Nyhed
Læsetid: 5 min.

Rasmus Jarlov: Jeg kendte ikke til kritisk rapport om Finanstilsynet

Erhvervsminister Rasmus Jarlov afviser nu at have kendt til hemmeligholdt rapport, hvor Den Europæiske Bankmyndigheds undersøgelseskomité vurderede, at Finanstilsynet brød EU-lovgivningen i hvidvasksag. Men ministeren ser ingen grund til at bebrejde Finanstilsynet, at han ikke blev orienteret om rapporten
»Jeg har ikke haft kendskab til rapporten eller dens anbefalinger. Det har jeg ikke. Det må du gerne skrive, at jeg afviser klart,« siger Rasmus Jarlov.

»Jeg har ikke haft kendskab til rapporten eller dens anbefalinger. Det har jeg ikke. Det må du gerne skrive, at jeg afviser klart,« siger Rasmus Jarlov.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
30. april 2019

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) kendte hverken til indholdet i en kritisk EU-rapport om Finanstilsynet, eller at rapporten eksisterede.

Det siger han i et interview med Information.

»Jeg har ikke haft kendskab til rapporten eller dens anbefalinger. Det har jeg ikke. Det må du gerne skrive, at jeg afviser klart,« siger Rasmus Jarlov.

Som Information kunne afdække mandag, konkluderer en hemmeligholdt rapport fra Den Europæiske Bankmyndighed, EBA’s undersøgelseskomité, at det danske og estiske myndighedstilsyn med Danske Bank i perioden 2007-2014 var så mangelfuldt, at det udgør »fire brud på EU-retten«.

Heraf bærer Finanstilsynet ifølge rapporten ansvaret for de to og det estiske tilsyn for et, mens det fjerde lovbrud var begge myndigheders ansvar.

Rapporten var udarbejdet af en undersøgelseskomité ledet af EBA’s formand og seks bestyrelsesmedlemmer bistået af den europæiske myndigheds embedsmænd. Men da komiteen indstillede sin rapport til godkendelse i EBA’s bestyrelse, der består af repræsentanter fra de 28 EU-landes tilsynsmyndigheder, blev den nedstemt.

Som medlemmer af bestyrelsen var Finanstilsynets direktør Jesper Berg og hans estiske kollega Andres Kurgpold selv med til at afgøre sagen. Ingen af dem erklærede sig inhabile. Det har EBA bekræftet over for Information.

Sagen har vakt kritik både i Danmark og i udlandet. EU-parlamentarikere taler om en »klokkeklar skandale«, og i britiske Financial Times er EU-Kommissionens vicepræsident, Valdis Dombrovskis, også stærkt kritisk.

»Det er skuffende, at EBA’s bestyrelse ikke handlede på en af de største hvidvaskningsskandaler i Europa,« siger kommissæren til den britiske avis.

Sagen viser, at det er »essentielt« at få vedtaget lovgivning, der ændrer den måde, EBA’s beslutningsproces fungerer på, tilføjer han.

Oppositionen: Underligt

Herhjemme har SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, indkaldt erhvervsministeren i samråd om sagen, fordi hun vil have »indblik i, hvordan Danmark (og de andre landes tilsynschefer) får en undersøgelseskomités konklusioner om lovbrud til at blive en frifindelse.« Det skriver hun på Twitter.

Socialdemokratiets Morten Bødskov, der er formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, mistænker i netmediet finanswatch.dk Rasmus Jarlov for at have tilbageholdt oplysninger i sagen.

»Jeg synes, det er underligt, at forligskredsen ikke har fået de her oplysninger af ministeren. Derfor vil jeg nu bede ministeren indkalde forligskredsen, så vi kan få svar på, hvilke oplysninger han har tilbageholdt,« siger Morten Bødskov til FinansWatch.

Men erhvervsministeren afviser altså »uden tøven« at have haft kendskab til den kritiske rapport.

Han vil dog ikke kritisere Finanstilsynet for ikke at have orienteret ham. For det er »den endelige konklusion, der tæller«, siger han med henvisning til, at EBA’s bestyrelse afviste rapporten.

»Én ting er, at EBA har konkluderet, at der ikke er begået lovbrud i sagen. Noget andet er så, om tilsynet har været godt nok. Det er to meget forskellige ting. Og jeg synes ikke, tilsynet har været godt nok,« siger Rasmus Jarlov.

»Det har jeg sagt utallige gange. Men ret skal være ret. Der kan ikke blive fortalt historier om, at der er begået lovbrud, når den myndighed, der skal vurdere det, klart har vurderet, at det ikke er tilfældet. Det er mit budskab.«

– Men er det ikke en væsentlig nuance, hvad undersøgelseskomiteen kom frem til?

»Jo, det kan du sige. Men de kritikpunkter, som står i udkastet til rapporten, er jo de samme kritikpunkter, som jeg selv har rejst over for Finanstilsynet. Så for mig er der ikke noget specielt overraskende i det udkast, der var her.«

»Det er også derfor, vi fremover vil kræve et mere aggressivt og opsøgende tilsyn, som undersøger den her type af sager hurtigere og mere tilbundsgående. Og vi har allerede givet dem værktøjerne til, at de kan gøre det.«

Fair at sidde med ved bordet

– Er det ikke lidt mærkeligt, at formanden og seks bestyrelsesmedlemmer står i spidsen for en to måneder lang undersøgelse, som et stort flertal EBA’s bestyrelse så ender med at stemme imod? Kan du forstå, at det vækker undren?

»Jeg har ikke været med på de møder, og jeg har heller ikke noget kendskab til, hvilke argumenter der har vægtet for eller imod. Jeg er ikke ekspert i EU-reglerne på samme niveau, som EBA er. Når de drager en konklusion om, at der ikke er begået lovbrud, så er det svært for mig at påstå, at der er begået lovbrud. Der sidder nogle folk i den bestyrelse, som har kompetence til at træffe den afgørelse.«

– Eksperter peger på, at det er problematisk, at Jesper Berg og hans estiske kollega medvirker til at afgøres deres egen sag. Kan du forstå den kritik?

»Så vidt jeg er orienteret, er det fuldstændig almindelig procedure.«

– Men kan der ikke ligge en interessekonflikt i, at de to tilsynschefer sidder med ved bordet, diskuterer og stemmer om, hvorvidt deres institutioner har gjort deres arbejde ordentligt?

»Det er meget fair, at de sidder med ved bordet. Og at man hører de berørte finanstilsyn om deres synspunkter i sagen. Man kan så diskutere, om de skal stemme eller ej. Men det har ikke været udslagsgivende. Der ville stadig være et stort flertal, som har stemt det samme, og resultatet var blevet nøjagtig det samme.«

– Kan det ikke tænkes, at de to chefers tilstedeværelse har påvirket de andre i lokalet?

»Jo, det kan godt tænkes. Men så må EBA lave om på sine procedurer. Det er lidt underligt at forlange af dem (estisk og dansk tilsynschef, red.), at de skal afvige fra det, som er sædvane i EBA’s bestyrelse.«

I Informations artikler vurderer eksperter, at rapporten er »grundig« og »solid«. Derfor kan der rejses tvivl om, hvorvidt politiske hensyn har påvirket bestyrelsens afgørelse, mener de.

Rasmus Jarlov afviser, at han har forsøgt at overbevise andre lande om at stemme imod rapportens konklusioner.

»Det kan jeg sige med sikkerhed. Jeg har ikke forsøgt at påvirke nogen til at stemme noget bestemt i den her proces,« siger Rasmus Jarlov.

– Har du kendskab til andre myndigheder, der har gjort det?

»Jeg har ikke kendskab til, at andre myndigheder skulle have gjort det«.

– Kan du se et problem i, at det er de 28 nationale tilsynschefer, der skal træffe sådan en afgørelse? Bør det ikke være en ren juridisk vurdering?

»Man kan godt diskutere, om det skal være et andet organ, der træffer den slags beslutninger. Men så synes jeg måske, man skal tage diskussionen på forhånd i stedet for at komme bagefter, fordi man er utilfreds med en bestemt afgørelse. Det ville være mere fair.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Britta Hansen

Hvor passer det godt sammen med den tyske dokumentar om interessekonflikter - i dette tilfælde inden for EU's landbrugspolitik. Der sidder repræsentanter i komitéerne, der samtidigt sidder i op til 15 forskellige bestyrelser (altså en enkelt person!) og/eller har andre højt betalte funktioner for industrien. De samme repræsentanter (i høj grad konservative partimedlemmer, her CDU) stemmer så en landbrugspakke igennem, der må betegnes som yderst skadeligt for både klimaet og miljø.

Inhabilitet er et fremmedord i EU-sammenhæng, og det er noget, alle medlemmernes befolkninger kommer til at føle.

Her kan du se den nævnte dokumentar: https://www.daserste.de/information/reportage-dokumentation/dokus/sendun...

Torben Skov, Karsten Lundsby, Steen Obel, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Tue Romanow, John Andersen, Mogens Holme, Anne-Marie Krogsbøll og Mathias Petersen anbefalede denne kommentar

Enten må ministeren gå af eller fyre de medarbejdere, der ikke har orienteret ham. Han er tydeligvis ikke sin opgave voksen.

Carsten Wienholtz, Jesper Sano Højdal, Torben Skov, Dagmar Christiandottir, Karsten Lundsby, Steen Obel, Henrik Leffers, Holger Madsen, Oluf Husted, Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, John Andersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Hvorfor skulle en minister da også vide hvad hans ministerium laver?? :-)

Dagmar Christiandottir, Karsten Lundsby, Arne Albatros Olsen, Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Peter Beck-Lauritzen, Jane Jensen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Han (Erhvervsminister Rasmus Jarlov) vil dog ikke kritisere Finanstilsynet for ikke at have orienteret ham. For det er »den endelige konklusion, der tæller«, siger han med henvisning til, at EBA’s bestyrelse afviste rapporten."

Så det er ligemeget hvordan bestyrelsen kom frem til sin (inhabile) konklusion?
Det kan være ligegyldigt, at komiteen fremlagde beviser på ulovligheder?
Og det er uden betydning, at ministeren ikke blev orienteret om rapporten?

Billedet af de tre blinde-døve-stumme aber toner frem for det indre blik.
Sådan er det så nemt at fralægge sig ethvert ansvar.

Carsten Wienholtz, Jesper Sano Højdal, Torben Skov, Karsten Lundsby, Arne Albatros Olsen, Steen Obel, Oluf Husted, Anne Mette Jørgensen, Rolf Andersen, Britta Hansen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

"Thordenskjolds soldater" er noget skidt for reel oplysning og sagens rette sammenhæng. Kaldes også inhabilitet. Det næste er, at er reglerne ikke "bøjet i neon", således at selv pattebørn kan forstå, hvad der er lovligt og etisk forsvarligt, ja, så kan disse kloge folk i EBA jo frit tolke deres adfærd, som værende i overensstemmelse med lovgivningen. Amerikanske tilstande; såfremt loven eller brugsanvisningen ikke udtrykkeligt siger, noget er forbudt, (ex. at tørre sin nyvaskede kat i en mikrobølge ovn), ja, så er det tilladt (og her, katteejeren kan søge erstatning fra producenten af mikrobølge ovnen!). Ligesom med Britt Bagers politiske donationer! (5x20 t.kr.) Kors, hvor er det ringe!
Normale mennesker, almindelige danskere, har pligt til at kende landets love og paragraffer, helt alment, og overtrædes disse, er danskeren hjemfalden til en straf. Alle danskere har en klar fornemmelse af, hvad der er ret og uret, nå, ja, bortset fra de danske finansfolk. Kære Jarlov, regler kan ikke skrives, så de omfatter alle de fortolkninger, som finansfolks egoistiske og kringlede hjernevindinger udtænker. Pli og intentioner må også gælde, ligesom normal fornemmelser for ret og uret. EU lovgivningen var overtrådt, så straf til de formastelige; det kunne være livslang bortvisning fra finanssektoren.

Carsten Wienholtz, Jesper Sano Højdal, Torben Skov, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Poulsen

Er de andre medlemmer også chefer for deres nationale finanstilsyn? Og har de stemt ud fra en frygt for, at de selv kunne komme i søgelyset for tilsvarende forbrydelser?

Carsten Wienholtz, Torben Skov, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Oluf Husted og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

I den dokumentar, jeg omtaler ovenfor, er der et medlem af EU parlamentet, en skolelærer, der fortæller, at det på kommuneplan, hvor hun tidligere har været repræsentant, både var en skreven og uskreven selvfølge, at man erklærer sig inhabil, hvis man har interesser og således fx ikke deltager i afstemning om det respektive emne.

Det, der forbløffede mig, var, at der også kommer udtalelser fra en professor el.lign. i EU-ret, der heller ikke kan påpege konkret lovgivning på området og blot kom med henstillinger og opfordringer samt apeller til de enkelte repræsentanternes samvittighed! Det er simpelthen for svagt og virkelig ikke kun forargende, men dødsens farligt.

Torben Skov, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Nogen må altså tage et ansvar.

En lastbilchauffør, der presses af vognmand eller speditør til at overtræde hviletidsbestemmelserne bliver altså straffet direkte.

Og en anden chauffør, der ikke kender til den seneste ændring af færdselskoven, kan blive straffet på sit brød, har ingen undskyldning. For loven foreskriver, at man har pligt til at kende landets love.

Her har vi altså igen og igen embedsmænd med politikere som øverste ansvarlige, der slipper for straf for egne handlinger, eller mangel på samme.

Det kan altså ikke være rimeligt, at almindelige borger straffes på brødet, medens dem der virkelig er ansvarlige for noget stort, blot slipper. - Igen og igen og igen og igen og igen i det uendelige.

Carsten Wienholtz, Torben Skov, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Alle der har magt er pålidelige og har en høj moral.
Der kom en mand fra Kreta og sagde: Alle kretensere er fulde af løgn.
Citat. Prevlakis.

Torben Skov, Dagmar Christiandottir, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mange politikere udtrykker uforståenhed overfor den udbredte politikerlede.
Men måske vil de forstå den bedre efter valget..?

Torben Skov, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det må være surt for en mand som Jarlov, når vennerne og sponsorerne gribes med fingrene i kagedåsen. På den ene side skal han iver for befolkningen udvise en vis ansvarlighed og retfærdighedssans, og på den anden kan han ikke være så kritisk, at vennerne bliver sure og trækker den økonomiske støtte landets nart mindste parti. Så det er ret smart at påstå, at han intet kender til sagen.

Men undergraver han ikke dermed sig selv? Som ansvarlig minister er det hans job at være informeret om disse ting, og at han ikke er informeret er derfor en fejl, der bør få ham til at gå af. Er det ikke derfor, at vi forgylder folk på ansvarsfulde poster - netop fordi ansvaret er tungt at bære? Hvis man bare kan løbe fra ansvaret ved at hævde uvidenhed er det måske ikke så tungt alligevel?

Carsten Wienholtz, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Rasmus Jarlov kan være glad for, at det ikke er Nürnberg-processerne. Men her havde nøglepersoner også sålide forståelses problemer.

- Selv vagterne i kz-lejrene, hvor man dag og nat tilførte nye borgere i hundrede-tusindvis, medens ingen kom ud igen, - ja selv de "vidste slet ikke, hvad der hændte derinde".

Ligesom dem, kendte Rasmus Jarlov slet ikke til noget som helst. Han hører ingenting, han ser ingenting og han ved ingenting. - Hvad dælen gør han egentlig derinde?

Carsten Wienholtz, Torben Skov, Dagmar Christiandottir, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Man skulle tro at ham kom fra Venstre, men de konsevative er skam osse lærenemme.
Ellers ville han aldrig være blevet minister.

Torben Skov, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar