Feature
Læsetid: 9 min.

Rapport: De socialt udsatte føler sig diskrimineret og misforstået af sundhedsvæsenet

Trods ti års kendskab til problemet, dør socialt udsatte 19 år før andre, mere end halvdelen har langvarig sygdom, og hver anden er stresset i hverdagen. Ny rapport afdækker, at de føler sig stigmatiseret og misforstået i det etablerede sundhedsvæsen
En ny undersøgelsen viser, at socialt udsattes oplever at føle sig diskrimineret og misforstået i det etablerede sundhedsvæsen. Blandt andet fortæller en borger om gennem ti år at blive affejet af læger på grund af borgerens alkoholmisbrug. Senere viste det sig, at han havde en nervesygdom.

En ny undersøgelsen viser, at socialt udsattes oplever at føle sig diskrimineret og misforstået i det etablerede sundhedsvæsen. Blandt andet fortæller en borger om gennem ti år at blive affejet af læger på grund af borgerens alkoholmisbrug. Senere viste det sig, at han havde en nervesygdom.

Christian Lindgren

Indland
29. april 2019

Socialt udsatte føler sig hverken hørt eller taget alvorligt i deres møde med det danske sundhedsvæsen. Derfor vælger nogle socialt udsatte kun »meget sjældent og i akutte situationer« at bruge det etablerede system.

Det afdækker en ny rapport udgivet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet finansieret af Rådet for Socialt Udsatte og Fonden Ensomme Gamles Værn.

I stedet for egen praktiserende læge og hospitaler benytter nogle af de socialt udsatte primært de særlige sundhedstilbud målrettet og tilpasset dem og deres behov. Det kan være særlige klinikker eller gadesygeplejersker.

»Det er udtryk for en alvorlig mangel i det danske sundhedsvæsen,« siger forskeren bag rapporten.

»I princippet har vi alle lige adgang til sundhedsbehandling, og sundhedsvæsenet burde kunne tilbyde behandling til alle. Men der er nogle grupper, der falder fra. De har behov for ekstra hjælp, som de ikke kan få,« siger ph.d. Pia Vivian Pedersen.

Tidligere har undersøgelser fra Rådet for Socialt Udsatte dokumenteret »store problemer med ulighed i sundhed og med socialt udsattes sundhed og trivsel«. Tallene taler et tydeligt sprog:

63 procent har en langvarig sygdom, hvilket svarer til mere end den dobbelte andel end i den øvrige befolkning.

Næsten halvdelen er stresset i hverdagen – det gælder mindre end hver femte i resten af befolkningen.

Socialt udsatte dør gennemsnitligt 19 år før andre, har Rådet senest dokumenteret.

Den nye rapport, der lanceres af Rådet tirsdag, afdækker nu de udsattes oplevelser af deres møde med sundhedsvæsenet.

Ifølge formand, Jann Sjursen, er det opsigtsvækkende, hvor distanceret socialt udsatte føler sig til sundhedsvæsenet.

»Det er nogle kendte problemstillinger, men det skriger til himlen, at socialt udsatte reelt ikke føler, at de har lige adgang til vores sundhedsvæsen. Det er jo helt galt i forhold til de store sundhedsproblematikker, som socialt udsatte slæber rundt på,« siger han.

Undersøgelsen slår fast, at der ikke er tegn på en »systematisk, intentionel diskrimination og stigmatisering af socialt udsatte i sundhedsvæsenet«.

Men med adskillige eksempler dokumenterer rapporten de socialt udsattes oplevelse af at føle sig diskrimineret og misforstået. Blandt andet fortæller en borger om gennem ti år at blive affejet af læger på grund af borgerens alkoholmisbrug. Senere viste det sig, at han havde en nervesygdom.

Socialt udsattes vidnesbyrd om deres møde med sundhedsvæsenet

Første vidnesbyrd: Lægen er en fremmed

En tidligere hjemløs føler ikke, at lægen er i øjenhøjde med ham. Han oplever, at lægen skærer ham af og udskriver smertestillende uden at tilse ham. Manden føler, at han er nødt til at have nogen med for at blive lyttet til. En bisidder ringer til lægen og fortæller, hvordan manden har det, og bisidderen tager med til lægen to-tre gange.

»Jeg synes stadig, han er sådan lidt, jeg ved sgu ikke, lidt højere til trone, selv nu, at snakke med. Men han kommer ud og tager imod mig og giver mig hånden, og han snakker pænt til mig,« siger manden.

Kilde: Rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte. De medvirkende optræder anonymt i rapporten.

Strukturel diskrimination

Rapporten peger også på forklaringer på de socialt udsattes oplevelser. Der er for stort fokus på effektivisering, og systemet er indrettet til borgere, der kan tage ansvar for egen behandling. Men det kan socialt udsatte ikke nødvendigvis, siger Pia Vivian Pedersen.

»Der kan følge det med, at man glemmer den almindelige omsorg for patienten, fordi det hele skal gå så stærkt. Så glemmer man at se på det hele menneske. Derfor risikerer det at gå ubemærket hen, at der er nogen, der har behov for ekstra hjælp og ekstra omsorg,« siger hun.

Undersøgelsen peger på, at der opstår »en mere indirekte og strukturel diskrimination«. Det gælder blandt andet organiseringen af sundhedsvæsenet og det, at hospitalspersonalet har pressede arbejdsbetingelser, som »bidrager til en øget diskrimination og stigmatisering af socialt udsatte«.

I rapporten optræder også en række sygeplejersker.

»Jeg synes, at meget af personalet er blevet meget bedre. Og så er der dem, som aldrig kommer til at kunne begå sig med dem her. Og det er altid dem, der er problemet. Der er også nogle læger, som synes, at alkoholikere er … de er jo en skamplet,« siger en sygeplejerske i rapporten.

Ifølge seniorforsker ved Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Stefan Bastholm Andrade er det »i høj grad et generelt problem« i socialt udsattes møde med det etablerede system, at de føler sig misforstået og set ned på. Han har ikke været en del af udarbejdelsen af rapporten, men forsker selv i socialt udsatte borgere.

»Rapporten fortæller om mennesker, der bakser med problemer, som vi i det normale Danmark ikke har oplevet. Vi har ikke prøvet, at en læge direkte viser afsky, når man kommer ind, eller at de synes, man lugter,« siger Stefan Bastholm Andrade.

Undersøgelsen er baseret på 15 kvalitative interview med 17 socialt udsatte borgere og 12 interview med 18 sundhedsprofessionelle. Derudover har forskeren udført deltagerobservationer og uformelle samtaleinterview.

Socialt udsattes vidnesbyrd om deres møde med sundhedsvæsenet

Andet vidnesbyrd: Årevis med fejlbehandling

En 47-årig kvinde oplevede i en årrække at besvime og falde om. På hospitalet fik hun at vide, at det var narko- og drukepilepsi. Ti år senere konstaterer en læge, at hun har nervebetændelse.

»Dér har jeg ikke følt, at jeg har fået en ordentlig behandling. Fordi jeg er også gået hjem fra hospitalet med sådan en følelse, ’Hvad skete der lige dér? Hvordan kan I sige, at jeg har narko- og drukepilepsi?’ For det første, hvis man har epilepsi, skal man have Rivotril’er. Og for det andet, jeg skal da behandles for det, hvis jeg har noget, der minder om epilepsi, altså,« siger kvinden.

Kilde: Rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte. De medvirkende optræder anonymt i rapporten.

 

Gennemgående problem

Rapporten peger på, at en af udfordringerne med socialt udsatte borgere er, at de anser et dårligt helbred som »et grundvilkår«.

»Nogen føler, at det at have et dårligt helbred bare er noget, de skal leve med. Derfor går de ikke til lægen, og det kan blive en lang proces, hvor de får det dårligere over en årrække uden hjælp,« siger Pia Vivian Pedersen.

Det kan ifølge Rådet være en del af forklaringen på den ulige forskel i sundhed, at udsatte borgere langt sjældnere opsøger sundhedspersonale. De håber, at rapporten kan sætte fokus på et behov for en »overordnet gentænkning og omstrukturering af sundhedsvæsenet«.

»Generelt føler socialt udsatte i mødet med diverse systemer og væsener sig grundlæggende set ikke anerkendt eller respekteret. Det er afgørende at møde udsatte borgere tidligt og på et tidspunkt, hvor der ikke er behov for det helt store apparat,« siger formand Jann Sjursen.

Socialt udsattes vidnesbyrd om deres møde med sundhedsvæsenet

Tredje vidnesbyrd: Dårligt helbred som grundvilkår

En 59-årig mand fik for omkring fem år siden konstateret tuberkulose, men har følt sig syg gennem flere år. Han har været indlagt flere gange, men troede selv, at det var psykisk og socialt.

»Jeg har jo gået rundt i mange år og følt, at jeg havde det dårligt, men jeg havde jo ligesom troet, at det var noget med min psyke at gøre, fordi jeg har levet et rimeligt barsk liv,« siger manden.

»Jeg har lært at leve med det og med at have det dårligt, fordi hele min barndom har været lidt dårlig […] Så jeg troede jo bare, det var mig, der var psykisk ude af balance og ikke kunne finde ud af noget«.

Kilde: Rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte. De medvirkende optræder anonymt i rapporten.

 

Mangler tillid

Når socialt udsatte alligevel får hjælp af sundhedspersonale, sker det i høj grad gennem social- og gadesygeplejersker. Kontakten skabes blandt andet gennem sundhedsklinikker drevet af organisationer og frivillige.

En af disse drives af Mændenes Hjem i Istedgade, København. Her er brugerne i høj grad udgjort af stofmisbrugere og hjemløse, fortæller sundhedsfaglig leder Majken Fuglsang.

»Det er personer, der ikke kan overskue at bevæge sig særlig langt væk fra, hvor de er. De får ikke altid den optimale behandling i en sygeplejeklinik hos Mændenes Hjem, men det kan være det bedste, brugeren kan overskue,« siger Majken Fuglsang.

Ifølge undersøgelsen fra Rådet for Socialt Udsatte har sygeplejersker i de særlige sundhedstilbud til socialt udsatte »afgørende betydning for at skabe og fastholde en stabil relation til den praktiserende læge«.

Hos Mændenes Hjem erfarer man, at social- og gadesygeplejersker er vigtige for relationen mellem borgeren og lægen.

»Det er en kæmpestor hjælp med socialsygeplejersker i somatikken. Vi har et rigtig godt samarbejde, hvor vi ringer sammen og aftaler, at brugeren bliver taget imod og fulgt rundt under en eventuel indlæggelse,« siger Majken Fuglsang.

Et sådant samarbejde foregår altid med fuldmagt fra borgeren, understreger hun. Det er hendes opfattelse, at det er essentielt for borgerens muligheder for bedring, at der er nogen, der kan hjælpe med at varetage kontakten. En pointe, der også er gennemgående i undersøgelsen.

»Gadesygeplejerskerne bliver ens primære kontakt til ens læge. Det er dem, der holder styr på aftaler, sørger for at de overholder dem og forhandler med lægerne om medicinplaner. De kan forklare, at det ikke er realistisk, at han tager medicin for 2.000 kroner. Sammen planlægger de så, hvad det kan skæres ned til,« siger Pia Vivian Pedersen.

Socialt udsattes vidnesbyrd om deres møde med sundhedsvæsenet

Fjerde vidnesbyrd: Et tilpasset forløb

En 75-årig mand har fået konstateret kræft, men ønsker ikke at fortsætte behandlingen. Han er glad, fordi han har fået et behandlingsforløb tilpasset hans egne ønsker for sit liv. Det var belastende for ham, at skulle komme meget på hospitalet.

»Så sagde vi, ’Det stopper vi.’ ’Det kan godt være, I kan forlænge mit liv med 14 dage eller et par år, men hvis jeg skal ligge på hospitalet i de 2 år, så kan det sgu være lige meget.’ Jeg måtte ikke drikke øl, jeg måtte ikke ditten, jeg måtte ikke datten. Jeg synes, så kan det sgu være lige meget.«

Kilde: Rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte. De medvirkende optræder anonymt i rapporten.

 

Særbehandling

Flere borgere savner forståelse for deres særlige behov og situation.

Det er i sådanne situationer, at social- og gadesygeplejersker kan gøre en stor forskel for borgerens muligheder for bedring. Som i et eksempel i rapporten, hvor en udsat borger ikke vil indlægges på hospitalet. Derfor blev aftalen med borgeren, at han kunne indlægges på bænken lige uden for hospitalet.

»Altså nogle hospitalsansatte er jo superkreative (…) Kravet var, at han skulle komme op tre gange om dagen og få sin blodfortyndende, og så skulle han have mad. Og så var han indlagt på en bænk. Altså simpelthen på bænken to etager længere nede,« siger sygeplejersken.

En anden socialsygeplejerske fortæller om udfordringer med at have misbrugere indlagt. Hun oplever, at der kan være manglende forståelse for at nogle socialt udsatte ikke kan undvære rygning under en indlæggelse.

Men hun savner forståelse hos kollegerne, der stiller spørgsmål ved, hvorfor en borger indlægges, hvis denne er rask nok til at gå ud for at ryge.

Rapporten beskriver, at det er eksempler på »den stigmatiseringsproces, som socialt udsatte patienter risikerer at blive udsat for i hospitalsvæsnet, herunder stempling, stereotypificering og personbåret diskrimination, som er betinget af, om den enkelte medarbejder har forståelse for målgruppen eller ej«.

Derfor er det Rådets opfattelse, at der er »hårdt brug for« flere gade- og socialsygeplejersker, der forstår udsatte borgeres særlige behov og kan indgå i dialog med det etablerede sundhedsvæsen derom.

Som svar på kritikken i rapporten oplyser formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, at »uanset livssituationen skal alle borgere have en god og tryg behandling i sundhedsvæsenet. I regionerne har vi derfor et stort fokus på at mindske den sociale ulighed i sundhed«, som hun skriver i en mail til Information.

Regionsrådsformanden glæder sig over, at rapporten viser, at socialt udsatte patienter »generelt er meget tilfredse med deres behandling«.

Hun anerkender, at der ifølge rapporten er behov »mere sammenhæng i behandling« og henviser i den forbindelse til Danske Regioners forslag om 1.000 flere brobyggersygeplejersker på tværs af regioner og kommuner stillet i efteråret.

»Jeg hæfter mig ved, at rapporten peger på, at det delte ansvar for misbrugsbehandlingen er en af de største udfordringer. Det bekræfter mig i, at man for patienternes skyld bør samle ansvaret for misbrugsbehandlingen i regionerne, så ingen udsatte borgere længere kan falde mellem to stole«.

»Rapporten understreger vigtigheden af, at vores medarbejdere i sundhedsvæsenet møder patienterne i øjenhøjde og med blik for, at den sociale situation og helbredet hænger sammen. Derfor skal vi sikre, at vores sundhedsuddannelser ruster kommende medarbejdere til at se på patientens samlede situationen og hjælpe ham eller hende med at navigere rundt,« skriver regionsrådsformanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Mette Jørgensen

Jeg er ofte indlagt med kol i forværring bla. fordi lægen i det fine Charlottenlund nægter at have noget med mig at gøre udover mit blodtryk. Dette har hun sagt direkte. Henviser til ambulatoriet uden at vide at man ikke bare kan komme anstigende. Denne indstilling er tydeligvis båret af fordom og gl. testamentlig forråelse.
Sidst oplevede jeg ( i går )en medindlagt på Bispebjerg, der blev indlagt med en promille over 5. Hun blev ikke tilset af en læge i et døgn, rystede og havde det ad helvede til. Hvad mon en alkoholiker gør i den situation. Gæt, går og køber en ny flaske vodka. Ja, det er dumt, men forståeligt, for det drejer sig ikke kun om abstinenser men om oplevelsen af at være, INTET VÆRD.
Personalet/ se sygeplejersker, siger. Der kommer en læge,men du har ikke fået besøg, fordi alle andre er mere syge end dig. Nej, det passer nogle gange men langtfra altid.
Sundhedsvæsnet er båret af de fine og de mindre fine sygdomme.
Det som det kære væsen bare ikke forstår er at de mindre fine i bundlinjen koster langt mere, fordi de kommer igen og igen indtil de giver op og dør.
Men det er nok også det man vil have fra politikere og de der er uddannet til at hjælpe.
Hjælperne kommer jo selv fra det bedre borgerskab.
Sclerose patienter får gratis medicin uanset indkomst, cancer ligeså g muligvis et par andre diagnoser mens vi andre skal betale i tusindvis af kroner til medicin. Så kom ikke her og sig at alle har lige adgang, for det er løgn.
Til alle de heldige eller alle jer der er" uskyldige". Tak Jeres Herre for den fine guldplacering og vid at i gennemsnitligt lever længere end os andre syndere.

David Zennaro, Susanne Kaspersen, Henning-Buerup Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Anina Weber, Carsten Wienholtz, Gert Romme, Dennis Tomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at løsningen er resultatløn til politikerne.

- Finder man nogle syge, som ikke får behandling. Så skal lønnes ned.
- Finder man nogle, som ikke bliver kompenseret for arbejdsløshed. Så skal lønnen ned.
- Finder man ældre, der ikke får en rimelig service. Så skal lønnen ned.
- Finder man nogle, der er hjemløse. Så skal lønnen ned.
- Finder man politikere der fifler. Så skal de straffes med fængsel.

Og så videre. Find selv på noget.

Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Henning-Buerup Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Anina Weber og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den tiltagende og rystende ulighed i sundhedsvæsenet har også en økonomisk forklaring.
Siden 2010 har regionerne kun fået halvt så mange penge til sygehusene end der var brug for.
Men det undskylder selvfølgelig overhovedet ikke den foragt og nedladende attitude, visse sundhedspersoner møder mindrebemidlede folk med.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11339796/sygehuse-er-blevet-underf...

Susanne Kaspersen og Henning-Buerup Jørgensen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Gert Romme

"Jeg tror, at løsningen er resultatløn til politikerne."

Sådan har jeg ladet mig fortælle at det var i det gamle Kina.

Bjørn Pedersen

"Mere end halvdelen har langvarig sygdom". Kunne være interessant at vide hvor stor en procdentdel først fik en langvarig sygdom og først derefter blev socialt udsat.

Eva Schwanenflügel

Godt spørgsmål, Bjørn Pedersen !!