Nyhed
Læsetid: 3 min.

Blev du snydt? Her er et udvalg af årets aprilsnarre

Blev du varm om hjertet, da du hørte, at hele Danmarks Ghita Nørby skal være vært på et nyt P1-program – ’Danske Divaer’? Eller ivrig efter at blive befrugtet med æg eller sæd fra nogle af landets bedste forskere? Så blev du nok desværre snydt, for traditionen tro blev der 1. april digtet hvide løgne landet over
Indland
2. april 2019

Verdensproblemerne løser jo ikke sig selv, og det er Videnskab.dk klar over. Derfor har de åbnet et nyt center – Center for Faglig Formering. Centret lyder meget som deres nuværende center, Center for Faglig Formidling, og skal gøre det muligt for forplantningssøgende danskere at sikre et klogt og forskningsforstående barn. Centret skal nemlig, ifølge Videnskab.dk, ved hjælp af sæd- og ægdonationer fra nogle af landets mest anerkendte forskere gøre det muligt at blive befrugtet, så du eksempelvis kan få Svend Brinkmann eller Eske Willerslev som far til dit kommende barn. De to har nemlig allerede meldt sig som donorer.

Og det er ikke kun Videnskab.dk, der i går valgte at tage de store samfundsproblematikker op. Flere virksomheder, politikere og medier har digtet hvide løgne, der traditionen tro forsøger at narre danskerne. Gomore byder ind med en fortælling om, at flere forældre bruger Gomores samkørselsordning til at booke pladser til deres børn. Her er normeringen meget bedre. Ofte vil der være hele tre voksne til et barn. På den måde kan forældre sikre, at deres børn ikke bliver overset, som ellers kan være tilfældet i overfyldte daginstitutioner.

Imens Videnskab.dk og Gomore prøver at løse verdensproblemerne, vælger andre blot at stoppe kampen. For selv om klimakampen buldrer løs, og flere unge følger svenske Greta Thunbergs eksempel, så mener hun selv, at politikerne nu har forstået budskabet og har klimakampen under kontrol. Derfor stopper hun sine fredagsskolestrejker, skriver hun på Twitter.

Karriereskifte og fikse ministerideer

Ekstra Bladet er også med på narrestregerne og meddeler, at Ghita Nørby gør karriereskifte. Hun skal sammen med skuespillerinde Malene Schwartz, der blandt andet har spillet Maude i Matador, være vært på et nyt P1-program med navnet ’Danske Divaer’. Det sker, fordi hun, ifølge Ekstra Bladet, er blevet et kendt navn i radiobranchen efter hendes omtalte medvirken i Radio24syv-programmet ’Hele Danmarks Ghita’.

Også den danske komiker Jonathan Spang vil skifte karriere. Han fortæller på Twitter, at han er opstillingsberettiget og stiller op for De Konservative i Hovedstaden til det kommende folketingsvalg.

Jobindex kan man læse, at Finanstilsynet søger en undercover-agent, eller som de selv kalder det ’en hård hund’. Styrelsen, der hører under Erhvervsministeriet, flytter til Panama for at være tættere på kunderne, og da ikke alle medarbejdere flytter med, søger Finanstilsynet nye undercover-agenter. Som undercover-agent for tilsynet skal du blandt andet kunne tale eller forstå russisk, italiensk eller arabisk og kende alle ord og udtryk, der rimer på korruption og penge/hvidvask, derudover er det en fordel, hvis du kan lide kaviar, hummer og kobekød. Desværre udløb ansøgningsfristen i går.

EU vil forbyde elevatorer

Flere ministre er også med på balladen. Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) fortæller, at hun har fundet en løsning, der skal sikre de danske fiskere mod fiskerikrisen, der potentielt kan opstå i forbindelse med Brexit. Eva Kjer Hansen fortæller, at de vil bygge et sildehegn i Nordsøen.

Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har også en fiks idé og er klar til at lave et forbud mod rosiner i kager, boller og kringler. Han mener, det er alt for ressourcekrævende, at man i børnehaver og på plejehjem skal sidde og pille rosiner ud af bagværk.

Og vi har selvfølgelig også en aprilsnar i Information. EU vil lave et forbud mod elevatorer i nybyggerier, hed det. Det vil de af hensyn til den unødige klimabelastning, som kørsel med elevatorer medfører.

Det forventes, at fordringen træder i kraft til nytår, og derfor kommer den til at påvirke byggeprojekter i Danmark allerede til næste år. Det er en del af en større klimaopdatering i bygge- og anlægsforordningen, der også byder på tilskud til tvungne solceller på erhvervsbygninger og strammere regler for isolering af kontorbygninger, lagerhaller og sygehuse.

Men det var også bare en nar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Henrik Wegener

Hvis nogen nu havde skrevet om fornuft fra parlamentet i London ville det måske have været en god Aprilsnar. MP. Monthy Python?

Svend Erik Sokkelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg hoppede på aprilsnarren - desværre ikke medtaget på Informations liste - om at DF med Aksel Arendtsen i spidsen ville nedrive Nationalbanken fordi den er en øjebæ, for til gengæld at genopføre et barokpalæ.
ER det i det hele taget aprilsnar ? ;-)

Niels Duus Nielsen

Kære Information, ved at forhindre kommentarer til artiklen, afslørede i, at der var tale om en aprilsnar. Jeg var ellers parat til at fare i blækhuset med min retfærdige vrede over EUs magtbrynde.

Det er lidt synd, at I således beskytter os mod at blamere os, jeg ville da gerne vide, hvem ellers, der var dumme nok til at hoppe på historien, også selv om det ville have afsløret min egen dumhed og udsætte mig for at blive til grin.

Det sjoveste ved en aprilsnar er jo, når folk hopper på den.

Niels østergård

I The Gaurdian have de i går en artikel om Europas kommende højeste bygning; falossen i Brande.
I den efterfølgende diskussion i kommentarerne var den generelle teori at der her var tale om en aprilsnar.
https://www.theguardian.com/cities/2019/apr/01/like-the-eye-of-sauron-we...
Men sådan går det vel når virkeligheden kommer til at ligen en aprilsnar.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar