Staten bruger 4,6 milliarder kroner om året på konsulenter. Men vi aner ikke, hvad vi får for pengene

I de seneste uger er statens udgifter til konsulentarbejde blevet diskuteret og sat under lup.

I artiklen »’Hyklerisk og bekymrende’: Statens konsulentforbrug er vokset med halvanden milliarder under Løkke« skrev Altinget i marts, at udgifterne til konsulenter i staten er steget med 50 procent, siden Lars Løkke Rasmussen-regeringen overtog magten i 2015.

Derved blev der i 2018 brugt 4,6 milliarder på konsulenter, som hentes ude i byen for at løse alskens opgaver med for eksempel digitalisering, effektiviseringer og ledelse i staten. Og det er eksklusive advokat- og revisionsrådgivning, som ligger uden for regnestykket.

Konklusionen i artiklen bygger på en aktindsigt, som mediet har fået af Moderniseringsstyrelsen, og som viser de opgjorte udgifter til konsulentarbejde fra 2008 og frem til 2018.

Men ifølge Per Nikolaj Buch, der er økonom og professor i økonomisk styring på Aalborg Universitet, kan man ikke, som Altinget har gjort, bruge tallene fra Moderniseringsstyrelsen til at fastslå, at der er sket en stigning under Lars Løkke Rasmussen.

»Hvis jeg tager forskerkasketten på og skal være helt nøgtern, vil jeg sige, at man ikke kan sige noget om en stigning i denne regeringsperiode ud fra materialet,« siger han.

Det skyldes, at tallene fra de forskellige perioder ikke er direkte sammenlignelige, og Per Nikolaj Buch bakkes op af Jørgen Grønnegård Christensen, der er professor emeritus fra Aarhus Universitet.

»Man kan egentlig ikke sige noget om stigninger ud fra datamaterialet. Jeg er meget sikker på, at forbruget også var højt i den tidligere regeringsperiode, men hvor meget det måtte være steget siden, og om det er steget, det kan man ikke sige.«

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, indkaldte på baggrund af Altingets artikel den ansvarlige minister, innovationsminister Sophie Løhde (V), til et samråd, som blev afholdt onsdag i denne uge.

Her sagde Løhde, at man to gange de seneste år har ændret måden at registrere konsulentudgifterne på. Siden 2017 har man registreret udgifterne via fakturaer og ikke på baggrund af indrapporterede tal fra ministeriernes regnskaber som tidligere. Derudover begyndte man i 2015 at registrere såkaldte udførende it-konsulenter og ikke kun de rådgivende, hvilket har fået det samlede forbrug til at syne højere end før.

»De ændringer vanskeliggør, at man kan lave de her sammenligninger over tid,« sagde ministeren til samrådet, hvilket hun også er citeret for i Altingets artikel, »og af samme grund kan man heller ikke udlede, som Altinget gør, at det faktiske forbrug er steget med 50 procent i perioden. Det er ganske enkelt ikke en korrekt udledning.«

Per Nikolaj Bukh er tilbøjelig til at give ministeren ret.

»Jeg kan ikke afstemme det på kronen, men det er altovervejende sandsynligt, at stigningen, vi har set i tallene, skyldes de omlægninger, der har været i, hvordan man registrerer data, og at der er et øget forbrug af it-driftskonsulenter i Skat,« siger han.

Ifølge Grønnegård er det egentlig ikke interessant, om udgifterne er steget eller ej.

»Det interessante er, at udgifterne er høje. Det er så ikke det samme som, at de er for høje. For at sige noget om det skal man ind og se på, hvad man får for pengene. Og det ved vi ikke.«

Hvad kan man gøre?

Under onsdagens samråd forklarede Sophie Løhde, at det er »regeringens helt klare holdning, at forbruget af konsulenter i staten er højt, og at det skal nedbringes«.

Samme ambition fandtes hos Thorning-regeringen, som havde fokus på emnet i dens valgkatalog, og som fra 2011 til 2015 lykkedes med at skære over en milliard af den samlede udgift til konsulenter.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, foreslår et omprioriteringsbidrag på konsulentydelserne på fem procent årligt. De frigivne midler skal gå til at finansiere et lønloft til de varme hænder i velfærdsstaten. Og SF’s gruppeformand, Jakob Mark, foreslår i et interview med Altinget at sænke statens udgifter til konsulentydelser med 1,5 milliarder. Men hvor skal man skære?

Det er særligt udgifterne til de såkaldte it-konsulenter i Skat, som er høje. Det skyldes, at der bruges mange ressourcer på at udarbejde et nyt inddrivelsessystem som erstatning for det udskældte EFI-system og generelt på at genopbygge Skat.

Men der bruges også en del midler på de såkaldte managementkonsulenter: »Grumme managementtyper« som Sophie Løhde kaldte dem under samrådet med henvisning til store dele af offentlighedens mangeårige mistanke om, at staten bestiller svinedyre evalueringer, analyser, PowerPoint-præsentationer og bud på effektiviseringer fra jakkesætsklædte konsulenter, som staten lige så godt selv kunne have udarbejdet – og som blot skal bekræfte de konklusioner, som staten allerede selv er kommet frem til.

Det er dog svært at kritisere værdien af de kroner, man bruger på managementkonsulenterne, når man ikke ved, hvad pengene konkret bruges på. For at offentligheden kunne få bedre indsigt i, hvad konsulentlønnen går til, kunne man gøre det til et krav, at de færdige rapporter, som konsulenterne udarbejder for staten, blev offentliggjort. Det mener Jørgen Grønnegård Christensen.

»På den måde ville de ligge til fri beskuelse for sådan nogle som dig og mig, der kan finde på at kigge kritisk på dem,« siger Grønnegård.

Han mener også, at det er vigtigt at få lagt de aftaler, som staten laver med konsulentfirmaerne, frem – det såkaldte opdrag.

»Og så kunne man i højere grad fokusere på en systematisk efterkritik, når sådanne konsulentrapporter bliver afleveret. I dag er der en styregruppe, som består af repræsentanter fra opdragsgiverne i ministeriet og styrelsen. Men hvis vi har den mistanke, at man i staten allerede har nået konklusionerne for, hvor man vil hen, men at man bare gerne vil købe nogle rapporter fra konsulenter, der understøtter disse konklusioner, så er en styregruppe intet værd og faktisk meget betænkelig. Så det kunne være væsentligt, at der var en form for reviewprocedure på store projekter,« siger professoren.