Læsetid: 15 min.

Vi fik et brev fra de lokale. Det handlede om, at Gram er andet end fraflytning og butiksdød

I løbet af valgkampen har Information rapporteret fra den lille sønderjyske by Gram. En gruppe borgere besluttede at fortælle københavnerjournalisterne om sammenholdet og foreningslivet i byen og hjælpe dem med at nuancere billedet af Sønderjylland
Til middag med de borgere i Gram, som ønskede at nuancere Informations beskrivelse af byen. Her Thomas Vedsted og Kristen Nedergaard Dreiøe.

Til middag med de borgere i Gram, som ønskede at nuancere Informations beskrivelse af byen. Her Thomas Vedsted og Kristen Nedergaard Dreiøe.

Peter Nygaard

1. juni 2019

Det er mandag eftermiddag. Vi har netop parkeret bilen, da vi får øje på noget, der er sat i klemme i døren ind til vores hus. Det er et kort på 16 x 8 cm med et abstrakt motiv i spraglede farver.

Vi åbner det.

»Velkommen til Gram,« indledes brevet, og det fortsætter:

»Vi har med interesse læst begyndelsen på jeres artikelserie, og vi har lyst til at hjælpe med til at nuancere billedet af Gram.«

Afsenderen på brevet er en gruppe venner på otte, som alle er tilflyttere.

De har investeret i mursten i byen, står der, og de er »glade for at bo her og være med til at bidrage til det fællesskab, der findes i Gram inden for kulturlivet, foreningslivet og mellemmenneskeligt«. Det vil de gerne fortælle om til Information.

»Kom og mød os,« afsluttes brevet.

Langt fra Christiansborg

En lille uge forinden ankommer vi til den sønderjyske by Gram i Informations lille hvide Citroën. Det er dagen, hvor Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valg til afholdelse på grundlovsdag. Vi indlogerer os i et idyllisk gult bondehus over for slottet med Gram Å i baghaven.

Ejeren af huset, 64-årige Eva Roth, som er lektor på SDU i Esbjerg, byder os velkommen. Hendes steddatter Charlotte Roth er også til stede, og det samme er familiens gode ven, den pensionerede læge Åge Vedsted, som straks går i gang med at fortælle engageret om byen.

Vi er kommet til Gram med det formål at dække valgkampen fra et andet sted i Danmark, end vi plejer. Langt væk fra Christiansborg og tæt på danskerne, som de er flest.

Vi har valgt den lille by med omkring 3.500 indbyggere, fordi den er et godt sted at zoome ind på for at forstå nogle af de forskydninger, der har været i dansk politik de senere år.

For fire år siden vandt DF en stor sejr i Sønderjylland og farvede regionen gul. Ved dette valg ser det ud til, at Socialdemokratiet og Venstre lykkes med at vinde en stor del af de utilfredse vælgere tilbage fra DF.

Vi vil være der, hvor kampen udspiller sig, og vi har forberedt vores artikelserie fra Gram i månedsvis.

Den første artikel, vi bringer fra vores nye redaktion, er et stort portræt af Gram.

Den lander på forsiden af Information to dage inde i valgkampen. Her beskriver vi blandt andet, hvordan byen har været igennem samme udvikling som mange andre småbyer i Danmark: Der bliver færre unge, arbejdspladser og butikker forsvinder, og det er i høj grad de ældre, som bliver tilbage.

En grundregel i journalistik er, at man aldrig selv må blive til historien. Men efter vi har skrevet vores første artikel, er det lige netop, hvad der sker for os. 

En blandet modtagelse

Information har fået lov til at bruge et af de ældste huse i Gram som redaktionslokale. Baron Wedels Hus hedder det, og det fungerer som byens lokalhistoriske arkiv.

På dagen, hvor vores første artikel er i avisen, kommer P4 Syd forbi om formiddagen for at interviewe os om, hvorfor vi har valgt at tage til Gram. Lidt efter dukker et par lokale op, som er frivillige i arkivet. De roser artiklen. Også præsten, Johannes Gjesing, slår et smut forbi.

»Så er man ligefrem blevet byens uofficielle borgmester,« siger han – med reference til, at vi i artiklen skriver, at han på en måde er blevet den borgmester, byen ikke har haft siden kommunalreformen.

Umiddelbart efter kommer en journalist fra JydskeVestkysten for at interviewe os.

Om aftenen tager vi til rafleaften på Caféen, det lokale værtshus i Gram. Rundt om baren sidder syv personer i færd med at »rafle syvere«. Blandt bargæsterne har Informations første artikel været samtaleemnet i løbet af dagen. Bjørn Wiborg, der fleksjobber på stedet, er nemlig med i den.

Artiklen har mest af alt givet anledning til en del drillerier over bardisken, fordi vi er kommet til at skrive, at Bjørn Wiborg er 55 år gammel – og ikke 52 år. Fra nu af vil han blive kaldt »gamle« af stedets stamkunder, fortæller de og begynder at skraldgrine.

Senere kommer præsten ind i Caféen og giver Bjørn Wiborg hånden:

»Vi ser sgu da meget godt ud i avisen i dag, hva’?« siger han.

Et brev på døren

Da vi mandag den 13. maj kommer tilbage fra weekend i København og ser brevet i døren, opdager vi, at en af underskriverne er Charlotte Roth – steddatteren til Eva Roth, hvis hus vi bor i, og som vi mødte ved ankomsten.

Vi taler med hende samme aften, da hun kommer forbi med en kogeplade. Komfuret er løbet tør for gas, mens vi var i gang med at stege frikadeller. Vi siger tak for brevet og aftaler at tales ved.

Den følgende dag fortæller Eva Roth, at hun har talt med folk, som ikke er glade for Informations første artikel om Gram.

»Når folk bliver sure over jeres artikel, så siger de jo til mig, at jeg skal gå ned og sige noget til jer. Som om jeg kan bestemme over jer, bare fordi I bor i mit hus,« siger hun og ryster leende på hovedet.

Da hun er gået, taler vi om, hvorvidt vi har tegnet et skræmmebillede af byen. Det synes vi ikke. Blandt andet har vi beskrevet, hvordan slottet er blevet til et af landets største landbrug og et kulturelt centrum i området, og hvordan Johannes Gjesing har været med til at puste nyt liv i byen, siden han kom til i 2007.

Senere samme dag kommer Eva Roth sammen med den pensionerede læge Aage Vedsted ned til vores redaktionslokale i Baron Wedels Hus til en sludder.

De mener sådan set, at vores artikel er retvisende – men den har ramt mange af byens borgere som en kold klud i ansigtet.

»Du smider alle de negative konsekvenser af den udvikling, som vi har set, op i hovedet på os,« siger Eva Roth.

»Hvis du tager et udtræk af de sociodemografiske faktorer for det her område, så er det, hvad du ser. Men det er ikke sådan, vi oplever os selv eller vores liv. Så du rammer et ømt punkt. Fordi de her ting har vi ikke kunnet gøre noget ved. Vi har ikke haft muligheden for at dæmme op for den centralisering og de flyttemønstre, der har været,« siger Eva Roth.

Var det en urimelig fremstilling i vores artikel?

»Nej, det var desværre alt for tæt på sandheden,« siger lægen Aage Vedsted med et suk.

»Det var ligesom at se derouten komprimeret til et par sider. Du får 30 års udvikling serveret lige sådan bang,« siger han.

De to gør klar til at rejse sig. De skal til grænsen for at købe ind. Men vi bliver inviteret på sjusser hos Aage Vedsted klokken fem samme dag.

Humøret er højt på Cafeen, som er et af Grams værtshuse. Her fleksjobber Bjørn Wiborg (i midten) som bogholder og bartender. Han trådte første gang ind ad døren for 22 år siden, da han skulle fejre, at han var blevet far.

Peter Nygaard Christensen

Sjus med lægen

Villakvarteret ligger på en bakke, der kaldes Kirkebjerg. Det var den, man plejede at gå over for at komme i kirke. Nu ligger husene på lige parceller med velholdte haver og pæne biler i garagerne. Aage Vedsteds røde murstenshus er i ét plan. Han tager imod i lyserøde bukser og cremefarvet pullover.

Eva Roth er i en grøn sweater og en cremefarvet kort frakke. Aages søn, Thomas Vedsted, som er medunderskriver på brevet, er der også. De har dækket fint op i haven med stribede duge på havebordene. Der er glas med stilk, Aperol, prosecco, gin, tonic, appelsinskiver, citronskiver, limeskiver og isterninger i en glasskål på et lille serveringsbord.

Aage Vedsted serverer også salte cashews, dadler i svøb i et fad, crostinier med blå ost og noget karamelagtigt bagværk med nødder. Inde fra huset lyder blød klavermusik.

Eva Roth siger, at det er, som om mange tror, at folk fra byer som Gram ikke har nogen kultur.

»Men jo, det kan jeg love dig for, at vi har. Når vi tager til København, så ser vi stort set alle de udstillinger, der er. Og vi skal nok læse kultursiderne i Politiken. For vi er nødt til at holde os opdateret, når vi nu bor, hvor vi bor,« siger hun.

Da anden drink er drukket, og efter vi har fået en rundvisning i den pensionerede læges hus, tager vi afsked. De vinker farvel til os fra terrassen. Aage Vedsted løfter hånden og tænder en cerut.

Middagen begynder

Underskriverne af brevet, som ligger derhjemme på vores stuebord, er Eva Roth og Aage Vedsteds børns generation. De kan ikke identificere sig med det negative billede, de synes, vi har tegnet af byen.

Da vi er kommet hjem fra Aage Vedsteds selskab, aftaler vi at ringe til det nummer, som står på brevet.

Sanne Jelsberg tager telefonen.

»Vi er tilflyttere og rimelig glade for at bo her. Vi er megaaktive og højtuddannede. Vores by er bare en blanding af alt muligt,« siger hun.

Vi siger, at vi gerne vil høre mere og aftaler at spise middag med dem.

Sanne Jelsberg er friskolelærer på en friskole i nærheden, og hendes mand, Mads Skuldbøl Nielsen, arbejder med it i nabokommunen. De er værter under den aftalte middag og tager imod os i deres hus på Slotsvej.

Thomas Vedsted, Aages søn, der er valgt ind i byrådet for Liberal Alliance, og hans kone, Linda Rothman, er også ankommet. De to har sammen et firma, hvor de blandt andet designer skilte. Lidt efter dukker Charlotte Roth, Eva Roths steddatter, op. Hendes mand er i København for at se premieren på den nye film om Elton John. 

Der dufter af lasagne fra ovnen. På køkkenøen står en tomatsalat og en med grønkål og hasselnødder, og ved siden af er tre gode flasker rødvin klar til at blive åbnet.

Parret Marie Aagaard Larsen og Kristen Nedergaard Dreiøe banker på døren og kommer ind sammen med deres søn, Vitus. Han har en pizzabakke i hånden og en cola under armen. Han skal ikke være med til voksenfesten og sætter sig ind i stuen for at se fjernsyn.

Den sidst ankomne familie bruger al sin fritid med metaldetektorer og roder rundt i den sønderjyske muld efter danefæ. Det var dem, der ikke langt fra Gram fandt Fæstedskatten for et år siden – den største guldskat, der er dukket op i Danmark siden Guldhornene. Den står nu udstillet på Nationalmuseet.

»Vi kan bidrage til lokalsamfundet ved at vise, at det her sted engang var en stor højborg og et centrum for velstand og kultur,« siger Kristen Nedergaard Dreiøe.

Hans kone, Marie Aagaard Larsen, flyttede som 27-årig tilbage til Sønderjylland, hvor hun er vokset op, efter at have studeret psykologi i København. I Gram kunne hun få en stor 20’er-villa for 550.000 kroner. Hun slog til.

»Nu havde jeg pludselig gæsteværelse, yogaværelse, stue og et børneværelse, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle bruge til,« siger hun.

Men det var ikke nemt at finde sig en kæreste i Gram.

»Jeg så til min store skræk, at hvis nogle mænd skulle ad den sidste vej i rundkørslen, så kørte de venstre om, fordi det var hurtigere. Det blev for mig et klaustrofobisk billede på, at det aldrig ville komme til at gå med mig og en mand herfra.«

Men så kom hendes venindes stedmor, Eva Roth, i tanke om en kollega – en institutleder på Syddansk Universitet i Esbjerg, som var single. Det var den 16 år ældre Kristen Nedergaard Dreiøe.

Eva Roth løj ham lidt yngre og arrangerede en middag. Han havde fine lærredsbukser på og en søn i Italien, og der gik ikke lang tid, før han blev overtalt til at flytte til Gram for at forfølge kærligheden.

»Og han kørte den rigtige vej i rundkørslen,« siger Marie Aagaard Larsen om sin mand, der i dag arbejder i shippingbranchen.

Der er dækket op i det store køkken-alrum med hvide tallerkner og vinglas. I en vase midt på bordet står friskt plukkede blomster fra haven, og det hele er lyst op af Kuglelampen fra PH.

Vi sætter os til bords, uden at nogle af os har nævnt det brev, som selskabet afleverede til Information en uge forinden.

Til middag med de bekymrede borgere i Gram. På billedet er det Thomas Vedsted, Kristen Nedergaard Dreiøe, Marie Aagaard Larsen og Vitus

Peter Nygaard

Hul på boblen

Thomas Vedsted skænker vin op og fortæller, at vennerne oprindeligt havde en klub bare for mændene, hvor de mødtes og lavede italiensk mad og drak god rødvin. En dag kom de til at invitere deres koner med, og det var så hyggeligt, at de begyndte at mødes alle sammen. Nu kalder de sig for Gin-klubben.

Det er først et godt stykke inde i lasagnen, at vi kommer ind på Informations valgdækning fra Gram.

»Jeg kunne godt tænke mig at høre,« begynder Kristen Nedergaard Dreiøe fra den ene ende af bordet, »hvad folk har sagt om jeres tilstedeværelse i byen«.

Vi fortæller, at vi har fået en blandet modtagelse, men at den primært har været positiv. Så forklarer han, hvordan han oplevede Informations første artikel.

»Det trigger mig, når der kommer sådan nogle københavnerjournalister fra Sankt Hans Torv, og så får de lige skrevet den her historie om det gule folk fra Gram, og så tager de hjem igen og har det hyggeligt hjemme i København,« fortæller han.

Da Information valgte at flytte til lige netop Sønderjylland, var det blandt andet, fordi DF vandt en overbevisende sejr ved folketingsvalget for fire år siden. Men middagsselskabet er trætte af at blive associeret med DF, bare fordi de bor i et område, hvor mange har stemt på partiet.

Mads Skuldbøl Nielsen siger, at han var bange for, at vi ville vinkle på »det gule Danmark« i alle vores artikler.

»Så kunne man godt komme til at sidde tilbage med en træls fornemmelse,« siger han.

Selv om de rundt om bordet er politisk uenige – og stemmer på så forskellige partier som De Radikale, SF og Liberal Alliance – stemte ingen af dem på DF for fire år siden.

I den anden ende af middagsselskabet fortæller Sanne Jelsmand, at hun læste artiklen og straks efter ringede til Marie Aagaard Larsen for at høre, hvad de skulle gøre.

»Det ulmede inde i mig, og jeg tænkte bare, at det er ikke rigtigt det der. Jeg synes faktisk, at der sker rigtig mange gode ting her i byen,« siger hun.

På det tidspunkt havde Marie Aagaard Larsen også hørt om artiklen. Hun var til koncert på Fyn, da en overlæge, hun kendte, kom hen til hende og sagde:

»Jeg har da lige læst Information, var det ikke Gram, I boede i?«

»Det var ikke sjovt. Så var det pludselig lige meget, at vi har fået et flot slot, og at der er sket mange gode ting i byen. Det er så let at ødelægge et brand, at klippe det over. Og det tager så lang tid at bygge op.«

Hun fortæller, at Sanne Jelsing kom ned til hende »lettere panisk« og sagde:

»Tænk, hvis de ikke møder os!«

De brugte lang tid på at skrive de få linjer, der står på kortet. Vendte hvert et ord, som var det »et vigtigt kærestebrev«. Det tog dem også en rum tid at rode i Marie Aagaard Larsens skuffe for at finde det helt rigtige kort, de kunne skrive teksten på.

Sanne listede herefter lige så stille ned og klistrede det på vores dør. Da de ikke havde hørt fra os efter et par dage, tænkte hun, at det nok var blæst væk.

Med Grams frivillige brandkorps på øvelse. Der er meget i byen, som fungerer, fordi folk vil deres lokalsamfund.

Peter Nygaard

En afrikansk landsby

Men nu sidder vi her. Flere omkring bordet er engagerede i den frivillige forening Vision Gram, som arbejder med byudvikling. Kristen Nedergaard Dreiøe mener ikke nødvendigvis, at det er interessant, når vi i den første artikel beskrev, hvordan unge flytter væk fra Gram.

»Det er en kamp, vi har tabt for længe siden. Det, der er interessant for Gram, er at skabe et miljø, som gør det attraktivt for folk at flytte tilbage igen. Ligesom Marie og jeg har gjort.«

Mads Skuldbøl Nielsen oplever, at byen er ved at udvikle sig i den rigtige retning – og forhåbentlig kan det trække flere til.

»Vi har lagt mærke til, at husene faktisk begynder at blive solgt igen. Der var nogle år, hvor det stod meget stille. Så tingene går i den rigtige retning,« siger han.

Thomas Vedsted, Aage Vedsteds søn, har i sit voksenliv blandt andet boet i England og i København, men er som den eneste i selskabet vokset op i Gram. Han har dermed set byen, som ingen af de andre har set den – med et sprudlende butiksliv, et rådhus og et sygehus.

»Jeg er kommet videre, end at vi kun skal tale byen op. Det får vi ikke en bedre skole af eller gang i hussalget. Vi er nødt til at have noget hjælp,« siger han.

Charlotte Roth anerkender også, at der er problemer og mange borgere, der har brug for ekstra støtte. Derfor har hun valgt at gøre noget for dem og er blevet formand for Røde Kors i byen. 

»Jeg har også boet i København og Nordsjælland, men der er ikke den samme varme. Nu er vi sammen her, vi hører sammen, og vi hjælper hinanden,« siger hun.

Thomas Vedsted husker os på, at Gram først og fremmest er et civilsamfund. Her er de vant til at klare tingene selv, fordi de ikke får så megen hjælp udefra. Som for eksempel da en borger forleden ringede til ham for at sige, at der voksede halvanden meter høje rapsplanter langs hovedstrøget. Det er en statsvej og dermed statens ansvar at vedligeholde den. Men det havde staten vist glemt.

»Så ringer jeg over til min næstformand i handelsstandsforeningen og siger, om vi ikke skal spørge den lokale gartner, om han kan klare den. Vi gider ikke at vente tre måneder, indtil staten har besluttet sig for, at det er en god idé at komme og rydde op på den vej.«

Dagen efter var det fikset.

Lokalt engagement

»Jeg synes, at det er utrolig fedt, at I har valgt at blive i byen. Det er godt, at vi kan sidde her i aften og tale om det hele,« siger Kristen Nedergaard Dreiøe.

Efter lasagnen er blevet spist, og frugtfadet sendt rundt, tager vi afsked med vores nye bekendtskaber i Gram. Vi går ud på Slotsvej og spadserer hjemad mod det gule hus. På vejen kan vi se ud over slottet, kroen med efeu voksende op ad gavlen og den spejlblanke slotssø. 

Mens vi går, diskuterer vi vores indtryk af Gram efter at have boet her i snart en måned. Da vi skrev vores første artikel, kendte vi stort set ikke byen.

Vi trak i høj grad på statistikker og data. Der var ikke noget i artiklen, som var forkert. Alligevel oplevede nogle borgere den som overfladisk.

Det er heller ikke alt, som kan læses i tal.

Rigtig meget fungerer kun, fordi folk vil deres lokalsamfund. Der er utallige foreninger – lige fra klubben for enlige mænd til Gram Blæseorkester, mandekoret og bokseklubben. For ikke at nævne det nye fritidscenter, som er bygget af frivillige.

I løbet af årene er flere folkeskoler i nærområdet lukket, men genopstået som friskoler, fordi forældrene har nægtet at acceptere kommunens beslutning.

Der er en folkeskole, hvor lærerne gør en stor indsats. En pensioneret lærer arbejder frivilligt for at hjælpe sin gamle kollega ved at være skoleven på Gram Skole. Brandværnet er frivilligt. Der er en efterskole, som tager et socialt ansvar.

Gerda på sundhedscentret gør en stor indsats for enlige ældre og sundheden i området – helt uden kommunale tilskud. Der er en energisk præst, som ikke bare er præst, men engagerer sig på alle ledder og kanter i lokalsamfundet. Og så er der ikke mindst slottet, som har placeret byen på danmarkskortet.

Trods de fine tiltag kan man ikke lukke øjnene for, hvad tallene viser om byens udvikling. Der er meget, som er gået den gale vej i Gram. Men som vores værter allerede antydede i det brev, vi fandt i døren til vores hus: Når man skal beskrive et sted som Gram, er det godt nok vigtigt at få nuancerne med.

Serie

Gram går til valg

Sønderjylland bliver kaldt udkant, men landsdelen er også blevet et nyt centrum i dansk politik.

Det er her, nogle af de mest utilfredse vælgere bor. Det er her, de største partier kappes om at tiltrække de samme stemmer. Og det var her, Dansk Folkeparti tog fusen på alle i 2015 ved at blive det største parti i stort set hele landsdelen.

Spørgsmålet er, om DF kan gentage succesen, om Venstre kan vinde noget af det tabte tilbage, og om oppositionen kan få skrabet nok stemmer sammen til at vippe regeringen af pinden.

Sønderjylland rummer svar på det hele. Information har derfor rykket en del af redaktionen til det gamle Baron Wedels hus i byen Gram for at dække valgkampen fra det nye centrum i dansk politik.

Seneste artikler

  • »Jeg er frisk på noget god, gammeldags Robin Hood-politik«

    29. juni 2019
    Indbyggerne i Gram, som Information talte med under valget, har forskellige holdninger til den nye regering og de hensigter, den har lagt frem. Til gengæld er flere af dem enige om én ting: Det ser ud til at blive dyrt
  • DF’s fald i Sønderjylland: »Danmark er ikke længere gult, men stadig delt«

    7. juni 2019
    ​​​​​​​Det lykkedes Venstre at generobre tabt terræn i kernelandet Sønderjylland, efter Dansk Folkeparti for fire år siden farvede regionen gul. DF går massivt tilbage, mens Socialdemokratiet, Venstre og de nye højrefløjspartier går frem. Det gælder også i den lille sønderjyske by Gram, hvorfra Information de sidste fire uger har dækket valgkampen
  • Vælgerne i Gram: Det vigtigste er klimaet. »Det er et emne, som påvirker os ALLE«

    5. juni 2019
    Den seneste måned har Information dækket valgkampen fra den lille sønderjyske by Gram. Nu er valgdagen endelig kommet. Vi har talt med ni af de borgere, vi har mødt i løbet af valgkampen. De opfordrer politikerne til at være ærlige om deres politik og holde, hvad de lover. Og så fylder både klima, udlændinge, daginstitutioner og skoler en del – også i Gram
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Borgvardt
  • Kim Folke Knudsen
  • David Zennaro
  • Erik Fuglsang
  • Thomas Tanghus
  • Torben Ethelfeld
  • Eva Schwanenflügel
Marianne Borgvardt, Kim Folke Knudsen, David Zennaro, Erik Fuglsang, Thomas Tanghus, Torben Ethelfeld og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mary Stewart

Endnu en loyal og velskrevet artikel om vores lille by Gram. Hæfter mig særligt ved, at vi ikke alle bliver stemplet som gule "hillbilly'es". Artikelserien er faktisk uhyggelig retvisende og faktuel. Og så kan det da godt være glansbilledet af en by i provinsen bliver lidt ridset, til stor irritation for en slotsejer der ikke er konge i byen. Tak Information

Kim Folke Knudsen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, David Zennaro, Erik Fuglsang, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og John Liebach anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Information på 'kanten' i Gram begynder at ligne et sted man gerne ville bo.
Spændende med Danefæ, var ikke klar over, at der på egnen er så rige muligheder for fantastiske fund :-)

Kim Folke Knudsen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese, David Zennaro, Erik Fuglsang og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Torben Ethelfeld

Historien flugter meget godt med mine egne oplevelser i det Sydfynske; nemlig det er tilflytterne, eller skal vi kalde dem indvandrerne, der skaber liv i lokalsamfundene.

Karsten Lundsby, Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Så kommer de journalister fra Skt. Hans torv og skriver om de lokale borgere. Akademikerne og den lokale handelsstandsforening går i panik og siger til sig selv og hinanden: »Tænk, hvis de ikke møder os!« De RIGTIGE mennesker i Korsbæk!

Christel Gruner-Olesen og Henrik Rasmussen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Ord har det med at stemple: Det Gule Danmark hedder det sig i den offentlige debat om Sydjylland.

Men hører den slags udtalelser egentlig hjemme, for er vi når alt kommer til alt ikke ligeså forskellige indbyrdes i Gram som på Østerbrogade i Københavnstrup.

Jeg kan ikke fordrage udtrykket Udkantsdanmark. Der er en nation vores nation og det er Danmark lige fra Gedser til Skagen og fra Bornholm til Blåvandshuk, Færøerne og Grønland inklusive.

Det der står tilbage er en mangfoldighed og en lokalpatriotisme, som jeg synes er rigtig vigtig for at få et samfund til at blive levende - godt gået. Det vi andre måske skulle tænke mere over er, hvad kan gøres for at bringe dele af de offentlige funktioner tilbage til lokalsamfundene.

Er det bedre internet så flere kan arbejde hjemme og virksomheder slå sig ned i attraktive omgivelser udenfor storbyen ?

Er det at forøge tilskuddet til Privatskoler, så det frie og lokale initiativ kan stifte en ny skole, der hvor Folkeskolen før lå ?

Sundhedshusene: Vi må have en bedre lægedækning i hele landet. Lægen skal ikke kun opholde sig i de store bysamfund, men det skal gøres mere attraktivt at etablere lægepraksis eventuelt lægefællesskab og sundhedshus ude i de mindre samfund.

Der skal følges nøje op på ambulancernes responstider. Der hvor afstandene er for lange må der indsættes ekstra nærambulancer eller ambulancehelikopter. Borgerne skal ikke føle, at de betaler det samme til Sygehusene men modtager halv service, fordi de bor langt væk fra et sygehus.

Den kollektive trafik. Et utal af mindre stationer er blevet nedlagt siden år 1970. Hvorfor ikke genåbne en del af de tidligere stationer for lokaltrafik, så det bliver nemmere at komme til Kolding eller Sønderborg eller en tredje by uden at være afhængig af en bil.

Kan de mange nedlagte buslinier genetableres med billigere transportformer, så beboerne ikke føler sig tvunget til at flytte væk, hvis de ikke har råd til en bil eller to biler ?

Uddannelse. Vi skal se på om vores uddannelsesinstitutioner i højere grad kan decentraliseres og spredes ud over hele Danmark.

For en person som mig med blå standpunkter. Hvad kan yderligere gøres for at fremme privat iværksætteri og små virksomheder ude i lokalsamfundene. De mindre virksomheder er stadigvæk drivkræften i store dele af Danmarks produktion. De sikrer beskæftigelse og indtægter imodsætning til de store multinationale firmaer, som har en hel hær af konsulenter til at undslå sig for skattebetaling.

Tak for de mange lyslevende og spændende indlæg fra Gram.

VH
KFK