Læsetid: 3 min.

Venstre vælter tidsplan for borgerforslag om klimalov

Det ligner en lidt for smart manøvre for at få det udskudt til efter valget, siger S og de grønne ngo’er
Regeringen har udskudt klimaloven på ubestemt tid. Her er det fisk, der er døde af varme i Odense Å.

Regeringen har udskudt klimaloven på ubestemt tid. Her er det fisk, der er døde af varme i Odense Å.

Peter Nygaard Christensen

27. april 2019

»Regeringen vil en total grøn omstilling af Danmark. Næste skridt er en ny klimalov,« sagde Venstres energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt for tre uger siden.

»Vi har brug for en ny klimalov,« sagde samtidig De Konservatives formand Søren Pape Poulsen på en gigantisk, grøn billboard, ophængt af partiet på H.C. Andersens Boulevard i København.

De positive meldinger fra to af regeringspartierne handlede om et borgerforslag om en ny dansk klimalov, som 67.727 danskere i skrivende stund har tilsluttet sig, og som Folketinget indledte behandlingen af tilbage i februar. Ifølge den politisk aftalte køreplan skulle forslaget andenbehandles i Folketinget nu på tirsdag.

Men torsdag meddelte regeringspartierne imidlertid under det afsluttende møde om sagen i Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg, at man ikke ser sig i stand til at færdiggøre arbejdet med beslutningsforslaget, og den planlagte vedtagelse er derfor udskudt på ubestemt tid.

»Vi er dybt skuffede,« siger Troels Dam Christensen, koordinator i ngo-netværket 92-gruppen, der står bag det oprindelige borgerforslag.

»Man har haft masser af tid, og vi forstår ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at udskyde det. Det er svært ikke at få den tanke, at regeringen ikke er interesseret i at få forslaget til afstemning før folketingsvalget.«

Spørgsmål efter fristen

Partierne i udvalget havde aftalt, at spørgsmål om den nye klimalov skulle være indleveret senest 9. april med svarfrist 23. april, hvorefter udvalget på mødet den 25. april skulle have færdigskrevet den betænkning, der ledsager afstemningen om beslutningsforslaget.

I stedet afleverede Venstres ordfører og formand for udvalget, Thomas Danielsen, torsdag ni skriftlige spørgsmål om sagen til energiministeren, og dermed var færdigbehandling samme dag og afstemningen på tirsdag umuliggjort.

Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel, påpeger, at regeringspartierne har haft to måneder til at søge uklarheder belyst, fordi førstebehandlingen allerede fandt sted i februar.

»De sagde på udvalgsmødet, at de havde brug for nogle yderligere juridiske vurderinger. Det er efter min opfattelse en undskyldning opfundet til lejligheden, fordi de ikke støtter denne klimalov og ikke vil have den ned i folketingssalen, så det bliver tydeligt, at der ikke er sammenhæng mellem det, regeringspartierne siger om klimaet, og deres faktiske handling,« siger Jens Joel.

Thomas Danielsen forsikrer, at man ønsker en klimalov, og at den før eller siden kommer.

»Men det er et stort og meget komplekst beslutningsforslag, som efterfølgende skal laves til klimalovforslag. Og da det er det første borgerforslag, som bliver gennemført, bliver vi nødt til at gøre det ordentligt,« siger Venstres ordfører.

»Det er lige smart nok, at regeringen siger, at de skam støtter forslaget, men samtidig ikke vil bringe det til afstemning,« mener Jens Joel.

Både han og Troels Dam Christensen påpeger, at beslutningsforslaget jo ikke er det samme som selve klimaloven, og som sådan er det ikke juridisk, men kun politisk bindende. Derfor vil man godt kunne vedtage det nu og tage forbehold for eventuelle juridiske uklarheder.

»Det mener jeg ikke, er den rigtige måde at gøre det på,« siger Thomas Danielsen.

Bag udskydelsen kan også ligge divergerende holdninger i regeringen. Liberal Alliances ordfører Carsten Bach siger i en skriftlig kommentar til Information, at hans parti under førstebehandlingen i februar gjorde klart, at man ikke kunne stemme for beslutningsforslaget i den foreliggende form på grund af økonomiske og juridiske uklarheder.

»Derfor mener jeg også, det er helt relevant, at afstemningen udskydes, til vi har et noget mere detaljeret overblik over konsekvenserne af borgerforslaget,« skriver Carsten Bach.

Borgerforslaget forlanger en klimalov med bl.a. forpligtende delmål hvert femte år for den danske CO2-reduktion samt en styrket og mere uafhængig rolle for det regeringsnedsatte Klimaråd. Oppositionspartiernes fælles tekstbidrag til betænkningen om beslutningsforslaget er færdigformuleret og afleveret i udvalget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Marianne Stockmarr
  • Jakob Trägårdh
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Gert Romme
  • Henrik Rasmussen
  • Dorte Sørensen
  • Dina Hald
  • Thomas Tanghus
Eva Schwanenflügel, Klaus Lundahl Engelholt, Marianne Stockmarr, Jakob Trägårdh, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Henrik Rasmussen, Dorte Sørensen, Dina Hald og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

nu var der da vel ingen, der havde troet, at denne regering ville gøre noget som helst grønt?

Bjarne Jensen, Hans Larsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Benny Larsen, Christian de Coninck Lucas, Jørn Andersen, Rolf Andersen, Michael Christiansen, Ete Forchhammer , Jan Weber Fritsbøger, Egon Stich, Klaus Lundahl Engelholt, Marianne Stockmarr, Benta Victoria Gunnlögsson, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Tue Romanow, Torben Bruhn Andersen, Gert Romme, Torben Skov, Dorte Sørensen, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen, Christian Mondrup, Gitte Holten Ingerslev og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Surprise, surprise!

Lars Løkke Rasmussens Venstre-vikinger ved du, hvor du har:
Altid med trynerne begravet i meningsmålings-diagrammer og bagpartierne solidt plantet i grebningen .. ;o)

Liselotte Paulsen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Rolf Andersen, Ete Forchhammer , Jan Weber Fritsbøger, Marianne Stockmarr, Benta Victoria Gunnlögsson, Lars Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jesper Sano Højdal, Torben Bruhn Andersen, Gert Romme, Torben Skov, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Borgerforslag er en fis i en hornlygte, det er alt for uforpligtende, og bord vægte og forpligte meget tungere end det gør i dag!

Borgerforslag er ægte og direkte demokrati, det har de folkevalgte endnu ikke forstået.

Jane Jensen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Jan Weber Fritsbøger, Søren Bro, Jesper Sano Højdal og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

Washington Republikanernes 5. kolonne i DK vil ikke noget Grønt. Chokerende, virkelig chokerende!

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar