Læsetid: 6 min.

Udviklingen i normeringer tyder på, at forældrene har en pointe, når de går på gaden

Der er en klar tendens til, at der i dag er flere børn pr. voksen i landets børnehaver og vuggestuer. Pædagogerne har samtidig fået flere administrative opgaver, og det går ud over deres tid med børnene
Lørdag demonstrerer forældre landet over for minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Lørdag demonstrerer forældre landet over for minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Anders Rye Skjoldjensen

6. april 2019

Hvor er der en voksen?

Sådan lyder opråbet fra tusindvis af forældre, der i weekenden går på gaden 57 steder landet over for at gøre opmærksom på deres utilfredshed med forholdene i deres børns daginstitutioner. Men har forældrene ret i, at forholdene i dag er historisk ringe? For også i 1970’erne gik forældre på gaden i demonstrationer mod samme problem.

Debatten om normeringer i daginstitutioner er en forvirrende debat, hvor der florerer mange forskellige tal. Information har sat sig for at skabe orden i tallene.

Kaster man et blik på, hvordan udviklingen har været i antal børn pr. voksen, tyder noget på, at nutidens forældre har en pointe, når de går på gaden. Tallene viser nemlig, at der gradvist er kommet flere børn pr. voksen i institutioner – både børnehaver og vuggestuer.

I 1972 var der 3,4 vuggestuebørn pr. voksen, mens der for børnehavebørn var syv børn til én voksen, viser tal fra en rapport fra 2017 udviklet af analyse- og konsulentvirksomheden Bureau 2000. Og 44 år senere – i 2016 – var tallene vokset, så der var fem til seks vuggestuebørn pr. pædagog, mens der var 10-12 børnehavebørn pr. voksen. Denne opgørelse ser kun på den tid, der faktisk anvendes til børnene.

Det vigtige er ikke de eksakte normeringer – for det er en debat med mange nuancer og forskellige opgørelsesmetoder. Tallene kan snarere bruges til at dokumentere den udvikling, der har gjort sig gældende på daginstitutionsområdet siden 1970’erne. Først fra 2015 er der blevet lavet en systematisk statistik over normeringer på daginstitutionsområdet udarbejdet af Danmarks Statistik.

Modsat tallene fra den tidligere omtalte rapport fokuserer Danmarks Statistik på bruttotimeforbruget, og ser derfor ikke på den tid pædagogerne reelt har med børnene, men det samlede timeforbrug i institutionerne.

»På grund af forskellige måder at opgøre personalets tid på er tallene behæftet med en vis usikkerhed i forhold til, hvor stor en del af pædagogernes tid der anvendes på børnene,« forklarer Niels Glavind, partner og direktør i Bureau 2000.

Nedskæringer i 70’erne

Historisk er det forløbet på den måde, at der i midten af 1970’erne var store nedskæringer på daginstitutionsområdet, efter at det blev overgivet til kommunerne. De efterfølgende år havde de faglige organisationer deres storhedstid, hvor det lykkedes dem at kæmpe meget af den tabte tid tilbage, fortæller Niels Glavind.

Og op til 1990’erne viser tallene da også, at der generelt har været færre børn pr. voksen i institutionerne. Men siden da har der været en udvikling, der gør, at der bliver brugt en mindre andel af pædagogernes tid sammen med børnene.

Flere administrative opgaver er blevet overladt til de enkelte institutioner. Samtidig bliver der brugt mere tid på forældresamarbejde i forhold til tidligere, hvilket i sig selv er positivt, men også en opgave der tager tid, siger Glavind.

Børn pr. voksen i vuggestuer og børnehaver i udvalgte år

Både i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne var der markant færre børn pr. voksen i vuggestuer og børnehaver end efter årtusindskiftet. Opgørelsen viser kun den tid, der faktisk anvendes til børnene. Bureau 2000 understreger, at der er usikkerhed om den præcise andel.

Kilde: Bureau 2000 for FOA.

Derudover har der været en tendens til, at kommunerne pålægger institutionerne at medvirke til kvalitetsrapporter og projekter, som nødvendigvis også tager tid.

»Men der er ikke nogen tvivl om, at det tilsammen har gjort, at den andel af tid, der bruges på børnene, er blevet væsentligt mindre,« siger Niels Glavind.

Opgørelserne fra Danmarks Statistik viser, at normeringerne har været forholdsvis uændrede fra 2015 til 2017. De eksakte tal fra denne periode kan dog ikke sammenlignes med tallene fra Bureau 2000, da de er opgjort på to forskellige måder.

Debatten om normeringer fylder også på Christiansborg, hvor børne- og socialminister Mai Mercado (K) i tirsdags var kaldt i samråd.

Jacob Mark (SF) vil have indført en lov om minimumsnormeringer i daginstitutionerne og ville på samrådet vide, hvorfor ministeren ikke vil indkalde til forhandlinger om normeringer.

Mai Mercado forklarede på samrådet, at der ikke er nogen penge at forhandle normeringer om, men at hun i øvrigt bakker op om forældredemonstrationerne i weekenden. Efter planen deltager ministeren selv i en af demonstrationerne lørdag.

Brug for 4.000 pædagoger

Hos BUPL, der er fagforening for landets pædagoger, mener man også, at normeringerne er blevet lavere de senere år.

»Når vi kigger på 2009, og det antal børn, vi havde i daginstitutionerne da, og sammenligner det med i dag, så mangler der 4.000 pædagoger, for at normeringerne svarer til niveauet i 2009,« siger Elisa Rimpler, formand i BUPL.

Hun forklarer ligeledes, at det over en lang årrække kan være svært at se på udviklingen i normeringerne, fordi man har gjort tallene op på forskellige måder. Hvis antallet af pædagoger skal op på niveauet fra 2009, hvor normeringerne heller ikke var prangende, vil det koste i omegnen af to milliarder kroner, forklarer hun.

»Det er vigtigt at understrege, at der er forskel på normeringerne fra kommune til kommune. Men som tingene er i dag, er det generelt virkelig svært som pædagog at leve op til lovgrundlaget. Vi har svært ved at nå rundt om alle børn, og give dem det de har behov for,« siger hun.

Tallene fra Bureau 2000 viser ikke en alarmerende udvikling i antallet af børn pr. voksne fra midten af 00’erne og frem. Udviklingen begyndte langt tidligere. De senere år har pædagogerne dog fået en lang række opgaver, som ikke direkte har med børnene at gøre.

»Det tyder på, at der er sket en forringelse i normeringerne, samtidig med at der er sket en forøgelse i administrative opgaver, der ikke direkte har med børnene at gøre,« fortæller Tomas Ellegaard, lektor på Roskilde Universitet og tilknyttet center for daginstitutionsforskning.

Han tilføjer:

»Særligt introduktionen af læreplanerne i 2004 og øget dokumentationskrav har krævet flere af pædagogernes timer.«

Han peger også på, at der blandt forældre over de sidste 40-50 år har været stigende opmærksomhed på, hvad deres børn oplever i daginstitutionerne, og hvad de får ud af at være der. Forældre er i dag mere optaget af omsorg og trivsel.

»Forældre bliver simpelthen mere bekymrede for, hvad der sker med deres børn i daginstitutionerne – og med rette. Det er ikke for at sige, at forældrene er pylrede, det er jo også et udtryk for en civilisering af børnelivet og opdragelsen,« siger Tomas Ellegaard.

Grethe Kragh-Müller, der er lektor og specialist i børnepsykologi på Aarhus Universitet, er enig i, at normeringerne er lavere i dag. Situationen er så alvorlig, at børnene ikke får nok voksenkontakt til at kunne udvikle sig.

»Forældrene har bestemt en pointe, og de har så god en pointe, at de kan gå på gaden hver dag i meget lang tid, for der er mange steder, hvor det nærmer sig et katastrofalt niveau,« siger hun.

Tilbage i 1975 var hun også selv på gaden for at demonstrere mod nedskæringer i daginstitutioner. Og peger på, at der siden dengang er blevet færre penge, men flere krav, hvilket gør det sværere for pædagogerne.

»Den manglende voksenkontakt kan betyde noget for barnets sociale tryghed, og det har også en betydning for, hvordan barnet udvikler sig i forhold til sprog, begrebsdannelse og sociale relationer,« forklarer Tomas Ellegaard.

Grethe Kragh-Müller forklarer også, at de lavere normeringer påvirker børnenes udvikling af sociale kompetencer.

»Det bliver sværere for børnene at lære at følelsesregulere, og det bliver sværere for dem at koncentrere sig. Ligeledes bliver det sværere for dem at sætte sig i andres sted. Det går altså ud over en lang række af de færdigheder, der er vigtige at have i livet,« fortæller hun.

God kvalitet koster penge

Grethe Kragh-Müller peger på, at der i Danmark er et samfundsmæssigt dobbeltforhold, som gør sig gældende på daginstitutionsområdet.

På den ene side har vi i Danmark »et fantastisk system«, som hun udtrykker det, hvor vi alle sammen har en garanti for, at vores børn kan komme i en daginstitution drevet af det offentlige med uddannede pædagoger og med et kommunalt tilskud. Men på den anden side er det dyrt for kommunerne at drive daginstitutionerne.

»God kvalitet for børnene koster penge. I dag er der i forvejen sparet meget på området, og når alle børn har krav på at kunne komme i daginstitution, så opstår der et behov for at spare endnu mere,« fortæller hun.

Og som hun tilføjer:

»I øjeblikket ser vi altså en fortsat barbering. Selv i kommuner hvor normeringen i forvejen er lav, er de nødsaget til at skære endnu mere.«

Der er al mulig grund til at bakke op om dagens demonstrationer. De frustrerede forældre og pædagoger peger på et stort og reelt problem i velfærdssamfundet.
Læs også
Mødregruppen fra Gladsaxe forbereder sig til demonstrationen for bedre forhold i daginstitutionerne. Fra venstre Louise Jørgensen, Inge Berg Madsen, Frederikke Ingendahl Dupont og Christina Rasmussen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Politikere spiller "pik" på hinanden i denne sag. Det er kommunerne, der prioriterer forkert, siger Christiansborg, nej, der er for snævre rammer i vores økonomi, siger kommunernes landsformand (som kommer fra Rudersdal, hvor der notorisk er helt elendige normeringer i skole og daginstutioner og medarbejderflugt).
Selvfølgelig skal der laves en politisk ramme, en lovmæssig minimumsnormering. Det er uden for enhver tvivl. Det er også sikkert, at det kommer der ikke. Hvorfor? Fordi børn prioriteres lavere i dette samfund end voksne på det private arbejdsmarked. Som klima, som ældre, som metaløsninger på store problemer med integration osv. er der andre ting, der er vigtigere. Penge, rigdom, fremdrift, fleksibilitet etc. Vores bondesnuhed ligger i vores egen lomme.

Men er det nu et snævert kortsyn der ligger som årsag, eller er det mon også sådan, at vi bare ikke længere kan se egen fordel i, at alle fremtidens danskere får gode forhold? Junglelovens demokratiske vedtagelse?

Jeg tror nu ikke der er tvivl om, at velfærdssamfundets fremtid/ overlevelse ligger i at skabe gode forhold i børnesektoren.
Om der kan ske både godt og omkostningslet ved at tage indenfor i børnehaver de ældre; pensionister og flexjobbere, som det kendes fra skolerne.