Læsetid: 3 min.

Engang var det dansk normaltilstand at have folketingsvalg hvert andet år – det kan blive normalt igen

Politisk ustabilitet betød i 1970’erne og 80’erne, at statsministre ofte kørte fast i Folketinget – og derfor udskrev valg før tid
14. maj 2019

Hvorfor ventede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så umanerligt længe med at udskrive folketingsvalget? Sådan spurgte mange, inden statsministeren endelig gjorde det for en uge siden.

Det nemme svar på spørgsmålet er, at Løkke ventede med at udskrive valg, fordi han ikke behøvede at udskrive valg. Han var ikke kørt uhjælpeligt fast i Folketinget, men kunne sidde sin regerings fire års valgperiode fuldt ud.

Sådan har situationen langtfra været for danske statsministre i nyere tid. Faktisk måtte de i perioden 1971 til 1981 udskrive valg hvert andet år. Altså var der folketingsvalgår i 1971, 1973, 1975, 1977, 1979 og 1981.

Det havde jeg selv på en vis måde glæde af. Jeg var i størstedelen af de år ansat som fuldmægtig i centraladministrationen. Der siger forfatningsskikken, at når der udskrives valg, så må ministeren kun foretage sig det absolut nødvendige for landets ve og vel. Alt arbejde med lovforslag og langsigtede planer skal lægges i skuffen. Det gjorde vi unge fuldmægtige med stor fornøjelse.

Og vi kunne tage os vores arbejdsdage let også efter valget. For der skulle nemlig først dannes en regering, inden vi fik en minister at arbejde for. Det kunne tage tid. Tilmed kunne vi være fortrøstningsfulde ved, at ministeren næppe holdt så længe, så det betød alverden, hvad vi kunne få ministeren til at foretage sig.

Vejr og vind

For landet som helhed var den politiske ustabilitet ikke et gode. Den betød, at den økonomiske politik drev for vejr og vind. Det pressede lånerenten op i skummende højder. I februar 1982 helt op på 20,82 procent. Av, skal far have, hvis far samtidig skal belåne sit hus. Jeg hørte til dem, der var ved at segne under rentebyrden.

Hvad var forklaringen på den politiske ustabilitet og de mange valg? Det spillede en vældig rolle, at Socialdemokratiet i de år mistede sin centrale placering som Danmarks næsten uomgængelige statsbærende parti. I 1971 havde Jens Otto Krag nået stauningske højder med 37,3 procent af de afgivne stemmer til Socialdemokratiet. I 1973 tabte efterfølgeren, Anker Jørgensen, sit parlamentariske flertal og måtte udskrive valg. Det sendte S ned på usle 25,6 procent af stemmerne. Først i 1979 kom Anker stærkt tilbage med 38,3 procent – for så igen at falde til 32,9 i 1981.

Året efter gik Anker af uden valg og overlod genopretningen af den økonomiske politik til Poul Schlüter. Det havde Schlüter så meget held med, at han kunne vente to gange tre år med at udskrive de næste valg, i 1984 og 1987. Så gik det til gengæld galt med NATO-politikken. Den kom i mindretal, hvad der udløste et nyvalg i 1990. Herefter skabte Schlüter varig fred om NATO ved at optage de hidtil NATO-skeptiske radikale i sin regering. Siden har De Radikale været solide NATO-støtter.

Den anden betydningsfulde forklaring på ustabiliteten i 1970’erne og ’80’erne var Mogens Glistrups Fremskridtspartiet. Han ville ikke tage ansvar for noget som helst og foretrak i virkeligheden socialdemokratiske mindretalsregeringer, fordi de efter hans vurdering bidrog til det kaos, han politisk levede af.

Mere forudberegneligt var Fremskridtspartiet i de år fra 1983-85, hvor Glistrup sad i fængsel for skattesvindel, og Pia Kjærsgaard tilkæmpede sig ledelsen af partiet.

Væk fra anarki

At Pia Kjærsgaard og hendes nærmeste sidenhen fik drejet Fremskridtspartiets efterfølgerparti – Dansk Folkeparti – væk fra anarkismen, har bidraget væsentligt til at sikre ro i dansk politik.

Et tredje bidrag til den politiske forvirring i 1970’erne var mange mindre partier, der pludselig rykkede ind i Folketinget. Ved ’jordskredsvalget’ i 1973 hele fire: Centrum-Demokraterne, Retsforbundet, Kommunistpartiet og Kristeligt Folkeparti. I 1975 genopdukkede Venstresocialisterne, der havde været ude siden 1971.

Spændende er det ved dette valg, om de fire opstillende partier uden for Folketinget – Klaus Riskjær Pedersen, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne og Rasmus Paludans Stram Kurs – får held til at komme ind. Enten vil de medføre stemmespild, eller også vil de betyde mere splid i den borgerlige lejr.

Man skal ikke tage for givet, at kortlivede danske regeringer er et tilbagelagt stadie i landets udvikling.

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Serie

Rehlings valgerindringer

Informations David Rehling har oplevet folketingsvalgkampe siden 1957: En alvorsfuld H.C. Hansen (S), en vittig konservativ Poul Møller, en magtfuldkommen Jens Otto Krag (S), en selvironisk Hilmar Baunsgaard (R), en famlende Anker Jørgensen (S), en altid optimistisk Poul Schlüter (K) og en akavet Poul Nyrup Ramussen. Om dem og valgenes håb og skuffelser fortæller David Rehling i denne serie op til folketingsvalget 5. juni

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det var dengang man fik renter, hvis man satte penge i banker og havde folkestyre, hvorfor der ikke kunne regeres uden folkets opbakning. Nutidens regeringer er meget mere autokratiske, dvs. selvkørende og bankerne er så fulde af penge, at de slet ikke behøver låne borgernes.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Måske var det en fordel med disse hyppige udskiftninger af politikerne.

I middelalderens gamle bystater som Ragusa, Venezia, Milano, Firenze, Genova, Pisa, Siena, Lucca, Cremona, Zara og lignende var det normalt, at en folkevalgt senator sad i 30 dage før næste valg. Ligesom det var normalt, at en senator kun kunne vælges en gang, og ikke kunne genvælges. Det indebar, at hvis senatoren skulle gavne sit folk, måtte han arbejde hurtigt.

Jeg mener, at hvis vi levede i 1960-ernes lidt revolutionære samfund, turde politikerne slet ikke sætte sig op mod befolkningen, som man har set det gennem de seneste 15 år.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

Er det galt at have hyppige folketingsvalg?
De sidste 4 års undertrykkende regime under blå blok har godt nok føltes lange.

Benny Larsen, Trond Meiring og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar