Analyse
Læsetid: 5 min.

Folkebevægelsen mod EU faldt ud, fordi det rene nej nu savner grobund

Enhedslistens selvstændige opstilling til Europa-Parlamentet bidrog til farvel til Folkebevægelsen mod EU. Men forskydningen af EU-debatten fra sort-hvidt ja eller nej fratog Folkebevægelsen dens platform
Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari ankommer til valgfesten efter søndagens valg, hvor Folkebevægelsen for første gang i Europa-Parlamentets historie nu ikke længere har plads.

Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari ankommer til valgfesten efter søndagens valg, hvor Folkebevægelsen for første gang i Europa-Parlamentets historie nu ikke længere har plads.

Nikolai Linares

Indland
28. maj 2019

Folkebevægelsen mod EU gled søndag ned på 3,7 procent af de afgivne stemmer ved parlamentsvalget og mistede sit tilbageværende mandat, beklædt af Rina Ronja Kari. Ene af alle valgets spidskandidater argumenterede hun for dansk udtræden af EU.

Folkebevægelsens skæbne er et stykke bred samtidshistorie. Den er udsprunget af en tværpolitisk nejkampagne op til 1972-afstemningen om dansk indtræden i det, der den gang hed Fællesmarkedet.

Da valg til Europa-Parlamentet begyndte i 1979, opstillede Folkebevægelsen kandidater. Ved det første valg trak Folkebevægelsens kontante nej til EU fire mandater, herunder til navne som Else Hammerich, Sven Skovmand og Jens-Peter Bonde. De fire mandater beholdt Folkebevægelsen ved valgene i 1984 og 1989.

En splittelse betød, at tre af de valgte i 1992 gik over til JuniBevægelsen, nemlig Jens-Peter Bonde, Ulla Sandbæk og Birgit Bjørnvig. I 1994 røg Folkebevægelsen ned på to, Ole Krarup og Lis Jensen, og fra 1999 kun én, først Krarup, så Søren Søndergaard og nu senest Rina Ronja Kari.

Med tabet af det sidste mandat gik en spådom i opfyldelse. Nemlig den forudsigelse, der har været gjort blandt nogle af deltagerne i Enhedslistens indre overvejelser om en selvstændig opstilling som parti ved parlamentsvalget.

Forudsigelsen gik på, at der ikke ville være mandater til både Folkebevægelsen og Enhedslisten, hvis begge stillede op. Dette argument har forud for tidligere parlamentsvalg fået Enhedslisten til at afstå fra at bringe sig på EU-stemmesedlen og i stedet anbefale et kryds på Folkebevægelsen.

Folkebevægelsens bedste argument har ved alle tidligere EU-valg været nejet. Men denne gang, i et EU-valg der for første gang i de danske EU-valgs tid kom til at fokusere på, hvad EU kan bruges til, var der ikke længere grobund for det rene nej

Set med Enhedslisten-briller har Folkebevægelsens charme været, at den kunne appellere bredt i det danske vælgerkorps. De vælgere, der vil have Danmark ud af EU, var ikke henvist til at stemme på højrefløjens nejsigere. Argumentet har kun sin styrke så længe, at Enhedslisten er klippefast samlet om at afvise EU og al dets væsen. I den udstrækning, Enhedslisten selv begynder at kunne se muligheder for at føre politik i EU, bortfalder begrundelsen for at støtte det rene nejsigeri.

Plads til begge

Enhedslisten valgte i år at følge de medlemmer, der har ment, at der med ét valgforbund ville være grundlag for både Folkebevægelsen og Enhedslisten. Men det var der ikke.

Folkebevægelsens bedste argument har ved alle tidligere EU-valg været nejet. Men denne gang, i et EU-valg der for første gang i de danske EU-valgs tid kom til at fokusere på, hvad EU kan bruges til, var der ikke længere grobund for det rene nej.

Det afspejler en udvikling over de seneste fem årtier. I diskussionen om Danmark skulle gå med i det europæiske samarbejde, var jasigerne mestendels – men ikke udelukkende – at finde fra midt i Socialdemokratiet og ud mod højre. Nejsigerne var mestendels – men ikke udelukkende – på venstrefløjen.

Grupperingen havde sammenhæng med, at Fællesmarkedet af sine tilhængere blev præsenteret som et kommercielt projekt: et indre frihandelsområde med gunstige afsætningsmuligheder for dansk landbrug og industri. Modstanderne var præget af antikapitalistisk tankegang og frygt for, at samarbejdet skulle blive rammen om et nyt tysk forsøg på at sætte sig på hele Europa.

Tyskerfrygten har fortaget sig siden. Og EU-samarbejdet har vist sig at handle om andet end flæsk og maskiner. EU er – ikke mindst takket være Eurpopa-Parlamentet – blevet en kraft i kamp for demokrati, social lighed og humanistiske idealer og imod miljønedbrydning, klimaforstyrrelse og skatteunddragelse.

Højrefløj står af

EU’s engagement for de bløde værdier har fået mange tidligere tilhængere på højrefløjen til at stå af og blive fjendtlige. Tænk f.eks. på Dansk Folkepartis ledende kreds eller på Det Konservative Parti i Storbritannien.

Til gengæld er venstrefløjen rykket over mod EU-sympati. Det har navnlig været markant i Nordvesteuropa. I Sydeuropa har mange på venstrefløjen fra begyndelsen været EU-tilhængere – af frygt for, hvad deres egne landes højrefløj utæmmet kunne finde på.

I et sådant ændret politisk landskab var der ikke længere en bærekraftig biotop for Folkebevægelsen. Ikke dermed sagt, at det nu er slut med dansk EU-modstand

Det store skift i den danske orientering mod EU kom i 1992 efter afstemningen om Maastricht-traktaten. SF havde været førende kraft bag nejet. SF’s ledelse – anført af formand Holger K. Nielsen – bestemte sig til at tage sine egne saglige indvendinger alvorligt og udtænke nogle danske forbehold, der tilgodeså indvendingerne. Det førte til ’det nationale kompromis’ mellem partierne SF, S, R, V, K, Centrum-Demokraterne og Kristendemokraterne.

Med forbeholdene var skabt forudsætningen for, at der i 1993 blev afstemningsflertal for Maastrichttraktaten. I samtiden blev forbeholdene hyldet som en genistreg, der tilmed nærmest ikke begrænsede dansk deltagelse i EU. Og de blev afgørende for, at SF svingede over til en nærmest uforbeholden deltager i det europæiske samarbejde.

Forbeholdene udløste i 1992 også den ovenfor nævnte krise i Folkebevægelsen, hvor tre af fire parlamentsmedlemmer brød ud og stiftede JuniBevægelsen, der modsatte sig en tættere EU-union, men ikke længere afviste hele samarbejdet.

JuniBevægelsen var et knæk for Folkebevægelsen, men opløste sig selv i 2009 efter at være røget ud af parlamentet.

Fløjen tvunget

Langsigtet afgørende for Folkebevægelsen blev SF’s sving efter Maastricht. Det har tvunget hele den danske venstrefløj til at argumentere for, hvorfor EU ikke kan bruges til noget fornuftigt. Senest har det givet Enhedslisten vanskeligheder ved at placere sig velbegrundet mellem modstand og reformisme.

I et sådant ændret politisk landskab var der ikke længere en bærekraftig biotop for Folkebevægelsen.

Ikke dermed sagt, at det nu er slut med dansk EU-modstand. På Folkebevægelsens hjemmeside hed det i går om valgresultatet, at det er »sådan et slag, hvor man skal give sig selv tid til at komme sig.«

Teksten fortsætter:

»Men vi vender stærkt tilbage på andre måder for at give EU modstand.«

Ingen kan i dag vide sikkert, hvordan EU vil udvikle sig. Skulle højrekræfternes opdrift føre til, at de i en nærmere eller fjernere fremtid sætter sig på EU og gør Unionen til deres indfaldsport mod det politiske liv i de enkelte medlemslande, vil der være et helt nyt grundlag for, at grupper og nationer siger kategorisk fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Wind-Willassen

3,7% - det er der vist ikke meget FOLKE- bevægelse over.
Ikke mange vil savne dem.
EU snakken er ved at være voksen - i Danmark og i Information.
Tak for det.

Rolf Andersen, Søren Knudsen, Herdis Weins, Thomas Andersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Nej

Et 'nej' kan forene mange mange mennesker, der i øvrigt er fuldkommen uenige. Sådan har det desværre været i den danske EU-debat i snart et halvt århundrede. Intet er nemmere end at sige 'nej'‚ det forpligter nemlig ikke. Man er ikke nødt til selv at fremkomme med alternative forslag, men kan nøjes med at afvise dem, der ligger på bordet. Finansielle spekulanter såvel som utopiske socialister, højreorienterede nationalister såvel som basisdemokratiske socialister, egoister såvel som idealister - alle kan de finde en grund til at sige nej uden at være enige om hvorfor. Det stærkeste ord i verden er Nej, som det hed i 1972.

Det er en asocial logik. For den forpligter ikke. Noget, der kunne være en seriøs, kritisk og ansvarlig opposition, bliver en rodekasse for brokhoveder, der kun kan enes om at sige 'nej'.

Derfor er det en velsignelse, at Folkebevægelsen mod EU nu har mistet sit enlige mandat, og at det er gået til Enhedslisten, der har forladt sin golde ud-af-EU politik til fordel for en politisk ambition om at dreje EU i en rød-grøn retning.

Nu er det blevet muligt for EU-socialister at stemme på Enhedslisten.

Jan Fritsbøger, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Jens Kofoed, lars helde, Rolf Andersen, Marie Jensen, Søren Knudsen, Lars Koch, Herdis Weins, Thomas Andersen, Marianne Stockmarr og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar

Havde vi i sin tid erkendt klimakonsekvenserne af det indre marked, så burde alle vores politiske ledere - med den mest ambitiøse klimapolitik, have advokeret for et NEJ......

Og Folkebevægelsen ville have været obsolete dengang

Men det gjorde de som bekendt ikke....

Steen K Petersen, Arne Albatros Olsen, Trond Meiring og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar
Lasse Schmidt

@Mihail Larsen

"en rodekasse for brokhoveder", OG en kandidat ved navn Lave Broch. Det er næsten helt poetisk.

Niels Duus Nielsen, Thomas Tanghus og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

I nogle tilfælde kan et nej vel være nødvendigt. Hvornår er spørgsmålet.

Hvis det ligefrem kræver en ændring i Rom-traktaten som vel, sådan har jeg forstået det, nærmest er en slags grundlov for EU-landenes ”samarbejde”, kunne et nej vel være på sin plads. Læg mærke til gåseøjnene om samarbejde, for der er slet ikke tale om samarbejde, et af hovedproblemerne i EU. Der er tale om en samling nationalstater der konkurrerer indbyrdes. Landene må ikke hindre den fri konkurrence mellem varer, senere udvidet til også at omfatte arbejdskraft – den fri bevægelighed af arbejdskraft og kapital. For nogle er dette måske fint, for andre indebærer det store afsavn, og som eksisterende levede liv, lige nu og her, der både psykisk og helbredsmærssigt er totalt urimelige og uakseptable. Et nej det perspektiv forekommer da ganske rimeligt. Det drejer sig jo ikke om at nedlægge EU, bare for at nedlægge det. Der er da grunde nok.

EU bevæger sig i sneglefart og for mange bevæger det sig mod det værre- eller har gjort det for længe til at kunne virke overbevisende som retningsgivende for en lysere fremtid, desværre. Stram økonomisk politik for underklassen og den almindelige befolkning, et liv i sus og dus for overklassen for kort at opsummere. Flere lande som opererer som skattely hvor igennem evt økonomiske overskud kan skaffes af vejen. Korruption og magtmisbrug.

Hvor mange lovforslag har kommissionen fremsat på det sociale område. Jeg spørger for jeg aner det ikke. Måske ingen, 10, 100? Ikke noget nævneværdigt lader det til. Vil pressen venligst informere herom?

Landene konkurrerer med hinanden i stedet for at samarbejde. Et eksempel med reference til konkurrence og eksternaliteten miljø.
Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg skal betale dobbelt så meget for et glas dansk honning når danske bier er for vores livsgrundlag. Sandsynligvis fordi vi ikke må støtte den danskproducerede honning. Eksemplet kan overføres på alle de andre tåbelige forhold som ikke tjener mennesket noget formål – men tvært om ødelægger livsbetingelserne - men som finder sted og kan begrundes i den fri konkurrences hellige navn. Tåbeligt

Hvis rigtig mange sagde nej ville man måske blive tvunget til at samarbejde. En gang imellem skal der en forskrækkelse til for at vågne op. En mulighed.

Klimaet et eksempel herpå - flere er nu ved at blive bange .Nu har man stemt klimakrisen ind men med meget forskellige opfattelser af hvad der er nødvendigt. Jeg håber dette vil blive fulgt op af en vågen presse.

Måske det også drejer sig om troen på hvorvidt de rammer der er sat gør det muligt at ændre noget fundamentalt. For en fundamental ændring er nødvendig, men denne gang måske – måske – kan klimakrisen blive vendepunktet. Og måske det har spillet ind på svækkelsen af folkebevægelsen at der synes at være en sprække i panseret. Hvem ved.

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Trond Meiring og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Pia Nielsen

Du spørger: "Hvor mange lovforslag har kommissionen fremsat på det sociale område?"

Jeg kender heller ikke svaret; men det er nok tæt på 0 - lidt afhængig af definition og afgrænsning af begrebet. EU er som bekendt ikke en social Union - Heaven forbid.
Det er de fleste landes politikere enige om; herunder de danske politikere.

Og så måske alligevel ?
Den europæiske søjle for sociale rettigheder kryber ind, godt understøttet af EU Domstolen; men Danmark er lodret imod.

Her er link til en en kronik af Morten Jarlbæk Pedersen fra 2017
https://samf.ku.dk/presse/kronikker-og-debat/en-social-union-alligevel/

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Der er ikke meget fremtid i, at et lilleput-land med en såkaldte "lille åben økonomi", sidder tilbage, og forsøger at løse sit eget eksistens-problem.

Så er der langt mere fremtid i, sammen med mange andre lande at udgøre verdens største marked. For sammen med andre, der deler vores værdier, står vi stærke - meget stærke.

Til gengæld syntes jeg også, at det er trist, hvis alle vil gå samme vej. Der burde, i ethvert demokrati, være plads til en folkebevægelse, der vil noget andet, og kan vise, at dette også kan være en mulighed. Men det har det totalt klodsede og kaotiske brexit formentlig totalt aflivet for en længere årrække

Torben Lindegaard

@Gert Romme kl. 9:22

Vi har ikke brug for en Folkebevægelse, der alene vil have os ud af et eller andet.
Det er ikke svaret på noget som helst.

Men for min skyld gerne et parti, der vil have os ud af EU.

Lasse Glavind

Mihail Larsen fortsætter ufortrødent sit felttog mod kætterne, og det næste projekt bliver øjensynligt at få ordet "nej" helt ud af det danske sprog. Ordet er “goldt, asocialt, uforpligtende og kun for brokkehoveder”. Man bemærker, at Larsen bestemt ikke er nogen storsindet vinder. Modstanderne er knust, men de skal lige have det sidste spark på vej ud af døren. 

Det, der imidlertid bliver rigtig interessant fra nu af, er, om Larsen reelt er i stand til at konkretisere sin egen EU-politik, nu hvor den sidste demokratiske opposition de facto er udryddet. Nu er Larsen og jubeltilhængerne alene på banen, og deres hidtil foretrukne retoriske nødudgang og tautologiske åndsfællesskab - hver gang de blev afkrævet konkrete svar på konkrete problemer - "man kan ikke melde sig ud af verden, vi er nødt til at samarbejde - problemerne er grænseoverskridende" - mister nu sin magiske kraft, når EU's traktatbaserede virkelighed og føderalistiske frimarkedsprojekt ruller videre under ledelse af liberale og konservative i skøn forening med de 200.000 bureaukrater i Bruxellesboblen. Nu har tilhængerne ikke flere undskyldninger for ikke at levere varen - de er alene på banen og ejer derfor også problematikken helt alene.

Modstanden mod øget føderalisme, euro (med tilhørende fælles finanspolitik), fælles hær, centralisering etc. etc. er de facto ikke mere officielt repræsenteret i Danmark, men er som i lande i Syd- og Østeuropa henvist til at søge andre kanaler. EU er, som Mark Blight siger det, blevet et Hotel California "you can check out any time you like, but you can never leave". Det helt store spørgsmål er, hvordan et projekt med så massivt et traktatfæstet demokratisk underskud - man altså ikke kan melde sig ud af - kan være Europas fremtid, og hvordan magtudøvelsen nogensinde kan blive opfattet som demokratisk legitim, når udviklingen i EU ubønhørligt går mod, at stadig færre bestemmer stadig mere over flere og flere længere og længere væk?

Måske er den barske sandhed, at Larsen reelt bekymrer sig mindre om demokrati som det legitimerende princip i EU’s magtudøvelse og egentlig er ganske godt tilfreds med at overlade beslutningerne til eksperter og teknokrater.

Jes Balle Hansen , Flemming Berger, Peder Bahne, Steen K Petersen, Trond Meiring, arne tørsleff, Benny Jensen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

@ Torben Lindegaard

Tak for linket som jeg vil læse - senere - er på vej ud af døren . men skimmet ser jeg at der arbejdes hen imod en social union.
Men hvorfor siger du nej til en social union. Manglen på sociale sikkerhedsnet andre steder eroderer tilsyneladende vores eget system. Hvorfor ikke ønske de samme gode forhold som vi har her i andre lande. som værn mod det lønpresseri og umenneskelige forhold man tilbyder migrationsarbejdere?

Torben Lindegaard

@Pia Nielsen

Jeg siger slet ikke nej til en social union.

Jeg forsøgte vel nærmest at formulere Danmarks officielle holdning.
Jeg tænkte især på TV-billedet af vores statsminister, der rasede over, at migrantarbejdere kunne oppebære hvad som helst, så snart de havde plantet træskoene i jordbærbedet.

Lars Løkke fremhævede med stentorrøst, at EU netop ikke er en social union -
uanset hva' Dælen EU Domstolen så ellers måtte komme frem til af Kendelser & Domme.

Torben Lindegaard

@Lasse Glavind 28. maj, 2019 - 09:42

Jeg vil gerne melde mig blandt Jubeltilhængerne.

I flere år koketterede jeg med at være EU tilhænger på Uffe Ellemannsk niveau; men det måtte stoppe, fordi koketteriet efterhånden kræver en del forklaring.
Der er ret mange medborgere, der ikke længere husker - eller aldrig har anet - at Uffe Ellemann var Danmarks udenrigsminister for over 25 år siden !!

Men Jubeltilhænger .... YES

Lasse Schmidt

Je suis jubeltilhænger

Lasse Glavind

Lars Løkke har jo helt ret. EU er ikke en socialunion. Og euroen er designet på en måde, så der først opstår balance, når vi alle er nede på rumænske løn og arbejdsvilkår. Og indtil det sker, så vil vores arbejdsvilkår og lønninger - og i første omgang primært os der ikke arbejder som politiker, på et universitet eller i stat og kommune - være under et nedadgående pres. Det er simpelthen en traktatfæstet virkelighed.

Lasse Glavind

EU-tilhængerne ønsker jo en fælles finanspolitik - for uden sådan en, så kan euroen ikke fungere. Men en fælles finanspolitik kræver også et langt mere integreret arbejdsmarkedssystem i EU med fælles sociale ydelser og den slags, og det er der ikke demokratiske opbakning til blandt vælgerne (og bureaukraterne mener, det er for besværligt at direktive sig ud af den) så derfor lader man euroen gøre det beskidte arbejde med at presse arbejdstagerne ned i pris og rettigheder.

Lasse Glavind

Og lige om lidt, så vil de jubelbegejstrede EU-danere kræve, at vi alle støtter op om at gøre Margrete til Kommissionens nye sprechstallmeister "for hun er jo så dygtig og dejlig dansk, og det skal vi være stolte af" - og så skidevær med, at hun i sin tid som partileder og regeringsmedlem her i DK stod for massive sociale nedskæringer, katastrofen i Skat, indskrænkninger i pressefriheden, salg af fælles infrastruktur til korrupte investmentbankers og en generel åndelig fattigdom, der manifesterede sig i et nådesløst neosprog i et uendeligt hav af indkøbte konsulentrapporter og katastrofalt dårlige reformer af velfærdsstatens kerneopgaver.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Bisp Zarghami, Grethe Preisler, Jes Balle Hansen , Flemming Berger, Per Torbensen, Thomas Tanghus, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det virker på mig som om den modstand der har været fremherskende i Danmark har været en der ønskede at blokere for forandringer, og eventuelt ville "tilbageføre" tingene til "gode gamle dage". Mange modstandere vil sikkert indvende at de da netop repreæsenterer det modsatte. Det "progressive". Men hvordan? Hvad går modstanden, som vi kender den, ud på andet end "Nej, nej og atter nej"? Og så en "folkebevægelse" hvor al modstanbd harmoniseres uanset om det er en modstand ud fra Enhedsliste, eller Dansk Folkepartis standpunkt. Eller lader man bare som om der slet ikke er sådanne forskelle? Er modstander-Pernille en skipper eller en vermund?

Lasse Glavind

Du er dejlig ukonkret omkring, hvad du selv mener, Jan Henrik. "Jeg er tilhænger" - og så behøver man tilsyneladende ikke forklare mere. Det princip forklarer ligesom sig selv i debatten - "Jeg er tilhænger af alt godt". Men samtidig kræver du ubønhørligt en detaljeret forklaring fra dem, der siger det modsatte: "Jeg er modstander." Så lyder dit spørgsmål: "Er du virkelig modstander af alt godt?"

Jes Balle Hansen , Steen K Petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Lasse Glavind 28. maj, 2019 - 10:35

Margrethe Vestager skal være Danmarks kandidat til formand for EU Kommissionen .... YES

Men det forudsætter selvfølgelig, at Margrethe Vestager først bliver udnævnt til EU kommissær for en ny periode - og det kommer vist til at knibe lidt, uanset hvem der vinder folketingsvalget.

Men der er håb - Macron siges at være tilhænger at tanken om Margrethe Vestager som Kommissionsformand, og måske kan Macron overtale Merkel til dette synspunkt.
Merkel hævdes at være feminist, så det hjælper også .... fingers crossed.

Men Margrethe Vestager bliver ikke Kommissionsformand uden at være Danmarks officielle kandidat - det er utænkeligt.

Lasse Glavind

"Vi er røde ... Vi er hvide ..."

Lasse Glavind

Du har så alligevel en lille nationalist gemt i maven, Lindegaard - når man trykker dig lidt på den.

Mihail Larsen

Skal Margrethe Vestager være kommissionsformand? - Nej!

Glavind har ikke forstået, hvad jeg står for. Derfor gentager jeg mig selv fra et tidligere indlæg [24. maj 2019):

"Er det nu rigtigt?

"Syv år senere er Vestager symbolet på den politiske kamp mod dem, som udbytter os." (citat af Rune Lykkeberg).

Er Vestager blevet socialist? Nej - naturligvis ikke.

Hun har været en fremragende konkurrence-kommisær. Hendes opgave har været at luge ud i markedsøkonomiens ukrudt ved at angribe monopoldannelse og unfair konkurrence - og det har hun gjort rigtig godt (og burde fortsætte med at gøre). Det handler om prissættelse af varer, tjenesteydelse og til dels skat.

Derimod har hun ikke blandet sig i fordelingspolitikken. Den sker fortsat efter devisen om, "at sådan er det jo". Hun har udtrykkeligt erklæret sig som modstander af en fælles, europæisk socialpolitik (som det sidst skete for få dage siden, da hun gæstede Café Europa og blev interviewet af Weekendavisens Martin Krasnik).

Og derfor vil det være en dårlig ide at vælge Vestager til posten som kommissionsformand."

Når jeg fra starten har været tilhænger af Brexit, skyldes det, at Storbritannien inden for EU har været den stærkeste modstander af EU som en social union. De har - ivrigt støttet af danske politikere (herunder Vestager) - gjort, hvad de kunne for at sabotere udviklingen af en social union.

Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Jens Kofoed og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Du tager om ikke fuldstændig så temmelig meget fejl, Lasse Glavind. Fejl angående mit standpunkt. Men det er selvfølgelig også let at tolke andres meninger forkert.
Jeg tror da sikkert der laves masser af dårlig EU-politik, og at mange modstandere ønsker og mener de arbejder for alt det gode.Men de har nogle problemer. Et er at nu har vi i så mange år været en del af først EF, så EU, så det i sig selv nok vil være en lang, omstændelig omkostnings og artbejdskrævende proces at afskaffe det hele igen. Måske kunne den tid og det arbejde anvendes bedre?
For det andet er der spørgsmålet om der er blot noget godt i EU projekltet? Hvis Du svarer nej må Du vel indrømme at det er dig selv der har et ensidigt standpunkt:Absolut alt vedrørende EU er noget skidt ud fra dit sybnspunkt og det kan du jo så passende forsvare i stedet for at udlægge mit synspunkt.
Men er der enkelte gode sider ved EU, så er spørgsmålet hvordan vi undgår at smide dem væk hvis vi siger nej til hele foretagenet som sådan. Og hvilket Danmark vil så modstanderne? Der er jo sket nogle forandringer siden 1973 og 1993 (jeg skriver 1973, fordi Folkebevægelsen som jeg forståer det har været imod EF fra det år og nu er fortsat som unionsmodstandere). Blandt andet har danske statsministre, hvad enten man kan lide det eller ej vist sig sagtens at være i stand til at anvende militær magt, uden at det er EUs initiativ.

Lasse Glavind

Men du er stadig fuldstændig ukonkret, Jan Henrik - og definerer, som jeg læser det, kun din EU-begejstring i modsætning til EU-modstanderne. Og de er væk nu, så derfor falder retorikken sammen.

Det er det samme problem, Larsen har. Han er nødt til at opfinde Vestager som en "fremragende kommissær", selv om der reelt er sket meget, meget lidt i hendes tid ud over en masse medieeksponering. EU's konkurrenceregler er stadigvæk til gavn for de store kapitalkoncentrationer, It-giganterne har stadig hele markedet og de absurde politiserende krav om konkurrenceudstættelse af alle udbud over en hvis størrelse er stadig et antidemokratisk monster.

Jes Balle Hansen , Steen K Petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

For det første: Hvor har jeg skreet at jeg er udelt EU-begejstret?
For det andet: Modstanderne er da ikke stoppet, slevom netop folkebevægelsen ikke er stemt ind. Der er jo også modstanderne som er på DF-holdet, på Ny Borgerlig holdet, Dansk Samling (selvom de nok ikke er mange andre end Morten Uhrskov) eller Stram Kurs eller nogle flere. Men når jeg ser folk fra Folkebevægelsen,m som Riina Ronja, så virker det ikke som om de ser nogle modsætninger indenfor modstanden. Der er slet ikke noget problem i hvilken type Exit vi får bare vi kommer ud?
Men jkeg indrømmer dog at jeg ikke er så konkret, da det er et komplekst spørgsmål. Det er dog også et spørgsmål om hvordan vi får løst problemer der går ud over nationalstaten uden institutioner der går ud over denne. Men det løses måske med ren og skær god vilje og gode ønsker?

Lasse Glavind

Men i stedet for at definere konkret, hvad det er, du er tilhænger af, og hvordan du evt. konkret vil lave om på ting i EU, så bliver du ved med inddirekte at spørge mig i din sidste formulering om "god vilje og gode ønsker": "Hvorfor er du modstander af alt godt?"
Jeg siger, at det spørgsmål nu er helt overflødigt. Den demokratisk forankrede modstand er væk. I er nu alene i parcelhuset og skal til at finde ud af, om I egentlig har så meget sammen, som I går og tror.

jan henrik wegener

"Hvorfor er Du modstander af alt godt". Det spørgsmål har jeg da ikke stillet dig, så hvorfor dropper du det ikke? Er "den demokratiske modstand" væk? Det kan jeg ikke se. Med mindre du da kalder den modstand der nu er især i udlandet for "udemokratisk". Hvis du gør det så forklar hvorfor nogle typer modstand er "finere" eller mere 2demokratisk" end andre. Hvis ikke så forklar hvorfor dum ikke mener der er nævneværdig EU modstand. Ikke mindst i UK.

jan henrik wegener

"demokratisk"

Mihail Larsen

Reformering af EU

Man kan ikke forstå EU's nuværende tilstand uden at se på og analysere EU's historie. Det vil føre for vidt her at starte en forelæsning om dette emne, men kort fortalt er EU's historie skabt på grundlag af de forudsætninger, vilkår og betingelser, som 2. verdenskrig efterlod. Politiske pragmatikere har måttet konstruere et fællesskab - skridt for skridt og i en logisk rækkefølge.

Først en økonomisk-industriel harmonisering gennem Kul- og stålunionen og Euratom. (Det er for så vidt god marxistisk lærdom - start med den økonomiske basis.) Dernæst en økonomisk harmonisering af landbrugsproduktionen gennem diverse egnsudviklingsprogrammer. en ekspansion af harmoniseringen generelt ved etablering af et indre marked. Det næste logiske trin ville være oprettelsen af en social union; men det er foreløbigt blevet blokeret af markedsfundamentalisterne. I sidste ende institueringen af en politisk union, der endegyldigt kan levere en demokratisk legetimitet til EU ved at forsyne EU's politiske institutioner med muskler til at regulere markedet.

Der er mange andre aspekter - f.eks. den ydre grænsekontrol - som jeg her forbigår for ikke at gøre det hele alt for uoverskueligt.

Men det korte af det lange er, at EU undervejs i sin udvikling er blevet saboteret igen og igen af modstandere, der efterfølgende begrunder deres modstand med, at "EU ikke fungerer". Det er jo klart nok. Når de nationale regeringer spænder ben for EU og bortforklarer deres egne fejl ved at sende aben videre til EU, så giver det grobund for en irrationel vrede mod EU.

Det trick har fungeret, så længe de europæiske befolkninger har haft et relativ distant forhold til EU's institutioner. Men ved valget i EP i år er denne bortforklaringsmekanisme blevet brudt. Vi ser opkomsten af en fælles, borgerlige EU-offentlighed, der forskyder magten fra nationalstaterne til EU-parlamentet.

https://www.theguardian.com/environment/2019/may/28/greens-eu-election-m...

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Hannibal Knudsen, Søren Knudsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

Situationen er den, at jeg (og sandsynligvis mange andre) ikke er repræsenteret overhovedet, når det gælder EU.
Ved folketingsvalg, diskuteres det stort set ikke.
Ved valg til EU-parlamentet er der kun to muligheder for skeptikere / modstandere, og ingen af disse repræsenterer mig på en lang række politiske områder.
Liste N har gjort en stor indsats for at oplyse om de mange negative aspekter ved det nuværende EU.
Hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti kan klare denne opgave.
Jeg ønsker mig et humanistisk, grønt midterparti, der har en skeptisk / konstruktiv holdning til samarbejdet i EU.
Jeg kan ikke hverken bruge jubelpro-EU partier, eller røde / sorte modstandere eller skeptikere.
Der er et gabende hul i det politiske landskab. Liste N er for mig eneste alternativ, indtil dette hul er fyldt ud.

Lasse Glavind

Jan Henrik, Larsens argumentation i indlægget ovenover er et perfekt eksempel på den argumentationsforskydning, der kendetegner de EU-begejstrede. Larsen skriver direkte, at hvis der er noget galt med EU, så skyldes det modstandernes sabotage. Det vilde (og skræmmende) ved den gentagne påstand er, at der aldrig har været tale om en magtdeling eller et kompromis mellem modstandere og tilhængere. The winner takes it all - har været modellen - EU er tilhængernes barn vortes and all. Men man har aldrig noget ansvar for problemerne. Og de åbenlyse demokratiproblemer findes slet ikke for Larsen. Det bliver interessant at følge, hvem der nu bliver udpeget til skurken og fjenden i EU-debatten, nu hvor den demokratiske opposition er væk. Russerne er jo allerede i spil, men hvem bliver den indre fjender, der skal påtage sig rollen som den, der står i vejen for EU-tilhængernes Nirvana-forestillinger? For selvransagelse og kompromisser kan i realiteten ikke eksistere i deres binære forklaringsverden.

Jes Balle Hansen , Flemming Berger og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Angela Merkel har netop konkluderet at hendes efterfølger som kansler Annegret Kramp-Karrenbauer ikke magter opgaven alligevel.

Det samme konklusion lå bag Merkels beslutning om at Jean-Claude Juncher netop derfor skulle være EU-kommissionens nye formand.
https://www.berlingske.dk/internationalt/juncker-valgt-paa-trods

Og Tusk? Ingen ved hvordan han blev formand for Det Europæiske Råd.

jan henrik wegener

Lasse Glavind. Jeg kan ikke rigtig svare for Mihail Larsen. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal, synes ikke jeg bør gøre det, og synes kritik af hans indlæg ikke falder tilbage på mig og heller ikke omvendt.
Men jeg synes godt jeg vil have oplyst hvis modstanderne i især Folkebevægelsen har villet eller prøvet andet end at komme ud. Hvis de har prøvet at forbedre noget. Jeg kender nemligf ikke til det og synes ikke de har pralet meget med det.Hvis alt hvad man har bedrevet i over 45 år har været at forsøge at få os ud af et forehavende, men vi så er belvet dybere involveret så er resultatet vel, så langt, ikke meget. Morten Messerschmidt sagde i det mindste "mindre EU og mere Danmark". Altså trods alt med åbningen for den mulighed at man arbejder for nogle resultater også selvom vi eventuelt bliver i Unionen. Det overbeviser mig nu ikke, og desuden gætter jeg at han ikke har nogen stor fanklub her og jeg er ikke med i den. Men det ændrer vel ikke ved at han har været en slagkraftig EU-kritiker, uanset om man kan spørge til fordel for hvad.

@ Lasse Glavind,

Jeg ved ikke noget om, at Euroen foretager noget beskidt arbejde. Og for mit vedkommende syntes jeg, at (helst) alle lande skal med i den fælles valuta.

Jeg kan huske, der var faktisk mine første aktive år med eksportafsætning, at alle eksportører måtte lave fantasifulde krumspring, når man eksporterede, for at undgå bankmonopolets enorme vekselomkostninger.

For det var og er jo sådan, at hvis nogen vil købe danske produkter, skal der betales med danske kroner. Betales der undtagelsesvis med nogen anden valuta, skal sælgeren beregne vekselomkostninger, for man kan altså ikke betale sit personale, sine vareleverandører eller andre med udenlandsk valuta.

Og så det er nu, hvor Nationalbanken opretholder ensartet værdi for DKK i forhold til EUR, sker det med visse omkostninger, som man kan undgå ved at have samme valuta som sine kunder og leverandører. For at opretholde værdien af DKK, opkøber Nationalbanken simpelt hen løbende DKK op i udlandet, så efterspørgslen på DKK ikke falder.

Jeg er helt opmærksom på det problematiske ved at styre værdien af EUR, når mange lande ikke har den fornødne disciplin. For hvis blot et land opleves som at udgøre en risikabel investering, falder kursværdien på EUR - og det gør den for alle EUR-lande. Og netop i dag har Italiens vicepremierminister og leder af Lega, Matteo Salvini, oplyst, at der er et bødekrav på vej fra Centralbanken på 3 mia. EUR.

Men dette problem går det faktisk at ændre ved anden styring. Og den mest effektive metode er at EUR-landene på en række områder har et fælles finansministerium, der skal godkende EUR-landenes lån/omkostninger/investeringer.

Steen K Petersen

"Man bemærker, at Larsen bestemt ikke er nogen storsindet vinder"

Må godt nok sige det er en svada, Hr Larsen giver til dem der har stemt nej, nej faktisk er det nedværdig, latterlig, forhånende og ikke mindst bedrevidende attitude denne Larsen lægger for dagen, og det fortsætter ned gennem kommentar sporet.

Håber Larsen du bare har fået det forkerte ben i ud af sengen i dag, du som har gode pointer i andre indlæg og som har det skrevet ord i din magt, det forpligter.

Nils Bøjden

Og de kommer aldrig mere i EU parlamentet

Nils Bøjden

"Man kan vænne sig til meget. Den danske befolkning vænner sig til et centraliseret styre både her hjemme og i EU. "

Eller også har vi erkendt at hvis vi i Europa skal have en chance over for et meget aggressivt Rusland, samt Kina og USA som begge ønsker at dominere og underlægge sig andre, bliver vi nødt til at samarbejde endnu mere i Europa.

Peder Bahne

Jeg har været en arg modstander af vores medlemskab af EF/EU siden først i 1970erne, men mine argumenter er ved at slippe op. Samtlige mine plæderede skrækscenarier er enten virkelighed eller ligger allerede i støbeskeen i dag.

Netop nu forhandler en lille europæisk gruppe om at fordele de få magtfulde poster i centralmagten, og vi kan kun afvente det skæbneskabende udkomme i Europa for de næste fem år. Bureaukratiet i Unionen er ikke så stort, med mindre du tæller lovgivningens konsekvenser i medlemslandene med. Så er der tale om et væv af embedsbeskæftigede til overholdelse og kontrol af bureaukratiets frugter. Arbejdskraft vi godt kunne bruge konstruktivt omkring de reelle udfordringer, der tegner fremtiden.

Demokrati, diversitet og lokalt initiativ har trange kår i kampen mod centralismen.

Jeg tvivler på at Enhedslisten er et godt bytte for Folkebevægelsen. De er allerede godt i gang med at lave en Holger og Konen v.02.

Peder Bahne

Folkets indstilling i dag omkring unionen er baseret på frygt for udmeldelse, mindreværdskomplekser over egen manglende kompetance og formåen og uvilje mod fremtidige forandringer. I er fanermer ikke nogen at være stolte over. Vatpikke og betonkusser. Lad os erobre England igen. Hun er moden nu.

Lasse Glavind

:-)

Peder Bahne

"Eller også har vi erkendt at hvis vi i Europa skal have en chance over for et meget aggressivt Rusland"

Konflikten med Rusland startede fordi EU ikke kunne få hold på østudvidelsen i 2014, og fordi Putin tog røven på Fredens Projekt med bukserne omkring anklerne ved at tage Krim. Ren skolegård og tabte ansigter. Pinlige historiske fakta og en stor regning for os alle. Jeg er bare glad for at EU hæren ikke var helt linet op dengang.

Mihail Larsen

Jo mindre EU - jo mere USA, Kina, Rusland etc.

Jeg forstår godt romantikerne, der drømmer om et land, der hygger sig i smug. Danmark var engang en verdensmagt, der styrede England, Grønland, Norge, Sverige og Holsten til Hamburg. Eller i det mindste til Ejderen. Vi brændte fingeren og blev efterhånden et lille, homogent samfund, der skal finde sin plads i en ny verdensorden. Ikke ved at hygge sig, men ved at finde en ny meningsfuld måde at ytre sin suverænitet på: Ved at tro på et fælles, europæisk projekt, hvor der er generøst plads til nationale forskelle.

For det er der ikke, hvis USA skal bestemme.danskhed er dem, der hellere vil se amerikansk TV end dansk.

Dansk Folkeparti segmentet ser kanaler, der er fyldt med reklamer. Fordi de kanaler også leverer falsk bevidsthed og livsløgn i lange baner - iblandet popcorn og søde forventninger. Ren kapitallogik.

Hvis man virkeligt vil støtte dansk og europæisk kultur, må man støtte EU. Det hjælper, hvis man også har en vis basal viden om dansk og europæisk kultur.

Det har Dansk Folkepartis vælgere sjældent. Og anarkistister på venstrefløjen er lige så kulturløse,

Nils Bøjden

"Konflikten med Rusland startede fordi EU ikke kunne få hold på østudvidelsen i 2014, og fordi Putin tog røven på Fredens Projekt med bukserne omkring anklerne ved at tage Krim. Ren skolegård og tabte ansigter"

Nej. Rusland ønskede at starte konflikten fordi de har stormagtsdrømme og den eneste model de kan er militær.

Nils Bøjden

Folkebevæglsens slogan : Tag kontrollen tilbage.
Britiske højrenationalisters slogan: Take back control

Hva'be'har.

Peder Bahne

Hvorfor skulle vi ikke kunne samarbejde og samhandle uden centrale overgreb ? Som nationer er vi flere centrer med flere forsøg, initiativer og udgangspunkter for en udvikling mod en bedre verden. Den største magt i en demokratisk verden er eksemplets magt. Den er ikke begrænsende for succeser og menneskelig udfoldelse.

Mihail Larsen

Netsvindler
I hele mit professionelle liv har jeg fortalt mine studrende, at kritik er kærlighed. For kritik betyder, at du tager andre mennesker alvorligt. Du skal acceptere deres dissens. Men kritik betyder også, at du tager dig selv alvorligt. Kommunikation forpligter; når du svarer, må du tænke dig om - både angående emnet og modtageren - og forsøge at fastholde fokus på sagen selv.

Denne debatkultur, der hviler på nogle enkle, etiske fordringer, bliver nu til dags overskredet af personer, der ikke tør møde op face-to-face med deres slatne argumenter, men forkrøblet i deres internet-skjul giver afløb for deres impotente vrede.

Peder Bahne

@Nils Bøjden
EU havde forhandlet en samhandelsaftale på plads med Ukraine, men dagen før underskriften prikkede Putin den ukrainske præsident venligt men hårdt på skulderen. Det ledte til oprør blandt vestbyernes unge, nynazister og andre ballademagere.

Det var her EU sendte tre udenrigsministre til Ukraine med en køreplan for magtoverdragelse mod en ny EU venlig fremtid for Ukraine og krænkede således folkeretten. De fik malet Putin op i et hjørne

troede de.

Nils Jørgensen

I 1972, hvor Danmark stemte ja til EF medlemskab ( senere EU ), var det officielt et af verdens rigeste lande. Dengang fik danskerne at vide, at de var nødt til at stemme ja til EF for at fastholde denne position. Siden 1972 er Danmark gang på gang blevet dårligere placeret på verdenskortet, og EU medlemskabet fører stadigvæk længere ned ad rangstigen.

Nils Bøjden

"løndumping "

Jow.

Hvad er EU. det Tysk/franske eller det EU som de danske politiker har pakket
fint ind, så det er spiseligt for danske vælgere.

Dem der får oplysning fra tysk tv. har og vil altid stemme NEJ til mere EU
Det hele starte med Egyptens nationalisering af suez kanalen, det fik UK og frankrig
det at gå i krig med Egypten hvorefter at UK måtte trække sig tilbage efter pres fra USA.

Det fik Konrad Adenauer og Charles de Gaulle til at skarpe Kul og Stålunionen
Konrad Adenauer og Charles de Gaulle ville ikke have UK med i EF
De ville kun skabe splid og øge USA indflydelse. og dem kan man ikke stole på !
Tyskland og Frankrig har bestemt at vi skal have en EU social unionen for at afbøde
virkningen af euroen blandet med en lovbestemt mindste løn på 12€.

Skal Danmark være mellem af EU efter at EU socialunionen er indført
skal Danmark have en lov bestemt mindste løn. m/m.
Hvem talte om Bankunion eller EU hær. Igen er det lykkes venstre at
undgå at tale om det som kommer

Sider