skal danskprøve 3 eller højere for at få familiesammenføring med sin kone fra land uden for EU er det på engelsk hedder a moot point, eller ikke validt for at sige det på den måde; det er et jo ikke, fordi Bjarne Laustsen helt glemmer, at hverken de tyrkiske indvandrere, eller denne blikkeslager er flygtninge! Og flygtninge har i 20 år snart skulle gå på sprogskole og lære om dansk sprog og dansk kultur!
Og hvis Bjarne Laustsen virkelig mente, at det var vigtigt, og er vigtigt, for indvandrere at lære dansk; hvorfor stemte Socialdemokratiet så for den lov (hvis de gjorde det? jeg tror de gjorde det?), der fra juli 2017 betød, at indvandrere i DK, bl.a. polske håndværkere, der tjener 110-125 kr. i timen, skulle betale 2000 kr. pr. modul for deres dansk uddannelse på et sprogcenter - og 1250 kr. i depositum for hver modul!
Her nytter det ikke, som jeg ser det, og være hændervridende og sige, at ja, men tyrkerne, der kom til DK for 40-45 år siden, de x,y og z! Især fordi en del børnebørn, og oldebørn også nu, af de her tyrkere, de rent faktisk klarer sig ganske godt her i DK nu! Her i 2019! Og en ting til - dengang i 1970'erne, der lærte de tyrkiske drenge og piger rent faktisk dansk i de skoler, som de nu gik i! Og hvad er der galt i at de taler tyrkisk med deres mor, så længe de også taler dansk (nok), så de kan klare sig i verden, i DK altså!
Ingen synes jo det er dårligt at f.eks. Helle Thornings datter taler både dansk og engelsk, vel....
Socialdemokratiet har så travlt med at kramme de stramme, at de helt har glemt konsekvenserne af den slags politik.
Sådanne situationer opstår, når man laver love, hvor ånd og bogstav ikke stemmer overens.
@Natalie Yahya Rosendahl
Superartikel.
Dansk Folkepartis Danmark. De har endda gjort partiets logo til nationalflag :(
Jeg føler mig pinligt berørt over vores behandling af danske statsborgere og deres koner og (sted)børn. Føj.
de politikere der har skabt denne "FANTASTISKE" lov, burde skamme sig
Er Nyrup egentlig stadig medlem af partiet? Jeg mener, stuerene er de vel ikke rigtig mere, efter hans egne standarder.
Man kan jo mene, hvad man vil, om de mennesker, der bakker op omkring den form for racistisk og menneskefjendsk politik. Men det er i sidste ende dem, vi kan takke for disse underlige love.
Og egentlig er det ikke forbavsende. Vi er for eksempel danske skatteborgere, der bor udenfor landets grænser. Det danske skattevæsen har slet ingen problemer med at finde os, når vi skal registrere, men er dog lidt mistænksomme, fordi de ikke helt kan kontrollere os.
Men vores situation er som tusinder af andre danske skattebetalere, der bor udenfor landets grænser:
- Vi har ingen stemmeret i Danmark eller noget andet land.
- Vi har ingen sociale fordele i Danmark.
- Og bliver vi f.eks. syge under et Danmarks-besøg, skal vi således til lommerne eller stille garantier for behandling.
- Vi har ingen skattefradrag, det ville vi jo have, hvis vi boede i Danmark.
- Og når vi skal have fornyet pas, som vi skulle i går, skal man til Danmark for at klare det, SAMT REJSE HJEM IGEN UDEN PAS, og i al deres servicevenlighed forlanger de fleste kommuner desuden, at vi personligt skal komme igen for at hente passene.
Men resultatet af alle disse sjuskede og politiske love er jo altså, at lortelandet lukker sig om sig selv og sin stank.
Folketinget kan stifte love om vilkår for danskeres ”hjemførsel” af en udenlandsk ægtefælle, eksempelvis krav om kaution eller forsikring. Man må dog ikke lægge urimelige hindringer i vejen for danskernes ret til, at gifte sig med en udlænding og som en naturlig konsekvens heraf – få ægtefællen og dennes eventuelle børn til Danmark.
Når en dansker har giftet sig med en udlænding skal hverken danskeren, ægtefællen eller eventuelle børn ikke på nogen måde tvangsindlægges til alle mulige duelighedsprøver med mindre, vedkommende ønsker dansk indfødsret. Det er det synspunkt vi i årtier har anvendt på nordiske borgere og det gælder naturligvis også for alle andre landes borgere.
Det er en grov krænkelse af danske statsborgere, der har giftet sig med en udlænding, at skulle leve i uvished om deres ægtefællers fremtid her i landet. Det behøver de heller ikke, for de kan kræve deres ret efter Menneskerettighedskonventionens art. 8,12 og 14, som er dansk lov. L.285 af 1992-04-29.
Et eksempel på DF og co. lynende begavelser der tydeligvis indeholdt 9 klasse!
Vi må med længsel og en vis frygt, håbe på at disse lovgivende DF-begavelser må kæmpe videre for fædrelandets overlevelse og blive befriet fra de nassende horder, som nu har oversvømmet det racerene Danmark!
Hele tankegangen her er simpelthen pervers.
@Gert Romme - du lyder til at være hårdt ramt.. Umiddelbart lyder det også underligt, noget af det, du siger. For hvis man lever og bor i udlandet og tjener sine penge der, er man da ikke skattepligtig i Danmark, men i det land, hvor man bor. Og så har man naturligvis heller ikke nogen fradrag i Danmark, men i det land, hvor man betaler skat.
Udlandsdanskere kan normalt få fornyet deres pas via den stedlige danske ambassade eller konsulat.
Mon ikke den regel/ lov skal justeres til et mere normalt niveau, det er da en opgave for alle partierne uanset farve.
Jaja, tyrkerne!
De mennesker, som blev lokket hertil, skulle lige præcis én ting: arbejde. Og så rejse hjem igen. Betegnelsen var jo meget afslørende 'gæstearbejder'. (Det samme gjaldt naturligvis de Gastarbeiter, der fx kom til Tyskland).
At ingen tilsyneladende har kunnet forestille sig, at mennesker knytter bånd, etablerer et hjem i et nyt land og - åh skræk, åh ve - beslutter, at blive i det land, hvor de nu har deres børn og senere børnebørn i, overgik tilsyneladende de daværende politikers horisont.
At skyde nogen som helst dårlig aktuel beslutningstagning i forhold til udenlandske ægtefæller på disse forhold, er ganske enkelt for billigt!
Beklager at afspore lidt. 2. real svarer ikke til 8. klasse. 2. real svarer til 9. klasse.
Efter 7. klasse kom man i 1. real. Derefter 2. real og 3. real. Svarende til 8., 9. og 10. klasse.
Men det ændrer ikke ved at han kun har 8. klasse færdiggjort.
OG AT DET ER NOGLE FULDSTÆNDIG MENINGSLØSE REGLER VI HAR!
Jae, en anden vinkel på artiklen er jo, at det er dejligt, at myndighederne i det mindste *forsøger* at få styr på, hvem der kommer ind i landet, og kan forlange del i de “gratis” velfærdsydelser, som jo andre skatteyderne betaler (pension, læge og hospital, udddannelse osv, osv).
Du har ret, Palle Knudsen.
@ Jens Winther.
Jeg tror egentlig ikke, at du har forberedt din kommentar særlig godt. For under visse forhold er der altså en vis valgfrihed omkring hvor, man betaler skat, og vi har altså valgt at fortsætte i Danmark.
I øvrigt kaldes det, du her berøre, for de såkaldte dobbeltbeskatningsregler, som Danmark har med nogle lande. Vi har således 2 opholdslande med hus begges steder, som anvender efter behov, og det gør vi flere gange om året. Vi har ingen dansk adresse,.men vi har fortsat dansk personnummer, - ellers kan vi ikke forny pas. Og det ene af vores 2 opholdslande har en dobbeltbeskatningsaftale med Danmark, men det andet land har altså ikke.
Det omkring skat der er fælles for begge lande - også det uden dobbeltbeskatningsaftale, det er, at hvis vi tjener penge på f.eks. salg af hus, kunst og antikviteter eller andet aktiv, så skal de beskattes i det land, hvor vi har tjent pengene - altså i disse tilfælde ikke i Danmark
Vi har således registreret personnummer til begge opholdslande, men vi anvender det land uden dobbeltbeskatningsaftale for sundhedservice (-læge, -tandlæge, -hospital, -køb af mediciner og så videre), og det gør vi, fordi servicen er lidt dyrere men også langt bedre.
Vi har været "ude" i flere omgange. Men de gældende regler, de tidligere var helt permanente, er justeret flere gange gennem de seneste 15 år, og hver gang har det været en klar forringelse. Først var det stemmeretten, der forsvandt, Og så er alle disse forringelser på det sociale område kommet ind gennem en række lovændringer. Vi gør ikke mere, - men f.eks. er der altså fortsat danske, der har betalt til dagpengeordningen gennem man år, og fortsat betaler, dog uden at vide, at ikke mere ret til dagpenge fordi de bor "ude".
@Gert Romme, jeg er bestemt ikke ekspert i expat-beskatning herhjemme og ude, min kommentar skyldtes alene undren i forhold til mit begrænsede kendskab til reglerne. Sorry!
Det lyder eller meget godt, det der med selv at kunne bestemme, hvor man betaler skat ;-)
Nå, jeg er helt enig med dig i det urimelige i, at staten idelig ændrer reglerne for både det ene og det andet. Det er en urimelighed, og for den enkelte virker det jo som lovgivning med tilbagevirkende kraft, fordi betydningen af tidligere trufne dispositioner påvirkes. Og man får jo ikke lov til i den anledning at omgøre beslutninger/dispositioner selvom det i visse tilfælde ville være rimeligt.
Jeg er også helt enig i, at Danmark i højere og højere grad gør livet svært for danske, der arbejder helt eller delvist i udlandet. Det er tydeligt, at DFs absurde fremmedfjendskhed er den reelle årsag til dette forhold, fordi udlandsdanskere (også) rammes af de mere eller mindre latterlige indgreb, der gennemføres overfor udlændinge/immigranter/flygtninge. Én ting er de chauvinistiske og nationalistiske tåber i DF, men at vore andre partier (mest betydningsfuldt S og V) ikke i det mindste kan blive enige om, at banke DF på plads, er decideret patetisk.
9 års skolegang blev sådan set først gjort obligatorisk i 1972. Bedømt udfra Peder Vestergaards alder, var 9 års skolegang altså ikke obligatorisk, da han gik i skole. Så det er lidt underligt, at man ikke i lovgivningen, har kunnet lave en eller anden dispensation, der forholdt sig til, at der er nogle, der ikke kan fremvise dokumentation for at have betået 9. klasse i dansk, fordi 9 års skolegang simpelten ikke var obligatorisk, da de befandt sig i det danske skolesystem.
Grotesk, pinligt - jeg mangler ord.
Jeg må indrømme det pinlige,at jeg fik et latteranfald,da jeg læste overskriften - og jeg fik et til,da jeg vendte tilbage for faktisk at læse artiklen.
Grunden er det komiske modsætningsforhold: en dansk 65-årig mand,håndværker,bliver nægtet tilladelse til at få kone og stedbarn med hjem - fordi han er ude af stand til at bevise,han taler dansk!
Jamen altså...